En lille svaghed

Jeg elsker neglelak. Det er bare en af de små hverdagsglæder at have en fin farve på neglene. Jeg tager som regel nyt på et par gange om ugen, og desværre har jeg ikke et magisk tip til, hvordan man får sin neglelak til at holde længere. Udover selvfølgelig at prøve at file sine negle lidt, så de ikke flosser i kanterne, og så at man bruger en base- og topcoat. Sidstnævnte også for at passe lidt på neglene. Jeg har som regel min lak på i 2-3 dage, hvorefter jeg så prøver at holde 1-2 dages pause. I mellemtiden bruger jeg en gennemsigtig lak, der styrker mine negle.

Mine yndlingsfarver er helt sikkert de orangerøde og så rosa/pudder/beige toner. Jeg har lidt en svaghed for at bestille nye neglelakker, der mere eller mindre minder om hinanden – bare fra forskellige mærker. Jeg bruger lige nu primært lak fra Essie, Maybellines ‘Super stay’ serie samt Rimmels ‘Supergel’. De er nemlig alle rigtig nemme at lægge og så dækker de godt.

Farverne på billedet hedder følgende fra venstre mod højre:

  1. Rimmels ‘Darling Dahlia’ – en super flot rød farve.
  2. Rimmels ‘Cocktail Passion’. Lidt mere koralfarvet.
  3. Essie ‘Ole Caliente’ Denne må være min yndlingsfarve. Jeg tror, at jeg har genbestilt den 4-5 gange.
  4. Essie ‘Peach Daquiri’ – også en jeg har bestilt flere gange. Den er rigtig flot i farven. En lidt koralrød, der især er et hit om sommeren.
  5. Rimmels ‘ Soul Session’ – en meget nude farve.
  6. Essie ‘Lady Like’. Den har et støvet lilla skær, som jeg er vild med til hverdag.
  7. Maybelline ‘ Beige touche’ – en lidt mørkere beige/lilla.
  8. Maybelline ‘Nude Rose’. Min favorit blandt de pudderfarvede nuancer.

Jeg bestiller alle mine neglelakker hos Luxplus. Essie lakkerne koster ret fast omkring 36 kroner, Rimmel og Maybelline cirka 30 kroner. Så det er altså ikke alverden. Nogle af dem er dog udsolgt derinde lige nu, men de får ret jævnligt fyldt op, og ellers så er der helt sikkert lignende farver, der kan friste.

I fredags fik jeg lavet shellac inden weekendens bryllup. Det holder i i hvert fald 2 uger.

Jeg bruger en basecoat fra OPI og af samme mærke bruger jeg også denne gennemsigtige neglelak, som er med til at styrke neglene. Den giver neglene en smule skinnende effekt, og jeg bruger den altid imellem mine farvede lakker. Jeg tror, at jeg næste gang til prøve denne OPI lak, som har samme styrkende egenskab men med en smule lyserød farve i. To fluer med et smæk! Jeg slutter altid af med denne topcoat fra Seche Vite, som jeg har købt på Ebay efter flere anbefalinger. Den er virkelig god og anbefalelsesværdig. Den er nem at lægge, den glatter nærmest den farvede lak ud og så sørger den for at lakken tørrer hurtigt, hvilket er perfekt til en som mig, der ikke har den største tålmodighed med at lade det tørre af sig selv 😉

Busy week

Godaften, kære i.

Ja, ikke fordi at der tilnærmelsesvis kommer daglige indlæg herinde, men alligevel kan jeg vist på forhånd sige, at den næste uge nok bliver den første helt indlægsfrie uge. For den bliver travl – som i virkelig travl. Den her weekend har til gengæld været rigtig dejlig på alle måder, og den har faktisk også føltes ret lang – på den gode måde. Jeg har fået ordnet en masse praktisk. Gjort lidt rent, vasket 6-7 maskiner tøj, handlet ind og vigtigst af alt har jeg brugt alle mine vågner timer sammen med børnene. Uden undtagelse. Vi har bare nydt godt af en rolig weekend herhjemme, fordi den kommende uge som sagt bliver en rigtig travl en af slagsen. Heldigvis ikke for børnene, men de kommer til at få lidt ekstra tid med deres bedsteforældre og de kommer også til at få deres forældre lidt på enmandshånd.

Vi har nemlig leverandør seminar på arbejde, hvilket betyder at alle vores leverandører fra Kina, Indien og Bangladesh kommer til Brande, hvor vi har 4 intensive dage sammen med dem. Der er trendoplæg, prisforhandlinger og kollektionsgennemgang med dem. Det er noget vi afholder 2 gange årligt, og det er en rigtig fed uge, hvor samarbejdet virkelig bliver styrket, men man er også helt færdig bagefter, fordi man skal være på , dagene er lange og fordi størstedelen af samtalerne foregår på engelsk. Men det bliver godt.

Kort ridset op, så kommer vores uge til at se således ud:

Mandag: Simon afleverer og henter børnene. Jeg kører på arbejde 7.15 som sædvanligt, men vil nok først ramme sengen igen ved 22.30 tiden. Vi har en stor velkomstmiddag samt awardshow for leverandørene om aftenen, så det skal jeg selvfølgelig deltage i.

Tirsdag: Min tur til at aflevere, mens min mor har trådt til for at hente børnene, da Simon skal spille en tennisturnering et godt stykke væk og først er hjemme ved 22 tiden. Mit sidste møde er færdig omkring kl.16-16.30, så der suser jeg hjem og henter børnene ved min mor og får brugt nogle tiltrængte timer med dem inden sengetid.

Onsdag: Jeg afleverer, mens Simons mor som sædvanligt henter børnene som hun gør hver onsdag. Jeg skal have nogle leverandører med ud at spise om aftenen i Herning, så det bliver også sent denne dag. Kun med et godnatkys til to sovende børn. Godt jeg lige kan få en snert af deres vågentid om morgenen.

Torsdag: Sidste dag med leverandørene og jeg kører hjem og henter dem som jeg plejer kl.15.30, når vi har sendt leverandørene godt på vej hjem. Det er den første aften på ugen vi har sammen alle 4. Det bliver dejligt. Dog skal jeg også have pakket tasken til weekendens bryllup. Mere om det.

Fredag: Jeg afleverer børnene og smutter på ugens første normale arbejdsdag. Der er helt sikkert en masse det skal samles op, fordi vi ikke har haft så meget kontortid som vi plejer. Der er sommerfest på arbejde fra om eftermiddagen, men jeg kan desværre ikke deltage, fordi jeg skal til Århus efter arbejde. Op og tilbringe den sidste aften og nat sammen med en dejlig veninde, inden hun skal giftes lørdag. Vi skal være sammen 3 veninder, der har kendt hinanden siden gymnasiet, og hun har bestilt hotelværelse, negledame og sushi. Vi skal skåle i en god flaske vin, sludre om gamle dage og pigehygge og så tidligt i seng. Jeg er sidder på, at det er tiltrængt med en god nats søvn efter den travle uge.

Lørdag: Den store dag. Jeg har glædet mig så meget til den her dato, for jeg er sikker på, at det bliver et fantastisk bryllup. De skal holde festen på Varna i Århus og kender jeg min veninde ret, så er der tænkt på alle de små detaljer. Det kommer i nok til at se mere til på Instagram. Men morgenen og formiddagen inden vielsen skal vi bruge sammen på hotellet. Vi har bestilt frisør og så skal vi bare nusse rundt og bruge evigheder på tøj og makeup. Jeg har forresten bestilt en masse lækker ny makeup.m, som jeg glæder mig til at prøve og præsentere for jer. Jeg vil så gerne lave min første vlog. Jeg mangler bare lige lidt tid samt et par tekniske skills. Jeg må se hvad det ender ud med. Nå, men vi skal selvfølgelig hjælpe min veninde i kjolen om lørdagen og fælde de første par tårer over hvor fin hun bliver. Simon afleverer børnene ved sine forældre sidst på formiddagen, før han kører til Århus og mødes med os i kirken. Jeg glæder mig til at holde lidt ekstra i hånd med ham den dag. Bryllupper får os altid til at blive lidt nyforelskede og jeg elsker det. Yndlingsfesterne over dem alle <3

Søndag: Vi skal mødes med brudeparret til morgenmad på deres hjemmeadresse, men ellers triller vi nok ret tidligt hjemad. Jeg har på dette tidspunkt ikke set børnene siden fredag morgen, så savnet vil nok være stort. Så det skal søndagen gå med. Dyner i sofaen, forhåbentlig ikke for meget hovedpine, babykys og kram og snacks ad libitum. Er det okay at håbe på overskyet vejr med en smule regn, så ovenstående er det eneste der trækker?

Ja. Så i kan nok se, at ugen bliver travl. Men god. Vi skal nok få det til at hænge sammen så godt som muligt med hjælp fra hinanden og de kære bedsteforældre. Så allerede nu vil jeg ønske jer en god uge. Håber i får en dejlig en af slagsen, hvad end den byder på.

Spørgerunde #1

Hej kære i læsere,

Jeg har ad to omgange afholdt en lille spørgerunde inde på min instagramprofil, hvor i kunne stille mig spørgsmål om stort og småt. I stedet for at belemre jer med laaange svar derinde (da jeg ikke altid er mester i at fatte mig i korthed), så ville jeg i stedet bruge et blogindlæg til at få svaret ordentlig på de spørgsmål i nu engang måtte have. Man kan jo mene om spørgerunder hvad man vil, men personligt synes jeg det er vildt hyggeligt. Både at modtage og besvare dem, men ligeså meget at følge med hos de andre jeg følger, fordi det giver et fint og personligt indblik i personen bag skærmen.

Så derfor kommer der her spørgsmål og svar på det i nu måtte have lyst til at vide om mig. Jeg har slået enkelte af spørgsmålene sammen, da de har drejet sig om det samme 🙂

Hvilken makeup bruger du? 

Lige nu hvor solen skinner og varmen er på sit højeste, så bruger jeg ikke særlig meget makeup. Under min ferie havde jeg makeupfrie dage måske 2/3 af tiden. I de perioder hvor jeg har udbrud, så bruger jeg selvfølgelig lidt ekstra. Men hvis vi snakker dagligdagsmakeup så bruger jeg følgende:

  • Concealer og pudder fra Miild. Et mærke jeg har brugt nogle år efterhånden. Pudderen har ikke en særlig stor dækkeevne synes jeg, men den ligger sig fint og naturligt på huden og så føles den dejlig let.
  • Solpudder både fra Nilens Jord og fra Miild. Jeg bruger det altid på kindbenene, i panden og lidt på halsen. Nu hvor jeg har fået en del sol, så nøjes jeg nogle gange bare med concealer og solpudder.
  • Highlighter og blush fra Mac. Jeg eeeelsker den highlighter der hedder ‘Soft and Gentle’. Den er simpelthen så flot og jeg har gang i min 3. af slagsen.
  • Mine øjenbryn tegner jeg op med ‘Eye- and brow’ kittet fra Miild og så har jeg netop lige fået en ny fra Mac også. Jeg bruger ofte en i pudderform, og så afslutter jeg med en brow gel for lige at holde dem på plads. Jeg plukker aldrig mine bryn. Det gjorde jeg – som så mange andre – alt for meget i teenageårene, så de vokser ikke rigtig så meget. Flot Mette!
  • Med hensyn til mascara så bruger jeg flere forskellige. Jeg kaster faktisk ikke så mange penge efter mascara, men jeg bruger ofte en fra Rimmel eller Maybelline. Jeg er vild med den fra Rimmel der hedder ‘Scandaleyes’ og også Maybellines ‘Total Temptation’.

Hvor gammel var Carl-Emil da du blev gravid med Lily Sofia?

Han var en 10-11 måneder. Jeg var lige startet på arbejde igen efter barsel. Som i LIGE startet. Jeg opdagede det vist samme uge, som jeg var kommet tilbage. Ikke super smart! Men det hele gik jo alligevel og jeg har heldigvis stadig det samme arbejde 😉

Hvad laver du på dit arbejde?

Jeg arbejder ved Only i Brande. Jeg har taget indkøbsuddannelsen ved Bestseller, og så fik jeg efterfølgende arbejde i samme afdeling, hvor jeg er udlært, eller hvad man skal sige. Jeg har været der i 6 år nu, men det er altså inklusive 9 måneder som husmodel, den toårige uddannelse og så 2 år med barsel 🙂 Kort fortalt så sidder jeg primært med fokus på selve produktionen. Det vil sige, at når kollektionen står færdig og er præsenteret for salg, så tager jeg og min yndlingsmakker som jeg har arbejdet med fra starten over. Herefter er det så vores opgave at sørge for, at det som vores kunder nu køber til deres butikker, webshops osv bliver lige præcis som de gerne vil have. Både hvad angår kvalitet, hvordan tøjet sidder, farver og prints skal revideres og godkendes, priserne skal måske genforhandles, ordrene skal placeres, der skal tjekkes op på, om ordrerne bliver færdige og sendt afsted til tiden osv. Åh, der er rigtig mange arbejdsopgaver, og det elsker jeg. Min dag går primært med leverandørkontakt på telefon, mail og skypemøder. Vi har leverandører i Kina, Indien og Bangladesh, og dem arbejder vi selvfølgelig rigtig tæt sammen med. Derudover så er jeg også med til at opstarte nogle små sidekapsler til vores hovedkollektioner, hvor jeg er med fra opstarten, udvælgelsen og designet af de styles, som vi vil have med på disse små ekstra kollektioner. Jeg arbejder tæt sammen med både vores designere, vores konstruktører (der fitter vores tøj) og selvfølgelig også vores salgsafdeling. Det er et alsidigt arbejde med masser af forskellige arbejdsopgaver. Jeg elsker det! Der er fart på, men det giver mening for mig. Mode og tøj er en stor interesse for mig, så det gør det jo bare ekstra interessant og meningsfyldt at arbejde indenfor den branche.

Hvor meget sov Lily sofia, da hun var 2 år gammel? 

Uha. Hun har jo absolut ikke haft verdens bedste sovehjerte, den lille fis. Da hun var omkring 2 måneder gammel var vi vist i fuld gang med både barnevognsfornægtelse, vuggen dagen lang i armene og powernaps. Eller det var vi. Jeg kan lige pludselig huske det så tydeligt, nu hvor jeg tænker tilbage. Det var virkelig ikke sjovt. Det var drønhårdt. Men man kommer jo igennem det. Det gør man altid. Nu er det hele så meget nemmere. Heldigvis har hun som udgangspunkt sovet rimelig godt om natten altid. Dengang spiste hun nok hver 2-3 gange om natten mellem 23-7 og i løbet af dagtimerne var lurene som vinden blæste. Virkelig meget. Altså hun var vel vågen mellem 1-2 timer, før jeg gik i gang med enten slyngevugge eller gå rundt med hende vuggende i armene. Så sad jeg bomstille enten med hende sovende hos mig eller ved siden af vuggen, for hun vågnede ved lyden af det mindste lille pip. Jeg turde nærmest ikke engang have fjernsynet kørende, fordi jeg havde sådan brug for at der bare var lidt ro. At hun fik lidt ro. Og så sov hun cirka på klokkeslet i 30 minutter. Ind i mellem sov hun en god lur, men det var med mig der vuggede hende videre i søvn i hvad der føltes som konstant. I løbet af en dag sov hun måske mellem 2-4 timer vil jeg skyde på. Alt, alt for lidt i den alder.


Hvordan foregik dit ammestop og hvad gjorde i?

Altså begge gange jeg er stoppet med at amme, har det foregået meget roligt og tilforladeligt. Det har det fordi begge mine børn selv har mistet interessen for det. Lige på det punkt – og næsten det eneste måske – har de alligevel en lille lighed. Faktisk ville jeg med Carl-Emil gerne have fortsat lidt længere end de 7 måneder, hvor jeg stoppede nærmest fra den ene dag til den anden. Han startede bare allerede ved 4 måneders alderen med at være ekstremt nysgerrig, og derfor kunne han ikke finde ro ved amning. Det var faktisk lidt det samme der skete med Lily Sofia. Amningen med hende stoppede omkring de 8 måneder ad flere årsager. Hun spiste for det første rigtig hurtigt almindelig mad. Rugbrødsmadder allerede fra 6 måneders alderen, og så var hun en uro uden lige når hun fik mad. De første måneder slugte hun meget luft under amningerne, men jeg valgte alligevel at fortsætte, indtil hendes mave på et tidspunkt godt kunne klare det og at den ekstra luft hun slugte, fordi hun slap brystet mange gange og spiste ret hektisk, ikke længere gav hende mavekneb. Da hun rundede 7-8 måneder prøvede jeg med en sutteflaske. Jeg var helt ærligt træt af at ligge med et ret stort barn ved brystet, som var urolig. Hun søgte aldrig rigtig mit bryst. Det var mig, der skulle tilbyde det, fordi hun trods alt skulle have en vis mængde mælk, og hun havde ikke det store suttebehov, som tiden gik. Hun tog ikke sutteflasken de første par gange eller tre, men lige pludselig sad jeg med hende i armene i gyngestolen på hendes værelse og var ved at putte hende. Og så tog hun den. Drak 180 ml ud i en køre uden at slippe den en eneste gang. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tænke om det. For jeg var nok ikke klar til at stoppe med at amme, men samtidig så var jeg jo også træt af, at det ikke var noget der gav hende tryghed og ro. Det gjorde til gengæld mine arme og mine vuggende bevægelser. Mad kunne hun sagtens finde tilfredsstillelse ved at få andre veje fra end fra mig. Så sådan blev det. Jeg tilbød hende brystet et par dage efterfølgende, men til sidst stoppede jeg og gav hende flasken, som hun egentlig blev ret god til at tage. Jeg stoppede med den mere eller mindre fra den ene dag til den anden, da vi begge fyldte 1 år. Ingen af dem reagerede på det. De var virkelig ret ligeglade og havde ikke nogen særlig tilknytning til hverken amning eller flaske. Det var jo i den sidste ende ret godt, for så skulle vi ikke tage kampen med at vænne dem af med noget, de var glade for. De brugte begge sut og gør det også stadig. Dem er de begge glade for, men det varer ikke vildt længe, for Carl-Emil skal vinke farvel til dem. Det tror jeg straks bliver mere værre.

Hvor stor er jeres grund?

Vi har en stor grund. En 50.000 kvadratmeter stor grund. Men det er fordi, at vi ejer markerne der ligger omkring vores hus, og dem har vi lejet ud til en landmand, som bruger dem til at så korn, græs osv. Så dem passer han. Selve vores hus er 175 km2 med en 60 km2 garage derudover. På selve grunden har vi også det gamle hus, som vi boede i under byggeriet, som nu bliver brugt til opbevaring af traktor, havetraktor osv. Ja, vi bor jo på landet, så de ting er nødvendige, hvis i spørger min mand 😉 Derudover ligger Simons værksted også på grunden. Det er en stor bygning, hvor han kun bruger halvdelen til værksted og den anden halvdel er lejet ud til et delikatessefirma. Og haven vi har, ja den er måske nok noget af det jeg elsker mest. Vi har ingen deciderede naboer og man kan faktisk ikke kigge op til grunden ude fra vejen. Så vi bor virkelig dejlig privat, men byskiltet ligger lige på den anden side af vejen – og det samme gør skolen faktisk – så på den måde føler jeg som sådan ikke at vi bor langt ude på landet. Det er helt perfekt som det er 🙂


Hvad er det bedste du har gjort for en anden? 

Wauw, sikke et spørgsmål. Altså et rigtigt godt et, som der helt sikkert har sat nogle tanker i gang hos mig. Det er egentlig lidt privat. Fordi noget af det bedste jeg måske har gjort for hinanden ikke er noget jeg vil dele, fordi det er noget der vedrører min nærmeste familie, og som er et ret sårbart emne. Jeg tror måske, at noget af det der har haft mest betydning for en anden person er, at jeg spurgte min mor om hun ville med til begge mine fødsler. Den anden gik jo hurtigt, men med fødslen og egentlig selve forløbet med Carl-Emil var hun en kæmpe stor del af. Faktisk mere end Simon var. Han var med til en enkelt gang fødselsforberedelse og scanningerne selvfølgelig, men det var min mor der var med til den tidligste scanning i uge 9, som jeg bare lige bestilte for at forstå, at jeg rent faktisk var gravid. Det var min mor der delte den oplevelse med mig. Det var også min mor, der tog med min en af gangene til jordemoder. Ellers var jeg selv afsted. Jeg var ikke ked af det, sådan skal det ikke forståes. Men det betød ikke så meget for Simon. Ikke at barnet ikke gjorde det, men ja. Det er måske lidt svært at forklare eller måske endda at forstå, fordi jeg heller ikke selv helt forstod eller forstår, hvordan han ikke kunne have mere interesse i det, så han tog fri fra arbejde for at tage med. Men havde jeg sagt til ham, at det betød meget for mig, at han var med, så havde han smidt hvad han havde i hænderne. Det ved jeg. Men ja, det var altså sådan det var. Min mor var der. Og jeg kom rigtig tæt på min mor under min første graviditet, fordi jeg på en eller anden måde havde mere brug for hende. Hendes erfaringer og gode råd. Det fik en helt anden betydning, hvilket nok er en meget naturlig reaktion. Men derfor skulle min mor også med til fødslen. Selvfølgelig efter at jeg først havde spurgt Simon om, hvad han syntes om det. Men han syntes bare, at det var helt i orden. Så det kom hun. Og den morgen hvor jeg skulle sættes igang, ja der var hun også med mig. Også da vi kørte ind på sygehuset for at få anden pille, hvor mine veer var på vej. Mutti var med. Og ja, så var hun bare en helt fantastisk støtte. Hun stod ved min side – sammen med Simon naturligvis, som også var en helt perfekt støtte under fødslen – men den oplevelse sidder virkelig dybt i min mor, og hun nævner det rigtig ofte. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være at se sine børn få et barn. Det må være det vildeste øjeblik. Og det var et virkelig stort og rørende øjeblik. Min mor trådte straks i baggrunden, da Carl-Emil blev født, og hun tog hjem en halv times tid efter, så det bare var Simon og jeg med vores lille ny. Men jeg er ikke i tvivl om, at det måske nok er den største gave, at jeg har kunne give hende – eller nogen. At være så stor en del af noget så fantastisk som at se børn komme til verden.

Nu vil jeg stoppe for i aften. Jeg har fået mange gode spørgsmål, men faktisk så drejer mange sig omkring det samme. Selvfølgelig en del omkring emner med børnene, men endnu mere omkring min krop før og efter graviditet, træning, kost og hvordan min krop har forandret sig. Så det bliver et indlæg for sig. Et lidt mere personligt et af slagsen. Jeg skal nok få det skrevet til jer. Indtil da, tak for jeres spørgsmål <3

På det seneste #2

Den helt klassiske titel på et indlæg, når det er fordi man har været en snøvl og ikke fået skrevet herinde i en uge eller to.. Tiden er bare gået. Og tiden har samtidig været sparsom. Tempoet har til gengæld været virkelig højt, og hverdagsopgaver, arbejde og små bump og glæder har fyldt min tid ud det sidste stykke tid.

Her i sommerferieperioden har det været virkelig travlt på arbejde. Jeg prøver som udgangspunkt kun at være på kontoret i de timer, som det nu engang kræves af mig. Så jeg kører som regel hjem når klokken slår tre eller fire for enten at hente børnene eller i det mindste for at nå hjem og bruge de sidste 2-3 timer sammen med dem, inden de skal i seng. Og så er computeren blevet åbnet igen, når de er blevet lagt. Det kan være svært at være helt til stedet mentalt, når der ligger og venter bunker af uløste opgaver, men det er nu gået okay. Nu er vi ovre de værste ferieuger, og er så småt ved at være fuldtallige på arbejde igen. Ærligt, så er jeg jo virkelig for mit arbejde og mine arbejdsopgaver. Det giver mening og det giver mig egentlig også energi på en eller anden måde. Jeg har fået mange spørgsmål omkring hvad jeg laver, og kort fortalt så sidder jeg i indkøbsafdelingen ved Only i Brande. Jeg har været der 6 år nu, men det er inklusive en periode som husmodel, indkøbsuddannelsen på 2 år og så 2 barsler. Nu venter der mig nok bare en masse år på arbejdsmarkedet, men som tingene ser ud lige nu, har mine bekymringer om vores hverdag med to travle jobs været ubegrundede, fordi det alligevel fungerer og fordi vi begge er glade for det vi laver.

Nå. Men hvad er der ellers sket? Carl-Emil er blevet 100% blefri. Han har ikke brugt ble de sidste 3 måneders tid vil jeg tro, men han har stadig haft en på til natten. Forrige fredag besluttede vi os for bare at prøve at lade ham sove uden. Egentlig har det været mere forvirrende for ham, når han pludselig har haft ble på midt i hele processen med at blive blefri, for så er det jo lige med hvornår han skal huske at gå på toilettet og hvornår han kan tisse i sin ble. Men han har haft – hold nu fast – 0 uheld siden! Det er ret imponerende og det er på trods af at han nogle nætter har sovet 12 timer. Han vågner af sig selv når han skal tisse, og så står han bare op og går ud på toilettet. Han er sej! Vi har egentlig aldrig gjort det store for at få ham blefri, for interessen for at sidde på toilettet kom af sig selv og nok ret tidligt i forhold til hvad vi regnede med. I starten lod vi ham bare sidde der uden at der skete hverken det ene eller det anden, men efter noget tid begyndte vi at reagere på, at han fortalte os, at han skulle lave stort. Så skyndte vi os at tage bleen af ham og sætte ham på toilettet. Så det lærte han før han lærte også at tisse på toilettet. Og så har vi altid ladet ham rende rundt med bar numse og uden ble herhjemme. Det har nok også gjort, at han er blevet mere bevidst omkring, at det ikke er så sjovt at stå i en pøl med tis på stuegulvet, og at det er grunden til, at det skal ske på toilettet. Så nu er vi altså nede på et blebarn.

Lily Sofia har rundet sine 14 måneder og hun siger nu virkelig mange små ord. Nogle er det selvfølgelig kun mig der forstå, men hun kan ret tydeligt sige hej, tak, traktor, ærter, tis, vov og ja selvfølgelig, mor. Det er det mest bruge lige nu, og jeg elsker det. Det er så sødt, når hun render rundt og kalder på mig eller leder efter mig! Hun har i løbet af kort tid fået alle 4 tænder i overmunden, sover stadig som vinden blæser om dagen – dog stadig 2 lure både hjemme og i vuggestuen. Men ofte er det kun 2 gange 45 minutter. Til gengæld sover hun 10-11 timer i streg om natten og er ret nem at putte. Det er ret luksus.

Men de slåsser de to! Eller det vil sige, at Carl-Emil lige nu er inde i en periode hvor han er ret træt af sin lillesøster, der virkelig følger efter ham overalt han går, og hun vil have fat i alt det samme legetøj som ham. Jeg forstår godt, at det er lige frustrerende for ham, og det kommer ret tydeligt til udtryk både fysisk overfor Lily Sofia og nogle seriøse vredesudbrud overfor både Simon og mig. Jeg bliver en smule ramt af det, fordi jeg ikke helt ved hvordan jeg skal takle det. Hun er jo nødt til at være her, og han er nødt til at lære at opføre sig ordentlig overfor hende. Samtidig er det også nødvendigt at han får lov til bare at være sig selv og til at få lidt alenetid sammen med os forældre. Så på de helt kritiske dage, så har vi delt dem lidt op. Taget den ene med ud og handle og den anden med i haven. I den dur. Bare lige en halv times opdeling, og så er de begge i godt humør. Men det er sgu hårdt nogle dage, og vi kan godt blive kørt lidt i sænk af livet som småbørnsforældre nogle dage. Især når de ofte sover helt på kryds og der ikke er et øjebliks ro fra kl.6-21. Men sådan er det. Vi klapper hinanden på skulderen og giver hinanden et kram, og så går vi tidligt i seng. Vi klarer den.

Derudover er der nu kun en uge til, at jeg har et styks børnehavebarn. Det har jeg det meget blandet med. Sådan er det nok altid, når man står overfor en skillevej med sine børn, og de skal i gang med noget nyt, hvadenten det er børnehave, skole eller gymnasie. Det fortsætter i mange år endnu. Men jeg synes jo stadig, at han er en lille gut. Og nu skal han pludselig ud og lege med de store, hvor der jo slet ikke er den samme trygge ramme som i vuggestuen og der er ikke så mange pædagoger. Der er mere vild leg, og der er måske endda nogle der bliver udelukket fra leg eller holdt udenfor. Sidstnævnte giver mig en knude i maven. Det er det værste jeg ved. At se andre børn bare sidde selv i et hjørne og lege. Det er jo ikke altid fordi de ikke har nogle at lege med, men jeg kan alligevel bedst lide at Carl-Emil leger med nogle, når jeg henter ham. Han har jo sin absolut bedste kammerat, som han skal følges med. Der er kun en måneds tid i mellem dem, så de har fulgt hinanden helt fra start. Nu skal de heldigvis også på samme stue efter ønske fra både os og hans forældre. De kan slås som kamphaner, men de kan heller ikke undvære hinanden. De skal starte op samme dag endda, så det har jeg det godt med. På tirsdag har jeg en fridag, og den skal bruges sammen med ham. Jeg sender Lily Sofia en tur i vuggestue, og så skal vi have en mor og søn dag helt på hans præmisser med en tur i Legoland, karuseller, is og fælles middagslur. Jeg glæder mig, og jeg tror virkelig at det er tiltrængt. Så må det være Lily Sofias tur næste gang til en fridag med mor.

Nå, det her kan vist ende i en værre lang roman. Det er egentlig første aften, at jeg synes, at jeg har haft overskud til det her skriveri. Jeg har det virkelig også dejligt med, at der ikke er nogle der forventer eller kræver af mig, hvornår jeg poster en indlæg herinde. Det er bare hyggeligt at i vil klikke herind, selvom indlæggene kommer ret sporadiske. På lørdag skal Simon og jeg til Skanderborg Festival med nogle søde venner. Jeg glæder mig virkelig meget til at vi skal ud og have lidt luft under vingerne, drikke os småfulde og opleve den der spirende forelskelse, som jeg især får, når jeg får lidt indenbords. Ham har jeg ikke fortrudt et sekund, at jeg blev gift med. Det er fantastisk!

Kan i have en rigtig dejlig aften. Tak fordi i klikker herind forbi!