En regnvejrstorsdag i barselsboblen

Vejret var fint i morges. Solen skinnede og der var faktisk en fin blå himmel. Jeg afleverede Carl-Emil ved 8.30 tiden og da vi piger kom hjem, skyndte jeg mig at tage Lily Sofia i barnevognen og gå en tur om og handle et par små nødvendigheder, inden det lovede regnvejr meldte sin ankomst. Så havde vi ordnet det og samtidig fået dagens portion friske luft. Hun sov dog ikke så længe i barnevognen, så hun vågnede faktisk op med øjne og humør, der tydeligt viste, at hun skulle have sovet lidt længere. Sådan er det desværre tit. Jeg synes ikke, at det sker særlig ofte, at hun vågner op og virker helt udhvilet. Det er lidt ærgerligt. Ofte hjælper det dog, når hun bare kommer op og kommer i gang med at lege, mens det andre gange er nogle lange timer, hvor jeg helst skal være indenfor en radius af en meter, for at hun ikke bliver ked af det og græder.

Sådan har det faktisk været både i morges og her i formiddagstimerne i dag. Hendes humør har ikke været godt. Nu har jeg lige puttet hende ud til lur i forhåbning om, at det kan hjælpe på det hele. Og at hun sover indtil hun er mere frisk, så vi kan få en hyggelig eftermiddag med Carl-Emil. Noget som jeg dog tænker over næsten dagligt er, hvor vi er nået til med barnevognen. At hun for det første sover allerbedst i den nu. Og at hun nu også har lært, at hun ikke skal trilles i søvn. For det meste i hvert fald. Det er en stor sejr – også i forhold til at hun snart skal sove i fastlåste krybber i vuggestuen, hvor de kun i nogle tilfælde tager dem i en barnevogn i stedet, hvis barnet har brug for at blive trillet lidt i søvn. Men det håber jeg selvfølgelig, at hun ikke har behov for efter hun lige har fundet tryghed ved sin nye soveplads og falder nemt til ro. Jeg er lidt bekymret for, at hun bliver vækket af de andre sovende børn ved siden af hende, hvis de vågner op før hende, for jeg fornemmer ikke, at hun sover særlig tungt, og der skal tit ikke meget til, før hun vågner op. Det kan være en dør der smækker, eller en bil der kører op i vores indkørsel. Men mon ikke hun nok skal vænne sig til alle de nye lyde. Hun vågner dog stadig op efter 30-40 minutter nogle dage. Hvor hun tydeligvis trænger til at sove mere, og her triller jeg hende i barnevognen og får hende til at sove videre, hvis ikke hun er nået at vågne for meget op. Det tænker jeg heller ikke, at pædagogerne har ressourcer til at gøre, så derfor forbereder jeg mig på, at der bliver en periode, hvor jeg får et ret træt barn med hjem. Måske endda to trætte børn, fordi de begge skal have flere timer med mange mennesker, børn, larm og nye indtryk hver dag. Måske bliver Lily Sofia så stimuleret, at hun bare går omkuld og sover meget mere end herhjemme. Det hører man også tit om, og det gjorde Carl-Emil egentlig også dengang han var lille.

Men formiddagen herhjemme har derfor været en anelse lang. De timer hun var vågen imellem morgenens lur og indtil nu. Heldigvis hyggede hun sig med en lang frokost, mens jeg lige bagte en ny omgang bananpandekager, som hun kunne nyde et par stykker af til dessert. Jeg har tænkt så mange gange i dag, at selvom hendes humør selvfølgelig påvirker mit, og at det er lidt hårdt ikke at kunne bevæge mig væk fra hende, uden hun bliver ked af det, så skal jeg stadig huske at nyde. Nyde vores rolige morgener med Carl-Emil, og at vi netop kan blive hjemme i boblen, når humøret ikke rigtig er til andet. Jeg ville have ondt i maven over at sende hende afsted, når jeg ikke føler, at hun er helt ovenpå, men de dage kommer der desværre nogle af. Dog hjælper det faktisk tit, hvis jeg tager hende med ud og hun ser noget andet på de mindre gode dage. Så på den måde kan det forhåbentlig ind i mellem hjælpe lidt, at hun kommer op i vuggestuen, hvor der hele tiden sker noget omkring hende, som hun er mere optaget af, end hvor jeg befinder mig henne. Vi må se.

Nu vil jeg tage mig en lynhurtig oprydning, inden vi kører op og henter Carl-Emil tidligt hjem. Det er en anden ting, der skal nydes. Det med at han har korte dage. Noget som har været en stor fordel for ham, mens jeg har gået hjemme på barsel. At kunne give ham flere timer herhjemme og med mig i et års tid af hans stadig unge alder. Suk, det presser sig på det vuggestueliv og arbejdsstart. Det er en ting, der absolut ikke har ændret sig denne gang. Mine tanker og følelser i forhold til at lukke – endnu – et barselskapitel. Det er med så blandede følelser, at det er svært at beskrive helt, hvordan jeg har det. En blanding af en anelse vemod, at være spændt på hvordan vores hverdag bliver, hvordan vi får det til at hænge sammen som par, som forældre til to. Bare en underlig følelse, der fylder så meget i mit hovede – mange gange om dagen. Det er en følelse, som jeg ved at størstedelen i samme båd som mig sidder med. Især nok op til den dato, som vi ved kommer, når vi sætter et barn til verden. Den dag, hvor andre skal tage sig af vores børn. At vi skal overlade ansvaret for dem til andre.

Så det er det, der præger mit hverdagstankemylder disse dage. Lidt bekymring og lidt ambivalente følelser, velsagtens. Mere om det når vi nærmer os dagen. For nu vil jeg bare nyde. Kysse og kramme dem. Ekstra meget.