Påskeplaner og fine sommersæt

dsc_0010Nyder i påsken derude? Vi gør. I fulde drag. Jeg glæder mig sådan over, at vi stadig har tre fridage sammen tilbage. Det er fantastisk, at mandagen også er en helligdag, så næste uge ikke bliver helt så lang. Det er så dejligt – og tiltrængt – at vågne op til lange, rolige morgener. Uden nogen som helst form for stress, og at vi bare kan trisse rundt i nattøj og morgenkåber, så længe vi har lyst. Så det er mere eller mindre, hvad vi har bedrevet tiden med indtil nu. At tage alting i et rolig tempo. Stresset af, spist kage og drukket varm kakao. Kælket, været på biblioteket, besøgt bedsteforældrene. Ingen faste planer, præcis som jeg bedst kan lide det.

Igår havde vi besøg af mormor og morfar til æggejagt i haven. Det er egentlig ikke en tradition, som vi har haft i vores familie, men jeg blev alligevel ramt lidt af stemningen, da jeg kunne se, hvor mange der rent faktisk gør det rundt omkring. Så jeg gemte æg rundt i haven og så gik vi ellers på tur. Ham med morfar i hånden, mormor med Lily Sofia i barnevognen. Det sidste æg var et rigtigt marcipanfyldt påskeæg, som han hoppede af fryd over at finde inde i sit nye legehus. Sukkerindtaget har været skruet lidt op her i påskedagene, så i dag holder vi vist lige en lille pause med det. Inden den står på påskefrokost ved svigerforældrene i morgen. Mesterbageren svigermor, der altid disker op med det helt store påskebord og nok ikke mindre end 2-3 kager, som Carl-Emil helt sikkert gerne vil smage alle af.

Hvis vejret viser sig fra sin pæne side, tror jeg, at vi (nok sammen med en masse andre!) vil en tur i Legoland på mandag. Vi er jo så heldige, at det er en af de børnevenlige forlystelser, der ligger indenfor et kvarters kørsel fra hjemmeadressen. Så vi har bestemt os for at købe sæsonpas dertil, så vi kan tage en masse ture derud hen over sommeren. Carl-Emil har kun været i Lego House indtil nu, hvilket jeg også kan anbefale at besøge, så jeg er sikker på, at han bliver ret begejstret for at opleve både forlystelser og en masser legobyggerier samlet på et sted.

I dag havde jeg egentlig tænkt, at vi skulle en tur i Dyrehaven og se alle de fine kronhjorte og rådyr. Gå en tur i skoven og så vende snuden hjemad igen ved frokosttid, så børnene kan tage deres lur herhjemme. Men Carl-Emil er vågnet lidt tidligt, så han er ikke lige i det allerbedste humør. Så det er nok bare bedst, at vi lige bliver herhjemme og måske går en tur udenfor i haven eller på legepladsen i stedet. Jeg nyder forresten, at det efterhånden er rimelig fast, at de sover den fælles lur først på eftermiddagen, hvor man lige kan puste ud og få ordnet lidt praktisk, mens der er ro. Læse i en bog eller tage en lur, hvilket Simon mestrer ret godt her i ferien! Men sådan skal det være. Man skal jo sove, mens børnene sover, som man siger. Et råd, som jeg aldrig selv har været særlig god til at følge.

dsc_0017

Men det er jo sidste dag i marts måned i dag. NU kommer der snart – i hvert fald lidt – varmere temperaturer, og det får mig til at glæde mig til at kunne iklæde børnene noget af det fine sommertøj, som jeg har købt til dem. Jeg har både shorts og t-shirts liggende i skabet til Carl-Emil, og da jeg var i Barcelona fik jeg købt et par fine kjoler og den hvide skjorte med hjem. Cardiganen fandt jeg på udsalg i H&M og er i det blødeste cashmere. Jeg tænker, at det vil være et rigtig fint sæt med nogle af de mere farverige bloomers, som ligger og venter i skabet på at kunne blive taget i brug sammen med de yndige knæstrømer fra Condor og små sandaler. Ja, jeg drømmer lidt, men det bliver sødt er jeg sikker på. Og ærligt, så er det altså bare lidt sjovere at købe små kjoler end shorts 😉

Nå, jeg vil ikke opholde jer længere, men vil i stedet ønske jer en god lørdag og fortsat rigtig god påske <3

Hvad spiser min baby i løbet af en dag og nyt putteritual

113f7fd5-309b-487a-8d6a-8db44311a169Jeg får en del henvendelser på, hvad jeg serverer af mad for Lily Sofia, inspiration til dagens forskellige måltider. Jeg kender alt for godt det med, at man kan køre helt død i ideer til de små og det kan også være frustrerende at stå og lave alverdens forskellig mad, som de så ikke gider at spise alligevel. Det er selvfølgelig en chance man må tage, for der er jo ting, som de kan lide og ikke lide. Det finder man heldigvis ud af hen af vejen.

Jeg har tidligere lavet dette indlæg med snacks/fingermad til baby og dette indlæg om alternativer til skemad, fordi Lily Sofia pludselig ikke ville mades mere. Det er dog lidt bedre nu, selvom hun klart helt vil spise selv. Men jeg tænkte, at jeg lige ville lave et indlæg om dagens typiske måltider for hende. Hun er heldigvis ikke kræsen, men jeg kan selvfølgelig godt se, hvad hun er mere vild med end andet 😉

Morgenmad 07-08:

I og med at hun nu er stoppet med sin flaske, så har jeg selvfølgelig været nødt til at tænke lidt flere mælkeprodukter ind i hendes kost. Jeg giver hende også lidt mælk til hendes måltider, men hun er klart mere glad for vand. Lige for tiden får hun derfor naturel yoghurt med moset banan, havregryn, en dadel og hindbær, som jeg moser lidt sammen. Det er hun ret vild med, og det vil hun gerne spise på en ske. Jeg serverer altid lidt blåbær, kiwi, vindruer og eventuelt et par bananpandekager, lidt bolle eller en vaffel, som hun kan spise selv imens hun får sin yoghurt.

dsc_0039 dsc_0042

Middag 11.30-12.30:

Som regel får hun ikke mad i løbet af formiddagen. Højst lidt frugt eller en kiks og så selvfølgelig vand. Til frokost spiser hun derfor ret meget. Som regel er det et helt stykke rugbrød med torskerogn, favoritten som er laks, makrel, leverpostej, smøreost, banan, avokado. I den stil. Hun får ikke almindeligt pålæg endnu, selvom hun nok godt ville kunne spise et stykke hamburgerryg eller kylling. Men fisk får hun næsten dagligt til frokost, fordi vi ikke er de store fiskespisere til aftensmad, så hun får sin daglige ration til middag. Nogle dage får hun også lidt rester fra aftensmaden og så bare et halv stykke brød. Det kan være tærte eller nudel/pasta/risretter. Jeg har også tit et par fiskefrikadeller i fryseren, som hun får i små stykker. Af grønt koger jeg lidt forskelligt, som hun kan sidde og nippe til. Ærter, brocolli, små gulerødder, majs, avokado. Jeg giver hende også tit lidt hytteost, hvilket også er et stort hit.

Eftermiddag 14.30-15.30:

Når hun har sovet middagslur og leget lidt, får hun lidt eftermiddagsmad. Det er igen forskelligt, hvad jeg serverer for hende, men nogle dage er det bananpandekager, en muffin, noget frugt, en smoothie, en halv bolle eller et halvt stykke rugbrød, lidt naturel yoghurt. Et nogenlunde stort måltid, som kan holde hende kørende indtil aftensmaden.

Aftensmad 17.30-18:

Her får hun efterhånden det samme som os. I hvert fald med udgangspunkt i hvad vi får. Hvis vi en aften som igår får burgere, hvilket ikke er så babyvenligt, så laver jeg noget ved siden af til hende. Igår kogte jeg fx et stykke laks med nogle brocollibuketter, og så fik hun vores pommes frites til, som jeg bare tog ud af ovnen, inden de blev alt for sprøde. Ellers spiser hun faktisk, hvad der bliver serveret. Vi spiser sjældent en stor bøf og er egentlig heller ikke til gammeldags, dansk mad. Hvis vi en dag laver et stykke kød, som hun ikke kan tygge, så laver jeg et stykke fisk, serverer en frikadelle fra fryseren eller nogle kødboller til hende i stedet. Ellers er det et godt miks mellem ris og pastaretter. Suppe er hun også vild med, og så putter jeg bare pastaskruer i til at suge lidt af suppen, og så sidder hun selv og spiser det. Hun er stadig ikke så god til at spise med bestik. Hun får som regel en gaffel eller en ske at sidde med, mens hun spiser, men den bliver oftest brugt som trommestikker på bordet 😉 Det skal nok komme.

Så i princippet er det fire måltider, hun får i løbet af dagen. Det er ret standard, nu hvor flasken er væk, og hvor vi heller ikke giver aften/natgrød. Hun spiser godt til alle sine måltider, så det er nok til at holde hende mæt fra aftensmad til næste morgen. Jeg giver hende altid bare lidt vand, inden hun skal i seng. Tidligere faldt hun som regel i søvn, når hun drak sin flaske. Eller i hvert fald faldt hun meget til ro. Det er lidt sværere at putte hende nu, hvor man lige skal ramme det magiske tidspunkt for, hvornår hun er træt nok til at falde i søvn og ikke for overtræt, så hun bliver ked af det. Jeg sidder ofte med hende lidt i armene med dynen svøbt omkring hende og vugger lidt i gyngestolen for at få hende dysset lidt ned. Nogle aftner er dette nok til, at hun falder i søvn, men hvis hun ligger meget uroligt, lægger jeg hende over i hendes egen seng. Hun har stadig meget brug for, at en af os sidder ved siden af hende, indtil hun sover. Hun rækker ud efter vores hænder og falder ofte  i søvn ved at hun nulrer vores fingre. Nogle aftner mosler hun rundt i et godt stykke tid. Rejser sig op – mange gange! Det kan godt være en anelse frustrerende i længden, men jeg prøver at bevare roen og tålmodigheden og bliver ved med at ligge hende ned, indtil hun til sidst falder til ro. Og så sover hun. Med fare for at jinxe noget, så har hun sovet igennem de sidste 4 nætter. Uden at sige et pip. Det er virkelig fantastisk og fingrene krydset for, at det er det nye 😉

Kan i have en rigtig dejlig fredag – og påske. Vi er netop kommet ind fra en tur ude i sneen, vi har kælket lidt og nydt solskinsvejret. Jeg tror, at sneen forsvinder i løbet af dagen, men det gør nu heller ikke så meget. April kalder og dermed også længe ventet forår. Forhåbentlig!

Lily Sofia 10 måneder

d3124a91-a4d9-4027-9a0c-9c0c8da2509eEndnu en måned er passeret. I rasende fart, faktisk. Måske er det fordi, at det her barsel lakker mod enden, at jeg pludselig synes at tiden forsvinder som sand mellem mine hænder. Fordi at slutdatoen nærmer sig med hastige skridt, og fordi jeg så ved, at vores lille hjemmebobbel brydes med en hverdag med langt mere fart på, større behov for rutiner og at det hele bare skal fungere. Bedst muligt for alle parter i vores lille firkløver.

Ikke desto mindre er den sidste måned endnu et bevis og en bekræftelse i, at det hele bliver nemmere med tiden. Det er det virkelig. Lily Sofia bliver sjovere, hun er mere stabil og tilregnelig og jeg gruer slet ikke for vores arrangementer og ture ud af huset. Tværtimod er det kærkomment, fordi hun faktisk er gået hen og blevet en lille selskabspapegøje, som nyder at sidde med til bords, hvor der sker noget. At observere og deltage i andre børns leg. Derfor ved jeg også, at det bliver godt for hende med vuggestue. Når hun lige finder sin plads og føler sig tryg der, selvfølgelig. Men hun har helt sikkert nået den alder, som jeg husker så tydeligt fra barslen med Carl-Emil. Hun kræver mere, hun skal udfordres mere og underholdes mere for at blive ordentlig træt. Der må gerne ske noget. Det er underligt at tænke på, at Carl-Emil på samme alder var fuldt indkørt i vuggestue. Han startede 9,5 måned gammel, altså en måned tidligere end sin lillesøster skal. Og det tror jeg er helt perfekt. At de næste små 3 uger lige er hjemme i den sædvanlige barselsboble, før hun skal i gang med nye eventyr.

c270eca4-0fa1-4aa9-b88d-f20f46e85b5eHun har den seneste måned fået sin første tand. Den er altid lidt speciel, ikke? Jeg opdagede den en tilfældig aften, hvor hun som med som meget andet åbnede munden omkring min finger, og så mærkede jeg det. En lille hård spids i undermunden. Jeg fik straks undersøgt det nærmere og uddelte kys og begejstring over den lille begivenhed. Denne nogenlunde samtidig som storebrors første tand. Hun får mere og mere mod. Er en lille bestemt dame, der siger til og fra, når der er noget hun vil – eller i særdeleshed det modsatte. Den del har ikke ændret sig med alderen. Hun kravler nu op på sofaen af sig selv, og jeg skal være hurtig for at fange hende, inden hun har nået den anden ende af vores rimelig store hjørnesofa, så det ikke ender med et frit fald ud over kanten. Hun er ikke den største grinebider. Smilende og charmerende – meget. Men jeg kender godt det lille punkt under hagen og armhulen, som får hende til at klukle af kildesyge.

Flasken er officielt fortid nu. Jeg tilbyder den ikke længere, for hun har selv sagt fra. Behovet er der ikke mere, og hun sover igennem hele natten fra aftensmad til morgenmad, så heller ikke aftengrød er der brug for. Forståeligt nok, når hun til nogle måltider spiser samme mængde som mig. Alligevel er det dejligt, at vi er ovre den del. Aften- og natmåltider. Hun er blevet bedre til at putte lidt i sengen om morgenen til stor fornøjelse for begge hendes forældre. Kan samle sig lidt om en fjernbetjening med alle de små knapper eller lidt tegnefilm på ipaden, inden vi står op. Det elsker jeg, og jeg nyder det virkelig, mens jeg kan. Snart er det Simon, der kan blive liggende lidt i sengen, mens jeg må op og gøre mig i stand. Køre afsted på arbejde og kysse de andre tre farvel, mens de nyder morgenmaden i ro og fred.

7d7580e7-235a-49d2-9ea7-74ec38ce34b1De mindste små ting bliver nu undersøgt. Små skilte, et lille fnug på gulvet, en knap på min bluse. De små buttede babyfingre kan nulre, dreje og rive i en lille ting, indtil hun til sidst mister interessen og begiver sig videre på sit opdagelsesrejse. Gåvognen er det største hit, og hun stråler og hviner, når hun med let vaklende Bambi ben drøner afsted hen af køkkengulvet. Puttekasser og stabeltårn er også blevet et af de mest interessante stykker legetøj. Hun aser og maser indtil hun til sidst lykkedes med at få den lille træklods puttet i det rigtige hul. Jeg klapper, hun smiler. Ved godt, når hun er dygtig.

Der bliver flere og flere barnevognsture, mens hun er vågen. For hun elsker at sidde og holde øje med alt, der passerer forbi hende, og jeg nyder at fortælle hende, om alt vi møder på vejen. Lader hende røre ved et lille blad, et græsstrå eller mærke sand mellem hænderne. Det er en sanseoplevelse og noget nyt og ukendt. Man skal nyde det, mens der endnu ikke skal mere til at imponere dem. Lurene er også blevet langt bedre. Det er meget sjældent, at hun kun tager en dag med powernaps. Som regel er det en lidt længere lur på 1,5-2 timer og så en powernap på 30-45 minutter, som hun tager i løbet af dagen. Det er så fint. Og som oftest er det uden bevægelse med barnevognen imens, hvilket også er dejligt, da de skal sove i krybber i vuggestuen, som står fast. Det bliver nok lige en ting, som hun skal vænne sig til, men det kommer nok ligesom med alt andet.

Så nu er der kun to måneder tilbage. Til fødselsdag og et helt års begivenheder at se tilbage op. Måske nok det hurtigstgående år i mit liv. Men jeg glæder mig kun. Til at se mine to små vokse op sammen og få mere og mere ud af hinanden. Det bliver nogle fantastiske år, vi har i vente. Med rejser, nye oplevelser, nye udfordringer og nye rutiner hen ad vejen.

Ønsker jer en rigtig dejlig påske. Jeg håber, at i har nogle fridage sammen med jeres familier, som i kan nyde stille og roligt, måske med et par påskearrangementer også 🙂

94396188-8dce-473f-885c-ee9fe2de1728

Inspiration til forårsgaderoben – 3 looks

b7553673-58e4-4de7-b8a3-ee6708f23dfb

Ivy Cph jeans 699,- // YAS kimono 400,- // H&M top 249,- // Taske &Otherstories 749,- //Loafers 749,-

Foråret er på vej. På trods af at de igen lover sne og frostgrader, så er butikker og webshops ved at blive fyldt op med fine, lyse farver, og det er jeg virkelig vild med. På trods af at jeg primært går i sort, hvid, grå, blå og denim, så prøver jeg virkelig at få lidt flere farver ind i gaderoben ud fra sæsonens tendenser. Derfor har jeg kigget lidt rundt, lavet lidt ønskelister over fine ting, som jeg gerne vil se nærmere på og om ikke andet bruge til inspiration til nogle forårslooks.

Førstnævnte collage rammer min egen stil ret godt. Et look som jeg forudser ville være ret perfekt til arbejdsbrug eller til en lunere forårsaften. Disse jeans fra Ivy Copenhagen er nok på toplisten over ting, som jeg gerne vil klikke hjem lige nu. Der er rigtig mange, der taler godt om dem, og pasformen skulle være super god og stretchy, som jeg er vild med i mine jeans. Disse har en fin detalje nede ved anklen, som gør dem gode til både sneakers, loafers, sandaler eller en kort støvle. De kan jo bruges både under en blomstret lang kjole, eller også kan man som på collagen sætte dem sammen med en lys top, en blomstret kimono, et par pudderfarvede loafers og en cross-over taske. Så har man et rigtig anvendeligt og fint hverdagssæt. Jeg er generelt ret stor fan af kimonoer til sommer i forskellige farver og mønstre, som kan pifte både kjole og jeans/t-shirt looks op.

95871ba9-de48-439d-a0bb-a6ad3eabffb8

Kjole Second Female 1000,- // Denimjakke Only 260,- // Sneakers Selected Femme 699,- //Beck Søndergaard strømper 59,-// Solbriller Gina Tricot 69,- (similar) // Lala Berlin shoppenet 360,-

Den kjole er fin! Jeg har helt sikkert fået øjnene op for blomstrede maxikjoler, som kan bruges på rigtig mange måder her til forår og sommer. Både trenden med et par stramme jeans under og et par sneakers, mens det stadig er koldt udenfor, men senere hen med bare ben og sandaler. Kjolen kan dresses op og ned. Jeg ejer selv de hvide sneakers, og det er helt sikkert et musthave i min gaderobe. Med et par fine strømper og en denimjakke er der dømt forår – og et lækkert et af slagsen!

77d68e82-bfae-4a94-a1dc-cd4a0d13c611

Kort trenchcoat Second Female 1000,- // Leo nederdel Ganni 900,- // Lyseblå blue &Otherstories 495,- // Slip-ons &otherstories 695,- // Taske Markberg 799,-

Vi kommer ikke udenom leo-trenden. Jeg synes, at det vigtige først og fremmest er at finde det perfekte leo-print, og her har Ganni ramt plet. Igen. De har jo både lavet kjoler, skjorte, toppe og så denne fine nederdel, som gerne måtte finde vej i min gaderobe. Og det på trods af, at jeg helt sikkert er mest en jeans-pige. Jeg vil gerne udfordre mig selv og min stil lidt ved at finde et par printede nederdele her til foråret, som kan bruges med t-shirts og skjorter på arbejde. Nu skal jeg lige overveje, om denne leo-sag skal klikkes hjem. Da vi var i Barcelona var vi et smut forbi &OtherStories butikken, og jeg var virkelig forelsket i rigtig, rigtig mange sager. Jeg kendte godt til den i forvejen, men jeg havde nok lagt den lidt i glemmebogen og ender tit på webshops som Zara i stedet. Men det skal der gøres noget ved nu, for hold fast hvor er de skarpe på både prints, nyhedsværdi og på lækre kvaliteter. Jeg har surfet rundt og fundet massevis af fine sager efterfølgende og puttet i min virtuelle indkøbskurv. Jeg holdte mig dog i skindet og købte kun et par bukser med hjem derfra. Et par løse, cropped bukser med bindebånd i taljen, ret fine her til forår og sommer med en sød top eller skjorte til. Dem glæder jeg mig til at tage i brug. Både skjorte og loafers er fra selvsamme mærke, og jeg kan også klart anbefale at kigge forbi deres sko-udvalg. Trench coaten er god her til foråret, fordi den er noget mere let i det, end den klassiske lange trenchcoat, og så kan jeg godt lide ærmedetaljerne. Jeg vil dog gerne lige prøve den på, når jeg lige støder på den i en butik for at se, hvordan den sidder på i virkeligheden. Jeg kunne godt bruge en let forårsjakke som alternativ til denim og læderjakken. Jeg er også på udkig efter et par nye cross-over tasker i forskellige farver og denne taske med croco-mønster synes jeg virkelig er fin og til en rimelig pris. Jeg kommer ikke til at kaste flere tusinde kroner efter en taske i nærmeste fremtid, men heldigvis findes der så mange fine tasker til langt billigere priser. Det er i hvert fald skrevet på min ønskeliste til fødselsdag.

Mandag, en fridag

Processed with VSCO with b1 preset

Mandag morgen. Jeg kan høre baby pludren fra værelset ved siden af. Sådan bliver jeg altid vækket. Stort set i hvert fald. Jeg kan se lyssprækkerne bag rullegardinerne og konstaterer, at det er morgen, selvom jeg føler jeg lidt træt. Min telefon fortæller mig, at klokken faktisk er 7.07. Det er nok til at gøre mig lidt mere frisk. Hun har sovet igennem, Lily Sofia. Hun havde en urolig aften, så hun sov først 21.45, svøbt i dynen, vugget i søvn i mine arme. 9 timer i streg synes jeg er flot i den alder, trods alt. Det er ikke standard for vores nætter, men generelt kan jeg ikke klage. Til gengæld havde Carl-Emil en lettere krise i nattens løb. Mareridt måske. Det tog en times tid, en tændt lampe og et stykke banan at få ham til ro igen.

Simon tager Lily Sofia ind i sengen til mig og kysser os farvel, inden han smutter over på sit værksted, som ligger på samme grund som vi bor. Han har købt en eller anden ny, stor maskine til hans zink-arbejde, så den glæder han sig til at modtage og komme igang med at bruge. Jeg bliver i sengen med Lily Sofia en lille stund, prøver at få øjne med et afsnit af Gurli Gris og en moslende baby, der kravler hen over mig og sender mig store smil. Jeg er så glad for hun er frisk igen og i godt humør. Vi står op, hun roder som sædvanligt i min badeværelsesskuffe, mens jeg får vasket natten ud af øjnene under den kolde hane, sat håret i den sædvanlige (barsels)knold og tager min morgenkåbe på, inden det er hendes tur til at få overstået morgenrutinen med ny ble og tøj på. Hun beholder ofte natdragten på til efter hendes første lur, men i dag skal vi på barselsbesøg, så der kommer hun i det almindelige tøj. Hvid blondebody og hendes små, bløde babyjeans.

b145c69d-068f-4bba-8c51-8f97947cc1a2153097f6-79d0-4478-8188-3b0defe67985

Carl-Emil kommer trissende ud med sit lille tæppe og sin abe – sit kæreste eje – mens vi laver morgenmad. Jeg får arrangeret 3 x yoghurt til os alle, som vi spiser til lyden af børnesange og de er begge i et dejligt humør og pjatter med hinanden i hver deres stol, mens jeg lige får ryddet op fra morgenbuffeten. Resten af os kommer i tøjet og pakket en taske til at vi kan køre afsted ind til min veninde ved 9.15 tiden, hvor vi skal på barselsbesøg ved lille Vår – en måned gammel. Lily Sofia falder i søvn på vej derind, og jeg lader hende sidde i bilen og sove ud, mens vi lige smutter ind og får sagt hej og kommer ud af tøjet. Vi hygger nogle timer derinde med de gode gamle gymnasieveninder, deres børn og en kop kaffe og en sludder. Jeg får givet begge børn frokost, inden vi igen vender snuden hjemad ved 12.30 tiden. Timet og tilrettelagt, så begge små kan komme hjem og få deres vanlige middagslur herhjemme. De falder begge i søvn i deres autostole til lyden af Albertes dejlige stemme, og de sover tungt, da jeg drejer bilen ind i indkørslen. Jeg putter først Lily Sofia over i barnevognen, og hun sover heldigvis nemt videre. Carl-Emil løfter jeg ind i sengen og får overtøjet af ham, og bedst som jeg tror, at han kan sove videre og jeg får lavet mig lidt hurtig frokost, kan jeg høre han ligger og synger inde i sengen. Kort efter kalder han på mig med et stort grin. Jeg kan vist ligeså godt opgive. I stedet tager jeg ham med ind i dobbeltsengen, hvor jeg sætter Brandmand Sam på og vi ligger og slapper af og ser tegnefilm en lille times tid. Så har han trods alt fået slappet godt af.

2747a099-f73a-46d0-b325-c96b2d391731c2a54572-f0dd-4f52-91ff-29d183eb1ad0

14.30 vågner lillemusen. Tid til lidt eftermiddagsmad for dem begge, som de spiser imens jeg lige tømmer opvaskemaskine og rydder lidt op i køkkenet. Det giver en stor haglbyge udenfor, og jeg ser lige de mørke skyer an, inden jeg bestemmer mig for, at vi skal ud og have noget frisk luft. En tur på legepladsen. For 3. dag i streg, men ikke desto mindre et stort hit for dem begge. Mens Carl-Emil og jeg gynger og tager turen på rutsjebanen igen og igen, sidder Lily Sofia og stråler i barnevognen og suger alt vi gør til sig. Hun kommer lidt ud at sidde og nulrer med de små fingre i græsset og finder små blade. Putter alting i munden, jeg tager det ud igen. Det får mig til at glæde mig endnu mere til forår, hvor temperaturene tillader knap så meget overtøj og meget mere udendørs aktiviteter. Vi får røde næser og kinder og vender barnevognen i retning af hjemmeadressen efter en god halv time. Klokken er allerede 16.30, så det er tid til at komme hjemad og få gjort aftensmaden klar. Vi smutter lige en tur i det færdigbyggede legehus, som vi købte omkring jul, og som nu står i haven og bekræfter mig i, at vi virkelig er blevet en børnefamilie. Trampolin, legehus og et aktivitetstårn med gynge og rutsjebane fylder en god del af baghaven. Så sætter jeg lidt mere pris på vores store have ude på landet.

6b45f190-b45c-418f-b87c-03514452e5e5

Simon kommer hjem, da klokken har passeret 17. Heldigvis er aftensmaden et par rester fra fra fryseren. Minestronesuppe og spaghetti Bolognese, som bare skal varmes, så det er dejlig nemt og noget som alle kan spise. Vi hygger om maden, hvilket ikke altid er tilfældet. Nogle gange går det bare stærkt, fordi børnene er trætte og ikke har tålmodighed til at sidde og spise. Ikke i dag. Vi sidder en god halv time og spiser, og Carl-Emil underholder med alverdens sange og rim, som vi alle synger med på. Da vi har klaret oprydningen fra aftensmaden kommer børnene med farmand en tur under bruseren, inden vi indtager sofaen og får det sidste ud af dagen med lidt leg og tegnefilm. Klokken 19 går jeg i gang med at putte en træt Lily Sofia, men Simon skal samtidig en tur over på værkstedet og færdiggøre noget til næste dags arbejde, så jeg ender med at opgive seancen, fordi Carl-Emil er for træt til at underholde sig selv. Forståeligt nok. Han kommer hele tiden ind på værelset og larmer, så det vækker den mindste og gør det til en rimelig umulig opgave at få hende sendt afsted til drømmeland. Jeg tager hende i stedet med ind i stuen, hvor vi får kombineret en ret nødvendig oprydningen af stuegulvet med dans, men klokken 20 ringer jeg Simon over, som heldigvis er blevet færdig. Vi kan ikke trække den længere, for begge børn er virkelig trætte og har brug for en forældre til at putte dem til ro hver især.

Vi tager hvert vores barn ind på deres værelser. Kysser godnat. Jeg svøber Lily Sofia i sin dyne og sidder og vugger hende i gyngestolen, indtil hun kort efter lukker øjnene. Jeg forsøger mig ikke med sutteflasken i dag, da jeg er ret sikker på, at det er et overstået kapitel. Så nu må vi finde en ny putterutine, som fungerer. Dette fungerer for mig. Simon putter hende i sengen, når han står for det. Det er fint, at vi har hver vores måde at gøre det på, tænker jeg. Jeg får lagt hende sovende over i sin seng og smutter i bad, da klokken er ved at være 20.30. Carl-Emil sover ikke endnu, og han kalder halvt grædende og overtræt på mig, selvom Simon er derinde. Det er vist bare resultatet af, at han har været meget sammen med mig på det sidste. At det er mig, han kalder på. Jeg går derind og siger godnat igen, men lader så Simon klare resten, mens jeg lige ordner en omgang vasketøj, mens en af de ugentlige ansigtsmasker gør sit arbejde. Den lille hverdagsluksus, som jeg elsker og aldrig glemmer. En aften til scrub/fugt, en til dybderens og en aften med en peeling. Hver uge.

Klokken 21 er der endelig ro, så jeg skærer mig lidt frugt, snupper et glas kakao og et par stykker mørk chokolade og får opdateret mig selv på dagens sociale medier. Det er der ikke så meget tid til, når begge børn er hjemme. Kun i små glimt. Men det er en fin måde at slutte dagen af på og koble hjernen fra. Vi går begge i seng kort efter. Lily Sofia vågner kort op klokken 22, men jeg får hurtigt dysset hende til ro igen. Det har været en dejlig dag. Jeg har faktisk virkelig nydt den, og fortryder næsten at jeg ikke har beholdt Carl-Emil hjemme fra vuggestuen hele ugen. Men jeg tror, at han får et par korte formiddagstimer deroppe i morgen, og så holder jeg ham hjemme igen onsdag, inden vi alle fire holder 5 påskedage sammen fra torsdag. Det er med at nyde det. At jeg kan holde dem hjemme og give dem fri og tid med mig. Barslen ebber ud og det fylder mere og mere i mit hovede. At det nok er sidste gang. Derfor skal den nydes ekstra meget. Og det bliver jeg heldigvis bedre og bedre til.

Tak for en dejlig dag <3

7d135da1-0e73-4ebb-964b-0bc557861fc6