6 kjoler under 1000 kroner!

Hverdagsglimt, reality tv og en lille knude i maven


God lørdag!

Denne weekend er kærkommen. Det er alle weekender egentlig, men især denne. Fordi ugen endnu engang er gået så stærkt, at jeg glemmer at få talt dagene, før vi endnu engang rammer weekenden. Jeg har virkelig  lært at prioritere mine weekender. Måske også at nedprioritere ting, som er knap så vigtige eller som jeg ikke føler, at jeg har behov for. Jeg har mest af alt brug for at slappe af sammen med mine børn. Kort og godt! Nogle gange tænker jeg på tiden før børn, som ung i starten af 20’erne, hvor jeg kunne panikke lidt over ikke at have byture i kalenderen hver weekend. Nu er det helt, helt omvendt. Der panikker jeg næsten over, når jeg har det. Hej mormor! Men det handler mest om, at jeg ikke har lyst til at have tømmermænd hverken hver uge eller hver måned. Jeg har ikke lyst til at være træt i flere dage bagefter, og jeg har ikke lyst til at spilde en hel søndag på hovedpine og ikke at have energi til at bruge den i forvejen sparsomme tid sammen med børnene. Dermed ikke sagt at der ikke skal være fester. Det skal bare være de rigtige af slagsen! I aften skal jeg fx til pigefødselsdag, men jeg holder mig på vandvognen og nøjes med at hygge mig nogle timer med dem og så køre hjem og sove i ordentlig tid. Klogest efter en uge med sygdom og travlhed. Det er fint at komme ud, men denne weekend har jeg ikke lyst til at være mere træt efter for få timers søvn eller for meget vin og drinks. Der er rigeligt at arrangementer i november og december i vores lille familie.

Men her kommer lidt lørdags-facts om man vil. Lidt små glimt fra vores hverdag.

  • I løbet af en uge har Carl-Emil både skippet sut og eftermiddagslur. I hvert fald sådan umiddelbart. Sutten spørger han slet ikke ind til, og jeg er så imponeret af ham! Putningerne om aftenen har et godt stykke tid trukket i langdrag, men de seneste to dage har de skippet eftermiddagsluren i børnehaven, og han har vist bare været klar til det et stykke tid, for han har endnu ikke været dødtræt om eftermiddagen, haft træthedsudbrud og er faldet i søvn mellem 19.30-20.30. Det bliver helt underligt rent faktisk at have lidt aftentid igen, når vi har været vant til at der sjældent er helt ro før kl. 21.30 og vi nærmest selv er på vej i seng! Lige nu ligger han dog ved siden af mig og trækker vejret tungt under dynen på sofaen . Det er godt med en lille weekendlur.
  • Jeg er begyndt at se Love Island. Nu har jeg hørt for meget om det program til, at jeg kunne modstå fristelsen. For jeg har jo troligt set Paradise Hotel gennem årene, og jeg er generelt ret stor fan af reality programmer, fordi det er det eneste fjernsyn, som kan få mig til at koble lidt fra i hovedet. Så må det vel anses for næsten at være sundt? 😉
  • Om præcis 3 uger skal jeg til Cambodia. Væk fra søndag til fredag. Og det giver mig allerede en lille knude i maven, fordi det er første gang, at jeg skal være væk fra børnene så længe. Jeg har allerede haft tårer i øjene to gange (heldigvis kun i mit eget selvskab) over det, men det er simpelthen noget pjat, for de skal nok hygge sig med farmand og bedsteforældrene og kommer ikke til at lide den mindste nød. Og det gør jeg heller ikke, når jeg først kommer afsted. Det er mere farvel-seancen, som jeg lige skal over. Det bliver ikke særlig rart, men til gengæld glæder jeg mig også til at komme på denne tur. Vi skal ud og tjekke op på produktionen af vores tøj på de fabrikker vi producerer på i Cambodia, og det vil helt sikkert give mig en masse god viden og erfaring. Jeg er hjemme fredag formiddag igen – i perfekt timing til weekend og spandefulde børnekys.

  • Hver fredag er det jo blevet tradition for fredagsslik herhjemme. Jeg tror virkelig ikke, at Carl-Emil smagte slik før han fyldte 2 år. Mindst. Kage og is, ja. Men ikke slik. Lily Sofia rendte vist rundt med en vingummibamse eller en slikkepind kort efter, at hun var fyldt et år. Sådan er det vel med nummer to?
  • Jeg bliver oftere og oftere mindet om, hvordan mange ting virkelig bliver nemmere, når børn bliver ældre. Og det endda på trods af, at mine børn ikke er særlig gamle. Her snakker jeg ikke om, at der kommer til at være følelsesmæssige udfordringer, som man som forældre skal hjælpe sine børn igennem, lektier, gruppepres, usikkerhed osv, som de kan opleve i takt med at alderen stiger. Jeg snakker om noget så basalt som at ordne vasketøj, gøre lidt rent eller lave mad, når man er selv med to børn. Men mine børn er rent faktisk begyndt at lege SAMMEN! Carl-Emils ide med leg med sin lillesøster er primært at gøre lidt grin med hende, at skubbe hende ned fra en Bobles figur – heldigvis ned på den madras der fylder halvdelen af stuegulvet, og som har forhindret utallige blå mærker, at bruse hende direkte i hovedet, når de er i bad, eller at hive benet af hendes yndlingsdukke. Men hun finder sig – det meste af tiden – i at stå model til det, bare fordi hun ser så pokkers meget op til sin storebror. Jeg har faktisk oplevet en hel time en weekend, hvor de bare legede rundt i huset med hinanden, uden at de hverken krævede vores hjælp eller opmærksomhed. Det er da virkelig fantastisk!
  • Jeg er ved at erhverve mig lidt ekstra sommertøj til børnene, inden vi skal til Thailand. Jeg har heldigvis stadig lidt tilbage fra i sommers, som de kan passe, og ellers har jeg prøvet at finde noget billigt eller brugt, fordi det for det første bliver rigtig slidt i sol og varme, og fordi de sikkert ikke kan passe det igen til sommer. I den forbindelse kom jeg i tanke om, at jeg ikke ejer en bikini, som min flade numse og næsten ikke-eksisterende barm kan passe, så nu må jeg på jagt efter en bikini. En badedragt er jeg heldigvis indehaver af! Vi skal også lige have sørget for pas til Lily Sofia og vaccinationer. Jeg frygter igen, at det bliver last minute, men jeg er nødt til at være en smule på forkant og komme i gang. Vi skal bare lige have bestilt de flybilletter først!
  • Jeg ville sådan ønske, at jeg var bedre til at skrive de små ting ned, som børnene siger eller gør, som virkelig er sjove eller søde. Fx da jeg igår aftes spurgte Carl-Emil om ikke vi skulle tænde lidt lys i stuen, og han så siger ‘jo mor, jeg tænder lige lidt mandarin-lys’. Eller da Lily Sofia trykkede så hårdt på toilettet, at der kom en mini-pølse ud, og hun så kiggede ned på den i toilettet, vinkede og sagde ‘hej, hej’.

Kan i have en helt fantastisk weekend!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

6 kjoler under 1000 kroner!