Lidt om årets julegaver, vaskekone-glæde og ammebh’er

Min hudplejerutine

dsc_0449 Som overskriften siger, så kommer dette indlæg til at handle om mine daglige hudplejerutiner. Jeg er med årene virkelig begyndt at sætte pris på gode produkter, og jeg prioriterer også at kaste nogle penge efter det, hvis jeg føler, at det gør en forskel for min hud. Jeg har i nogle år brugt Rudolph Care produkter med virkelig stor begejstring. Min hud har faktisk været lidt min værste fjende i nogle år ment på den måde, at den virkelig kan bestemme, om jeg har det godt med mig selv eller ej. Det er jo trods alt det første, man ser 😉

Jeg har aldrig haft en hel fejlfri hud, men heller ikke lidt af akne. Jeg fik typisk nogle udbrud efter byture, junkfood og i forbindelse med menstruation, og så var både p-pillestop og graviditeten med Carl-Emil forfærdelig i forhold til, hvordan den hormonelle forandring påvirkede min hud. Jeg havde virkelig perioder, hvor jeg havde ømme bylder i ansigtet, og jeg forsøgte selvfølgelig at skjule dem med alverdens makeup, hvilket ikke nødvendigvis gør det meget pænere. Men jeg var virkelig ked af det, følte mig usikker og at det var det eneste folk kiggede på, når vi talte sammen. Men det er heldigvis ovre, og min hud er faldet til ro igen.

Min hud har altid haft tendens til at være ret tør og har været svær at mætte ordentligt. MEN så blev jeg introduceret for Rudolph produkter, og det har virkelig gjort en kæmpe forskel! Hver morgen når jeg står op, renser jeg ansigtet med koldt vand og påfører serum, dagcreme og øjencreme. Lige for tiden er jeg lige ved at se, om E-cookings super serum kan erstatte Rudolphs for at spare lidt penge, men det kan den altså ikke, så jeg har generhvervet den anden favorit. Men E-cookings er stadig fin, den er bare noget mere tynd og ‘vandet’ i konsistensen, hvorimod Rudolphs virker meget mere mættende på min hud. Om aftenen bruger jeg altid olie og øjencreme igen. Jeg har lige prøvet at købe Tromborgs Olie, fordi min facial oil fra Rudolph snart er brugt op, så nu giver jeg den et skud. Den har jeg også hørt meget godt om.

dsc_0445

Til rens bruger jeg altid renseskum. Det er jeg blevet rigtig glad for i stedet for gel eller rensemælk. Jeg fjerner øjenmakeuppen med Biodermas rensevand og renser ansigtet i denne skum fra Vichy. Med hensyn til renseskum er jeg ikke så krævende, den skal bare være effektiv og ikke efterlade min hud tør. Når klokken er mange og jeg er træt, så bruger jeg også nogle gange Merakis makeupservietter efterfulgt at koldt vand. Effektivt og hurtigt 🙂

dsc_0447

Til ekstra pleje af min hud bruger jeg ovenstående 3 produkter. Dermaroller, skrubbemasken fra Rudolph og peel masken fra E-cooking. De to sidstnævne har jeg brugt ret længe efterhånden, og dem kommer jeg ikke til at skille mig af med foreløbigt 🙂 Jeg bruger hvert produkt og dermaroller en gang i ugen cirka. Skrubbemasken tager jeg ofte på en morgen, mens vi lige spiser morgenmad og kommer i tøjet. Jeg lader den sidde en halv times tid, og den efterlader huden blød og fugtet – den er bare fantastisk! Peel masken er en noget skrappere sag, men også virkelig effektiv. Den skal man altså lige sørge for at bruge om aftenen, for man bliver noget rødmosset i ansigtet af den. Om morgenen er huden dog helt normal igen. Den skal sidde 5-10 minutter, og den prikker og stikker godt, mens den er på. Jeg synes, at den har givet min hud en bedre glød, så den er også en ret stor favorit. Dermarolleren er en forholdvis ny tilføjelse. Jeg har brugt den 4-5 måneder nu, og jeg bruger den cirka en gang om ugen. Der er delte meninger om, hvordan man skal bruge den og hvor ofte, men jeg synes, at jeg får fin effekt af den ved den ene gangs brug. Den giver lidt huden et boost. Den skal også helst bruges om aftenen inden sengetid, for man slår altså ret meget ud af den, men rødmen er væk næste morgen.

Håber i kunne bruge indlægget til lidt inspiration. Måske har vi nogle af de samme favoritter?

4 kommentarer

  • Marlene

    Elsker Rudolph Care produkterne, hvordan/hvor år bruger du facial olien?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Ja også mig! 🙂 Jeg bruger olien hver aften. Så har den god tid til at trække ind om natten.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lækre produkter! Hos mig er Facial Care mask fra Rudolph også et hit, især pga. den fugtgivende effekt. “A hint of Summer” er også et must, når jeg har brug for lidt ekstra glød. Og Ecookings peel mask står også på hylden, så er ret enig med dig omkring disse produkter:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Dejligt du er enig i flere af produkterne. De tre du nævner er helt sikkert også nogle jeg bliver ved med at have stående på hylden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om årets julegaver, vaskekone-glæde og ammebh’er