Hvornår er det sengetid?

Jeg føler mig ikke just som ‘mom of the year’ ved at skrive det her. Men helt ærligt, så har jeg set frem til børnenes sengetid 1000 gange i dag. Mindst. Det samme gjorde jeg igår, men der havde vi trods alt kun et barn, fordi Carl Emil overnattede ved sin Bedste. Men så i dag. Der har mine børn opført sig som om de er besatte af et eller andet. Ikke hele tiden, men mange, mange gange. De er så onde ved hinanden, at vi ikke kan vende dem ryggen uden at de slås, råber, skriger af hinanden. Og selv når de faktisk leger lidt sammen, så foregår det i så høje toner, at jeg er ved at blive skør og miste besindelsen. Jeg ved godt, at de er trætte. Vi er alle ramt af lidt jetlag efter ferien. Derfor er vi nok alle lidt korte for hovedet. Men af ovenstående årsager, har denne dag føles ret uendelig lang. Det er sjældent, at jeg har brug for at trække mig. Men det måtte jeg gøre i dag sidst på eftermiddagen. Simon kunne godt mærke på mig, at batterierne var i bund, så han lukkede døren ind til soveværelset og lod mig ligge i fred i sengen en halv time, mens børnene skreg videre ud i køkkenet. Og helt ærligt, så magtede jeg simpelthen ikke at tage mig af det. Det stoppede heldigvis og jeg gav min mand et tak, da jeg vendte tilbage til aftensmåltidet, hvor børnene fortsatte optøjerne med at sprøjte saftevand ud af munden og slikke hytteost op fra deres tallerkner.

Den alder som mine børn har nu, er uden tvivl den hårdeste som jeg endnu har oplevet. Når de er helt små, kan og er det også være vildt hårdt at være mor. Der kræver de masser af nærhed og tryghed, og de har brug for at være tæt på én det meste af tiden. Det er svært, at de ikke kan udtrykke sig, men alligevel er deres behov så basale, og at man som regel finder ud af hvad det er der måske irriterer dem og gør dem utilpasse. Lige nu har jeg et barn der har rundet de tre år, og en nummer to der er 20 måneder gammel. Der sker så meget med dem begge to lige nu, at både de og jeg har svært ved at følge med. De er på to forskellige udviklingstrin, og alligevel mærker jeg nu, hvor tæt de rent faktisk er på hinanden på mange områder. Lily Sofias sprog er   ved at udvikle sig i hurtig fart, og hun er faktisk rigtig god til at udtrykke sig. Lige nu er hun dog inde i en fase, hvor hendes frustration over de ting som hun endnu ikke er i stand til, giver hende så store udfordringer at hun bare skriger. Ikke skriger i den forstand at hun græder, men at hun bare råber højt og giver virkelig meget lyd fra sig. Jeg prøver selvfølgelig at dysse det ned, men hendes frustrationer er tydeligvis ret svære for hende at takle. Derudover er hun i en fase eller periode lige nu, hvor hun vil alt selv. Hun har en mening om alt, hvornår tingene skal gøres, hvordan det skal gøres, og derudover vil hun selvfølgelig gøre og kunne alt det samme som Carl-Emil. Hendes temperament og personlighed er virkelig stærkt. Det kan der være rigtig store fordele og ulemper ved, men i og med at jeg ikke har oplevet det samme med Carl-Emil, da han var i samme alder, da han var langt mere mild og generelt nem, er det en ny og ret udfordrende side af hende, som jeg er ved at lære at takle på bedst mulige vis. Den mindste ting kan virkelig hyle hende helt ud af den, og samtidig er hun den mest charmerende og kærlige lille fis, som jeg kunne ønske mig. Det gør selvfølgelig også, at mit humør og energi svinger op og ned dagen lang. Det ene øjeblik er jeg frustreret og sur, og prøver at sætte rimelige grænser, mens jeg 2 minutter efter kan smile og give hende et kys, fordi hun gør noget sødt eller sjovt eller kommer løbende hen til mig med åbne arme og putter sig ind til mig og siger ‘min moar’. Hun er en mors pige. Uden tvivl om det. Hun følger mig i tykt og tyndt, og det er en kæmpe gave og samtidig ret hårdt. Især fordi hun er så viljestærk og har et energiniveau, som jeg sjældent har set. Hun sidder ikke stille i mere end meget få sekunder af gangen. Sådan føles det ihvertfald og sådan er det vist også. Der er non-stop aktivitet i hende.

Med Carl Emil er sagen lidt en anden. Han er uden tvivl i den berømte tre års trodsalder og selvstændighedfase, hvor han mener at han selv må bestemme. Han tester os og prøver grænser af. Og han går over grænsen mange gange i løbet af dagen. Det giver en masse kampe. Og det gør selvfølgelig også, at der desværre er en del skældud, og en del gråd i løbet af dagen. Jeg ønsker slet ikke at det skal være sådan. Og han efterlader mig tit ret frustreret og i syv sind over, hvordan jeg egentlig skal tackle det. Gør jeg det godt nok? Skælder jeg for meget ud? Skal jeg være mere overbærende? Jeg ved ikke hvad der er bedst. Man gør jo bare sit bedste. Det er bare så pokkers vigtigt for mig, at mine børn får sat grænser. De skal simpelthen lære, hvad almindelig god opførsel er, men selvfølgelig skal de også have lov til at være børn, og selvfølgelig vælger jeg også min kampe. Især nu her hvor de er trætte og tydeligvis er lidt ramt af, at de har været ude af faste rutiner her i januar måned, hvor jeg var væk med arbejde, Lily Sofia var meget syg, Carl-Emil blev passet en del hos sin Bedste, og så har vi jo været på en lang ferie, hvor der også er ribbet lidt op i de faste rutiner. Det får mig også til at tænke lidt over, hvor meget det måske i virkeligheden betyder, at børnene netop har de her faste hverdagsrutiner. Og dem skal vi uden tvivl have gang i igen fra næste uge. Forhåbentlig vil det have en positiv effekt på dem.

Så ja. Lige nu er jeg sgu træt. Måske også lidt træt af at være mor. Jeg glæder mig ihvertfald til at mine børn sover i dag, og det er vist snart. Så vil jeg også gå i seng. Lige så højt som jeg elsker dem, lige så meget har jeg brug for en lille pause. Jeg tror helt sikkert, at det er godt, at jeg skal på arbejde i morgen, hvor jeg lige kan trække vejret lidt. Det er nok godt for både Simon og jeg. Jeg har heldigvis et arbejde, hvor jeg lader op. Og så kan jeg savne mine børn lidt og glæde mig til at komme hjem til dem. Det er sundt ind i mellem.