En tirsdag med op- og nedture

Kl.04.15.

Jeg vågner ved at jeg kan mærke Carl-Emil ved siden af mig. Han kommer ind i mellem ind til os om natten. Nogle gange følger vi ham i seng igen, andre gange løfter jeg ham op til mig. Snuser ham i håret og giver ham et kys, før vi begge sover videre. Det gjorde jeg i nat, efter at jeg lige havde kigget på uret. Stadig et par timers søvn endnu, før vækkeuret ringer.

Kl. 06.10.

Min alarm på telefonen kimer og jeg konstaterer, at jeg egentlig har sovet ret godt de sidste par timer, selvom jeg normalt ikke sover godt med børn i sengen. Jeg er dog stadig noget træt og groggy, så jeg snoozer den lige i 5 minutter, inden jeg kan høre, at Lily Sofia gør tegn til at hun også vil op. Desværre vågner hun ofte op og er lidt utilfreds. Klynker og græder lidt lige indtil hun vågner ordentligt. Der bliver stille igen på hendes værelse, så hun ligger nok og vågner lidt derinde i værelset ved siden af. Jeg står op og går ud på badeværelset for at gøre mig klar til arbejde. Kort efter kan jeg høre hende igen, lidt utilfreds. Jeg går ud for at kysse hende godmorgen og Simon tager børnene med ind i stuen for at vågne ligeså stille. Carl-Emil er også blevet vækket af hendes klynken.

Kl. 6.50.

Alle mand er i tøjet og har fået morgenmad. Det går rimelig tjept om morgenen. Vi er efterhånden inde i en god rutine på trods af, at vi lige er kommet ud på den anden side af sommerferien, hvor alt foregik i langsomst mulige tempo. Men vi får på skift serveret yoghurt, tørret fingre og puttet dem i tøjet, inden vi kysser far farvel.

Kl. 7.20

Endelig på vej ud af døren. Efter 2 x bleskift af den mindste og lidt utilfredshed over, at vi skal afsted. Men det går. Afsted mod vuggestue. Da vi rammer parkeringspladsen ved vuggestuen vil Carl-Emil ikke ud af bilen. Som i slet ikke. Han græder, skriger, vrider sig. Jeg ender med at gå ind med Lily Sofia først, som sidder på min arm imens det hele foregår. Jeg kan høre hans skrig hele vejen. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg lige skal takle det, og tænker alle mulige scenarier igennem i mit hovede. Hvad jeg kan lokke ham med, kan min mor mon hente ham eller skal jeg bare tage ham med på arbejde. Sidstnævnte er dog ikke en god løsning, i know. Jeg får givet Lily Sofia til en af pædagogerne derinde. Heldigvis et kendt ansigt trods ferie og sampasning. De andre børn kender jeg kun en enkelt af, og der er ikke mere end 5-6 andre børn. Av, det gør ondt i mit hjerte, og jeg har lyst til bare at tage dem med hjem og holde ferie igen.

Kl. 7.40.

Det ender i det rene kaos. Carl-Emil går i panik, som i fuldstændig i panik. Han ender med at løbe rundt på vuggestuens legeplads for at finde en udvej et sted langs hegnet. Aldrig har det været så slemt med aflevering, og tårerne stiger op i mine øjne og jeg tuder foran pædagogerne. Den ene giver mig et kram, og jeg ved ikke om jeg skal være flov eller ligeglad. Jeg er nok det sidste. Jeg vil bare have, at han ikke skal være så ked af det. Det er sikkert en kombination af, at vi virkelig har haft en dejlig sommerferie herhjemme og så at han sagtens kan mærke og se, at der er andre pædagoger og børn i vuggestuen. Ikke de sædvanlige rutiner, ikke de normale legekammerater. Jeg får ham med indenfor til sidst, læser lidt i en bog med ham og skynder mig så at kysse ham farvel for ikke at trække pinen ud, selvom han starter med at græde i selvsamme øjeblik han opdager at jeg nu går væk. Jeg giver Lily Sofia et hurtigt kys på vejen ud af døren. Hun sidder heldigvis bare og spiser havrefras, ret upåvirket af situationen. Tårerne løber ned at mine kinder, og jeg er glad for, at jeg ikke møder nogle jeg kender på vejen ud.

Kl. 8.

Jeg ringer både til Simon og min mor på vej på arbejde for lige at vende morgenen og få grædt færdig og tørret øjnene. Det hjælper lidt. Jeg kører med nedrullede vinduer og indsnuser den friske luft på vejen. Nu må jeg tage mig sammen. Jeg er bare glad for, at jeg trods alt har en god køretur på arbejde, hvor jeg lige kan sunde mig. Jeg ringer til vuggestuen, da jeg er på kontoret og alt er ok. Han er glad igen. Heldigvis.

Kl.8.30-16

Der er rygende travlt på arbejde. Sommerferien er altid så hektisk, fordi vi skal dække ind for hinanden, og fordi jeg stadig lige er ved at danne mig et overblik over hvad der er sket de to uger, jeg selv har været væk. Jeg har et enkelt møde ved middagstid, men ellers går dagen bare med at besvare en masse af de mails, der tikker ind cirka konstant. Der er 29 grader på kontoret og jeg har en snigende hovedpine. Jeg glæder mig mest til bare at komme hjem til de små. Jeg kan godt lide at have travlt og jeg elsker mit arbejde, men den skæve start på dagen har gjort mig lidt mut og trist.

Kl.16

Jeg pakker computeren sammen og kører til tiden, selvom jeg sagtens kunne have fortsat arbejdet. Men jeg vil gerne hjem. Jeg trænger til lige at have nogle timer med familien, inden det er sengetid. Jeg henter boller i karry med hjem fra kantinen til børnene. En af deres livretter.

Kl.16.45.

Jeg kører ind på gårdspladsen og ser at mine 3 yndlingspersoner sidder på terassen under parasollen. Det er så varmt, at jeg skynder mig at smide tøj og taske og bliver så mødt af to par små bare babynumser, der får et kram og et kys, før vi går udenfor til Simon på terassen. Sæbeboblemaskinen og vandbassinet er i brug, og jeg skænker mig et lille glas kold rosé. Noget jeg aldrig har  gjort så meget i før – det her med at tage et glas vin. Men i sommervarmen synes jeg det er så hyggeligt, og så er det lidt tiltrængt til lige at komme ned i gear. Lige i dag. Jeg hælder chips op i en skål og serverer noget saftevand for ungerne. Så er de i hvert fald beskæftiget i 10 minutter. Min far stikker hovedet forbi på vej hjem fra arbejde, og mens de leger i haven finder jeg grillpølser i fryseren og laver en hurtig salat til Simon og jeg. Børnene får deres elskede boller i karry.

Kl.18.15.

Lily Sofia har sovet 2 lure i vuggestuen i dag. Hun har nok været træt og varmeramt, så hun er først kommet lidt sent op fra lur, så hun er ikke så træt som hun plejer. Derfor fortsætter vi med hygge i haven et godt stykke tid. Så føles det stadig lidt som ferie. Jeg tager børnene med om for at gynge og hoppe på trampolin, mens Simon tager oprydningen. Sådan deler vi os tit op. Det er hurtigere og nemmere – og mere hyggeligt for børnene, at de i hvert fald har fuld opmærksomhed fra den ene af os. Vi tænder for udendørsbruseren og løber igennem den kolde stråle. Lily Sofia tager cyklen igennem vandet. Hendes favoritaktivitet lige for tiden er den cykel.

Kl.19.15

Jeg snupper et hurtigt bad og skyller også lige børnene af under bruseren, inden de får en portion koldskål. Det elsker de begge og så er bunden i hvert fald lagt inden sengetid. Simon skal til tennis, så han kysser farvel og godnat, og jeg trækker lige vejret dybt, inden jeg går i gang med putningen. Lily Sofia sover efter en halv times tid. Så er det videre til barn nummer 2, som er en noget større opgave for tiden.

Kl.20.20.

Jeg opgiver at putte Carl-Emil. Han vil have at vi skal blive ved med at læse i bøger, men da jeg siger stop, fordi det er sovetid, bliver han sur og kaster rundt med tæpper, sutter og bamser. Jeg prøver at forklare ham, at jeg nok skal sidde hos ham, men ingenting hjælper. Han er sur. Og træt. Så jeg lader ham være. Går ud af værelset og ignorerer at han følger klynkende efter mig. Jeg skyller den ansigtsmaske jeg har på af ansigtet, rydder op, hænger en omgang vasketøj op på stativet og ordner en masse småting. Alt imens Carl-Emil følger efter mig. Prøver at fange min opmærksomhed. Han ved godt, at jeg er lidt sur. Men jeg er stædig. Til sidst sætter jeg mig i sofaen og han sætter sig op til mig med hovedet hvilende på mit bryst. ‘Jeg vil gerne i seng nu, mor’. Jeg smelter og giver ham et langt kram, inden jeg tager ham i hånden og følger ham ind på sit værelse.

Kl.20.50

Der er ro. I hele huset. Vi er gode venner igen, Carl-Emil og jeg. Har snakket om, hvorfor jeg blev sur, og han faldt i søvn med sin lille hånd i min. Jeg elsker ham så det gør helt ondt.

Kl.21.

Jeg sætter mig ud på terassen, hvor det trods alt er et par grader køligere end indenfor. Jeg er i sådan et underligt, lunefuldt humør. Dagen har været lidt underlig. En dum start, en lidt stressende arbejdsdag, men alligevel har der jo også været noget rigtig fine øjeblikke. Jeg er vist bare træt, men nyder også den ro der er over et sovende hus, så jeg bliver siddende lidt endnu og stener lidt instagram updates.

Kl.21.45.

Simon kommer hjem fra tennis med en is i hånden til mig, som jeg spiser imens jeg skriver dette indlæg. Nu må jeg hellere hoppe under dynen. Eller lagenet er det kun de her nætter. I morgen bliver forhåbentlig en lidt bedre dag. Jeg er glad for det ikke er mig, der har afleveringstjansen og glad for, at børnene bliver hentet lidt tidligere at deres Bedste. Jeg glæder mig til, at ferien er slut, så det hele bare kan blive normalt igen. Både på arbejde og for børnene i vuggestuen.

Sov godt og tak fordi i følger med <3