En rejse, en oplevelse, lidt om savn og sygdom

Kære læsere.

Der har været stille herinde i starten af 2019. Ikke i mit virkelige liv dog, hvilket også er grunden til førstnævnte.

Året startede ud med en almindelig arbejdsuge de få dage det nu drejede sig om, og så rejste jeg som størstedelen af jer nok ved til Kina søndag morgen. Jeg er generelt ikke god til afsked, men når det omhandler et farvel til mine børn er jeg nok i kategorien forfærdelig dårlig. Lørdag aften gik der lidt hul på klumpen i maven. Jeg havde givet børnene alt min tid og energi og gjorde mit bedste for, at vi ikke havde nogle særlige kampe i løbet af dagen, som krævede skældud. Bare en masse kys, kram og opmærksomhed. Men lørdag aften rimelig sent og mens jeg prøvede at putte Lily Sofia, efter først at have puttet Carl Emil og læst alle de historier han ønskede, så sad jeg med hende i gyngestolen i mørket, mens tårene fik frit løb og hun trykkede mig på næsen ti gange, mens hun grinende prøvede at strække sengetiden. Jeg følte mig sgu lidt dum. 5 dage væk. Men det var åbenbart nok til at få lillemor til at tude 😉

Jeg har jo hele tiden haft det ambivalent med turen. Mit arbejde vil indebære lidt rejseaktiviteter, det har jeg altid vist og det er en del af jobbet, og også en spændende og udfordrende del af jobbet. Jeg sidder med produktionsdelen i vores team, så mine ture vil primært bestå af at tage ud på vores fabrikker i Kina, Cambodia, Myanmar, Indien og Bangladesh for at se en masse af de produkter, som er på vej ud i vores butikker. Jeg vil tro at jeg skal afsted 2-3 gange årligt og det vil max være en uges tid ad gangen. Oftest rejser vi to afsted sammen, men denne tur var jeg på selv. Og det passede mig egentlig godt nok. Både fordi jeg lærer meget mere ved selv at skulle træffe beslutninger, jeg får lidt tid alene på rejserne og så er det bare en personlig udfordring. Det er ret sundt tror jeg. Og spændende!

Søndag morgen stod jeg tidligt op, gik i bad og pakkede det sidste, inden jeg begyndte at nusse børnene lidt vågne, der stadig var lidt i juleferiemode og kunne sove lidt længe, når de fik lov. Heldigvis endte det ret fantastisk med at begge børnene vågnede 20 minutter før adgang, var i godt humør og sad klinet op af mig hele tiden og morgenputtede. Det var perfekt. Jeg stortudede i smug bag dem, men måtte til sidst finde smilet frem og kysse farvel og køre afsted med min far kl.8. Nu var det nu.

Turen derned gik fint. Jeg fik ikke rigtig sovet på flyet til Shanghai, fordi det var i dagtimerne, men jeg fik læst en hel bog, set et par film og bare forberedt mig mentalt på turen. Jeg kiggede mange, mange gange på uret og tænkte på, hvad de mon lavede derhjemme. Det gjorde jeg egentlig hele ugen igennem. Så regnede jeg mig tilbage til dansk tid, tænkte at de nok var på vej i seng, spiste frokost, sov lur og så videre. Men jeg ankom til Shanghai mandag morgen deres tid og så var der direkte ud på første fabriksbesøg. Jeg sugede til mig af nye oplevelser hele ugen igennem. Jeg sov på et nyt hotel hver nat, fordi fabrikkerne jeg skulle besøge lå forskellige steder, og eftersom at afstandene i Shanghai er noget helt andet, end jeg er vant til herhjemme i det jyske, så gik der meget tid med at blive transporteret rundt frem og tilbage fra leverandør, fabrik, restaurant og hotel. Onsdag brugte vi på vores Bestseller kontor, på lidt inspirationstur i butikkerne og sidst på eftermiddagen gik turen til lufthavnen. 5 timers flyvetur senere og vi landede i Cambodia ved midnatstid. Det var som at træde ud af lufthavnen sydpå i næsten 30 grader. Der var masser af mennesker, og vi skulle gennem visa og paskontrol, som tog en times tid, før blev hentet af vores leverandør og tog hen på hotellet i nærheden. Jeg ringede til Simon, da vi kom til hotellet ved 1.30 tiden. Lily Sofia havde haft et anfald af falsk strubehoste natten til onsdag, som han havde fortalt mig om tidligere på dagen. Så jeg ville lige tjekke, hvordan det gik med den lille. Desværre havde hun nu høj feber og var ikke frisk, så det var en anelse svært at falde i søvn om natten, men jeg sov da et par timer, inden vi lidt tidligt om morgenen tjekkede ud og tog afsted på sidste fabriksbesøg.

Dagen gik fint. Jeg vekslede mellem den følelse af, at det virkelig var fedt at være afsted, men selvfølgelig var mit hovede også tit hjemme i Danmark ved Simon og Lily Sofia. Carl-Emil har boet halvdelen af tiden ved sin Bedste, mens jeg har været væk, så han har bestemt ikke lidt nogen nød. Han ville simpelthen ikke i børnehave og var gået helt i baglås over at skulle afleveres. Så han holdte nærmest fri hele ugen med undtagelse af mandag. Han er helt ude af rytmen efter juleferien, men i morgen kalder hverdagen altså igen for ham, selvom han umiddelbart ikke synes det er den bedste ide. Men så havde Simon i hvert fald ro til at tage sig af Lily Sofia, mens han var deromme.

Jeg fløj hjemad sidst på eftermiddagen torsdag. Først til Kuala Lumpur, hvor der var en god times forsinkelse, så jeg måtte vente der i 4 timer, før jeg kunne sætte mig på flyet og tage det lange 13 timers stræk til Amsterdam. Snakkede hurtigt med Simon, som sendte en kort video af en syg Lily Sofia herhjemme, der trods alt godt kunne sige ‘min mor’ da han spurgte hvem der var hendes yndlings. Så kunne jeg pænt sidde der og tude lidt. Dødtræt og helt klar til at komme hjem. Heldigvis var det en natteflyvning, så jeg fik blundet mig igennem halvdelen af turen. Hurtigt gennem Amsterdam lufthavn, og så landede jeg i Billund kl.10, hvor min far og Carl-Emil stod og ventede på mig. Han kom løbende imod mig, den lille gut. Verdens bedste krammer og velkomst! Endelig hjemme.

Da jeg kom hjem havde Bedste lige trådt til som sygepasser endnu engang. Jeg fik faktisk lidt et chok, da jeg så Lily Sofia. Hun havde tydeligvis tabt sig, var helt bleg, havde en ildrød løbende næse og øjne der var halvt lukkede pga. øjenbetændelse. Simon havde været til læge dagen forrinden med hende, som havde erklæret virus og forkølet øje. Men jeg var nu ikke så meget i tvivl om, at der skulle stærkere sager til de øjne end bare saltvand at rense med, som vi har prøvet mange gange. Så jeg måtte ringe til lægen og fik en tid to timer efter. Simon var på arbejde, jeg var dødtræt og stod alene med børnene. En fuld af krudt og en med høj feber og meget morsyg og træt. Jeg trængte simpelthen så meget til et bad, så jeg endte med at måtte tage dem begge med mig en tur under bruseren og vaske mit hår og krop med den ene hånd, mens Lily Sofia sad med sit lille hovede på min skulder på den anden arm. Det var godt nok lige at få vasket lidt sygdom af hende også. Men mig afsted til lægen, hvilket bestemt ikke var det hun havde lyst til, men rigtignok sagde denne læge, at der ingen tvivl var om øjenbetændelse. Forbi apoteket og så hjem på sofaen med en træt lille febermus.

Og sådan er weekenden så gået mere eller mindre. På sofaen. Lily Sofia har virkelig været skidt, klynkende, febersyg, hostende og har sovet rigtig dårligt. Så helt ærligt, så er jeg udkørt. Jeg er bestemt ikke ladet op til en ny uge, som består af besøg af alle vores leverandører de næste tre dage. Men jeg har heldigvis en god chef, så jeg kan blive hjemme med Lily Sofia i morgen på trods af vores arrangement, og så skal jeg bare derud i morgen aften til et fællesarrangement med spisning. Lily Sofia er næsten feberfri, men stadig sløj, så hun har vist ikke godt af at komme afsted i morgen med en masse larm og andre børn. Det kan mit moderhjerte trods alt ikke tilbyde hende, selvom Simon og jeg begge er lidt pressede på arbejde. Jeg krydser fingre for, at Carl-Emil er i godt humør i morgen og ikke går i baglås ved aflevering. Han er simpelthen nødt til at skulle afsted, for han trænger helt sikkert til at se nogle andre børn end sin lillesøster, der ikke har været i det bedste humør. Så krydser fingre for at mandagen går godt. For begge to. Og så natten også. Jeg glæder mig helt til at komme på arbejde igen efter en ret intens weekens, hvor jeg mere eller mindre nonstop har haft et barn på armen. Det på trods af, at de har været savnet helt vildt, mens jeg har været afsted. Det er helt sikkert trætheden, der bare sætter sit præg på mit overskud, og jeg glæder mig til at finde det igen. Det her berømte overskud, som er så pokkers vigtigt for at være en god mor.