Tanker om amning og en status

Dette indlæg har jeg gået og tænkt lidt over noget tid. Fordi det nok er et forholdsvist ømt område for nogen, der måske står i en situation, hvor de ikke kan amme af en given årsag. Og især hvis amning har været et stort ønske, så er det selvfølgelig ekstra følsomt.

I min optik findes der ikke noget rigtig eller forkert. Ammebarn eller flaskebarn, de kan alle blive syge, de får ligeså meget tryghed og er lige så veltilpasse, når de har fået mad, hvadenten de får det ene eller det andet. Lily Sofia har været ammebarn og fik sig fx en virus da hun var få uger gammel og blev indlagt. Så modermælk er altså ikke nok til, at de bliver resistente overfor udefrakommende bakterier. Og jeg er sikker på, at hvis noget er gennemtestet, så er det mad til de små – inklusive modermælkserstatning. Det er derfor ikke det, der afgører hvad der er det rigtige. Det er moderens ønske og forventninger. Nogle mødre vil gerne amme, fordi det giver et særligt bånd mellem hende og barnet. Man har altid maden med sig, og man skal ikke bekymre sig om fordelingsforhold og typen af sutteflaske eller hvilken slags erstatning, der er bedst til barnet. Omvendt er flaske en fordel i den forstand, at faren også kan give barnet mad og tage over, hvis moren har brug for lidt alenetid eller måske tid sammen med et større barn uden at skulle bekymre sig om en sulten baby derhjemme. Valget og hvad der er muligt ligger langt hen ad vejen hos moren. Det er ikke alle, der rent faktisk har lyst til at amme. Det er heller ikke alle, der kan få amningen til at fungere, ikke har mælk nok til barnet, nogle føler sig for bundet af amningen og andre elsker det og har ikke lyst til, at det skal stoppe. Der findes hundredevis af holdninger til emnet, men det eneste der er rigtigt i min optik er, at man må mærke efter og så selvfølgelig tage udgangspunkt i barnets behov for at kunne træffe den rette beslutning. Er der et vist pres i forhold til at man skal amme? Ja bestemt. Det er jo det første, der nærmest skal ske ligeså snart barnet er født. At det skal ligges til brystet. Og her starter kampen for, at det skal fungere. Jeg synes personligt, at eftervirkningerne af en fødsel er langt værre end selve fødslen. Når mælken løber til, man har ekstremt ømme og spændte bryster, man får måske sår og slid på brystvorterne, og der er ærligt talt ikke så meget at gøre ved det i starten, udover at holde fast og vente på, at de værste smerter fortager sig. For det gør det. Det er en læreproces for både barn og moren med sutteteknikker og ammestillinger. Det kan være rigtig svært, hvis amningen ikke lykkes som ønsket, og det kan fremkalde følelser af utilstrækkelighed som mor. Og det er trist. Man er nødt til at give sig selv ros for at have gjort forsøget. Og hvor lang tid man end ender med at have ammet, så er det bedre end ingenting. Det skal man prøve at huske.

Men dette indlæg skal handle lidt om mine egne tanker og erfaringer med amning, om hvordan jeg har haft det med at amme, og hvad den nuværende status er, nu hvor Lily Sofia snart runder de 8 måneder. Jeg har ammet begge mine børn. Begge børn er fuldammet de første 4 måneder, og derefter startet stille op med grød og mos og så nedtrappet amningen efterhånden, som de fik mere og mere almindelig mad. Carl-Emil valgte det selv fra i en tidlig alder. Da han var 6-7 måneder allerede. Han var alt for nysgerrig til at ligge ved mig og spise. Så til sidst stoppede jeg, fordi jeg følte mig afvist af ham, hver gang han vendte hovedet væk, og jeg var ved at køre træt i at tilbyde ham brystet. Han begyndte derefter at tage en smule sutteflaske, men han blev aldrig rigtig flaskebarn heller. Derfor var det heller ikke nogen kamp eller udfordring fra den ene dag til den anden at stoppe med det, kort før han blev 1 år. For han var vist i grunden ret ligeglad, om han fik det eller ej. Det er jo også at foretrække, at det er sådan det ender, fremfor at man som mor skal tage beslutningen om at stoppe med at amme eller give en flaske, som barnet er glad for og reagerer stærkt på ikke at få længere.

Lily Sofia blev født med for kort tungebånd. Det betød, at hun lavede en klik-lyd, når hun blev ammet. Hun fik klippet tungebåndet få dage gammel, men det havde desværre ikke nogen betydning for den måde, hun spiste på. Hun slugte meget luft under amningen, hvilket resulterede i mavekneb og luft i maven i de første måneder, indtil tarmene var udviklede mere og ikke led under den ekstra luft. Jeg prøvede med suttebrik, men jeg blev aldrig rigtig glad for den, og jeg synes det var ret besværligt og upraktisk at bruge den. Jeg var også til en ammerådgiver, men hun kunne ikke rigtig fortælle mig andet end at fortsætte som jeg gjorde. Med forskellige ammestillinger og lidt tålmodighed. For Lily Sofia har generelt været en uro under amningerne. Jeg synes ellers, at min mælk er løbet forholdsvis hurtigt, og jeg har aldrig haft problemer med ikke at have mælk nok til hende, hvilket selvfølgelig er dejligt. Men på grund af uroen har jeg aldrig rigtig nydt at amme med hende, overordnet set i hvert fald. Kun de gange hvor hun faldt i søvn ved brystet, fordi hun var træt. Så synes jeg, det var hyggeligt, og det gjorde hun jo selvfølgelig som spæd. Ellers har hun altid sluppet brystet mange gange, og den dag i dag ligger hun også og roder rundt, mens hun spiser. Arme og ben kører, mælken sprøjter, hun kløjs i det og hoster og sprutter, og jeg prøver at holde fast i hende med den ene arm og om brystet med den anden, for at holde nogenlunde styr på det hele. Det er ikke specielt hyggeligt. Faktisk har jeg flere gange sagt til Simon, at jeg glæder mig til, at jeg ikke skal amme længere, og han forstår det jo godt, fordi han ser, hvordan amningen foregår. Nu går jeg altid væk for at amme hende, hvis vi er nogle steder, fordi hun er blevet så gammel, at nysgerrigheden selvfølgelig også har en stor faktor i at hun slipper brystet, fordi hun bliver forstyrret. Men nu er jeg nået så langt her. 8 måneder. At jeg bare fortsætter lidt endnu, indtil hun nok selv siger fra. Jeg skal jo være væk 4 dage i midten af marts, hvor hun nærmer sig de 10 måneder, og der har jeg tænkt mig, at det skal være slut. Så må jeg have gjort det godt nok i forhold til det her med amning, og jeg tænker at jeg til den tid har det fint med at lukke det kapitel.

Mange har anbefalet mig en flaske. Både veninder og også lægen til hendes børneundersøgelse, da vi snakkede om, hvordan det gik. Flasken kom på tale, fordi hun måske ville spise bedre af den, sluge mindre luft og ikke opleve utålmodigheden, før mælken løber til. Men det har jeg trods alt heller ikke haft lyst til. Jeg vil jo gerne amme hende, nu hvor jeg har mælken til det, og så må jeg bide det i mig, at det ind i mellem er lidt træls og måske bare skal overståes. Det er stadigvæk hyggeligt med amningen i de tidlige morgentimer, hvor hun falder i søvn imens. Det er jeg ikke helt klar til at slippe. Endnu. Men med hensyn til sutteflaske, så har jeg har forsøgt nogle enkelte gange med den uden en særlig stor succes. Hun kunne ikke helt finde ud af at sutte af den, men bed bare i den og tog det som legetøj. I aften skal jeg jo til julefrokost med nogle veninder, hvor Simon for første gang skal putte hende uden mig. Jeg var ikke så bekymret over det, for hun er blevet puttet uden amning før, så det skulle nok gå. Men i søndags blev jeg så træt af at amme en lille, urolig baby inden sengetid, at jeg fandt sutteflaskerne frem igen. Lavede 60 ml, bare for at forsøge. Hun bed bare i den som tidligere, men blev ikke sur. Jeg kom i tanke om, at jeg til Carl-Emil havde købte en sutteflaske, der efter sigende skulle minde om brystet. Jeg lavede en ny omgang mælk og tilbød hende den. Der gik 3-4 sekunder, og så begyndte hun at drikke. Hun spiste simpelthen så fint og lå bare og stirrede på mig med sin store øjne, som for at fortælle mig at det var lidt nyt og underligt, men også helt okay, for hun lå jo stadig trygt i mine arme imens. Hun drak 200 ml. Rub og stub. Uden at slippe, uden at kløjs i mælken en eneste gang. Jeg var virkelig chokeret. Mest på den positive måde, fordi det jo giver mig lidt mere frihed i forhold til de planer, jeg har uden baby indenfor de næste par måneder. Men det var også en underlig følelse i maven. Det gjorde måske alligevel lidt ondt i mig, fordi jeg tænkte, om hun så måske ville sige nej til brystet nu. Og det er jeg som sagt ikke klar til.

Inden jeg gik i seng, gik jeg ind og tog hende op. Lagde hende til brystet, hvor hun ammede halvt i søvne. Spiste heldigvis ligesom hun plejede. Ingen panik. Det var jo faktisk kun godt, fordi Simon så kan give hende en flaske og putte hende på i aften. Vi har prøvet det et par aftner siden, og det fungerer rigtig godt. Nu må jeg se, om det ender med, at hun hellere vil have den flaske. For hun kan virkelig blive sur og utålmodig, når hun skal arbejde lidt for, at mælken løber. Lige nu ammer jeg hende cirka 4 gange i døgnet. Tidlig morgen, før middagslur, ved aftenputningen og så som regel et sent måltid, inden jeg går i seng. Ellers vågner hun oftest op og får det først på natten. Når hun fylder 8 måneder, så skærer jeg nok en amning mere fra. Måske den før middagsluren. Så det kun er aften, nat og tidlig morgen, hun får mælk. Jeg ved heller ikke, om hun ville kunne sove igennem hele natten uden mad til tidlig morgen, hvis bare vi tager kampen op og giver hende vand og sutten i stedet. Men jeg vil ikke tage kampen lige nu, hvor hun trods alt ikke er ældre. Så får hun lov til at ligge ved mig og blive ammet, så hun falder i søvn igen. Jeg tænker og håber, at det med tiden udfaser sig selv. Behovet for mad om natten og forhåbentlig også færre opvågninger.

Nå, det var en ammestatus. En status over, hvordan jeg har haft det med at amme og hvordan jeg har det i dag. Jeg ved, at jeg har været heldig med at kunne amme trods alt. Derfor har jeg det også lidt dårligt med, at jeg i stedet er irriteret og brokker mig lidt over at skulle gøre det. Men igen, min krop er min. Og jeg synes ikke, at det er særlig rart at sidde med  sit bare bryst fremme, mens mælken sprøjter ud, og barnet ligger og basker rundt med arme og ben. Det bliver lidt et cirkus, ikke? 🙂 Men om ikke andet er jeg glad for, hvor vi er nået med amningen. At hun stadig har lyst, og at jeg ind i mellem stadig har hyggelige stunder, hvor hun falder til ro – eller bedst af alt – i søvn ved det. Så elsker jeg det. At få en lille rolig stund med hende i mine arme. Så er det lidt som om, at hun stadig er min lille pige.