Om sårbarhed og om at finde de rette værdier i moderskabet

Som yngre følte jeg mig mere uovervindelig end i dag. Sygdom og alvorlige hændelser var ikke noget, jeg kastede mange tanker efter. Selvfølgelig var der kære bedsteforældre, som jeg måtte sige farvel til, kærestesorger og lidt skænderier med veninderne over bagateller, som dengang synes store og uoverskuelige.  En svær skoleopgave eller et utilfredsstillende resultat efter eksamen. Men jeg levede livet uden de helt store bekymringer, drømmede om hvad fremtiden ville byde på af muligheder. Jeg skulle bare gribe dem, mulighederne og chancerne. Der var masser af dem, og jeg havde masser af tid.

Indtil den dag jeg blev mor. Så blev jeg ramt af en ny følelse, en sårbarhed. Over at skulle være noget for et andet menneske. Et lille menneske, som havde brug for mig. Havde nogle basale behov, som jeg skulle opfylde og tage ansvar for. Som jeg skulle opdrage til at være en person, som er god mod andre og behandler andre med respekt, hviler i sig selv og tror på, at de kan, hvad de vil, hvis de kæmper for det. At jeg skulle være deres forbillede. Leve op til de krav, som jeg selv stiller dem, når de engang bliver store nok til det. Og så blev tiden pludselig en anden. Sårbar og flygtig, og dagene forsvandt så hurtigt, og jeg tvivlede – og tvivler – på om jeg fik nydt det nok. Det satte mit liv i perspektiv at blive mor. Mit eget liv med mine egne forældre. Det fik mig til at tænke over, hvad jeg ønsker at tage med fra min egen opdragelse og videreføre til mine børn. Og også hvilke ting, som jeg ønskede at ændre. Hvordan jeg ønskede at være mor for mine børn.

Jeg tænker ikke over denne sårbarhed hver dag. Eller jo måske, men i meget små glimt. Oftest rammes jeg af den samtidig med, at jeg får et af de der kærligheds-stik i hjertet. Den der følelse, hvor hjertet lige hopper over en ekstra gang, og man mærker varmen sprede sig ud i hele kroppen. Når Carl-Emil siger, at han elsker mig, selvom han ikke forstår det endnu. Men han forstår min reaktion, når han ser hvor glad og rørt jeg bliver, når han siger det. Og derfor siger han det igen og igen. Jeg mærker det, når jeg ser Lily Sofias øjne stråle ved synet af sin storebror, der danser rundt om hende og falder ned på numsen bare for at få hende til at grine. Eller når hun kommer med et af sine glædeshvin over, at jeg kysser hende små, kildesyge fødder. I sådanne øjeblikke rammes jeg af den. Kærlighed forfulgt af sårbarheden. Det kan lyde så mørkt og trist. Det er det egentlig ikke. For mig er det bare virkeligheden. At vi bliver mere sårbare i det øjeblik, vi sætter børn til verden. For hvis der skulle ske os noget, så ville det ramme vores børn. Så ville de skulle undvære deres mor, og det er det sidste i verden jeg ønsker. Hvis jeg ikke kan være der for dem og se dem vokse op. Det er nok den største frygt jeg har. En frygt som også fulgte med sammen med at få den største gave i livet – to sunde og raske børn.

Der er nogle ting, som er ekstremt vigtige for mig ved det at være mor. Noget har jeg taget med mig fra min egen barndom og opdragelse, noget andet har jeg først fundet ud af vigtigheden af senere i livet, som jeg nu gerne vil give videre til mine børn. Først og fremmest ønsker jeg at overøse mine børn med kærlighed. Jeg tror ikke, at man kan give nok af den. Ganske simpelt. Både fysisk med kys, kram og omsorg. Men mindst ligeså vigtigt gennem ord. At fortælle sine børn, at man elsker dem, at de er dygtige, søde og smukke. At dele begejstringen med dem, når de lærer noget nyt. At rose dem til skyerne, så de lærer at tro på sig selv og føle, at de er gode nok. Det er så inderligt vigtigt for mig. Jeg snerrer også at mine børn. Fortæller dem, at nu har jeg fået nok, at nu skal de være stille. Jeg skælder ud, når de gør noget de ikke må. Men jeg er også den første til at møde dem, når de er sure og kede af det og fortælle dem, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Og så slutte af med et kram. Give dem tryghed og kærlighed. Komme videre og ikke bære nag. Carl-Emil forstår så meget i hans alder. Han ved godt, hvornår nok er nok. Lily Sofia gør selvfølgelig ikke endnu, men mit humør påvirker hende virkelig meget. Der kan jeg kun forsøge at imødekomme hendes behov fysisk, ved at lade hende være tæt, når hun har brug for det. Give hende mad og opmærksomhed. Opfylde de helt basale behov, som hun nu har i den alder. Carl-Emil reagerer også på mit humør, men han forstår. Han har set mig græde flere gange, og han har tørret tårer væk på min kind. ‘Mor ked af det’. Så finder han noget legetøj eller en bog og sætter sig tæt på mig. Lige præcis som jeg har brug for det. Den fineste måde at vise omsorg på i så ung en alder. At vise kærlighed. Det som mine børn skal lære gennem mig.

En anden ting som jeg sætter stor vigtighed i som mor er åbenhed. Og ja, jeg ved godt at mine børn er små endnu, og dermed har dette punkt kun en vis relevans indtil nu. Men de skal opdrages med, at vi snakker åbent om tingene herhjemme. Både de nemme og de sværere emner. Jeg vil ikke være en mor, som mine børn ikke føler, at de kan gå til, hvis de har brug for at snakke. Jeg vil være der for dem altid. Med åbenhed, forståelse og respekt. Også selvom de laver fejl, selvom de uundgåeligt vil gøre ting eller træffe valg, som jeg ikke synes om. Den tid kommer, og det kommer til at ske. Men jeg vil aldrig dømme dem. Aldrig give dem en følelse af, at de på baggrund af nogle forkerte valg, ikke er gode nok. Jeg vil snakke med dem. Om alt, hvad der fylder for dem. Stort som småt. Også når jeg har det svært eller er ked af det. Sætte ord på mine følelser, så de lærer, at det er vigtigt at snakke sammen. At få tingene ud og lettet sit hjerte.

Jeg vil give dem tid. Jeg vil give dem min tid. Mit liv. For det er det, de er. Mit liv. Jeg vil tilsidesætte alt, når de kommer til mig og har brug for mig. Jeg  har valgt at sætte dem til verden. Dermed har jeg også valgt at ofre nogle ting for, at de har det godt. Sådan hører det sammen. Det at være mor og det at have børn. Ikke altid og ikke til den grænse, hvor jeg mister mig selv. Men styrken finder man, til altid at kunne give sine børn tid. Sin tid. Den vil være det hele værd. Det er jeg ikke i tvivl om.

Så sårbarheden. Jeg accepterer den, selvom den kan gøre ondt og gøre mig lidt bange. Fordi jeg ikke er uovervindelig, jeg er ikke uopnåelig, jeg er ikke forevigt. Men jeg er her nu. Og det er nu, jeg kan gøre en forskel for mine børn. Det er nu, jeg kan være der for dem og være med til at præge dem og guide dem i den rigtige retning. Når de kommer i tvivl eller bliver usikre, så er jeg der til at gøre dem trygge og lede dem på rette vej. Det er min største opgave. At lære dem at det er vigtigt, at man tør vise og fortælle, hvad man føler. At vi kommer længst med kærlighed og åbenhed, og at vi kun har et liv. En langt liv. Hvor vi har masser af tid til at opleve og leve. Sammen.

Tak for jeres tid. Tak fordi i læser med <3