Om sårbarhed og om at finde de rette værdier i moderskabet

77b6ed99-3c2c-40c2-91e2-03a8082aea7fSom yngre følte jeg mig mere uovervindelig end i dag. Sygdom og alvorlige hændelser var ikke noget, jeg kastede mange tanker efter. Selvfølgelig var der kære bedsteforældre, som jeg måtte sige farvel til, kærestesorger og lidt skænderier med veninderne over bagateller, som dengang synes store og uoverskuelige.  En svær skoleopgave eller et utilfredsstillende resultat efter eksamen. Men jeg levede livet uden de helt store bekymringer, drømmede om hvad fremtiden ville byde på af muligheder. Jeg skulle bare gribe dem, mulighederne og chancerne. Der var masser af dem, og jeg havde masser af tid.

Indtil den dag jeg blev mor. Så blev jeg ramt af en ny følelse, en sårbarhed. Over at skulle være noget for et andet menneske. Et lille menneske, som havde brug for mig. Havde nogle basale behov, som jeg skulle opfylde og tage ansvar for. Som jeg skulle opdrage til at være en person, som er god mod andre og behandler andre med respekt, hviler i sig selv og tror på, at de kan, hvad de vil, hvis de kæmper for det. At jeg skulle være deres forbillede. Leve op til de krav, som jeg selv stiller dem, når de engang bliver store nok til det. Og så blev tiden pludselig en anden. Sårbar og flygtig, og dagene forsvandt så hurtigt, og jeg tvivlede – og tvivler – på om jeg fik nydt det nok. Det satte mit liv i perspektiv at blive mor. Mit eget liv med mine egne forældre. Det fik mig til at tænke over, hvad jeg ønsker at tage med fra min egen opdragelse og videreføre til mine børn. Og også hvilke ting, som jeg ønskede at ændre. Hvordan jeg ønskede at være mor for mine børn.

Jeg tænker ikke over denne sårbarhed hver dag. Eller jo måske, men i meget små glimt. Oftest rammes jeg af den samtidig med, at jeg får et af de der kærligheds-stik i hjertet. Den der følelse, hvor hjertet lige hopper over en ekstra gang, og man mærker varmen sprede sig ud i hele kroppen. Når Carl-Emil siger, at han elsker mig, selvom han ikke forstår det endnu. Men han forstår min reaktion, når han ser hvor glad og rørt jeg bliver, når han siger det. Og derfor siger han det igen og igen. Jeg mærker det, når jeg ser Lily Sofias øjne stråle ved synet af sin storebror, der danser rundt om hende og falder ned på numsen bare for at få hende til at grine. Eller når hun kommer med et af sine glædeshvin over, at jeg kysser hende små, kildesyge fødder. I sådanne øjeblikke rammes jeg af den. Kærlighed forfulgt af sårbarheden. Det kan lyde så mørkt og trist. Det er det egentlig ikke. For mig er det bare virkeligheden. At vi bliver mere sårbare i det øjeblik, vi sætter børn til verden. For hvis der skulle ske os noget, så ville det ramme vores børn. Så ville de skulle undvære deres mor, og det er det sidste i verden jeg ønsker. Hvis jeg ikke kan være der for dem og se dem vokse op. Det er nok den største frygt jeg har. En frygt som også fulgte med sammen med at få den største gave i livet – to sunde og raske børn.

Der er nogle ting, som er ekstremt vigtige for mig ved det at være mor. Noget har jeg taget med mig fra min egen barndom og opdragelse, noget andet har jeg først fundet ud af vigtigheden af senere i livet, som jeg nu gerne vil give videre til mine børn. Først og fremmest ønsker jeg at overøse mine børn med kærlighed. Jeg tror ikke, at man kan give nok af den. Ganske simpelt. Både fysisk med kys, kram og omsorg. Men mindst ligeså vigtigt gennem ord. At fortælle sine børn, at man elsker dem, at de er dygtige, søde og smukke. At dele begejstringen med dem, når de lærer noget nyt. At rose dem til skyerne, så de lærer at tro på sig selv og føle, at de er gode nok. Det er så inderligt vigtigt for mig. Jeg snerrer også at mine børn. Fortæller dem, at nu har jeg fået nok, at nu skal de være stille. Jeg skælder ud, når de gør noget de ikke må. Men jeg er også den første til at møde dem, når de er sure og kede af det og fortælle dem, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Og så slutte af med et kram. Give dem tryghed og kærlighed. Komme videre og ikke bære nag. Carl-Emil forstår så meget i hans alder. Han ved godt, hvornår nok er nok. Lily Sofia gør selvfølgelig ikke endnu, men mit humør påvirker hende virkelig meget. Der kan jeg kun forsøge at imødekomme hendes behov fysisk, ved at lade hende være tæt, når hun har brug for det. Give hende mad og opmærksomhed. Opfylde de helt basale behov, som hun nu har i den alder. Carl-Emil reagerer også på mit humør, men han forstår. Han har set mig græde flere gange, og han har tørret tårer væk på min kind. ‘Mor ked af det’. Så finder han noget legetøj eller en bog og sætter sig tæt på mig. Lige præcis som jeg har brug for det. Den fineste måde at vise omsorg på i så ung en alder. At vise kærlighed. Det som mine børn skal lære gennem mig.

En anden ting som jeg sætter stor vigtighed i som mor er åbenhed. Og ja, jeg ved godt at mine børn er små endnu, og dermed har dette punkt kun en vis relevans indtil nu. Men de skal opdrages med, at vi snakker åbent om tingene herhjemme. Både de nemme og de sværere emner. Jeg vil ikke være en mor, som mine børn ikke føler, at de kan gå til, hvis de har brug for at snakke. Jeg vil være der for dem altid. Med åbenhed, forståelse og respekt. Også selvom de laver fejl, selvom de uundgåeligt vil gøre ting eller træffe valg, som jeg ikke synes om. Den tid kommer, og det kommer til at ske. Men jeg vil aldrig dømme dem. Aldrig give dem en følelse af, at de på baggrund af nogle forkerte valg, ikke er gode nok. Jeg vil snakke med dem. Om alt, hvad der fylder for dem. Stort som småt. Også når jeg har det svært eller er ked af det. Sætte ord på mine følelser, så de lærer, at det er vigtigt at snakke sammen. At få tingene ud og lettet sit hjerte.

Jeg vil give dem tid. Jeg vil give dem min tid. Mit liv. For det er det, de er. Mit liv. Jeg vil tilsidesætte alt, når de kommer til mig og har brug for mig. Jeg  har valgt at sætte dem til verden. Dermed har jeg også valgt at ofre nogle ting for, at de har det godt. Sådan hører det sammen. Det at være mor og det at have børn. Ikke altid og ikke til den grænse, hvor jeg mister mig selv. Men styrken finder man, til altid at kunne give sine børn tid. Sin tid. Den vil være det hele værd. Det er jeg ikke i tvivl om.

Så sårbarheden. Jeg accepterer den, selvom den kan gøre ondt og gøre mig lidt bange. Fordi jeg ikke er uovervindelig, jeg er ikke uopnåelig, jeg er ikke forevigt. Men jeg er her nu. Og det er nu, jeg kan gøre en forskel for mine børn. Det er nu, jeg kan være der for dem og være med til at præge dem og guide dem i den rigtige retning. Når de kommer i tvivl eller bliver usikre, så er jeg der til at gøre dem trygge og lede dem på rette vej. Det er min største opgave. At lære dem at det er vigtigt, at man tør vise og fortælle, hvad man føler. At vi kommer længst med kærlighed og åbenhed, og at vi kun har et liv. En langt liv. Hvor vi har masser af tid til at opleve og leve. Sammen.

Tak for jeres tid. Tak fordi i læser med <3

At bære sin baby

b683ea5c-46ae-4b08-be11-76bc9637a823Dette indlæg skal handle lidt om at bære sit barn. I vikle og bæresele. At bære rundt på et i starten lille menneske, som bliver større og større kan blive tungt for armene, så der er det en stor hjælp. Det er forskelligt fra barn til barn hvor stort behovet er for at ligge og være helt tæt på sin mor. Ikke desto mindre er det nok noget, som alle børn nyder, indtil de når en vis alder, og hvor kroppen har brug for mere plads at røre sig på og krudtet skal brændes af på anden vis. Jeg ved, at der er mange der bruger bæreseler til deres børn, indtil de er forholdsvis gamle. På ferie, gåture og i større byer, hvor det oftest er en nemmere løsning i forhold til let og elegant at kunne rende rundt med frie hænder og ikke skulle bekymre sig om trapper og store menneskemængder på strøget.

Carl-Emil brugte jeg aldrig hverken sele eller slynge til. Han havde ganske enkelt ikke behovet, og han sov hvor han blev placeret. Var det ikke i mine arme, så var det i babynesten eller barnevognen. Det har dog været en noget anden sag med Lily Sofia. Der er selvfølgelig også den del af det, at man med nummer 2 har et større behov for frie hænder. Der er en anden, der også skal have opmærksomhed, og der er ting som aftensmad, som man ikke lige kan springe over, fordi det større barn jo nu engang skal have mad. Jeg købte derfor ret tidligt en strækvikle fra Müsli til Lily Sofia. En strækvikle, som jeg kunne bruge, når hun var lille. Og fordi hendes behov for tryghed og at være tæt på mig var stort, så var det helt sikkert en rigtig god investering. Det gjorde, at jeg trods alt kunne komme ud af huset og gå nogle små ture, da hun ikke lærte at sove i barnevogn, før hun blev 5 måneder gammel. Jeg brugte også ofte viklen om aftenen. De urolige aftner, hvor hun græd og ikke kunne finde ro. Når armene ikke længere kunne bære og vugge efter en hel dag med det, så tog jeg strækviklen i brug, og der faldt hun oftest til ro, når jeg bare gik rundt i huset. Hun vågnede som regel op, når jeg satte mig ned, så jeg sørgede for at få ordnet vasketøj og andre småting i huset, mens hun blev lullet i søvn ved mine vuggende bevægelser.

Og det er hyggeligt at have sit barn så tæt på sig. Når de falder i søvn med hovedet hvilende på brystet, og man kan gå og dufte til deres små hoveder og mærke, hvor tungt de trækker vejret. Dog blev det hurtigt lidt tungt for mig at have Lily Sofia i strækviklen, og jeg fik lidt ondt i ryggen af det. Så enten skulle vi vælge at gå videre til en fastvikle, eller også skulle vi have en bæresele til hende. Og valget faldt på sidstnævnte. Nok fordi jeg ikke er eller blev den store ‘vikler’. Det er såmænd ret nemt, og man får hurtigt taget på det efter et par instruktionsvideoer på Youtube. Men et par klik med bæreselen var altså nemmere i mine øjne, og i stedet for at skulle bekymre mig om, om hun nu sad i helt rette højde og havde støtte de rigtige steder, så var bæreselen nemmere at få ordentlig på plads fra starten. Det var også nemmere lige hurtigt at tage den på, når jeg en gang i mellem vovede mig ud på en barnevognstur, som i starten ofte endte med en vågen og grædende baby. Så var det på med bæreselen. Den var fast inventar under barnevognen på de første mange ture.

I dag bruger jeg stadig bæreselen i større eller mindre grad. Jeg bruger den kun en sjælden gang herhjemme, hvis hun virkelig ikke gider hverken det ene eller det andet, og jeg har nogle ting, der lige skal ordnes. Så sætter jeg hende i den, og ind i mellem også med front udad, så hun kan følge med. Det er stadig lidt tungt med en 9,5 kilo tung baby siddende foran, men den bæresele fra Ergobaby som vi valgte og fik i dåbsgave, den giver mig virkelig en rigtig god støtte i ryggen. Jeg har på det seneste også gået et par ture med hende i den, mens hun er vågen. Så kan hun sidde og holde øje med træerne og bilerne, som vi kommer forbi, og hun brokker sig aldrig. Jeg tror, hun nyder at hendes meget aktive lille krop får sig et hvil imens 😉 Vi har også brugt den, hvis vi alle fire har været afsted på en hurtig shoppetur. Så kommer hun i selen og Carl-Emil i klapvognen, for vores bil kan ikke rumme både barnevogn og klapvogn. Hun kan stadig sagtens tage sig en god lur ved mig i bæreselen, og det er hyggeligt.

Hun sidder stadig altid foran – altså på min mave. Når hun bliver lidt ældre, så vil jeg helt sikkert prøve at have hende om på ryggen, hvor hun lidt har bedre udsyn, og hun ikke prøver at dreje nakken af led af nysgerrighed over, hvad der foregår bag hende. Hun er også stærk nok nu til at kunne sidde vendt udad og væk fra mig, men der skal man måske være lidt mere opmærksom på, at det giver en langt større mængde stimuli for dem. Men i den alder som Lily Sofia har nu, så ser jeg det som en god måde at aktivere hende og stimulere hende på en dag, hvor man er træt af at ligge på gulvet hjemme og lege.

Bruger i vikler, slynge eller bæresele til jeres barn?

23fc7bec-2b3c-4278-9f86-dea4e6b10871

Mandags-facts #4

c7f39d66-9783-4ea2-85d6-39bee97ce305Kære jer,

Har i haft en dejlig weekend? Det var min. Med en god portion familiehygge som vi plejer at have og så en lørdag aften ude med veninderne. En forsinket julefrokost med mine 5 gymnasieveninder, som jeg stadig ser ofte, selvom det er 12 år siden vi blev studenter, tog i byen 2-3 dage om ugen og bare så frem til næste weekend, hvor vi igen indtog dansegulvene på Crazy Daisy indtil de tidlige morgentimer. Så var det enten hjem med et pizza slice i hånden eller videre til morgenfest. Der er sket en del siden. 4 ud af 6 af os har fået børn, to skal giftes i år, alle har snart rundet 30 år og nyder nu et glas rødvin hjemme med kæreste og mand en fredag aften i stedet for farverige cocktails og dans på bordene. En naturlig udvikling, tænker jeg. Ikke desto mindre så er vi stadig gode for en fest. Men når vi nu har nået denne alder, så er det også svært ikke at ramme ind i en graviditeter og en lille baby, der skal ammes, så vi har ikke været afsted sammen en del år efterhånden. Til gengæld er vi gode til at holde brunch-hygge en rolig søndag i stedet for fest en lørdag aften. Så kan alle være med, og ingen vågner op med tunge hovedet dagen efter.

Nå, men det var i hvert fald dejligt at være ude nogle time. Første gang i 8 måneder. Det var lidt som at køre afsted uden sin pung eller mobil. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke er vant til at tage afsted uden Lily Sofia. Men det kommer hen ad vejen. At lære det og slippe kontrollen. For det går som regel bedre end man forventer i de situationer, og heldigvis var Simon jo sammen med ungerne sammen med deres Bedste. Så alt gik fint.

Nu til den faste ugentlige tradition – mandagsfacts.

1. Jævnfør sidste uges mandags-facts, så faldt jeg big time i fælden med slikforbuddet. Faktisk allerede tirsdag. Fordi jeg var træt. Det er for dårligt altså! Men eftersom det jo alligevel var brudt der, så var der ikke rigtig nogen grund til at kæmpe videre. Onsdsg sprang Simon i fælden, og vi spiste begge både kage og chokolade til aftenhyggen. Hov.

2. Jeg har bestilt to ting fra Bruuns Bazars udsalg, som er på vej med posten. En virkelig lækker mohairtrøje med høj hals og et par grå culotte bukser i uld. Jeg ved godt, at vi går mod forår, men jeg fryser stadig helt vildt. Jeg er en frossenpind. Og så er det helt sikkert noget, som jeg vil gemme til næste efterår, når det engang bliver varmere og ulden skal pakkes væk. Jeg skal nok vise jer det, når det kommer. Dog har jeg fået en snert af forår ind med min nye gul-stribede bluse fra Mads Nørgaard.

3fdf0590-5759-486b-beb3-bd2ce758b0bf3. Jeg har også købt en badedragt. Det manglede jeg virkelig. Jeg er faktisk ikke så vild med at bade i bikini. Det hører sig lidt mere ferier under varmere himmelstrøg til. Så nu skal vi ud og svømme denne uge. I morgen måske. Lily Sofia elsker det.

4. Apropos ferie, så er det er ret stort samtaleemne for tiden. At vi glæder os til at skulle afsted igen. Jeg tror, at vi tager afsted ved denne tid næste år. Til Thailand måske. Jeg har foreslået, at vi begynder at spare op allerede nu. Måske sætte tusind kroner ind på en konto hver måned begge to, så vi har en god portion penge at bestille rejse for. Ellers ved jeg, at det godt blive lidt svært for mig at finde de penge efter julemåneden, og nu hvor vi snart skal til at betale dobbelt institution.

5. Efter jeg er begyndt at blogge, er det som om at det også har givet mig lysten tilbage til at læse andres. Det har ellers været mest på Instagram, at jeg fulgte med, men nu læser jeg nogle faste blogs dagligt. Det er hyggeligt. Jeg bliver faktisk fanget af ret mange forskellige indlæg. Det kan være emner om alt fra børn til mode og skønhed til billedredigering og boligindlæg. Jeg er også begyndt at følge en del youtubere. Det er vildt, som det sociale medie er blevet en levevej for så mange.

6. Jeg elsker, når i kommer med input til blogindlæg. Jeg modtager jævnligt beskeder på Instagram om emner i gerne vil have, at jeg tager op, og det er rigtig dejligt. Bliv endelig ved med det ❤️ Selvom jeg har en liste på min mobil, så er det op og ned med ideerne, så de modtages med kyshånd, hvis i har nogle ønsker til indlæg.

7. Vi er begyndt kalde Lily Sofia for ‘Fia’. Det er Carl-Emils fortjeneste, for det kalder han hende og det er så pokkers sødt. Han er simpelthen sødere og sødere i rollen som storebror. Hvis han kommer til at gøre hende ked af det, så nusser han løs på hendes hovede og løber ud og henter en sut til hende og ser helt trist ud, når hun græder. Han er fantastisk. Han synes generelt, at hun er ret sjov efterhånden. Skraldgriner, når hun falder på numsen eller når hun sidder og hopper i højstolen. Og så deler han sin mad med hende. Om morgenen skal hun for eksempel lige smage hans yoghurt. Jeg smelter.

8. Jeg vil så gerne i gang med at læse bøger igen. Noget som jeg har elsket tidligere, især på ferier. Nu er det jo naturligvis på grund af manglende tid, at jeg ikke får det gjort, men en halv times tid inden sengetid ville være godt. I stedet for at scrolle rundt på mobilen. Så bliver øjnene altid så dejlig trætte. Har i nogle gode forslag? Jeg er ret glad for krimier og selvfølgelig også letlæseligt chick-lit 😉

9. Jeg har sagt det højt før uden at jinxe det, så jeg håber heller ikke, at det sker nu. Men 7-9-13 så har vi virkelig været forskånet for sygdom denne vinter. Og jeg synes virkelig, at mange har været hårdt ramt med omgangssyge, halsbetændelse og influenza. Lily Sofia har haft en lille tur med omgangssyge, som hun kom sig ret hurtigt over. Men vi andre gik fri, og Carl-Emil har utroligt nok ikke været syg i i hvert fald det seneste år, kun lige forkølelse, hvilket vist ikke er helt til at undgå i institution. Men vi andre har ikke haft det mindste. Det er jeg virkelig overrasket og taknemmelig for. Lad det endelig fortsætte!

10. Jeg blev den anden dag i tvivl om jeg fyldte 31 eller 32 år til juni. Det er altså 32! Om det er fordi at året er gået så stærkt eller om det er fordi det i perioder har foregået med zombie-tilstand og en kamp for overlevelse er uvist. Jeg synes, det er lidt vildt. 32 år. Det er på og en samme tid meget og lidt. Jeg har trods alt nået et par uddannelser, har hus, mand, 2 dejlige børn, gode venner og familie. Så jeg kan ikke rigtig ønske mig mere.

Ønsker jer en rigtig dejlig mandag.

eaa318a7-6e9b-4eb3-a2ea-ef2b948e17a3

Læs de tidligere mandags-indlæg her: #1 // #2 // #3

Lily Sofia 8 måneder

5841fc3a-c1dc-45a4-bf13-e55dc7138148Nu er jeg simpelthen mor til en på både 8 måneder og 27 måneder. Ikke at man tæller måneder, når de runder et år. Der runder vi nok op til halve, men stadigvæk er det altså den reelle alder på mine to guldklumper. Og altså jeg ved jo godt, at jeg nu er mor til to. Men tanken strejfer mig stadig ofte, om at det er ret surrealistisk. Som om det måske alligevel ikke er ret sunket ind hos mig. Heller ikke hos min mand. Vi synes begge, at det er en ret vild følelse, at vi har to børn. Ikke at det er mange, men fordi det er sket forholdsvist hurtigt efter hinanden, og fordi tiden bare er druknet lidt i hverdagens trummerum med to små børn. Så har vi måske alligevel ikke haft tid til at snakke så meget omkring det, mærke efter og forholde os til, hvad det egentlig vil sige. Udover dobbelt op på arbejde og dobbelt op på kærlighed.

Men faktum er i hvert fald, at Lily Sofia kom til verden for præcis 8 måneder siden i dag. (læs min fødselsberetning her). Og jeg har faktisk glædet mig til at være nået hertil, hvor vi er i dag. Fordi jeg vidste, at da udfordringerne var størst, så kunne det kun gå den rigtige vej, og jo mere Lily Sofia lærte, jo nemmere ville hverdagen blive. Og sådan er det også den dag i dag. Nemmere. Mere overskuelig. Der er mere rytme, mange flere smil, meget mere glæde. Hun har fra en forholdsvis tidlig alder været ret langt fremme motorisk. Hun var ret tidlig til at rulle rundt, kom op på alle fire kort efter hun rundede de 5 måneder og tog sine første kravletag som 6 måneder gammel. Nu kravler hun rigtigt. Ikke længere et par enkelte kravletag for så at falde på maven og fortsætte sit sneglende maveskubberi, indtil hun nåede den ønskede destination. Hun har kunnet skubbe sig selv op at sidde i nogle uger nu, hvilket helt sikkert har givet hende en frihed og en selvtilfredsstillelse i forhold til at kunne have armene fri til at undersøge, uden at det skulle foregå liggende på maven. For hun har brugt rigtig meget at sit hidtil korte liv på maven. Måske er det hendes nysgerrige væsen, der har gjort, at hun ikke ville stille sig tilfreds med kun at kunne kigge tomt op i Troltex-lofterne. Måske er det Carl-Emil, der har været årsag til at hun motorisk er nogle måneder hurtigere til alle disse ting sammenlignet med ham?

I hvert fald er hun en krudtugle. Hun begyndte også at rejse sig op ad senge, skuffer og sofa omkring 7,5 måned gammel. Hun er modig – også lidt for modig – for hun lærer endnu ikke at sine til tider lidt vilde styrt, der kan give en lille skramme eller bule i baghovedet. Måske bliver hun en pige med fart på, når hun bliver ældre. Vild med at klatre i træer, lege brydekampe og køre stærkt på fars røde traktor. Hvem ved? Sådan var jeg vist ret meget selv som lille. Ikke en lille nusse-pusse pige, der kunne sidde stille særlig længe. Jeg håber selvfølgelig, at hun vil få interesse for lyserøde negle, perleplader og kagepyntning med sin mor. Der skal ikke gå alt for meget biler og traktorer i den herhjemme. Det sørger de to drenge i huset allerede så rigeligt for 😉

Hun får mere og mere personlighed. Hun har et rimelig iltert temperament, og hun kan nemt blive rigtig sur, hvis jeg tager noget fra hende, som hun var ved at tygge i stumper og stykker. Hun hader at få tøj på, men elsker til gengæld at kravle rundt med numsen bar efter et dejligt varmt bad inden sengetid. Hun hader, når jeg tørrer hende om munden efter spisetid, men til gengæld er hun et madøre uden lige, og hun er så god til at spise, at jeg flere gange dagligt roser hende til skyerne, så hun lige vokser en halv centimeter og smiler bredt mellem de små, runde kinder, fordi jeg lige har fortalt, hvor dygtig hun er. Hun har sjældent et roligt øjeblik, og den lille krop er i nærmest konstant bevægelse. Kun hvis jeg klør hende på ryggen. Så bliver hun helt salig og sidder bomstille og kigger på mig med et tomt blik, helt hypnotiseret af hvor rart det føles. Hun kan stadig falde i søvn ved mig. I mine arme, mens jeg aer hende ligeså stille på panden og nusser hende i håret. Så er det mig, der sidder bomstille og ikke rører på mig af frygt for, at jeg skal vække hende og ødelægge denne lille stund, som jeg ved, at der bliver færre og færre af, og derfor er de så værdsatte. Hun elsker Carl-Emil. Hun elsker at følge ham rundt i huset og observere ham lege, at vælte hans højtbyggede legotårn til hans store frustration eller slå med de små babyhænder på ipad’en, mens han ser Postmand Per. Fordi hun vil lege med det han leger med. Have hans opmærksomhed. Hun finder sig i, at han bruger hende til gemmeleg og dækker med hende til med et tæppe 10-20 gange i streg. Ligeså tålmodigt tager hun det bare væk fra ansigtet og smiler til ham. De bliver gode venner de to. Hun nulrer mine fingre hver aften, inden hun falder i søvn. Det eneste, som får hende til at falde til ro og ligge stille. Ingen nussebamser eller kaniner kan indtil videre overtage den rolle.

Hun har stadig kun sit tandløse smit at charmere omverdenen med. Det bliver hun dog også bedre og bedre til. Stadig foregår det bedst, hvis jeg er i nærheden. Hun er uden tvivl min pige – mors pige. Og det har jeg det godt med. Nu. Det har jo til tider været hårdt ikke at kunne overlade hende til andre for en kort stund, men nu sætter jeg mere og mere pris på, at det er mig, hun søger tryghed ved. Det er mig der ved lige præcis, hvor jeg skal kilde hende, for at hun klukler sin halvhæse latter. Det er mig, hun kravler hen til, ligeså snart jeg sætter mig på gulvet. Mit ansigt hun efterlader sine våde savle-aftryk, som jeg må regne for værende babykys. Det er mig, der kender hendes behov. Ved hvad det betyder, når hun giver et af sine begejstrede små hyl, fordi hun har gjort noget, hun selv er stolt af. Jeg kender hendes træthedstegn ned til mindste detalje, ved når hun er sulten eller når hun bare lige har brug for at sidde på min arm i et par minutter, før hun er klar til at lege videre. Jeg kender hende så godt. 8 måneder er kort tid og alligevel så langt tid i forhold til hvad hun nu kan og hvor meget jeg har lært om hende. Tillykke med din månedsdag, min pige. Jeg glæder mig til en masse flere <3

293e7f52-d618-43ec-85e9-a514a62ee01e

Tanker om amning og en status

f4b0571b-9299-45ff-8ba1-75bd66e41e0a Dette indlæg har jeg gået og tænkt lidt over noget tid. Fordi det nok er et forholdsvist ømt område for nogen, der måske står i en situation, hvor de ikke kan amme af en given årsag. Og især hvis amning har været et stort ønske, så er det selvfølgelig ekstra følsomt.

I min optik findes der ikke noget rigtig eller forkert. Ammebarn eller flaskebarn, de kan alle blive syge, de får ligeså meget tryghed og er lige så veltilpasse, når de har fået mad, hvadenten de får det ene eller det andet. Lily Sofia har været ammebarn og fik sig fx en virus da hun var få uger gammel og blev indlagt. Så modermælk er altså ikke nok til, at de bliver resistente overfor udefrakommende bakterier. Og jeg er sikker på, at hvis noget er gennemtestet, så er det mad til de små – inklusive modermælkserstatning. Det er derfor ikke det, der afgører hvad der er det rigtige. Det er moderens ønske og forventninger. Nogle mødre vil gerne amme, fordi det giver et særligt bånd mellem hende og barnet. Man har altid maden med sig, og man skal ikke bekymre sig om fordelingsforhold og typen af sutteflaske eller hvilken slags erstatning, der er bedst til barnet. Omvendt er flaske en fordel i den forstand, at faren også kan give barnet mad og tage over, hvis moren har brug for lidt alenetid eller måske tid sammen med et større barn uden at skulle bekymre sig om en sulten baby derhjemme. Valget og hvad der er muligt ligger langt hen ad vejen hos moren. Det er ikke alle, der rent faktisk har lyst til at amme. Det er heller ikke alle, der kan få amningen til at fungere, ikke har mælk nok til barnet, nogle føler sig for bundet af amningen og andre elsker det og har ikke lyst til, at det skal stoppe. Der findes hundredevis af holdninger til emnet, men det eneste der er rigtigt i min optik er, at man må mærke efter og så selvfølgelig tage udgangspunkt i barnets behov for at kunne træffe den rette beslutning. Er der et vist pres i forhold til at man skal amme? Ja bestemt. Det er jo det første, der nærmest skal ske ligeså snart barnet er født. At det skal ligges til brystet. Og her starter kampen for, at det skal fungere. Jeg synes personligt, at eftervirkningerne af en fødsel er langt værre end selve fødslen. Når mælken løber til, man har ekstremt ømme og spændte bryster, man får måske sår og slid på brystvorterne, og der er ærligt talt ikke så meget at gøre ved det i starten, udover at holde fast og vente på, at de værste smerter fortager sig. For det gør det. Det er en læreproces for både barn og moren med sutteteknikker og ammestillinger. Det kan være rigtig svært, hvis amningen ikke lykkes som ønsket, og det kan fremkalde følelser af utilstrækkelighed som mor. Og det er trist. Man er nødt til at give sig selv ros for at have gjort forsøget. Og hvor lang tid man end ender med at have ammet, så er det bedre end ingenting. Det skal man prøve at huske.

Men dette indlæg skal handle lidt om mine egne tanker og erfaringer med amning, om hvordan jeg har haft det med at amme, og hvad den nuværende status er, nu hvor Lily Sofia snart runder de 8 måneder. Jeg har ammet begge mine børn. Begge børn er fuldammet de første 4 måneder, og derefter startet stille op med grød og mos og så nedtrappet amningen efterhånden, som de fik mere og mere almindelig mad. Carl-Emil valgte det selv fra i en tidlig alder. Da han var 6-7 måneder allerede. Han var alt for nysgerrig til at ligge ved mig og spise. Så til sidst stoppede jeg, fordi jeg følte mig afvist af ham, hver gang han vendte hovedet væk, og jeg var ved at køre træt i at tilbyde ham brystet. Han begyndte derefter at tage en smule sutteflaske, men han blev aldrig rigtig flaskebarn heller. Derfor var det heller ikke nogen kamp eller udfordring fra den ene dag til den anden at stoppe med det, kort før han blev 1 år. For han var vist i grunden ret ligeglad, om han fik det eller ej. Det er jo også at foretrække, at det er sådan det ender, fremfor at man som mor skal tage beslutningen om at stoppe med at amme eller give en flaske, som barnet er glad for og reagerer stærkt på ikke at få længere.

Lily Sofia blev født med for kort tungebånd. Det betød, at hun lavede en klik-lyd, når hun blev ammet. Hun fik klippet tungebåndet få dage gammel, men det havde desværre ikke nogen betydning for den måde, hun spiste på. Hun slugte meget luft under amningen, hvilket resulterede i mavekneb og luft i maven i de første måneder, indtil tarmene var udviklede mere og ikke led under den ekstra luft. Jeg prøvede med suttebrik, men jeg blev aldrig rigtig glad for den, og jeg synes det var ret besværligt og upraktisk at bruge den. Jeg var også til en ammerådgiver, men hun kunne ikke rigtig fortælle mig andet end at fortsætte som jeg gjorde. Med forskellige ammestillinger og lidt tålmodighed. For Lily Sofia har generelt været en uro under amningerne. Jeg synes ellers, at min mælk er løbet forholdsvis hurtigt, og jeg har aldrig haft problemer med ikke at have mælk nok til hende, hvilket selvfølgelig er dejligt. Men på grund af uroen har jeg aldrig rigtig nydt at amme med hende, overordnet set i hvert fald. Kun de gange hvor hun faldt i søvn ved brystet, fordi hun var træt. Så synes jeg, det var hyggeligt, og det gjorde hun jo selvfølgelig som spæd. Ellers har hun altid sluppet brystet mange gange, og den dag i dag ligger hun også og roder rundt, mens hun spiser. Arme og ben kører, mælken sprøjter, hun kløjs i det og hoster og sprutter, og jeg prøver at holde fast i hende med den ene arm og om brystet med den anden, for at holde nogenlunde styr på det hele. Det er ikke specielt hyggeligt. Faktisk har jeg flere gange sagt til Simon, at jeg glæder mig til, at jeg ikke skal amme længere, og han forstår det jo godt, fordi han ser, hvordan amningen foregår. Nu går jeg altid væk for at amme hende, hvis vi er nogle steder, fordi hun er blevet så gammel, at nysgerrigheden selvfølgelig også har en stor faktor i at hun slipper brystet, fordi hun bliver forstyrret. Men nu er jeg nået så langt her. 8 måneder. At jeg bare fortsætter lidt endnu, indtil hun nok selv siger fra. Jeg skal jo være væk 4 dage i midten af marts, hvor hun nærmer sig de 10 måneder, og der har jeg tænkt mig, at det skal være slut. Så må jeg have gjort det godt nok i forhold til det her med amning, og jeg tænker at jeg til den tid har det fint med at lukke det kapitel.

Mange har anbefalet mig en flaske. Både veninder og også lægen til hendes børneundersøgelse, da vi snakkede om, hvordan det gik. Flasken kom på tale, fordi hun måske ville spise bedre af den, sluge mindre luft og ikke opleve utålmodigheden, før mælken løber til. Men det har jeg trods alt heller ikke haft lyst til. Jeg vil jo gerne amme hende, nu hvor jeg har mælken til det, og så må jeg bide det i mig, at det ind i mellem er lidt træls og måske bare skal overståes. Det er stadigvæk hyggeligt med amningen i de tidlige morgentimer, hvor hun falder i søvn imens. Det er jeg ikke helt klar til at slippe. Endnu. Men med hensyn til sutteflaske, så har jeg har forsøgt nogle enkelte gange med den uden en særlig stor succes. Hun kunne ikke helt finde ud af at sutte af den, men bed bare i den og tog det som legetøj. I aften skal jeg jo til julefrokost med nogle veninder, hvor Simon for første gang skal putte hende uden mig. Jeg var ikke så bekymret over det, for hun er blevet puttet uden amning før, så det skulle nok gå. Men i søndags blev jeg så træt af at amme en lille, urolig baby inden sengetid, at jeg fandt sutteflaskerne frem igen. Lavede 60 ml, bare for at forsøge. Hun bed bare i den som tidligere, men blev ikke sur. Jeg kom i tanke om, at jeg til Carl-Emil havde købte en sutteflaske, der efter sigende skulle minde om brystet. Jeg lavede en ny omgang mælk og tilbød hende den. Der gik 3-4 sekunder, og så begyndte hun at drikke. Hun spiste simpelthen så fint og lå bare og stirrede på mig med sin store øjne, som for at fortælle mig at det var lidt nyt og underligt, men også helt okay, for hun lå jo stadig trygt i mine arme imens. Hun drak 200 ml. Rub og stub. Uden at slippe, uden at kløjs i mælken en eneste gang. Jeg var virkelig chokeret. Mest på den positive måde, fordi det jo giver mig lidt mere frihed i forhold til de planer, jeg har uden baby indenfor de næste par måneder. Men det var også en underlig følelse i maven. Det gjorde måske alligevel lidt ondt i mig, fordi jeg tænkte, om hun så måske ville sige nej til brystet nu. Og det er jeg som sagt ikke klar til.

Inden jeg gik i seng, gik jeg ind og tog hende op. Lagde hende til brystet, hvor hun ammede halvt i søvne. Spiste heldigvis ligesom hun plejede. Ingen panik. Det var jo faktisk kun godt, fordi Simon så kan give hende en flaske og putte hende på i aften. Vi har prøvet det et par aftner siden, og det fungerer rigtig godt. Nu må jeg se, om det ender med, at hun hellere vil have den flaske. For hun kan virkelig blive sur og utålmodig, når hun skal arbejde lidt for, at mælken løber. Lige nu ammer jeg hende cirka 4 gange i døgnet. Tidlig morgen, før middagslur, ved aftenputningen og så som regel et sent måltid, inden jeg går i seng. Ellers vågner hun oftest op og får det først på natten. Når hun fylder 8 måneder, så skærer jeg nok en amning mere fra. Måske den før middagsluren. Så det kun er aften, nat og tidlig morgen, hun får mælk. Jeg ved heller ikke, om hun ville kunne sove igennem hele natten uden mad til tidlig morgen, hvis bare vi tager kampen op og giver hende vand og sutten i stedet. Men jeg vil ikke tage kampen lige nu, hvor hun trods alt ikke er ældre. Så får hun lov til at ligge ved mig og blive ammet, så hun falder i søvn igen. Jeg tænker og håber, at det med tiden udfaser sig selv. Behovet for mad om natten og forhåbentlig også færre opvågninger.

Nå, det var en ammestatus. En status over, hvordan jeg har haft det med at amme og hvordan jeg har det i dag. Jeg ved, at jeg har været heldig med at kunne amme trods alt. Derfor har jeg det også lidt dårligt med, at jeg i stedet er irriteret og brokker mig lidt over at skulle gøre det. Men igen, min krop er min. Og jeg synes ikke, at det er særlig rart at sidde med  sit bare bryst fremme, mens mælken sprøjter ud, og barnet ligger og basker rundt med arme og ben. Det bliver lidt et cirkus, ikke? 🙂 Men om ikke andet er jeg glad for, hvor vi er nået med amningen. At hun stadig har lyst, og at jeg ind i mellem stadig har hyggelige stunder, hvor hun falder til ro – eller bedst af alt – i søvn ved det. Så elsker jeg det. At få en lille rolig stund med hende i mine arme. Så er det lidt som om, at hun stadig er min lille pige.