Jalousi mellem søskende

Alle der enten venter sig eller overvejer barn nummer to vil have tanker omkring, hvordan det mon vil påvirke ens første barn. Kan man virkelig elske barn nummer to ligeså højt, kan man dele sin kærlighed lige, hvordan giver man den nødvendige opmærksomhed til begge og selvfølgelig, vil den førstefødte reagere på den lille ny i familien. Alt sammen helt naturligt og det var også tanker, som jeg fik flere og flere af op til fødslen med Lily Sofia. Alle jeg snakkede med gav mig samme ord med på vejen: De får så meget glæde af hinanden, når de bliver større. Og der kunne jeg jo bare af og indvendigt håbe, at det også ville blive sådan virkeligheden ville komme til at se ud herhjemme.

For Carl-Emil har jo aldrig nået en alder, hvor han kunne sige, at han gerne ville have en lillesøster eller lillebror. Han var som tidligere nævnt 19 måneder, da han pludselig blev den store. Uden egentlig at være stor. Han var stadig min lille dreng, der skulle have hjælp til rigtig meget, og som krævede sine forældres opmærksomhed og nærhed. Han er stadig min lille dreng. Det vil han være længe endnu. Men der er også sket ufattelig meget med ham de seneste 10 måneder, der nu er gået. Faktisk ligeså meget som der er sket med Lily Sofia, der er gået fra at være baby til nu at være et lille barn. Han har udviklet et sprog. Han kan kommunikere meget bedre og give udtryk for, hvad han gerne vil have – og ikke have. Selvfølgelig stadig med en vis begrænsning, men ikke desto mindre har det helt sikkert gjort tingene meget lettere. Jeg kan snakke med ham, forklare og han kan forstå. Forstå at Lily Sofia har et større behov for at sidde på armen og skal have hjælp til at sove lure for eksempel. Det accepterer han også i en ret stor grad, synes jeg. Det er så meget sjovere nu. At se de to få noget ud af hinanden. De bliver uvenner – eller Carl-Emil bliver irriteret på hende, når hun hiver hans legetøj ud af hans hænder eller vil alt det samme som ham. Men det er også hende, der får ham til at grine. Højt og hjerteligt. Når hun slår næverne ned i bordet, så hendes tallerken falder på gulvet. Når hun piller hans sut ud af munden på ham eller plasker løs i badekarret sammen med ham. På en måde sørger hun for, at han stadig skal lege og være et barn.

Lige for tiden er det mor, der duer. Det er mor, der skal underholde, mor der skal smøre mad og mor der skal putte. Et resultat af at vi har tilbragt ret meget tid sammen på det seneste, tror jeg. Og fordi mit overskud har været ret stort og mit hovede indstillet på at tiden hjemme ikke kommer igen, så har vi virkelig hygget. Vi har lavet en masse ting, som han har haft lyst til, på hans præmisser. Han har fået overflod af kys og kram. Og masser af daglig ros. Måske derfor er han også inde i en rigtig god periode. Han er glad, kærlig og i et skønt humør. Virkelig dejligt efter vi har haft nogle uger med en meget humørsyg, lidt hidsig og til tider aggressiv lille mand. Måske er det et sent tigerspring, jeg har ikke tjekket. Jeg har bare fulgt med og tænkt som vi forældre altid skal og bør – fase, fase, fase. For det var det heldigvis også denne gang.

Jeg har aldrig oplevet decideret jalousi mellem mine børn. Lily Sofia er selvfølgelig også for lille til at forstå den slags. Endnu. Men der er små øjeblikke ind i mellem, hvor jeg skal overveje, hvem der har mest brug for mig. Jeg er fx begyndt at lægge mærke til, at hvis jeg siger til Lily Sofia, at hun er dygtig til et eller andet, hvor Carl-Emil er i nærheden, så søger han samme anerkendelse. Prøver at fange mit blik og min opmærksomhed ved at vise noget, som han kan. Han er også meget interesseret i, hvad Lily Sofia får at spise. Om hun får et hindbær mere end ham. Jeg prøver at lære ham at dele. Jeg giver dem tit kun én ting, som jeg deler lige imellem dem. Det kan være en ostehaps eller en smoothie. Og det er han blevet god til. At dele med hende. Legetøjet er en anden ting, men det er det også for mig. Han skal have lov til at have sit puslespil for sig selv, mens han er i gang med det, så hun ikke forstyrrer ham konstant. For det gør hun, hvis hun får lov. Jeg sørger for, at han får noget ud af sin ‘alenetid’, når Lily Sofia sover. Får min udelte opmærksomhed, hvadenten det så skal være med dans i stuen, tegne eller at vi bager boller. For jeg tror, at det er det, der gør, at han ikke kommer til at føle sig overset eller mindre vigtig. En opgave, der kan føles lidt uoverkommelig, før det rent faktisk står på. For så sker det hele af sig selv. Det bliver naturligt, det bliver hverdagen.

Vi har derfor heller ikke gjort så meget i at dele dem op. Jeg har ikke haft decideret alenetid med Carl-Emil siden Lily Sofias ankomst, udover når hun sover. Jeg har dem sammen, holder fridage med dem sammen. For de har allerede et tæt bånd, og der bliver uddelt daglige kys og kram – omend der selvfølgelig også kommer et par gok i nødden og et skub i ny og næ. En uundgåelig del af søskendeforholdet, tror jeg. Jeg tænker dog, at der med alderen også følger forskellige interesser, så der her vil være et større behov for, at vi ind i mellem giver dem noget tid med deres forældre hver for sig. Hvis Carl-Emil fx vil gå til fodbold og Lily Sofia til gymnastik. Jeg har også planer om, at jeg vil holde en fridag med Carl-Emil, inden min barsel udløber, og Lily Sofia er kørt godt ind i vuggestuen. Hvor det bare er ham og jeg, der har nogle timer helt alene, og hvor vi kan lave præcis det han ønsker. Det glæder jeg mig også til.

Jeg vil som sådan ikke nogen steder hen med dette indlæg udover at bekræfte, at det at have to børn med forholdsvis lille aldersforskel ikke nødvendigvis gør tingene sværere. Det er hårdt det første stykke tid, men det bliver hurtigt bedre. De her 10 måneder føles ind i mellem som uger, fordi tiden er gået så hurtigt. Jeg vil aldrig sige, at jeg har fortrudt, at det nu engang blev sådan, at vi har fået dem lidt tæt på hinanden, selvom det selvfølgelig var noget min hjerne virkelig skulle indstille sig på, da jeg sad med en 11 måneder gammel dreng og en positiv graviditetstest. Jeg kan sagtens anbefale det, selvom der også kan være mange fordele ved at have et lidt større barn, der er mere selvhjulpen, inden man sætter næste barn til verden. Men det med at de får rigtig meget ud af hinanden, bliver jeg bekræftet i nærmest dagligt. Det kommer de virkelig til. Og jeg glæder mig til at følge dem i deres søskendeforhold. Det er ikke helt løgn, at det er en af de største gaver, man kan give sine børn. En af vokse op med, lege med og slås med. Alle de ting der følger med på godt og ondt.