Fine blomstrede kjoler

Fredag og weekend

6c51198f-d6c9-4f60-9ed9-f9d3690f11fcSå er det weekend. Det var egentlig en smule underligt at køre på arbejde i morges, for jeg følte lige at det var søndag efter fridagen i går. Men ikke desto mindre var det dejligt med en fridag sådan midt på ugen. Det er jo ikke noget jeg kommer til at have særlig tit – udover når jeg enten selv holder en dag eller hvis der er en helligdag. Jeg tror primært, at mine seks ugers ferie vil blive afholdt i løbet af de typiske ’skoleferier’, hvor der også kun er sampasning i vuggestuen og jeg selvfølgelig vil gøre mit bedste for, at børnene også kan holde fri i de perioder.

Nå, nok om det. Min første uges arbejde er nu officielt ovre. Weekenden står for døren og den er heldigvis uden så mange andre planer udover morgenmad hos nogle venner i morgen, og så en venindefødselsdag om aftenen med tapas og vino. Sidstnævnte i et meget begrænset omfang, da jeg kører hjem igen om aftenen. Efter sidste weekend med bryllup har jeg mere brug for at have tiden med de små og med et friskt hoved både søndag og mandag 😉 Søndag er jo selvfølgelig også mors dag, så der skal min kære mor vist også aflægges et lille besøg og forkæles lidt. Jeg endte ud i en parfume og en lækker creme. En ganske, simpel klassisker som dog alligevel altid bringer glæde. Jeg købte også lidt chokolade og en creme til min far, så han ikke føler sig snydt, selvom det snart er fars dag. Det er nok også lidt som tak for hjælpen med børnepasning sidste weekend, selvom jeg er sikker på, at glæden var ligeså meget på deres side som børnenes. Men vi har en ret tæt pakket juni og august måned, hvor der igen er brug for lidt pasning af børnene, så det er vigtigt at sætte ordentlig pris på dem – de kære bedsteforældre.

1ef7adef-fa3a-472e-940c-7f930ccfe723

Forventer i egentlig noget til mors dag, efter i selv har fået børn? Eller forventer er måske lidt negativt klingende, men plejer i at blive begavet af jeres børn (læs: mænd)? Jeg forventer egentlig ikke noget. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have blomster og gaver, for det gør mig altid glad. Men det skal bare ikke blive en træls ting for Simon at stå for. Det skal være fordi, at han har lyst til at finde på en lille overraskelse som en eller anden anerkendelse af mig som mor. Sådan tager jeg det i hvert fald, og det er jo det der betyder noget. Jeg har sagt til ham, at jeg bare gerne vil have lov til at sove længe – som i til klokken 7 måske, men det ved vi begge to godt ikke kommer til at ske, så ja. Mon ikke han finder på en lille overraskelse hvis jeg kender ham ret. Så slipper han jo også for at have dårlig samvittighed over ikke at have fundet på noget 😉

Jeg havde fri fra arbejde kl.15 og skulle så lige hurtigt have købt en fødselsdagsgave til i morgen og handle et par ting med hjem til aftensmaden. Jeg ramte første matriklen kl.16.30, så jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og skyndte mig ud i haven til de andre tre og nød solens sidste solstråler. De hjemmelavede burgere og grillede skumfiduser blev skyllet ned med et glas rose. Dog kun til mig da manden havde en anelse tømmermænd fra gårsdagens udskejelser. Jeg trængte lige til det, hvilket ellers ikke sker særlig tit. At jeg tager mig et glas vin alene. Men jeg blev lige ramt af lidt forårskuller med grillen tændt, børnene i bare numser i haven og weekenden der står for døren. Begge børn var trætte. Der var alt for meget gråd og trælse konflikter den sidste halve time inden puttetid. Heldigvis endte det stille og roligt, da jeg trak Carl Emil og en iPad med ind i sengen, hvor han bare kunne slappe lidt af for sig selv, mens Lily Sofia blev puttet. Simon er allerede faldet i søvn, forståeligt nok. Jeg sidder ved siden af Carl emils seng,  han har allerede overgivet sig til drømmeland. Laver små søvnige spjæt inden han falder i den helt dybe søvn og nulrer sin lille nusseabe mellem de små buttede barnefingre. Han er det fineste syn, når han sover.

eceae3ae-4962-4307-ada8-851723c38f22

Jeg hopper nok også tidligt til køjs. Det vilde liv som forældre sådan en fredag. Men det passer mig glimrende. Jeg har ikke lyst til at det skal være anderledes. Kl.22 er der som regel slukket og lukket for alles vedkommende, men så er jeg til gengæld også udhvilet, når mindstemusen vågner ved 5.30-6 tiden. Kan i have en dejlig fredag og en dejlig weekend. Tak fordi i læser med, selvom indlæggene er lidt mere sporadiske. Sig endelig til, hvis der er noget i har lyst til at se mere eller mindre af. Det modtages med kyshånd!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fine blomstrede kjoler