Mandags-facts

En dag på barsel #2 – hjemmebag og barnevogns-succes

9ca14261-6914-45a8-b359-de2fae34e9ddI kunne godt lide sidste gang, jeg postede et barselsindlæg, så måske kommer det til at blive en tilbagevendende begivenhed her på bloggen. Det er også en hyggelig måde at vise lidt hverdagsglimt fra barselsboblen.

Dette er fra igår, hvor en ny uge blev sparket i gang.

Kl.04.15. Lily Sofia vågner første gang. Jeg giver hende sutten, som får hende til at blunde hen igen, hvilket sker nogle gange indtil kl.5.20, hvor jeg tager hende over i sengen for at give hende mad. Jeg prøver at putte hende igen, men hun er alt for frisk, så kl. 5.45 står vi op. Dynen med ind i stuen, godt søvndrukken.

Kl. 6.25. Min mand står op og jeg ligger mig ind i seng igen for at få lidt ekstra søvn. Jeg kan høre, at han kort tid efter putter hende i slyngevuggen, og da der bliver ro, blunder jeg også lidt hen igen.

Kl.7.30. Jeg vågner til lyden af baby pludren. Lily Sofia er vågen igen, så jeg går ud og får noget koldt vand i hovedet for at vågne op. Carl-Emil sover endnu, men mens jeg går og laver morgenmad til alle mand, kan jeg høre han begynder at snakke fra sengen. Jeg laver øllebrød til Lily Sofia, mens hun hænger på den ene arm. Hun er lidt utålmodig, så sulten er vist ved at melde sig.

Kl.8. Vi spiser morgenmad sammen alle 4. Forældrene lidt trætte, børnene er heldigvis mere friske og sørger for, at der ikke er stille omkring bordet. Simon smider Carl-Emil i tøjet, jeg får børstet hans tænder og kysset dem begge farvel til vuggestue og arbejde. Lily Sofia virker allerede træt igen. Stuen ligner en eksplosion, da putningen igår trak ud. Så jeg klarer lige en hurtig oprydning. Kl.9 putter jeg hende i barnevognen. Hun overgiver sig efter et kvarters tid.

Kl.9.15. Jeg får vasket mit hår og tager en hårkur i, mens jeg får ordnet vasketøjet fra igår og sat en ny vask over. Jeg får også lige æltet en bolledej sammen, da Simon arbejder på værkstedet i dag, så jeg ved, at han kommer hjem til frokost.

58f2ce12-a504-47f7-93b7-f64c9cb19d3e

KL.9.55. Lily Sofia vågner op igen. Møder mig med et stort smil i barnevognen, dejligt! Jeg tager hende med ind i varmen og får gjort det ene badeværelse rent og hængt vasketøj op, mens hun mosler rundt på gulvet ved siden af mig. Jeg må både fjerne hendes små nysgerrige babyhænder fra hundemaden og fra Carl-Emils beskidte gummistøvler, som helst skal i munden. Hun er stadig i nattøjet og mig i sweatpants og striksokker, så vi kommer begge i tøjet.

Kl.11. Det er frokost tid, så Lily Sofia spiser, mens jeg får rullet dejen ud til bollerne. Hun er begyndt at få rugbrød til frokost, og hun vil helst spise selv, så det får hun lov til, selvom det ofte ender i en større leverpostejs/avokado/brocollis massakre. Det passer med, at bollerne har efterhævet, da hun er færdig med at spise og er blevet vasket, så de ryger i ovnen.

375a9212-8b93-422c-9cca-c5141fcce79b

Kl.11.55. Bollerne er færdige og dufter skønt i hele huset. Jeg tænker, at jeg er nødt til at komme ud og nyde det smukke frostvejr, så jeg pakker Lily Sofia i varmt tøj og sætter hende  i barnevognen. Jeg vil gerne holde hende vågen lidt endnu, så jeg kan nå hjem og spise frokost, mens hun stadig sover 😉 Vi går en halv times tid. Næsten inden vi er hjemme, ligger jeg hende ned i vognen, og hun falder i søvn med det samme.

Kl.12.50. Simon er inde og få frokost, og jeg smører mig en nybagt bolle og spiser i fred og ro. Jeg er virkelig begyndt at sætte ekstra stor pris på de små rolige stunder, mens hun sover. Klokken 13.30 vågner hun op. Jeg går ud til hende, men jeg kan se, at hun stadig er træt. På med jakke og et par klipklappere. Jeg ender med at trille rundt i tyve minutter, før hun overgiver sig igen. Jeg går ind og får pakket et par pakker, som jeg skal på posthuset med senere og får blogget lidt. Det passer fint med, at vi kan hente Carl-Emil, når hun vågner.

Kl. 15.0o. Hun sover endnu. Det er helt vildt! Jeg føler virkelig, at vi er på right track med de barnevognslure! I hvert fald nogle dage, og jeg er stadig glad, når hun sover mere end 45 minutter. Simon kan heldigvis godt hente Carl-Emil. Det er fordelen ved en selvstændig mand, der har værksted lige ved siden af, hvor vi bor. Nogle dage sætter han bare Carl-Emil af ved mig, og så kører han på værkstedet og arbejder lidt videre.

Lidt over tre vågner hun op . Jeg har savnet hende helt. Det er en dejlig følelse, som jeg egentlig ikke når at opleve særlig tit 😉 Hun får en portion hirsegrød og bliver ammet, før legestuen igen går i gang. Heldigvis skal vi bare have resterne af chili con carne fra igår, så der er ingen stress over madlavningen.6dec72d1-3981-4fbd-aac8-389a49dada18

Kl. 16.15. Carl-Emil og Simon kommer hjem, jeg kører lige hurtigt på posthuset med pakker og så får ungerne et bad inden aftensmaden. Jeg glæder mig til de sammen kan sidde og plaske i vandet. Carl-Emil får et mindre anfald inden aftensmaden, fordi jeg ikke vil give ham en pebernød. Dumme mor, ja! Jeg ved ikke, om det er alderen, for han er så mild det meste af tiden, men indenfor de sidste par uger kan han få nogle udbrud af en anden verden. Jeg kan ikke lade være med at komme til at grine lidt af det, selvom det er dybt forkert. Men han kan udbryde nogle dybe brøl – nogle dage råber han ‘mor’ andre gange bare ‘nej’, som om han er besat af en dæmon. Det er ikke at spøge med, men jeg tænker, at det er lidt trods alder, hvor han lige at ved at finde ud af, hvor grænserne går. Jeg sætter ham skrigende ind på sit værelse i 1 minuts tid, hvorefter jeg går ind til ham og spørger, om han er god igen. Han nikker og får et kram, alt er godt igen.

Kl. 18.30. Jeg går i gang med at putte Lily Sofia, men hun roder rundt i sengen, så jeg til sidst giver op og tager hende med ind i stuen til drengene, hvor de leger lidt videre. Hun har været vågen siden kl. 15, så klokken 19.30 kigger vi på hinanden og går i gang med putningen af hvert vores barn.

Kl. 20.10. Der er ro i hytten. Begge unger sover. Carl-Emil overgav sig nem for en gangs skyld. Jeg endte med at svøbe Lily Sofia i dynen og vugge hende i søvn efter alt for meget tumlen rundt i sengen. Det gik nemt, og det var faktisk virkelig rart at sidde med hende sovende i armene. Og hyggeligt. Det mindede mig om de første par måneder, da hun var lille. Nu vejer hun 9 kilo og er ret tung at vugge, men hun er stadig bare min lille pige. Jeg lægger hende i sin seng efter et kvarters tid. Laver mig en kop varm kakao og snupper et par chokolade med ind i stuen. Endelig sofatid – forhåbentlig!

Tak for i dag mandag, og tak fordi i læser med!

 d22c34b0-44ef-487a-8b35-6735d84572da

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandags-facts