Om hudproblemer, frugtsyremaske, serum og beauty produkter

Et kig fremad og ikke tilbage

Kæreste læsere.

Så lakker året mod enden. Et år der er drønet afsted med max hastighed og hvor nogle perioder er lidt som et slør i min hukommelse. Min barsel sluttede jo i april, og siden der ved jeg ikke hvor dage, uger og måneder er blevet af. Det blev hverdag. Med to små børn, fuldtidsarbejde og vuggestue. Carl-Emil der startede i børnehave, Lily Sofia fyldte 1 år i maj og Carl-Emil fyldte 3 år i oktober. Simon og jeg fyldte begge år i juni måned, sommeren var dejlig, lang og meget varm og vi havde virkelig mange gode aftner udenfor i haven med masser af is og kølig rosé på en hverdagsaften, hvor det hele bare føltes rart og rigtigt.

Så begyndte efterårets mørke, regn og bladene faldt af træerne. Dette efterår er gået så stærkt. Måske fordi sommeren var så lang og dejlig ,at vi blev fyldt godt op og forberedt på de mørkere måneder. Kombinationen mellem arbejdslivet og forældreskab holder os i gang. 24/7. Pludselig er der gået endnu et år. Børnene har lært en masse i året, der er gået. De er vokset – ikke kun fysisk, men også mentalt. Tillært sig en masse nye færdigheder, fået mere personlighed, mere sprog, mere fantasi. Det elsker jeg. Jeg har også lært meget. Om mig selv, om min rolle som mor og om at finde den balance imellem det hele, hvor jeg selv kan følge med, og hvor jeg tilgodeser de mennesker i mit liv, som har størst betydning. Og ja, så husker mig selv lidt derind i mellem. Det er en svær balance. Måske også en umulig balance at finde. I hvert fald ikke hele tiden. Men det fører mig lidt til essensen af dette indlæg. For det skal egentlig ikke handle om det forgangne år. Mere om det år der kommer, og hvad jeg måske gerne vil ændre og blive bedre til.

Først og fremmest vil jeg virkelig gerne blive bedre til at slappe af. Og bare være i nuet. Det er jeg selvfølgelig hver dag, men ikke nok. Fordi jeg så let bliver distraheret. Lader mig rive væk fra en leg med børnene eller et øjebliks ro, fordi jeg burde noget andet. Burde, men skal jo ikke. Og langt de fleste ting, som distraherer mig kan sagtens vente. Fx vasketøjet. Fx puttetid, hvis vi lige har en hyggelig stund sammen. Oprydningen efter aftensmaden, hvis børnene er trætte og har brug for mig til at lege, til at sidde hos, til at underholde. Det kan vente til senere, for ingen af de ting løber sin vej.

Jeg vil også gerne være bedre til at slappe ordentlig af i forhold til mig selv. Give min hjerne en pause. Det er ikke så nemt, når børnene er der og når de er vågne. Men når de sover, eller hvis jeg har en sjælden stund for mig selv i løbet af en weekend, så skal jeg være bedre til at mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til. Måske er det at vaske gulvet, men måske er det også et varmt karbad. Måske er det en lydbog eller at lytte til en podcast, mens jeg bare ligger i sengen og kigger ud i luften. Giver min krop en pause og lidt ro. Den skal holde i så mange år endnu. Jeg vil gerne blive bedre til det her med at læse eller lytte til en lydbog. Fordi det kræver, at jeg fokuserer. At jeg lytter eller læser gør, at mine tanker ikke kommer til at dreje sig om alverdens praktisk, om bekymringer om børnene, det jeg lige burde gøre. Et hængeparti fra arbejde. Et småskænderi eller en irritation i forholdet. Det får mine tanker andersteds hen. Til en fantasiverden eller i hvert fald til en historie, som ikke drejer sig om mig eller mit liv. Og det kan være ganske rart ind i mellem.

Jeg vil gerne være bedre til at passe på vores forhold. Vi har det fint og vi er gode sammen – Simon og jeg. Med de sædvanlige små konfrontationer i ny og næ, som alle oplever. Især i stressede perioder, hvor vi begge har brug for ro, men hvor det ikke helt er muligt som forældre. Vi tager os ikke tid sammen. Bare ham og jeg. Det er vi sindssygt dårlige til. Det bliver altid kun ved snakken. Og jeg har sagt til ham flere gange, hvorfor han ikke bare tager initiativ til det selv, får arrangeret og inviteret. Men som han rigtig nok siger, så ved han godt hvor meget jeg prioriterer den sparsomme tid i weekenden med børnene. Måske er det også, fordi vi er blevet dårlige til at være spontane og forkæle hinanden. Men jeg vil selvfølgelig gerne tage tid ud af min kalender til bare ham og jeg. Eller til en overnatning et lækkert sted ind i mellem. Vi trænger faktisk virkelig til det, kan jeg mærke. Til at se hinanden i øjnene, snakke uden afbrydelser og holde lidt ekstra i hånd. Så jeg har besluttet mig for, at jeg selv arrangerer noget for os. Om det er en brunch, en biotur eller en lille weekend getaway, så får jeg det arrangeret. Tager sagen i egen hånd. Overraskelser er dejligt.

Apropos forhold og i en lidt anden boldgade, så vil jeg også til at sætte lidt flere krav. Ikke til ham som min mand, for der er han kærlig og rigtig god. Men mere krav til ham i forhold til børnene, skubbe ham lidt på vej i forhold til at han også har brug for at føle sig vigtig, føle sig som børnenes 1. prioritet og som ham med styr på det. Både for hans skyld, men også for min egen. For at jeg kan tage afsted ind i mellem uden at have følelsen af, at jeg er nødt til at planlægge alt med aftensmad, pakke taske til hvis de skal ud af døren, lægge nyt ekstratøj klar til institution, handle de manglende havregryn, så de ikke står om morgenen uden den sædvanlige morgeningrediens. Helt ærligt. Jeg har selv skabt den rolle, som jeg har fået her i familien. Som hende der ‘klarer det’, fordi jeg altid tænker fremad. Hende der forbereder, arrangerer, koordinerer. Jeg gør det jo før, at han selv når at tænke på det. Så derfor er det blevet sådan. Fordi jeg har taget kontrollen. Jeg ved det godt – mange kvinder ender i den rolle. Nogle vil gerne have den og er tilfredse med den. Jeg har det til en vis grad også okay med det, men i henhold til ovenstående punkter, så hjælper det mig ikke i forhold til, at jeg netop også skal give mig selv en pause. Jeg skal lære at slippe kontrollen. Lære at bede om hjælp og lade være med at være en superwoman. For det er ingen. Ikke altid i hvert fald.

Så vil jeg have mig en rengøringskone. Helt grundlæggende, så har jeg hverken rengøringsflip eller gør rent dagligt udover det sædvanlige. En gang i ugen får badeværelserne en tur, ellers er det efter behov. Støvsugning er blevet en daglig ting, men det er svært andet med hund og børn, der kan knuse en kiks hele vejen fra køkkenet ind til stuen imellem deres små børnehænder. Så det skal jeg simpelthen. Om det er en gang om ugen eller bare hveranden, det ved jeg ikke. Men bare en der lige giver huset den kærlige hånd og kommer lidt i dybden med den pokkers rengøring, det ville være fantastisk. Jeg har faktisk slet ikke noget imod at gøre det selv, men tiden er så knap og så dyrebar, så jeg vil ikke bruge hver weekend på at have det på min to-do liste. Vi har snakket om det længe, men vi skal bare lige have fundet den rette og sat det i værks.

Jeg vil gå nogle flere ture. Få noget mere frisk luft. Sørge for at komme afsted nogle gange i ugen med hunden ved min side. Den elsker det, og jeg gør det virkelig også. Jeg har været ret god her i ferien til at komme afsted, og det giver virkelig et ekstra nøk op ad energi-stigen. Jeg går ofte og lytter til podcast imens. Trækker vejret dybt ned i maven og virkelig mærker, hvordan den friske luft lader mig op og giver mig velvære. En lille gratis ting, som er så tilgængelig. Overalt og på hvilket som helst tidspunkt af dagen, kan man komme afsted. Jeg må afsted en aften eller to om ugen, når børnene er puttet og ellers afsted i weekenden. Helst alene. Fordi det også er en måde for mig på at koble af og slappe af på – mentalt.

Så vil jeg være bedre til at lægge min telefon fra mig. Ja, i hørte rigtigt. Dermed ikke sagt at det kommer til at kunne mærkes hverken her eller på min instagram profil, for det er trods alt kun små brudstykker af min dag, som jeg deler derinde. Men jeg vil være bedre til at lade telefonen ligge ude i køkkenet, når vi leger i stuen eller slapper af om aftenen – Simon og jeg. Vi sidder så ofte med hovedet begravet i hver vores telefon, så selvom vi så bare sidder i stilhed og ser et program i fjernsynet, så ser vi trods alt det samme. Jeg vil lade være med at bekymre mig så meget om at forevige øjeblikke og i stedet se og opleve dem gennem mig selv, gennem egne øjne. Det er jo bare blevet en del af vores generation og vores hverdag med telefoner, ipads, sociale medier og det at være online. Og det hverken kan eller vil jeg løbe fra, fordi jeg jo elsker det og jeg finder vildt meget inspiration derigennem, men jeg vil også lære at logge ud og koble af uden at skulle dokumentere eller dele. Det vil jeg øve mig i.

Til slut vil jeg blive bedre til at sætte mere pris på det jeg har. Sætte ord på det. Sige tak. Påskønne de fantastiske mennesker jeg har i mit liv, give komplimenter og sende noget god energi afsted til dem, som fortjener det. Jeg vil blive endnu bedre til at sige tak for små ting og til at rose andre. Jeg er ret opmærksom på det allerede, fordi jeg selv ved, hvor glad man bliver af det. Og hvem vil ikke gøre andre mennesker glade? Jeg vil blive bedre til at sende den der sms til min mand eller min bedste veninde. En kærlig tanke med ønske om en god dag eller tak for en dejlig aften. Rose og takke en kollega for den tjeneste, hun gjorde for mig. Give en ‘bare fordi’ buket blomster eller gave. Give mine børn et kys og et kram, selv når de er allermest umulige. For jeg er virkelig heldig med alt det jeg har. Det ved jeg. Og det kan jeg glemme, fordi tiden går så stærkt. Den kære tid.

Nu vil jeg ønske jer et fantastisk nytår. Jeg ved ikke, hvor meget i går op i denne aften, men det vigtigste er vel bare at – ligemeget hvordan vi fejrer den – så siger vi farvel til det forgangne år og goddag til et nyt. Måske har i haft et hårdt år og håber på bedre tider. Måske tør i ikke håbe på, at lykken fortsat vil skinne på jer. Lige meget hvad, så skal i have et rigtig stort ønske om et dejligt 2019 og jeg håber, at der venter jer en masse dejligt i det nye år. Vi er selv med til at skabe meget af det. Stort nytårsknus herfra og tak fordi i har fulgt med indtil nu. Jeg glæder mig til at dele det nye år med jer herinde <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om hudproblemer, frugtsyremaske, serum og beauty produkter