Weekendplaner og bloganbefalinger

Mandagsfacts #7

661a3777-e11c-49d5-aae9-4d7094ac3c95Godmorgen kære i.

Så er endnu en uge gået og endnu en uge gået i gang. Vinterferien er slut, og Carl-Emil er igen tilbage i vuggestuen. Det tror jeg nu, at han synes er helt okay. Men jeg har nu nydt at have ham hjemme i fire dage, selvom der også har været fart på og nok at se til.

Kalenderen denne uge er rimelig fyldt. I dag skal jeg ud på mit arbejde og snakke opstart, når barslen er slut om 2,5 måned. 4. Maj helt præcist. Det er stadig lidt ude i fremtiden, men samtidig er det lige om lidt. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med det. Det er vemodigt i forhold til, at jeg nok har afholdt min sidste barsel, men samtidig bliver det også dejligt at komme ud og få noget mere voksenkontakt, som handler om andet end baby og hvad dertil hører. Jeg er nok mere spændt på vores hverdag med to arbejdende forældre. Det er Simon også, og jeg ved at han gerne så, at jeg blev hjemme lidt længere, fordi det også letter ham meget i hans arbejde som selvstændig, at jeg altid er herhjemme med børnene, hvis der en dag er noget der brænder på, som han er nødt til at tage sig af. Men vi skal nok klare den, ligesom alle andre.

I morgen har vi en hjemmedag. En helt stille og rolig dag med barselnusseri og en lille gåtur, tænker jeg. Det eneste der er på programmet er, at Carl-Emil skal til gymnastik. Onsdag er det salmesang og efterfølgende hygge med et par af pigerne derfra. Så spiser vi frokost sammen og lader ungerne lege lidt rundt på gulvet. Torsdag kommer der to studerende fra Århus Universitet forbi om formiddagen og interviewer mig om Rudolph Care produkterne til deres bacheloropgave, og fredag får jeg besøg af en veninde, som faktisk er en gammel kollega. Hun er højgravid og er lige gået på barsel, så hun kommer forbi til en hyggelig gang morgenmad. Lørdag skal vi til to gange fødselsdag. Først brunch ved min mor, og derefter skal jeg til 30 års fødselsdag ved en veninde om aftenen. Så en anelse drøn på denne uge med mange planer. Men det skal nok blive godt det hele. Søndag står den heldigvis på ren afslapning.

Nu til ugens mandagsfacts.

  1. Jeg har længe gået og overvejet at købe en ny Iphone. Jeg hælder umiddelbart mest til en Iphone 8 plus. Jeg er så træt af, at jeg ikke har plads nok på min telefon og hele tiden på må ind og slette billeder og data, selvom jeg har købt ekstra plads på icloud. Luksusproblem, men ikke desto mindre ville det være rigtig dejligt at få noget mere plads at gøre godt med. Og kameraet er også en ret stor faktor i forhold til, at den tager langt bedre billeder end min Iphone 6, som jeg har nu. Men en ret stor udskrivning er det jo, så det er ikke lige noget, jeg lige køber fra den ene dag til den anden.
  2. Jeg købte for 65 kroner bland-selv slik i fredags – 6,95 kr. pr. 100 gram koster det hver fredag i Bilka, som har et ret godt udvalg. Det er som sådan ikke så unormalt at blande for det beløb. Sagen er bare den, at Simon ikke rigtig havde lyst til det om aftenen (?!?!), så jeg endte med at indtage det lille kilo slik helt for mig selv. På et døgns tid, hvis det gør sagen bedre. Jeg har altid været til slik fremfor kage og chokolade, men den får så også rimelig god gas med slikket 😉
  3.  Jeg er gået helt død i madlavning for tiden. Ikke fordi jeg ikke kan lide at lave mad, men fordi jeg er rendt helt tør for ideer. Der er jo masser af opskrifter at finde rundt omkring, men jeg får bare ikke taget mig sammen til at lave inspirerende madplaner med nye, nemme og børnevenlige retter. For det er de krav jeg har. Hvis i har gode idéer, så skyd endelig løs i kommentarfeltet. Det ville være værdsat!
  4. Vi har rykket Lily Sofia over i hendes store autostol nu. Lidt før de 9 måneder, men kilomæssigt har hun rundet de 9 kilo for et stykke tid siden, som den er beregnet til. Hun sidder godt i den og har sovet i den hver gang. Hun er derfor også tilbage på bagsædet igen. Det giver nogle flere stop, fordi hun skal have sutten, men ingen tvivl om, at hun nyder at kunne følge bedre med og se ud af vinduet, når vi kører forbi huse og træer. Intet skrigeri indtil nu. Kun lettere irritation i starten over, at hun har den store pude foran på maven. Til info er det Cybes pallas 2-fix vi har købt til hende.
  5. I forhold til hendes vægt og størrelse, så aner jeg faktisk ikke præcist hvor lang hun er, eller hvad hun vejer. Sidste gang hun blev målt og vejet var til hendes 5 mdrs undersøgelse. Sundhedsplejersken skulle egentlig have været på et såkaldt 8 måneders besøg, men vi har først en tid i starten af marts, hvor hun har rundet 9 måneder. Det bliver spændende at se, hvor stor hun er blevet. En ting er jeg dog sikker på ud fra hendes kropsform at dømme – hun ligger ikke under vægtkurvens gennemsnit i hvert fald 😉
  6. Vi har solgt slyngevuggen nu. Den har ikke været brugt mere end et par gange de seneste måneder, så nu har det tid til at vinke farvel til den. Den har altså været god for os, og jeg kan sagtens anbefale jer den. Især hvis man har nogle små, som har et stort tryghedsbehov og som ikke sover så meget. Så er vuggen en virkelig god hjælp. Det er en ret stor investering, men vi ønskede os den i dåbsgave, og derudover er den nem at sælge videre bagefter, hvis man passer godt på den.
  7. Vi går rundt med lidt forårs-byggeplaner herhjemme. Et orangeri, der skal bygges i forlængelse af vores stue, så vi bedre kan nyde udsigten ned til søen i baghaven og markerne. Det ville selvfølgelig også give endnu mere lys og plads til stuen, som er der vi opholder os mest. Så drømmer vi om store grønne planter, blomsterkrukker og en Børge Mogensen tremmesofa, så vi kan spise aftensmad derude på de køligere sommeraftner.
  8. Jeg tror helt ærligt, at Carl-Emil siger ‘Mor’ lige omkring de 200 gange på en dag. Sådan har det i hvert fald været her i ferien, hvor det føles som konstant. Han er ved at ramme den frygtede Spørge-Jørgen alder, og det har allerede medført en mor, der er lidt kort for hovedet op til aftenmåltidet, fordi jeg ikke både kan administrere min mand, der er ved at fortælle om det sted, han var ude at arbejde, Lily Sofia der brøler sultent og skingert ud i rummet med øjnene stift rettet på mig, og så Carl-Emil, der bare kaster om sig med ‘mor, hvad er det mor, mooaaar, hvad er det mor’.. shit.. Så råber jeg højt ud i rummet. ‘Stooooooop’! I et splitsekund bliver der ro, så starter det hele på ny.
  9. Jeg tog et glas rødvin igår. En halv flaske vin var tilovers fra lørdagens vennebesøg, så jeg skænkede mig et glas. Det gør jeg faktisk aldrig. Simon er ikke den store vin-entusiast, så den romantiske ide jeg har haft om at dele en flaske god vin i stearinlysenes skær, når det er weekend, den har jeg pakket væk for længe siden. Nu drikker vi et glas saft eller en sodavand. Men igår var et glas vin på sin plads, fordi jeg lige skulle lidt ned i gear, inden aftenens afsnit af ‘Broen’ rullede over skærmen. De minimale mængder alkohol jeg har indtaget de seneste 3 år gør, at et glas vin er nok til, at jeg kan mærke varme i kinderne, og at benene bliver lidt tungere. Jeg ville være billig at have med på en bytur!
  10. Der er nu officielt under to måneder tilbage, før Lily Sofia starter i vuggestue. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med det. To måneder kan lyde af lang tid i nogles ører, men i barsels-øjemed så ved vi godt, hvor hurtigt tiden går. Derfor skal jeg også prøve at nyde ekstra. De morgener hvor vi ikke skal ud af døren. De lange formiddage, hvor vi bare kan lege med legoklodser og sanglege, hvis det er det humøret er til. At vi kan beholde nattøjet på til langt op ad formiddagen. En spontan tur i svømmehallen. De ting, som nu er på lånt tid, og som ikke kommer tilbage igen.

Kan i have en dejlig mandag. Vi blogges ved!

2dc4c7d4-6326-40b0-a786-aef78c726e18

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekendplaner og bloganbefalinger