Ugens madplan

Fredag og weekendplaner

2caae7a7-6de3-4854-ae91-ae0827482000Jeg sidder i skrivende stund med en lille baby, der endelig er faldet i søvn ved mig. Hun var vågen en halv time fra hun vågnede, før hun begyndte at være ked af det, og det eskalerede helt, da jeg forsøgte at putte hende i barnevognen. Så jeg tog hende op igen, vuggede hende lidt i mine arme, og nu er hendes vejrtrækning endelig ved at blive lang og dyb. Jeg ved ikke lige, hvad der stak hende. Om det bare er træthed ovenpå en nat med rigtig mange opvågninger. Cirka hver time fra hun blev puttet. Måske er det tænder på vej. Måske ligger der et tigerspring. Måske er hun halvsløj af lidt begyndende forkølelse. Helt ærligt har jeg droppet at tænke så meget over det. Det er umuligt at vide præcist, hvad der stikker dem. Men lige nu var der ingen tvivl om, at det eneste hun havde brug for at ligge i mine arme. Og det er helt okay. Og også lidt hyggeligt at se hendes små fingre nulre rundt i søvne og sutten vippe op og ned i den halvt åbne mund. Man kan studere sådan nogle små sovende mennesker i timevis. Se de små øjenvipper flakse lidt i drømme. De små fødder der engang i mellem laver et lille spjæt. Hun sover tungt lige nu.

Så blev det fredag igen. Drengene er taget afsted på arbejde og i vuggestue. Vi har ikke så mange planer udover at få klaret rengøringen inden weekenden. Hvis altså Lily Sofia er i bedre humør, når hun vågner. Det håber jeg. I aften står den på hjemmelavede burgere. Bollerne havde jeg i fryseren, så intet hjemmebag i dag. Jeg har dog planer om, at vi skal lave fastelavnsboller her i weekenden. Helt klassiske med vanillecreme og glasur på toppen. Jeg er gift med en kageelsker, og det samme er Carl-Emil ved at blive. Det er ikke min fortjeneste, men derimod min svigermor. Hun er ret ferm til madlavning og bagværk, så det er ikke usandsynligt at der om onsdagen til ugens komsammen er et par forskellige kager at vælge imellem til kaffen. Jeg klager ikke 😉

Simon skal arbejde i morgen, så der er jeg selv med ungerne. Det kan være vi besøger mormor og morfar imens, og ellers bare tager en langsom morgen herhjemme i nattøj. Som lørdage – og søndage – skal være. Og så får vi nok søde venner på besøg til aftensmad, hvis alt klapper. Søndag står bare på hjemmehygge eller hvad vi nu finder på. Det er faktisk sidste weekend i længere tid, hvor vi ikke skal det store. Så kommer der en del weekender med fødselsdage og venneaftaler. Alt sammen gode ting. Nu er det jo også snart vinterferie. Simon holder dog ikke fri, så jeg har bestemt mig for kun at holde Carl-Emil hjemme torsdag og fredag. Jeg ved, at de altid hygger lidt ekstra i vuggestuen under ferie, så det passer ham vist fint med den fordeling.

Nå, nu vågnede lillemusen. Øv. Eller jeg vækkede hende. Ved at hoste. Der skal ikke så meget til. Men humøret virker heldigvis bedre, i hvert fald for nu. Så nu vil jeg gå ud og få ryddet op efter morgenmaden. Jeg håber, i får en dejlig fredag og går en god weekend i møde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugens madplan