Advents- og julegaver til den lille

Inden vi rammer december måned om få dage, ville jeg også lige dele bettefisens ønskeliste med jer, hvis i måske stadig ikke helt ved, hvad i skal ønske jer til jeres små piger. Jeg har simpelthen formået at få lavet pakkekalender til børnene i 23 dage. Den 24. dag bliver de vist begavet nok, så den hopper vi over. Men eftersom planen egentlig kun var gaver i weekenden hardet så åbenbart taget lidt overhånd med mine små indkøb, der spænder fra alt ligefra små pixibøger fra genbrugen, Maileg, en pakke rosiner og til badetøj til ferien. Men jeg glæder mig så meget til at putte en lille gave i deres små Raskus Klump julestrømper hver dag, der netop er hængt op. At dele juleglæden med mine små bliver større og større for hvert år. Og nej, julen er ikke bare gaver, men for mig er det hyggeligt, at de får en lille pakke. At se deres små øjne stråle over at der måske bare ligger en frugtstang pakket ind i mulitfarvet julegavepapir til noget nyt legetøj – det glæder jeg mig til!

Men tilbage til ønskelisten til Lily Sofia. Både med noget fra hendes egen liste, men også noget som hun ejer i forvejen, som jeg kun kan anbefale at skrive på listen, hvis man endnu ikke ved, hvad man skal ønske sig til de små.

Vi giver hende selv Maileg til jul. Fordi hun elsker de små mus, og fordi det faktisk er det eneste, der kan få hende til at lege længe helt opslugt af sin leg. Det elsker jeg. Jeg har købt prinsessesengen til hende, et par små mus, en lille vugge og så får hun også den lille barnevogn, som jeg er sikker på falder i god jord. Hun har et stort dukkehus fra Alice and Fox stående på værelset, som ligeså stille skal fyldes op med små møbler. Det bliver også en del af pakkekalendergaverne. Små stole, et lille bord osv. Det er et stort dukkehus, så det kræver lidt plads, men jeg er sikker på at det bringer lykke hos de fleste små piger. I kan finde det her. 

Apropos barnevogn så skal min lille dukkemor selvfølgelig også have en rigtig barnevogn til sin voksende dukkesamling. Der er ingen tvivl om, at den bliver et kæmpe hit. Måske ikke for husets lister og døre, men for timers leg. Mine forældre har købt en Brio barnevogn til hende med dyne og pude, så hun rigtig kan nusse og pusse om dukkerne. Ligeså vild og fuld af krudt hun er, ligeså sød er hun ved sine dukker. I pakkekalendergave får hun også lidt dukketilbehør. Bl.a. en potte til dukken og en lille dukkelift, som jeg også fandt billigt i genbrugen. Det er en god ide til adventsgaverne og koster ikke alverden. I kan finde sættet her. 

Derudover har jeg skrevet sådan et ‘låsebræt’ på ønskelisten, som jeg håber hun får. For hun elsker at nulre, og hun elsker at kigge i de her bøger med små flapper i, så jeg kunne virkelig forestille mig, at denne ville være et hit og samtidig godt for finmotorikken. I kan finde dem her. 

Hvis ikke i har erhvervet jer vinterstøvler endnu, så ville det også være et oplagt ønske eller gaveide, da det er en lidt dyrere investering. Jeg har selv købt Angulus Tex modellen til hende, som allerede er taget i brug, og de sidder rigtig godt på hendes fod.

I adventsgaver er der også købt et par bøger. Både pixibøger, men også pegebøger og bøger om dyr, som optager hende ret meget. Hun er virkelig vild med at læse i bøger, og det er jo en ret sund interesse at have og udvikler virkelig hendes sprog. Også fordi det lige giver hende et lille afbræk i den fysiske leg. Oftest leger børnene faktisk med Bobles sammen, hvilket også er et stort julegavehit til alle aldre. Måske ikke lige når de pakker det op, fordi hvad skal man egentlig bruge en stor skumfigur til, men det bringer så meget glæde og bidrager virkelig til meget kreativ leg og balancetræning herhjemme hos begge mine. Stuen er konstant indrettet som en forhindringsbane. Vi har kun et enkelt rullebræt, og det kan godt resultere i lidt slåskampe ind i mellem, så for at opretholde roen, så ville det være en god ide at få et til dem hver, som de kan køre ræs i rundt i køkkenet.

Sidst men ikke mindst er det en rigtig god ide at tænke lidt over børneværelset. Om man mangler noget til enten indretningen eller til opbevaring. Jeg er jo virkelig glad for disse populære kasser fra Aykasa, som kan bruges både til puslebordet og til legetøj, bøger og bamser. De små koster 39,- og fåes i mange fine farver. Også en god ide til en adventsgave! I kan finde dem her. 

 

Mine Black Friday køb

Ja, jeg kan ikke sige mig fri for ikke at shoppe på Black Friday. Det her ser måske også en anelse voldsomt ud, men jeg gjorde mig faktisk nogle ret gode køb, og så faldt jeg ikke i fælden med at bestille en masse ting, som måske er spændende lige nu, men ikke om 2 måneder, og heller ikke i forhold til at der selvfølgelig var masser af ting på tilbud til få penge. Derimod fokuserede jeg på at få nogle gode basisstyles ind i min gaderobe, da det som udgangspunkt er det der udgør størstedelen for mig. Jeg går klart mere op i kvalitet nu, end jeg gjorde for nogle år siden af den simple årsag, at jeg simpelthen beholder det længere og bliver mere glad for det, fordi det kan styles på så mange måder. Til det behøver prisen ikke nødvendigvis at hænge sammen med, at man bliver mere eller mindre glad for det, men kvalitet og pris hænger oftest lidt sammen.

Men jeg har altså gjort mig nogle ret gode køb. Det håber jeg i hvert fald, da alt ikke er kommet endnu, så jeg venter stadig i spænding. Ellers ryger det selvfølgelig retur.

Som i nok har set på min story, så bestilte jeg 3 masker fra Glam Glow, som jeg længe gerne har ville prøve. Jeg bestilte dem, da Matas kørte 25% og så bestilte jeg dem i mini udgaven, så jeg ikke kaster for mange penge efter produkter, som jeg endnu ikke ved hvordan min hud reagerer på. Jeg havde en del point på Club Matas, som jeg kunne få brugt i samme ombæring.

En anden ting indenfor beauty-genren var fugtmasken fra Ecooking. Jeg blev tippet af en virkelig sød følger sent fredag aften, der vidste at jeg var glad for deres produkter, og hun havde fundet et sted med 40%, så det var altså virkelig en god besparelse! Fugtmasken har jeg kun prøvet gennem et par testere, men den er altså virkelig god. Og eftersom jeg ikke har en egentlig fugtmaske og min hud generelt er rigtig glad for fugt, så blev det til aftenens sidste Black Friday bestilling sammen med en del solcreme til ferie og produkter til børnene, fordi det var på en apoteker-hjemmeside, som kørte tilbuddet. Fortryder måske lidt, at jeg ikke tankede op på et par af mine andre favoritter af samme mærke 😉

Og så til tøjet. Nummer 1 på min liste er den absolut fantastiske blondetop fra Ganni, som jeg har sukket dybt over og drømt over, siden jeg så den for første gang for nogle måneder siden, da den kom i butikkerne. Men helt ærligt, så kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at bruge så mange penge, som den trods alt koster. Men jeg fandt den med ret god rabat, så jeg slog til. Også fordi det er en top, som jeg ved kommer til at hænge i min gaderobe i rigtig lang tid, og nok kan redde de værste tøjkriser både til hverdag og fest, fordi den bare er så smuk i sig selv!

Jeg bestilte også den orange kjole fra Second Female, som Charlotte Caroline har været med til at designe. Også en som har stået på min ønske liste, men som aldrig er klikket hjem. Det blev den nu, da jeg fandt den med 40% rabat, og derudover købte jeg en Gestuz kasket til ferien, en Moss copenhagen hue og en hvid basis t-shirt fra mærket Blanche Blanche, og den er virkelig i en lækker kvalitet!

Alle de andre sager på collagen er så fra American Vintage. Et mærke som jeg bliver mere og mere vild med, fordi deres kvaliteter er så lækre, priserne er overkommelige og så laver de simpelthen bare så lækre basisstyles, som kan kombineres på kryds og tværs. Jeg var faktisk flere gange ved at klikke ting hjem fra forskellige webshops med 20% på de nye varer, men jeg endte sidst på dagen med at slå et smut fordi deres egen webshop. Der kørte de simpelthen op til 60% udsalg på ældre kollektioner, men ikke desto mindre nogle virkelig pæne sager. Så ja, der røg jeg lidt i fælden, men hvis det er ligeså pænt i virkeligheden, som jeg håber det er, så er det altså et scoop! Jeg forsøgte mig med at bestille et par bordeauxfarvede vidde bukser, som jeg tænker kunne være rigtig pæne til blondeblusen eller en hvid strik og sneakers. Så bestilte jeg også to andre par bukser til meget billige priser, fordi jeg gerne vil have alternativer til jeans i forskellige farver. Jeg håber, at pasformen på disse er ligeså pæne på mig, som de er på modellen, for så er de den perfekte sneakers-buks, hvis i forstår hvad jeg mener 😉 Men med en hvid top eller skjorte, en pæn jakke og støvler kan de dresses op, og så er de samtidig virkelig fine med en stor strik og sneakers. Jeg glæder mig til at modtage pakken. Der røg også lige et par strik, et jumpsuit og en hvid basisbluse i kurven. Jeg er ikke så bekendt med størrelserne på underdele på American Vintage, men jeg krydser fingre for at have valgt rigtigt.

Jeg har desværre ikke linket til produkterne, da flere af tingene er udsolgt, og fordi tilbuddene jo ikke gælder længere, men derfor ville jeg alligevel lige dele det med jer. Kan i have en dejlig aften!

 

 

Ebay tip – Cashmere, lidt om overpriser og at betale for et mærke

Godaften kære i,

Igår aftes da hele huset sov, fik jeg et tip om lækre Cashmere tørklæder gennem en kendt person på Instagram. Min finger swipede hurtigt op for at komme til hjemmesiden, for jeg knuselsker cashmeresager og nu hvor det for alvor er blevet koldt, er et stort tørklæde også en daglig accessorie. Da jeg kom til hjemmesiden scrollede jeg lidt rundt og fandt flere gode tilbud på både Cashmere bluser, tørklæder og smykker. Men udvalget af ukendte mærker strejfede mig et øjeblik som lidt besynderlig.

Jeg har handlet en del på eBay. Vil ikke kalde mig en eBay-haj, men jeg kan sagtens finde nogle gode ting derinde til meget billigere penge. Og lad os være ærlige – rigtig mange ting kommer jo fra Kina alligevel. Så at købe direkte hos en forhandler der er geografisk tæt på produkterne og kan købe store mængder hjem til billige penge,  giver en rigtig stor besparelse for os. Så ja, eBay kan være en jungle men også en guldgrube.

Nå, men denne førnævnte hjemmesides produkter gav mig i hvert fald en ide om, at de meget vel kunne være forhandlere af produkter, der bare var bestilt hjem fra eBay. Og det af flere årsager:

1. Der var ingen mærker på produkterne. Hverken på tasker, smykker eller tøj.

2. Det lignede lidt eBay-smykker, hvis det giver mening. De var rigtig fine, men lignede noget, som jeg har set før.

3. De solgte også de populære hårspænder i forskellige afskygninger – men til rimelig høje priser taget i betragtning af, at det ikke var et velkendt mærke. Og hvis der er noget, som der i hvert fald er massevis af på eBay, så er det sådan noget lir til håret.

Jeg nævner ikke nogle navne. Det er unødvendigt, for jeg har ikke bevis på min påstand eller måske nærmere fornemmelse. Men ikke desto mindre puttede jeg nogle ting i kurven – heriblandt disse Acne lignende Cashmere tørklæder, som var på tilbud. Men før jeg trykkede ‘køb’, så smuttede jeg alligevel lige forbi eBay og tjekkede udvalget af Cashmere ud. Det burde jeg måske alligevel have gjort lidt før, for det var virkelig meget billigere end forventet. Kvaliteten kan jeg endnu ikke berette om, fordi jeg har selvfølgelig ikke modtaget dem endnu, men jeg er ikke i tvivl om at det helt sikkert indeholder Cashmere og er rigtig blødt om ikke andet 😉 Der tager jeg i hvert fald gerne chancen. I samme ombæring tog jeg også chancen og bestilte to rullekrave bluser i Cashmere mix til 84 kroner. Det er fra 80,- og opefter, at man betaler told – eller rettere sagt at der er risiko for det, hvis ikke jeg husker forkert, og det er ikke ofte, at jeg bestiller ting hjem over beløbsgrænsen. Jeg har faktisk aldrig oplevet at den blev fanget i tolden, men det kan ske. Men bluserne kan i finde her.  

Jeg bestilte to styk fra to forskellige forhandlere, for så er chancen for at de begge bliver taget i tolden nok lidt mindre. Jeg bestilte en hvid og en i lysebrun/camel. Farverne er altid lidt usikre, men jeg krydser fingre. Den ene var med rullekrave og den anden var denne med lidt høj hals. Den kostede 81 kr, men skulle den ender told, så er beløbet at betale told på ikke så højt.

I forhold til tørklæderne så købte jeg et i mørkegrå og et i navy. Igen fra to forskellige forhandlere, men produktet er vist det samme. Og ja det er en Acne kopi, men igen er jeg heller ikke i tvivl om, at man betaler en rigtig stor procentdel for mærket, når man køber et tørklæde til 1000 kroner. Der er jeg nok lidt farvet af at arbejde indenfor branchen, hvor vi ikke laver tøj i den dyre ende, men derfor ved jeg godt nogenlunde hvad råmetervaren koster. Men tippet vil jeg i hvert fald dele med jer. Og jeg skal nok vise jer indholdet på min story, når den kommer om 3-4 ugers tid vil jeg tro. I kan finde link til tørklæderne her i en masse forskellige farver og de koster 65 kroner inkl fragt i en Cashmere/uld blanding. 

Kan i have en dejlig aften <3

Min weekend i billeder

Ligget pt på sofaen under dynen. Fik pludseligt ret ondt i maven i formiddags, men heldigvis er det som om, at det nu er på vej væk. Måske efter den Macdonalds menu med burgere, pommes og milkshake som jeg lige har indtaget.

Simon er hjemme igen. Har jo været alene med børnene det meste af weekenden, og det er egentlig gået godt nok. Det er lidt hårdt, bevares. Især fordi de har været rigtig dårlige til at underholde sig selv, så jeg har været på picnic 100 gange i et mørkt walkin, serveret snacks en masse og leget futtog kl.8 i morges stadig iført morgenkåbe og striksokker. Men det har været fint. Dejligt med god tid til hjemmenusseri, pandekagebagning og årets første pebernødder.  Og de lange morgener. Det jeg holder allermest af ved weekenden.

Vi har været nogle lummerrøve og brugt 95% af tiden indendørs. Det har været gråt og koldt og selvom vi har været et kort smut udenfor begge dage, så er børnene hurtigt blevet lidt kolde, mig inklusive og vi er trukket indenfor oven i den lune stue. Det samme er vist planen for resten af søndagen, inden en ny uge kalder.

(mere…)

Om sociale medier – bagsiden af medaljen, loyalitet og om at være sig selv

WKære læsere,

Så er det weekendtid. Igen. Tiden flyver simpelthen så stærkt afsted, at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg overhovedet når at følge med i alle de små projekter, som jeg har planer om, mens jeg selvfølgelig samtidigt prøver at være en nogenlunde god mor, kone, veninde og kollega. Men det går jo. Og det går egentlig overordnet set også fint. Jeg synes bare, at tiden er en underlig størrelse. Lily Sofia er allerede 1,5 år om få dage og snart er det jul igen. Mærkedage som lige gør, at man stopper for en kort stund og tænker tilbage på sidste år, sidste måned eller uge og ikke rigtig ved, hvordan pokker tiden er gået så stærkt.

Men det er egentlig ikke det, som det her indlæg skal handle om. Det skal nemlig handle lidt omkring sociale medier. Instagram primært. Det medie som helt klart er mit foretrukne – også i forhold til bloggen. Fordi det nok er mere let tilgængeligt, og fordi det er så fyldt med en masse anerkendelse, muligheder og inspiration. Jeg elsker det – i hvert fald størstedelen af tiden. Der kan også være perioder eller oplevelser på instagram, hvor jeg lige studser over hele dette medie en ekstra gang. Fordi det er jo et sted, hvor rigtig mange er ærlige og rigtig mange deler ud af sig selv. Inklusive mig selv. Det er samtidig også et medie, hvor man kan sætte en facade op, man kan kopiere andre som måske er mere interessante end hvad man selv synes, at man er. Og værst af alt – at nogle bruger det lidt som et gemmested, hvor de så desværre føler, at de kan tillade sig at være lidt for direkte, for provokerende og simpelthen glemme, at der i den anden ende sidder et menneske, som bliver ramt af de ord, som der bliver skrevet i et splitsekund. Sidstnævnte er uden tvivl det værste jeg ved – bagsiden af Instagram.

Heldigvis er jeg ikke selv et offer for det. Jeg ser jer der følger med på min instagram, som en fantastisk loyal, hjælpsom og kærlig skare. Som altid er der med gode råd og tips, en kærlig og varm kommentar eller bare viser interesse for mit liv og min hverdag. Og det er simpelthen det, der driver mig. Giver mig lyst til at vise mere, dele mere med jer. Så TAK for det!

Jeg har jo ikke en i kategorien stor instagram profil. Men jeg har derimod en rigtig loyal en af slagsen. Af folk der følger med at lyst og fordi de forhåbentlig kan relatere til mig, mit liv, måske blive inspireret eller hvad ved jeg. Nok den samme årsag til hvorfor jeg følger en flok på instagram. Jeg har et par små samarbejder kørende hist og her, får lidt fine sager tilsendt i ny og næ, hvilket bare er en ekstra gode ved dette medie. Jeg er klar over, at det er billig reklame for virksomheder, men det er jo også en gode for mig, fordi jeg går op i at de virksomheder, der henvender sig, også får noget godt ud af det gennem mig. Og selvom at de indlæg, der starter ud med ‘reklame’ ikke får særlig meget respons, så gør det for mig personligt ingenting at læse andres anmeldelser eller stories omkring gratis tilsendte produkter. Jeg ved selvfølgelig at nogle altid vil tale positivt omkring det de får, fordi de ikke mener, at de ikke kan tillade sig andet overfor den pågældende virksomhed, men der er jeg uenig. Det vil primært være i forhold til fx skønhedsprodukter, hvor det absolut ikke giver mening for mig at anbefale jer ting, som jeg ikke selv har nogen effekt af eller aldrig ville købe selv. Så det prøver jeg virkelig – at dele det med jer, som jeg har rent faktisk kan anbefale jer at prøve.

Jeg har ingen samarbejder med kommision, så jeg får altså ingen penge ud af det, når jeg fx deler en rabatkode med jer. Jeg har produktbaserede samarbejder og får tilsendt lidt fra PR bureauer i gave ind i mellem, men jeg får ingen penge. Det får jeg faktisk ind i mellem spørgsmål omkring, og det er helt fint for mig at være åben og ærlig omkring det. Jeg ved, at der er mange der efterhånden springer ud som selvstændige influencere, som det så fint hedder, men der er jeg jo hverken i nærheden af at være, og jeg ved virkelig heller ikke, om jeg kunne leve med og af det. Selvom en så fleksibel og afvekslende hverdag selvfølgelig kan være attraktiv med børn. Men jo, jeg ville gerne have mere tid til fx bloggen. Jeg ville også gerne have mere tid til at vise jer pænt tøj, men sagen er pt at jeg tager afsted i mørke og kommer hjem i mørke. Hver dag, faktisk uden undtagelse efterhånden. Og det sætter lidt sine begrænsninger, fordi det så er i weekenden, at jeg må ordne de ting, og der er jeg selvfølgelig også mor med to små børn løbende omkring mig størstedelen af tiden. Men respekt for dem, som kan leve af de her forskellige kanaler. Det tager meget mere tid end man måske lige regner med og det kan også være hårdt at være meget på, dele ud og man kan få lidt knubs, men er heller ikke i tvivl om, at det for alle dem der gør det er et drømmejob. Jeg er nu godt tilfreds med, at der ikke er nogen der banker på min dør og forventer et blogindlæg hver eller hveranden dag eller kræver at jeg deler en rabatkode eller en story et vist antal gange 😉 Jeg skriver, når der er tid og lyst, og lige for tiden er jeg heldigvis inde i en ret god stime. Nok fordi børnene sover ret tidligt, og også fordi i er søde til at komme med ideer til indlæg. Jeg føler mig ret inspireret og så går det hele meget nemmere.

Nogle jeg følger på instagram er på en konstant jagt efter samarbejder. For at modtage gratis ting. Det er tydeligt for mig, og det er også tydeligt at det måske mere er en kamp for at få flest mulige ting uden at skulle betale for det, og det kan jeg også synes er ærgerligt. Fordi det så tydeligt skinner igennem, at anbefalingerne ikke er personlige og helhjertede, men derimod er det bare noget, der bliver gjort fordi man har indgået en aftale med en virksomhed om et vist antal posts eller stories, og når det så er klaret, så er man jo et par bukser og en vase rigere. Firkantet sagt, men desværre er det også en tendens, som jeg støder på.

Jeg henvender mig ikke selv til firmaer. Det kan man sagtens gøre, hvis man gerne vil have et samarbejde med en virksomhed eller et brand, som man reklamere for, hvis man synes de har spændende produkter eller selv synes, at man kan bidrage med noget til deres vækst eller salg. Det er sådan det foregår i mange tilfælde. Det er nogle gange bare en mail, som man kan sende afsted og forklare, hvorfor man kunne se sig selv være en god samarbejdspartner. Så har man en aftale i hus. Ofte får man måske et nej, men måske er det også begyndelsen til noget nyt og større. Hvem ved? Grunden til at jeg ikke selv praktiserer det er egentlig udelukkende tid. At jeg hellere vil fokusere på at være en god ambassadør, en god reklamesøjle for få end for mange, og så netop få et godt samarbejde op at køre med dem, så de måske har lyst til at fortsætte det.

Jeg skrev for en måneds tid siden dette indlæg. Jeg husker tydeligt den følelse, som jeg havde omkring det her med at dele ud af mig selv, om pludselig at tvivle på mig selv og mit værd udelukkende på grund af, at jeg blev for bevidst omkring hvad jeg postede på instagram, hvordan mit feed så ud, og hvad folk mon tænkte, hvis jeg postede for mange stories af mine børn, for meget med tøj, hvor jeg sang, dansede eller havde et rodet hjem. Det gav mig simpelthen sådan en uro i hovedet og var i bund og grund virkelig dumt og bestemt ikke meningen med alt det her. Tværtimod så skal det give energi og det skal give virtuelle krammere, som jeg også hellere end gerne sender i den anden retning. Jeg gør en dyd i at få svaret på mine kommentarer, selvom jeg godt ved at der er stor forskel på at modtage 40 og 400 på en dag, men omvendt er det også en levevej for nogle og dermed også en del af det. Den her interaktion med sine følgere. Det der gør det sjovt, og det er trods alt dem der holder hjulene kørende, hvis det rent faktisk er ens levevej. Nå, men jeg blev egentlig enig med mig selv om at arbejde på at være mere ligeglad. I der forstand at jeg skulle lukke øjnene for følgerantallet, men i stedet bare være mig. Dele  ud af mig selv som jeg er  og være glad for al den respons og den interesse, som der dagligt tikker ind i min indbakke. Hvad enten det er et spørgsmål om, hvilke bukser jeg har på eller et langt skriveri med en fellow-mom der bekymret venter barn nummer to og gerne vil forsikres i, at det hele nok skal gå. Det er stort og småt, og det hele er lige hyggeligt. I hvert fald har jeg fundet lidt mere ro i det hele. Fundet mere ro i mig og min profil, og det føles virkelig rart. Der er en knap, som man kan trykke på, hvis man ikke længere vil følge med, og det har jeg fuld forståelse for. Men der kommer heldigvis også nye til, som bidrager til at det hele er lidt sjovere. Og så alle jer, der følger trofast med og har gjort det længe. Tak for jer. Virkelig!

Det her er et af de indlæg, hvor fingrene bare får lov til at taste i takt med mine tanker. Det kan være, at det er rodet. Forhåbentlig giver det bare lidt mening. Det var i hvert fald bare lidt tanker, som skulle have lov til at komme ned på skrift. Tak, hvis i er fulgt med så langt.

Kan i have en rigtig dejlig weekend <3