Mandagsfacts #9

Om børneeksem, arp og pleje af babyhuden

b9d1f81d-7c1f-4754-a6d0-ee395799dbc3Kære læsere.

Jeg tænkte, at jeg ville lave et lille indlæg med nogle produkter, som jeg kan anbefale videre til jer, der måske har nogle små, der også har lidt sart hud. For det har begge mine haft og har egentlig stadig. Begge har haft børneeksem. I en mild grad, som ikke krævede yderligere behandling med hormoncremer, men lidt ekstra pleje og opmærksomhed har der skullet til. Jeg har prøvet en del produkter hen ad vejen, som har haft en god effekt på det, som jeg lige vil dele i dette indlæg. De har også begge haft arp. Noget som mange småbørn døjer med, og det kræver også lige lidt ekstra arbejde for, at det skal gå væk. Måske bruger i selv produkterne, og hvis i har andre gode råd, så del dem endelig i kommentarfeltet, så vi kan inspirere hinanden 🙂 Jeg har for eksempel også brugt Adermas Exomega creme, som mange jo knuselsker til især lettere eksem. Men den har faktisk ikke haft en særlig effekt på mine børn udover at fugte godt. Den har været god om sommeren, hvor en fedtcreme som Ceridal godt kan være lidt for tyk at smøre ud og for huden at ånde i.

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en ny virksomhed i forhold til at teste et par af produkterne på mine egne børn. Vild Nordisk Natur hedder de. Økologiske, rene produkter, der tilmed er fremstillet i Danmark ud fra vores klima og ud fra de ingredienser, vi kan finde i Norden. Den tankegang er jeg ret vild med. For vinteren har været rimelig hård i år, og jeg kan sagtens se på begge børns kinder, når de har sovet udenfor eller har været ude at lege i sne i vuggestuen. Små, nubrede babykinder, som kræver lidt ekstra fugt og pleje. Jeg lovede, at jeg ville komme med en lille feedback af produkterne til nogle af jer, så den kommer i dette indlæg samt et par andre produkter, som jeg har haft god effekt af på især børneeksemen. Carl-Emil er vokset fra det igen, men har stadig tendens til tørre pletter på kroppen. Lily Sofias eksem er faktisk også væk igen, men jeg kan se, at det ind i mellem blusser lidt op igen, og så får huden lige lidt ekstra pleje et par dage igen. For jeg prøver så vidt muligt, at lade deres hud passe sig selv. Jeg er holdt op med at bruge olie i badet, selvom dette kan have en god virkning på tør hud. Men i forhold til børneeksem, er det ikke altid den bedste løsning. Der er creme efterfølgende mere effektivt, og så er det vigtigt, at badevandstemperaturen ikke er alt for varm, så det udtørrer huden for meget. Jeg vasker heller ikke deres hår hver gang de er i bad, så de på den måde kan risikere at have lidt sæberester siddende tilbage på kroppen.

Jeg har også taget mine forholdsregler i forhold til tøjet, som jeg giver Lily Sofia på, for jeg kunne se en tydelig forværring, efter jeg har brugt uld som inderlag til hende. Jeg bruger stadig uld eller uld/silke blandinger til hende, men det er med bomuld som inderste lag, så det ikke irriterer hendes hud. Hendes eksem sad nemlig primært på overkroppen, og da det var værst, var det tydeligt, at det kløede og irriterede hende.

9548375d-7dc8-4593-9f8d-9f65698deafc

Med hensyn til produkterne jeg har brugt til børneeksem, har jeg for lang tid siden fået anbefalet fedtcremen Ceridal. Den kan blandt andet købes i håndkøb på apoteket og i Matas, og jeg har brugt den til begge børn ofte. Faktisk bruger jeg den også selv som håndcreme om natten her om vinteren, hvor jeg efter kulde og meget håndvask har tendens til at få rigtig tørre hænder. Den er virkelig god. En rigtig fed creme uden tilsat vand. Jeg smører hele deres krop og kinder ind i den her i vintertiden inden sengetid.

Derudover fik jeg anbefalet at bruge kokosolie til børneeksem, og det har faktisk også haft en rigtig god effekt. Det er så nemt at smøre ud, og det ligger et rigtig godt beskyttende lag på deres hud. Det har virkelig hjulpet på den tørre hud, så det er et billigt og godt tip, da der helt sikkert er mange, der har en kokosolie stående hjemme i køkkenet allerede. Jeg bruger den også selv på min egen hud, hvis jeg er rendt tør for min egen kropsolie.

Angående produkterne fra Vild Nordisk Natur så fik jeg tilsendt 3 produkter. En kropssalve, en barrieresalve og en arp-olie. Ærligt, så har jeg været lidt en klovn til at få smurt Lily Sofias hovedbund ind i olie og ikke mindst fået den redt med en tættekam for at komme arpen til livs. Men uden at overdrive tror jeg, at jeg brugte olien i 14 dages tid, og så var arpen stort set væk. Jeg smurte hende ind 2-3 aftner om ugen og kæmmede hende så morgenen efter, hvor det var godt blødt op. Jeg bøvlede virkelig med arpen hos Carl-Emil. Jeg prøvede alle mulige forskellige slags olier, men til sidst voksede han heldigvis fra det. Jeg synes ikke, at jeg rigtig kunne komme det til livs med ham. Så denne olie har i hvert fald virket herhjemme. I kan finde den her. 

Barrieresalven med havtorn er også rigtig god. Den er nærmest lidt ligesom Elizabeth Ardens 8 Hour Cream i konsistensen, som mange af jer måske kender. Man bruger den primært til udsatte områder i ansigtet, som for eksempel røde, forkølede næser og frostbidte kinder. Jeg har smurt dem, inden de skal ud i kulden og sove, og den ligger et rigtig godt og beskyttende lag på huden. Den fugter og blødgør. Jeg har også brugt den til mig selv på fx mine læber, hvor den altså også er ret god.

Det sidste produkt, som jeg fik tilsendt, var kropssalven. Den er nem at smøre ud, føles lækker på huden og fugter helt sikkert godt. Den har dog ikke haft nogen effekt på hendes hud, da hun var værst plaget af børneeksem og kløe. Der skulle lidt andre midler lidt. Så jeg har bare brugt den til at smøre på de tørre pletter, som især Carl-Emil kan få på ben og på albuer, og der er den god.

Sidstnævnte produkter er sponsoreret af Vild Nordisk Natur til test

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandagsfacts #9