En dag på barsel

At være mor til to små børn

be9c4267-21ae-4b49-bae0-51153d902488

Dette indlæg udspringer af et af de oftest stillede spørgsmål på min instagramprofil: Hvordan er det at være mor til 2 små børn? 

Og lige netop til det spørgsmål kunne jeg skrive en roman. En lille en i hvert fald! For der er rigtig mange følelser og tanker omkring dette emne, og jeg er sikker på, at langt størstedelen som overvejer eller allerede venter nummer 2 har lige dele bekymring og glæde, når de overvejer en tilføjelse til børneflokken. Jeg har delt dette indlæg op i nogle af de spørgsmål, som ofte dukker op, når jeg snakker med nogle omkring det at have to børn – i mit tilfælde to mindre børn med 19 måneders forskel. For selvom oplevelsen af at blive mor for anden gang måske er den samme, så er der selvfølgelig nogle udfordringer i forhold til, at man får en baby samtidig med, at ens første barn stadig er en lille purk og kræver en del.

Kan man elske barn nummer 2 ligeså højt som det første? 

Svaret er selvfølgelig et højt og rungende JA! Når det kommer til dine børn, så indeholder du uendelige mængder af kærlighed, om du så kun har 1 eller 10 af slagsen. Du vil elske alle lige højt, dog på forskellige måder, fordi de også har forskellige personligheder. Jeg vil selvfølgelig altid tænke på, at Carl-Emil er min førstefødte, og dertil er der også en masse særlige følelser og øjeblikke tilknyttet. Han gav mig min første graviditet, fødsel, barsel, lærte mig om det at være mor og hvor højt man kan elske sådan et lille menneske. Omvendt så er Lily Sofia også min første pige, hun er meget mere morsyg og har krævet mig langt mere, end Carl-Emil nogensinde har. Det har selvfølgelig i perioder tæret på mig, men det har også givet mig den der følelse af, at man virkelig er vigtig for det lille menneske. At hun helst ikke vil undvære mig. Og det fylder mig op med kærlighed.

Hvordan får du hverdagen til at fungere med to små børn?

Planlægning, planlægning, planlægning. Det er vel det allerbedste råd, jeg kan give. Så ved jeg godt, at overskuddet er op og ned, når man har børn. Men udnyt de gode dage, få forberedt mad til fryseren, brug lidt ekstra tid på at hygge med børnene, smid dig på gulvet og leg med dem, så det giver plus både på din samvittighedskonto og på børnenes glædeskonto, fordi de elsker, når deres forældre er på niveau med dem og tager sig tid. Det er først nu her, at Carl-Emil er ved at gøre os opmærksom på, når han har brug for, at vi er tilstede. Ikke gennem vores telefon eller fjernsynet. Han beder os simpelthen om, at vi skal sætte os ned ved siden af ham, kigge sammen med ham i en bog eller snakke om, hvad det er han ser på ipad’en, eller han har lavet i løbet af dagen. Det er dejligt, når han selv giver udtryk for, at han har brug for, at vi lige er nærværende sammen med ham. Jeg er jo måske også til den lidt ekstreme side i forhold til planlægning, for jeg kan jo finde på at smide barnevognen i bilen, inden jeg skal bruge den næste dag, pakke pusletasken, tage babymos op ad fryseren dagen forinden, fylde vaskemaskinen om aftenen, så jeg bare kan tænde den om morgenen. Alle de der små ting som gør, at hverdagen bliver nemmere for mig – eller os som familie. For så er det sjældent at det brænder på i ulvetimen – i hvert fald er det ikke på grund af praktiske ting, at vi bliver pressede.

Hvordan har Carl-Emil taget at blive storebror?

Bedre end vi nogensinde har kunne håbe. For han har aldrig rigtig reageret på det. Det eneste han lige pludselig fik mere brug for var sutten, og herregud – det er jo ikke det værste 😉 Han har aldrig reageret overfor hverken Lily Sofia, Simon eller jeg, og det var nok det jeg frygtede allermest. At han fx ville skubbe mig væk, blive jaloux på Lily Sofia eller måske kun ville have sin mor, hvilket jo også er ret umuligt, når man sidder med et lille ammende spædbarn. Men ingenting har vi oplevet i den dur, så på den front har det været virkelig nemt!

Hvordan oplever jeg aldersforskellen mellem børnene? 

Lige nu er den selvfølgelig ret stor. Carl-Emil kan jo mange ting selv, han kan forstå det meste og snakker meget. Der har Lily Sofia lige lidt, der skal indhentes 😉 Når det så er sagt, så synes jeg, at jeg begynder at få små glimt af søskendekærlighed. Når jeg fx beder Carl-Emil om at gå ind til Lily Sofia i stuen, fordi hun er utilfreds med at ligge derinde selv. Så kan jeg høre han sidder og snakker til hende ‘se Fia’, ‘mig bygger lego’, ‘nej Fia, du leger med den her’. Jeg smelter fuldstændig over, hvor sød han er ved hende. Altså bevares, han skælder hende jo også ud, nu hvor hun er begyndt at kunne kravle hen og vælte hans lego tårn, eller slå på ipad’en så hun klikker væk fra de hypnotiserende videoer, han ser. Men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af det, for jeg ved jo godt, at det kun er begyndelsen på et utal af kampe, som de to får. Men jeg husker også på, at han skal have lov til både at sidde i fred og lege med sit legetøj alene, uden at hun forstyrrer hele tiden. Så prøver jeg at lære Carl-Emil, at han må give Lily Sofia noget andet legetøj, og det går som regel fint, selvom der ingen tvivl er om, at den mest spændende person for Lily Sofia er hendes storebror. Hun følger ham konstant med øjnene, når han leger rundt i stuen, og det er jo begyndelsen på en af de største grunde til at få flere børn – at man så kan holde lidt fri som forælder 😉

Har du dårlig samvittighed over ikke at kunne være der lige meget for begge børn?

I starten ja, men ikke længere. I starten gjorde det virkelig ondt dybt ind i min mave over, at jeg ikke kunne være mere sammen med Carl-Emil og ikke kunne løfte ham op, når han ville, fordi der hang en lille baby i den anden arm. Jeg savnede ham helt afsindigt og jeg græd rigtig mange gange over det den første måned. Men igen var det mit behov, han havde jo sin far og skønne bedsteforældre som gav ham masser af opmærksomhed og alenetid. Nu føler jeg til gengæld, at min tid med børnene er nogenlunde ligeligt fordelt. Lily Sofia fylder selvfølgelig stadig meget, men hun kan sagtens lege selv på gulvet, mens jeg læser en bog med Carl-Emil. Eller jeg kan tage Carl-Emil med ud og gå en tur med klapvognen, køre på biblioteket, tage ham med om og handle – alle de små ting, som lige giver os lidt ekstra tid sammen uden lillesøster. Og så sover hun jo som regel også ret tidligt, så vi har tit lige en god stund sammen, inden han skal puttes. Den er også guld værd. Så den dårlige samvittighed er væk i forhold til opmærksomhed. Nu dukker den kun op, hvis jeg er lidt for stresset og kort for hovedet en morgen, hvor det hele skal gå op i en højere enhed med træt baby, mad, tøj på og aflevering. Så får han lige et ekstra stort kram, når jeg henter ham igen.

6f85f2fa-0f5a-488d-a0c5-092c31ee9358

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En dag på barsel