Når ens barn har været vuggestueklar

Det er nu anden uge af vuggestueindkøringen. Og jeg må sige, at det virkelig kører over al forventing. Nuvel, der var lidt start problemer, om man vil. I forhold til at jeg følte det som en stor omvæltning at komme fra vores rolige, trygge base herhjemme til en ny verden fyldt med mange børn, nye omsorgspersoner og indtryk for sådan en lille størrelse som Lily Sofia nu engang er. Når det så er sagt, så bliver jeg dag for dag bekræftet i, at min lille pige har været klar til det her. Klar til at der gerne måtte ske noget nyt, klar til luftforandring, nyt legetøj og nye bekendtskaber i form af både store og små. Sidstnævnte en bekymring jeg egentlig har haft siden hun var ganske lille, fordi hun jo har været min lille pige. En mors pige. Det er hun som sådan også stadigvæk, men hun har nu også nået en alder, hvor hun knytter sig til andre og netop sagtens kan rumme flere tryghedspersoner i sit lille hovede. Det kan jeg tydeligt både se og mærke.

Pædagogerne siger det også. At hun virkelig har knyttet sig til dem hurtigt. Nogle mere end andre, men sådan skal det jo være. Det har da helt sikkert også en stor betydning, at de ikke er helt nye ansigter for hende, fordi hun jo har været i vuggestuen rigtig mange gange siden hun kom til verden, når vi har været deroppe for at aflevere eller hente Carl-Emil. Stedet er trygt for hende, og det jeg frygtede med at hun skulle sove et nyt sted, en ny barnevogn og puttes af en anden end mig eller sin far er gjort helt til skamme. Det har simpelthen gået som en leg, og hun har bare sovet godt. Virkelig godt. Hun er ikke engang blevet forstyrret af de andre børn, der larmer ude på legepladsen imens. Min bekymring har endnu engang været ubegrundet.

Og så er der selvfølgelig det med alle de nye indtryk. Det med at hun måske nemt ville få nok, ville være rigtig træt og pylret herhjemme. Have svært ved at falde til ro eller have natlige opvågninger, hvor hun lige skulle hjælpes til ro. Heller ikke det har der været noget af. Ikke engang en lille bitte smule. Hun har været ganske normal – ligesom hun plejer. Så jeg bliver mere og mere tryg ved tanken om, at jeg snart skal starte arbejde. At hun nok skal komme til at blive glad for at gå i vuggestue. Når jeg har hentet hende, har hun altid siddet og været i fuld gang med at lege. Aldrig ked af det. Tværtimod har jeg fået en glad, legesyg og nysgerrig pige med hjem, der helt sikkert har fået stillet sine behov i løbet af dagen.

Lige nu sover hun jo stadig to lure. De putter hende til formiddagslur ved 9-9.30 tiden, hvor hun er træt. Hun er slet ikke klar til at undvære den lur endnu. Hun er pylret og har ikke rigtig lyst til meget andet end at sidde på arm, når trætheden først sætter ind. Det ved pædagogerne nu, så i stedet for at trække hende og vente på at hun har spist lune formiddagsboller, så putter de hende bare, når hun viser tegn på træthed. Det er jo også sådan det skal være, men det er også dejligt at den rytme og det behov tilgodeses deroppe. Så sover hun alt imellem 1-2 timer. Vågner op, spiser frokost med alle de andre, og så bliver alle de større børn jo puttet. Så det vil sige legetid og ro for hende og den anden lille dreng, der er i vuggestuen. Jeg glæder mig lidt til, at der kommer et par små mere derop i maj/juni, så de får sig en lille gruppe, som følges ad behovs- og aldersmæssigt. Det tror jeg bliver godt for dem. Lige nu er Lily Sofia jo den lille i gruppen. Hun kan ikke gå og skal have hjælp til langt det meste.

Så jeg er glad. Og langt mere rolig. Jeg er glad for, at jeg tog en måned mere med hende herhjemme end jeg gjorde med Carl-Emil, og som nok også har været med til at ruste hende til den her nye, fagre verden. Jeg er glad for, at jeg valgte den velkendte vuggestue som Carl-Emil også går i, selvom jeg på et tidspunkt overvejede dagpleje til hende, som måske passede bedre til hende, fordi hun trods alt var ret sensitiv og havde stort behov for tryghed i starten. Men se så nu. Nu er hun en modig, nysgerrig og livlig lille vildbasse. Hun vil frem i verden og hun sørger selv for at få det hun vil have. Hun har en virkelig stærk vilje og et stort temperament. Også det har de allerede opdaget i vuggestuen, men det kræver vist heller ikke mere end en lille times tid sammen med frøkenen, før det er ret tydeligt. Hun siger fra og hun siger til. As easy as that. Så skal hun selvfølgelig lige lære, at det ikke altid er muligt at få sin vilje, men forhåbentlig kommer det en dag 😉

Så en succes- og solskinshistorie herfra på en grå og blæsende tirsdag! Ha en dejlig dag.