I lørdagens tegn

Mandags-facts #6

af1f99c4-f067-4831-bfe6-6f7e5256e92b
Glædelig mandag!

Vinterferieugen er i gang. Er i heldige at kunne holde fri eller skal i arbejde noget af ugen? Vi holder en fridag sammen, ungerne og jeg på torsdag, og fredag får vi selvskab af Simon. Vi har ikke rigtig nogen planer, det afhænger alt sammen nok lidt af vejret. Måske tager Lily Sofia og jeg en tur i svømmehallen en af de kommende dage, da der er hverken er gymnastik eller salmesang denne uge. Og så kommer mormor nok lige et smut forbi også.

Nå, jeg håber i er klar til en ny uge og ligeledes til ugens mandags-facts. Den sjette af slagsen.

1. Som jeg viste jeg på et billede på min instagramprofil i fredags, så shoppede jeg en ret stor portion forårsstyles med hjem fra en tur i centeret. Jeg skulle egentlig bare have købt to små gaver, men i ved, hvordan det kan ende. Jeg har også lært, at hvis man finder nogle ting, som man virkelig godt kan lide, så skal man købe dem, mens de er der – altså medmindre vi snakker en Chanel taske, i ved 😉 Jeg har så mange gange ventet for lige at overveje en bluse, og så er den væk ugen efter, når jeg stadig ikke kan få den ud af hovedet. Så denne gang slog jeg til, og de nye smukke pastelfarver gør mig glad og jeg har allerede taget noget af det i brug. Jeg laver et indlæg om det en af dagene.

2. I torsdags kom endags-billetterne til Skanderborg Festival til salg. Jeg havde faktisk glemt lidt, at det lige netop var den dag, så da der tilfældigt poppede en reklame op på min telefon, skyndte jeg mig ind og købte to styk i ren panik over, at de måske blev udsolgt. Fredagsbilletterne var allerede væk, men det var nu også lørdag, jeg helst ville derop i forhold til arbejde, børnepasning osv. Jeg ville så give Simon billetten til hans fødselsdag i juni, for det er sådan noget vi trænger til. Ud og have det sjovt sammen og nyde nogle børnefri timer. Jeg var dog skeptisk i forhold til, om jeg kunne holde det hemmeligt for ham. Om aftenen popper selvsamme reklame op på hans telefon, og han klikker sig ligesom jeg derind for så at konstatere, at der stadig var ledige lørdagsbilletter. Jeg ventede et par minutter, og lod ham snakke lidt om, hvor sjovt det kunne være at tage afsted. Men til sidst måtte jeg jo krybe til korset og afsløre, at billetterne var købt og betalt, inden det endte med, at han fik samme tanke som jeg og vi pludselig ville stå med dobbelt antal billetter. Han blev super glad, min søde mand, og vi high-fivede på at kunne se frem til det i august. Vi har fødselsdag med 9 dages mellemrum, så vi blev enige om, at det var vores fødselsdagsgave til hinanden. Jeg glæder mig allerede!

3. Jeg spiser ret meget sukker i løbet af weekenden, så mandag er altid forbundet med hovedpine på grund af mangel på selvsamme indtag af sukker. Eller i hvert fald et kraftigt reduceret indtag. Weekenden har både stået på en stor portion bland-selv slik, kage og is, og det er jo alt sammen rigtig lækkert. Hovedpinen i løbet af dagen i dag, not so much. Jeg prøver at slå den lidt ned med rigelige mængder vand, men uden den store succes.

4. Jeg er helt hooked på DR1’s ‘Broen’ om søndagen. Det er klart en af de bedste danske serier, som der har været. Saga er jo simpelthen så sjov en karakter, og vi sidder tit tåkrummende og holder os for øjnene, når hun i hendes mangel på situationsfornemmelse og hæmninger konfronterer folk med det ene eller andet. Jeg elsker at afslutte ugen og weekenden med at blive helt opslugt af endnu et spændende afsnit. Tak DR1!

5. Apropos serier så er jeg stået helt, helt af på den. Jeg kan simpelthen ikke samle mig om det længere. Jeg troede ellers, at min barsel skulle indeholde en del fjernsyn, hvor jeg fik slugt den ene serie efter den anden, men ikke én eneste er det blevet til. Jeg har forsøgt ad flere omgange, og lige så spændende de kan være, lige så nemt bliver jeg distraheret, og så kommer jeg fra den igen. Ikke verdens undergang, men jeg ved jo, hvor mange fantastiske serier der er, som jeg burde se. Måske engang. Måske ikke.

6. Der er godt nok mange, der er begyndt at leve vegansk, synes jeg. Det er åbenbart den helt store ting lige nu. Vegan week. Jeg er slet ikke med på den. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men jeg synes virkelig, det virker ret krævende og indviklet i forhold til alle de madvarer, som man skal skære fra sin ellers normale kost. Det er sjovt, som tiden ændrer på, hvad der er ‘moderne’. En overgang var det all-in på kød og udelukkelse af næsten alt der indeholdte kulhydrater, så skulle man leve vegetarisk, så skulle man undgå gluten osv. Jeg er virkelig helt normal på leverpostejs-måden, hvad det angår. Jeg prøver at leve sundt, men jeg udelukker ingenting i min kost. Hverken kød, kulhydrater, fedt, sukker eller lignende. For mig handler det om ren og skær balance. Jeg prøver at vælge de grovere kulhydrater som rugbrød, fuldkornsris og pasta i hverdagen. Jeg laver selvfølgelig også squashpasta eller bønnepasta ind i mellem. Jeg laver vegetariske retter, og jeg laver mad med fløde. Alt med måde, og alt er tilladt i vores madlavning. For mig er det bare vigtigt, at der er lidt variation i maden. At børnene smager en masse forskelligt, at de dagligt får gode grøntsager og frugt, og at de får godt med fisk, hvilket især Lily Sofia er vild med. Jeg har intet imod dem, der lever på den ene eller anden måde, og jeg synes også, at det er interessant at følge med i. Jeg ved bare, at det ikke kommer til at ske herhjemme.

7. Jeg er blevet kontaktet af to piger fra Århus universitet, der åbenbart er faldet over mit indlæg omkring mine hudplejerutiner og mine posts på instagram omkring Rudolph Care produkter, hvilket de er ved at skrive en bachelor opgave om. Nu vil de så interviewe mig. Det har jeg sagt ja til, selvom det er en anelse grænseoverskridende, at de skal herhjem og optage det imens. Men jeg ved jo, hvor meget arbejde der bliver lagt i en bacheloropgave, så hvis jeg kan bidrage med et eller andet, så er det jo fint. De kommer nok hjem til mig næste uge. Jeg har advaret dem om, at der altså er en bestemt baby-dame in tha house imens, så der kan godt opstå lidt forstyrrelser undervejs 😉

8. Jeg overvejer – ja, jeg er stadig kun i overvejelsesfasen – om jeg skal i gang med at få hjemmetrænet lidt igen. Min krop trænger simpelthen til at blive trænet lidt op og blive stærkere. Jeg har tidligere været rigtig god til at træne herhjemme til youtube videoer, og jeg tænker lidt at sætte mig et mål om, at det skal ske 2-3 gange i ugen af 20 minutters varighed med fokus på forskellige muskel grupper, så jeg kommer lidt omkring. Det virker umiddelbart ikke som nogen stor udfordring, men jeg er åbenbart blevet for magelig her på mine mor-til-to dage. Når Lily Sofia sover er der 100 andre ting, som jeg vil lave i stedet. Men jeg tror, at det skal være noget med, at jeg får det gjort om morgenen under hendes morgenlur. Så skal jeg ikke tænke på det resten af dagen, hvor chancen for at jeg får det gjort bliver mindre i takt med at trætheden stiger. Måske fra næste uge. Eller måske burde det bare være fra i morgen.

900c0119-9aaf-4ed7-94d7-7dfca66dd8f1

9. Jeg er nede på én sølle amning nu. En lille tår mælk, når Lily Sofia vågner og jeg lige snupper hende lidt med ind under den varme dyne. Hun får en flaske fast til aften nu, og det har jeg det egentlig fint med. I løbet af dagen får hun bare almindelig mad. Hun er simpelthen så god til at spise, og det er en fornøjelse, at lige meget hvad jeg serverer for hende, så spiser hun det med velbehag. Om morgenen får hun grød, som jeg giver hende, men ellers spiser hun alle andre måltider selv, hvilket hun også helst vil. Jeg tænker, at hvis hun stadig vil, så ammer jeg hende måneden ud til hendes 9 måneders dag. Og så er det slut. En underlig følelse, men det er jo den vej, det skal gå. Og jeg vil klart hellere have, at hun selv vælger det fra, end at det er mig, der skal træffe beslutningen for hende.

10. Carl-Emil har simpelthen fået en kæmpe nej-hat. Af hvem og hvorfor ved jeg ikke, men som jeg nævnte i lørdagens indlæg, så er han altså i gang med at prøve os lidt af herhjemme. Sådan virkelig. Og nej-hatten er altså på hans hovede ret tit. Han kan nærmest sige nej, når jeg spørger om han vil have en is. Lige pludselig ud af det blå, så råber han bare nej! Jeg ved ikke helt, om jeg kan tillade mig at grine lidt af det, eller hvor alvorligt jeg skal tage det. Nogle gange råber han nej midt i ‘Lille Peter Edderkop’, og vi står som totale spørgsmålstegn over, hvor det kommer fra. Jeg tror snart, at jeg vil se, om jeg ikke kan tage ham med på en lille tur bare ham og jeg. En ‘mor og søn’ tur. For Lily Sofia er ret tit årsag til hans frustrationer, selvom han ligeså gerne vil lege med hende. Men hun er jo en lille moslerøv, der gerne vil have fat i alt det samme legetøj, som han sidder med, så der opstår allerede lidt konflikter der. De får sikkert et had/kærlighedsforhold de to – kan ikke undvære hinanden, men bliver ligeså hurtigt uvenner, når de er sammen, haha! Ej vi må se. Forhåbentlig bliver de hinandens tro følgesvende, de to guldklumper.

Det var et laaangt mandags-skriv. I ønskes i en rigtig dejlig mandag.

80ebb75f-11b6-4476-a3a4-dbc0c3937d73

2 kommentarer

  • Rie

    Kære Mette. Jeg har fulgt med i din blog siden du startede den, og elsker hvert af dine indlæg. Jeg læser normalt ikke så mange blog-indlæg, men dine er så fyldt af hverdagsliv og moderkærlighed at jeg ikke kan lade være. Og selv i de indlæg der beskriver den lidt hårdere del af mor-titlen fornemmer man den ubeskrivelig store kærlighed du har til dine børn. Jeg bliver så glad og får altid lidt mere overskud hver gang jeg har læst et af dine indlæg, hvilket resulterer i ekstra kys og kram til min datter. Så tusind tak for at du deler <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Kære Rie.
      Ej, tusind tusind tak for din søde kommentar! Det er lige netop sådan en som den, der gør at det er værd at blogge. Jeg er så glad for, at du læser med, og at du kan mærke ‘mig’ i mine indlæg og at det kan være med til at give dig noget i din hverdag med din datter og familie. TAK! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I lørdagens tegn