En lille svaghed

Velkommen september

Så er vi trådt ind i årets første efterårsmåned. Selvfølgelig kan det mærkes, at det allerede er faldet en del i temperaturerne og at regndråber ikke længere er en sjældenhed efter vores lange, varme sommer. Jeg synes dog stadig, at det er behagelige temperaturer, og helt ærligt, så gør det mig ikke alverden er vi nu skal bruge lidt mere tid på indendørs hygge. Der er fordele og ulemper ved det hele.

Jeg er trådt ind i en måned som er lidt mere rolig end de tidligere måneder. Der har været lidt drøn både på arbejdsfronten og på privatlivet. Det er vist en naturlig del af sommeren, at der generelt er lidt flere arrangementer end ellers. Vi har været til to fantastiske bryllupper og dertilhørende polterabender, en dag på Skanderborg festival, grøn koncert og fejret nogle fødselsdage. Lige nu har vi ikke nogle store planer på programmet, som ikke involverer børnene, og det er faktisk meget rart. Jeg får altid lidt dårlig samvittighed, når vi har brug for børnepasning i flere weekender. Både fordi det er en mundfuld for bedsteforældrene med den alder de begge har nu, men også fordi min tid med dem i hverdagen er ret knap, så derfor vil jeg også gerne nyde de to dage i ugen, hvor jeg kan nyde lange morgener med dem og tage dagene lidt som de kommer uden for mange fastlagte aktiviteter.

Egentlig skulle september have indeholdt en tur til Bangladesh med arbejdet, men den er blevet udskudt til senere på året. Både godt og skidt, fordi jeg selvfølgelig gerne vil ned og besøge vores leverandører på deres hjemmebane, men også ok fordi jeg så ikke skal undvære de små i flere dage og koordinere afhentning og pasning. Så september bliver ret standard med vores faste afleverings- og henteaftaler mellem Simon og jeg.

Men. September kommer til at stå på følgende. Både i forhold til arrangementer og i forhold til et par andre små punkter på min egen to-do liste.

– Den kommende weekend står på familiekomsammen med min familie. En årlig begivenhed som vi har holdt fast i siden min bedstefar gik bort for 1,5 år siden. Det er faktisk den eneste gang om året, hvor vi er samlet alle kusiner, onkler osv. Vi mødes og spiser en god frokost og får kaffe sammen. Alle har fået børn nu, så der er 3 generationer med og vi er efterhånden en god flok samlet.

– Vi har teamdag på arbejde. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men den står helt sikkert på noget teambuilding og en god middag. Jeg har nogle rigtig gode kollegaer og der har været lidt udskiftning i et par stykker for nylig, så det bliver en god måde at blive rystet lidt sammen på.

– Ja, så skal vi altså også holde fætter/kusine fest i Simons familie. En familie-rig september, kan man vel sige. Heldigvis bliver det ved min svoger og svigerinde, så det er lige i nærheden. Det bliver bare med grill, leg i haven og hygge.

– Jeg har en bytur planlagt med en god flok piger her fra byen. Vi kender alle hinanden, men det er ikke så mange af dem, som jeg ser privat udover til en lille snak, når vi mødes i Brugsen 🙂 Men det er et  godt intitiativ og jeg tror at det bliver rigtig hyggeligt. Og så er det tilmed arrangeret til at være på en fredag, fordi vi allesammen godt ved hvor dejligt det er at have to dage til at komme sig i, inden en ny uge truer!

– Sidste weekend i måneden har vi bestilt billetter til Onkel Reje show. Ja, uha! Vi har faktisk undladt at bestille til Lily Sofia også, fordi det ligger lige oven i hendes lur, og derudover så ville det være første gang at Carl Emil skal noget selv – både med sin mor og far. Det skal man virkelig også huske. Jeg er sikker på at han vil elske det!

– Jeg vil så gerne blive bedre til at forberede et par ugentlige indlæg. Det er tiden der er knap. Ingen tvivl om det. Så det bliver ofte bare lige en lille sludder om løst og fast, som i finder herinde, eller et lille tip om hvad jeg nu har forelsket mig i eller kastet penge efter. Det er jo også ok, men jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere variation og dybde i indlæggene herinde.

– Jeg skal have planlagt efterårsferie. Tjekket mulighederne på arbejde for at holde nogle dage fri med børnene i uge 42. Det tyder desværre ikke på, at Simon kan holde fri med os, men så må vi tre klare skærene. Jeg ville virkelig gerne holde 2-3 dage med dem.

Det var lidt september planer herfra. Jeg håber, at det bliver en dejlig en af slagsen!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille svaghed