Nogle gange er det i de sene aftentimer, at mine tanker får frit løb og mine fingre søger tastaturet. Hvor jeg går rundt med en masse små som store tanker, som denne blog netop skal være hjemsted for. Hele huset sover. Klokken har trods alt kun passeret halv ni, men alle mand var rigtig trætte. Mig selv inklusive. Men indlæg som disse er med til, at jeg lige får skriblet tankermylderet ned og derefter kan gå til køjs med ro i sindet. Sådan da.

Jeg tror, at man det første år som mor altid vil mindes, når man rammer sit barns månedsdag. Derefter tæller man ikke længere måneder, men nærmere halve eller hele år. Ofte starter man arbejde igen et lille års tid efter, at man har født, så der bliver tiden en anden. Mere flygtig, mere præget af hverdagens rutiner. Og der kan det være svært at følge trop med den hastighed, som ens børn vokser med. Jeg har først fået denne følelse, disse tanker omkring tidens størrelse, efter jeg fik børn. Nok fordi jeg spejler tiden i dem. Ser hvor meget de vokser, hvor hurtigt de vokser. Hvor meget de lærer og hvor store de pludselig er. Hvor jeg gang på gang kigger tilbage og mindes da de var ganske små. Og den følelse er blandet. Vemod, kærlighed, glæde, sårbarhed. Minder som man så gerne vil holde så godt fast i, som man aldrig ønsker at glemme og miste. De største er lagret. Dybt inde i hukommelsen og i hjertet. Det er jeg ikke i tvivl om. De små øjeblikke forsøger man at være mest muligt tilstede i, føle og være nærværende i. Det kan være så svært, men det er så vigtigt.

Lily Sofia fylder 11 måneder i dag. Vi går dermed ind i den sidste måned i hendes første leveår. Det år hvor der sker så meget med de små, at jeg ind i mellem har virkelig svært ved at følge med. Og så tænker jeg også, om jeg har nydt det nok. Om jeg har sat nok pris på tiden. Været den bedste mor. Gjort det hele godt nok. Det har jeg. Det ved jeg godt med min fornuft, men følelserne kan stadig spille mig et puds og især i forhold til tiden, kan jeg blive i tvivl om den er forsvundet for hurtigt mellem mine hænder, mens jeg har tænkt for meget over fremtiden frem for nuet. I hårde perioder har jeg ønsket at skrue tiden frem. Ønsket at springe over hele dage, hele uger. Fordi jeg ikke havde overskud og energi til at være den person, som jeg gerne vil være. Hvor det var lidt som at leve med slør for øjnene og dagene bare skulle overstås. Sådan har de seneste mange uger, måneder ikke set ud. Der er jeg begyndt at nyde. Begyndt at mærke den intense og dybtfølte glæde over, at mit barn udvikler sig, vokser, bliver mere og mere tryg og får mere og mere personlighed. Først der er jeg begyndt at sætte ordentlig pris på tiden. Den dyrebare tid.

Så nu er vi ved at være ved vejs ende ved en æra. Min nok sidste barsel. Og en ny hverdag venter lige på den anden side. Måske netop derfor er det, at jeg sidder her nu. Og tænker over stort og småt. Det gode og det mindre gode. Og det tror jeg er sundt. Det får mig til at sætte pris på både det jeg har haft og det jeg har fået. To sunde og raske børn. To gode barselsår. Er der ting, jeg ville have ændret og gjort anderledes? Ja, måske nogle små ting. Men i det store og det hele har jeg fået det ud af det, som jeg kunne. Det som jeg har været i stand til og det som tiden har krævet. Min tilstedeværelse og at jeg har været stærk. Holdt tungen lige i munden og ikke er knækket, når der har været hårde tider. At jeg har lært nye sider af mig selv, og at jeg har draget mig en masse nye erfaringer som mor. Jeg har lært at slippe kontrollen, jeg har lært at sige ‘pyt’. Ikke til alt og ikke altid. Men i de vigtigste sammenhænge. Jeg har lært at bede om hjælp, og jeg har lært at snakke åbent om tingene. Med Simon, min familie og med min nærmeste omgangskreds. Jeg har lært at sige fra og at følge min mavefornemmelse og lyst, fremfor hvad jeg har følt, det har været forventet af mig. Jeg lærer. Hele tiden. Og det gør mig stærkere ligeså stille.

Jeg ønsker ikke at skrue tiden tilbage. Jeg ønsker at blive bedre til at være der, hvor vi nu engang er. I dag. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget på fremtiden, selvom det er svært. For ingen ved alligevel, hvad der venter os, så derfor er vi nødt til, at tage en dag af gangen. Er dagen hård og udfordrende, så venter der ofte en bedre dag dagen efter. Man – eller jeg – kan ikke nyde hver evig eneste dag. Jeg kan sætte pris på små øjebliksbilleder og små hverdagssituationer hver dag, men realistisk er det ikke, at hver dag bare er fantastisk. Og det er virkelig helt okay. At nogle dage bare skal overståes. Det er menneskeligt at føle sådan, og man må gerne ønske sig hen til en bedre dag, til bedre tider. Men pludselig så er vi der. I de bedre tider. Og så er det, at det måske går op for os, at vi netop nu skal huske at være tilstede og lagre alt det gode. Til de dårligere tider. At tanke op på kærlighed, glæde og lykkefølelse, som heldigvis er dem der sætter de dybeste spor i os. Så er det vi må prøve at være i nuet, prøve at glemme tiden, som flyver så pokkers stærkt, at vi kan glemme hvilken dag i ugen det er. Så har vi gjort det vi kan, for at nyde den. Den dyrebare tid.

Jeg har glædet mig til det et stykke tid. Den her dag hvor muligheden bød sig til, at jeg kunne holde en alenedag med Carl-Emil. Hvor Lily Sofia kunne være i vuggestuen imens, når hun var kørt ordentligt ind. Det er hun jo på nuværende tidspunkt. Jeg havde ikke lagt en fast plan om, at det skulle være i dag, at jeg tog Carl-Emil med hjem igen, efter at jeg havde afleveret hende. Jeg vidste heller ikke, om han kunne finde ud af det med, at vi var deroppe en halv time og at han så skulle med hjem igen. Men det ville han gerne, da jeg skulle til at køre hjemad, så det kom han. Alenetid med sin mor på denne ganske almindelige torsdag. En hel dag på hans præmisser med min udelte opmærksomhed. Noget som jeg så længe gerne har villet give ham, men selvfølgelig har været svært på grund af, at det alenetid vi har haft kun har været imens, at Lily Sofia har sovet, og det har jo haft sine begrænsninger i forhold til, at vi har været lidt låste herhjemme med en lille sovende mus i barnevognen udenfor.

Min barsel lakker for alvor mod enden. Små planer og gøremål er skrevet i min kalender for de fire dage, jeg endnu har tilbage i næste uge. Jeg har ikke planer om, at Lily Sofia skal holdes en hel dag hjemme, inden jeg starter. Jeg ved ikke, om det gavner hende, at jeg river hende ud af den rytme, som hun stille og roligt er ved at få sig i vuggestuen. Til gengæld er min plan at hun skal have en kort dag eller to i næste uge, hvor jeg henter hende hjem efter formiddagsluren. Suger det sidste ud af min barsel og min tid med hende også. Bare hende og jeg.

Så hvordan føltes det i morges, da jeg tog Carl-Emil i hånden og gik fra vuggestuen? Forlod min trods alt endnu lille pige deroppe. Uden sin mor og storebror i nærheden. Det var en virkelig blandet følelse, som jeg havde i kroppen. En blanding af at jeg glædede mig virkelig meget til bare at skulle forholde mig til Carl-Emil og hans behov og ønsker. Men samtidig også en lille knude i maven, som gav mig en smule dårlig samvittighed. Over at hun ikke kunne være med. Sammen med os. En følelse som jeg virkelig prøvede at pakke væk, fordi hun trods alt har brugt de seneste snart 11 måneder alene sammen med mig. Hvor hun har fået størstedelen af min opmærksomhed og samvær. Og selvom Carl-Emil er det større og ikke har det samme behov for sin mor, som mindre børn og babyer har, så er det stadig så pokkers vigtigt, at han også får tiden. Sammen med mig. En tid som jeg godt ved kræver lidt planlægning, men som der skal og bør være plads til. Måske især fordi de aldersmæssigt ikke er så langt fra hinanden igen, så Carl-Emil kan endnu ikke behovsudsætte eller altid forstå, når jeg fortæller ham, at jeg er nødt til lige at have Lily Sofia siddende på armen og ikke ham.

Så i dag holdte vi fri. Med Lily Sofia i tankerne, men også med et fuldt fokus på min lille gut. Og det har virkelig været en skøn formiddag. Vi nød en rolig halv time herhjemme i morges med sofanusseri, inden vi pakkede en lille taske og klapvognen. Kørte afsted til et legeland, hvor vi tumlede, kravlede, hoppede og grinede i en god times tid. Vi gjorde alt, hvad han havde lyst til. Op og ned ad rutsjebanen, igen og igen. Han hvinede af fryd flere gange, og det var meget tæt på, at jeg fik en lille tåre i øjenkrogen. Jeg blev faktisk lidt rørt over hans glæde. Vi gik en lille tur, over broer, så på ænder, købte en rosinbolle og en juice og besøgte en stor legetøjsforretning, hvor jeg troligt svarede på alle hans spørgsmål om, hvad det var han stødte på. Uden den mindste lille snert af utilfredshed hos ham. Han var bare glad og tilfreds, også da vi skulle hjemad. Vi hørte høj musik i bilen, han agerede DJ og sang med på alle de velkendte sange. Han faldt i søvn på 5 minutter med min hånd, der nussede hans fine hår imens, da vi igen ramte hjemmeadressen, og jeg følte mig så glad og varm inden i, og at vi lige havde haft disse timer med ren kvalitetstid. Bare ham og jeg.

Nu glæder jeg mig til at hente Lily Sofia. Jeg savner hende lidt. Hendes skæve smil og hendes duft. Når Carl-Emil vågner fra lur og hun gør det samme i vuggestuen, så kører vi op og henter vores lille tut hjem. Jeg ser frem til, at vi har 3 fridage foran os sammen. I vores lille firkløver, hvor der på trods af en del planer på programmet også er masser af tid til at hygge os sammen. Simon har haft virkelig lange arbejdsdage de seneste uger. Det vælter ind med arbejde for ham, og jeg har bare givet ham fripas til at arbejde igennem, den sidste tid jeg endnu er hjemme, så han kan få flest mulige opgaver lukket. Jeg henter og afleverer dagligt, laver mad og står for alt det huslige, så han bare skal tænke på arbejde og så de sidste par timer med børnene hver aften. Snart banker hverdagen på, og han skal mere i spil. Som far primært, men selvfølgelig også som en del af det huslige, som jeg ellers har stået for under min barsel.

Om ikke andet har den her dag indtil nu været virkelig dejlig. Jeg er lidt tanket op på kvalitetstid med min førstefødte, og det samme er han. En gave til os begge.

Det er nu anden uge af vuggestueindkøringen. Og jeg må sige, at det virkelig kører over al forventing. Nuvel, der var lidt start problemer, om man vil. I forhold til at jeg følte det som en stor omvæltning at komme fra vores rolige, trygge base herhjemme til en ny verden fyldt med mange børn, nye omsorgspersoner og indtryk for sådan en lille størrelse som Lily Sofia nu engang er. Når det så er sagt, så bliver jeg dag for dag bekræftet i, at min lille pige har været klar til det her. Klar til at der gerne måtte ske noget nyt, klar til luftforandring, nyt legetøj og nye bekendtskaber i form af både store og små. Sidstnævnte en bekymring jeg egentlig har haft siden hun var ganske lille, fordi hun jo har været min lille pige. En mors pige. Det er hun som sådan også stadigvæk, men hun har nu også nået en alder, hvor hun knytter sig til andre og netop sagtens kan rumme flere tryghedspersoner i sit lille hovede. Det kan jeg tydeligt både se og mærke.

Pædagogerne siger det også. At hun virkelig har knyttet sig til dem hurtigt. Nogle mere end andre, men sådan skal det jo være. Det har da helt sikkert også en stor betydning, at de ikke er helt nye ansigter for hende, fordi hun jo har været i vuggestuen rigtig mange gange siden hun kom til verden, når vi har været deroppe for at aflevere eller hente Carl-Emil. Stedet er trygt for hende, og det jeg frygtede med at hun skulle sove et nyt sted, en ny barnevogn og puttes af en anden end mig eller sin far er gjort helt til skamme. Det har simpelthen gået som en leg, og hun har bare sovet godt. Virkelig godt. Hun er ikke engang blevet forstyrret af de andre børn, der larmer ude på legepladsen imens. Min bekymring har endnu engang været ubegrundet.

Og så er der selvfølgelig det med alle de nye indtryk. Det med at hun måske nemt ville få nok, ville være rigtig træt og pylret herhjemme. Have svært ved at falde til ro eller have natlige opvågninger, hvor hun lige skulle hjælpes til ro. Heller ikke det har der været noget af. Ikke engang en lille bitte smule. Hun har været ganske normal – ligesom hun plejer. Så jeg bliver mere og mere tryg ved tanken om, at jeg snart skal starte arbejde. At hun nok skal komme til at blive glad for at gå i vuggestue. Når jeg har hentet hende, har hun altid siddet og været i fuld gang med at lege. Aldrig ked af det. Tværtimod har jeg fået en glad, legesyg og nysgerrig pige med hjem, der helt sikkert har fået stillet sine behov i løbet af dagen.

Lige nu sover hun jo stadig to lure. De putter hende til formiddagslur ved 9-9.30 tiden, hvor hun er træt. Hun er slet ikke klar til at undvære den lur endnu. Hun er pylret og har ikke rigtig lyst til meget andet end at sidde på arm, når trætheden først sætter ind. Det ved pædagogerne nu, så i stedet for at trække hende og vente på at hun har spist lune formiddagsboller, så putter de hende bare, når hun viser tegn på træthed. Det er jo også sådan det skal være, men det er også dejligt at den rytme og det behov tilgodeses deroppe. Så sover hun alt imellem 1-2 timer. Vågner op, spiser frokost med alle de andre, og så bliver alle de større børn jo puttet. Så det vil sige legetid og ro for hende og den anden lille dreng, der er i vuggestuen. Jeg glæder mig lidt til, at der kommer et par små mere derop i maj/juni, så de får sig en lille gruppe, som følges ad behovs- og aldersmæssigt. Det tror jeg bliver godt for dem. Lige nu er Lily Sofia jo den lille i gruppen. Hun kan ikke gå og skal have hjælp til langt det meste.

Så jeg er glad. Og langt mere rolig. Jeg er glad for, at jeg tog en måned mere med hende herhjemme end jeg gjorde med Carl-Emil, og som nok også har været med til at ruste hende til den her nye, fagre verden. Jeg er glad for, at jeg valgte den velkendte vuggestue som Carl-Emil også går i, selvom jeg på et tidspunkt overvejede dagpleje til hende, som måske passede bedre til hende, fordi hun trods alt var ret sensitiv og havde stort behov for tryghed i starten. Men se så nu. Nu er hun en modig, nysgerrig og livlig lille vildbasse. Hun vil frem i verden og hun sørger selv for at få det hun vil have. Hun har en virkelig stærk vilje og et stort temperament. Også det har de allerede opdaget i vuggestuen, men det kræver vist heller ikke mere end en lille times tid sammen med frøkenen, før det er ret tydeligt. Hun siger fra og hun siger til. As easy as that. Så skal hun selvfølgelig lige lære, at det ikke altid er muligt at få sin vilje, men forhåbentlig kommer det en dag 😉

Så en succes- og solskinshistorie herfra på en grå og blæsende tirsdag! Ha en dejlig dag.

Så blev det mandag igen, og anden sidste uge af barslen er officielt sparket igen. Jeg har egentlig været lidt træt i dag. Sådan lige ugidelig og uoplagt. Løbeturen som ellers var planen i morges er røget fløjten. Til gengæld har jeg fået ordnet et par omgange vasketøj, oprydning, indkøb og madlavning, inden jeg hentede Lily Sofia kl.12.30. 3,5 time i vuggestuen. Stille og roligt bygger vi lidt tid på, og det føles simpelthen så godt. Det kan jeg virkelig godt anbefale – det her med en lang indkøring, så der er tid og ro omkring det. Korte dage i starten og ingen stress og jag. Men det var igen gået fint. Hun havde ikke sovet så længe, så hun er lige ude og sove en lille eftermiddagslur nu, mens jeg nærmest for første gang i dag sætter mig ned og får skrevet dette indlæg. Når hun vågner, henter vi den kære storebror og kører måske en tur forbi biblioteket. Det elsker han.

Nå, vi skal have kyllingefrikadeller med bønnesalat og fritter af søde kartofler i aften. Og selvom frikadellerne blev lavet lidt på slump, så blev de faktisk ret lækre og saftige. Jeg ved, at mange af jeg elsker, når jeg deler især baby/børnevenlig mad, fordi i ligesom mig nemt kan køre i samme rille og det kan være svært at finde på nyt og varieret mad til dem. Disse frikadeller kan spises af hele familien. Inkl. Baby. Og de er saftige og nemme at sidde med i hånden for de små, så de kan sidde og gnave lidt i den, hvis de stadig er i fasen med at undersøge maden. Jeg plejer at skære alt Lily Sofias ud i stykker, fordi hun simpelthen spiser så hurtigt, at hun nogle gange får lidt for meget indenbords. Jeg har på fornemmelsen, at hun nærmest ville spise en halv frikadelle på en gang, hvis ikke jeg lige får skåret det i lidt mindre stykker 😉 Men det kan i selvfølgelig gøre som i lyster.

Her kommer opskriften i hvert fald:

450 gram hakket kyllingekød

1 pakke bacon skåret i små stykker

3 forårsløg skåret i tynde ringe

2 revne gulerødder

1 god håndfuld hakket feta

1 hvidløg

lidt krydderier – eventuelt lidt oregano og timian

1 æg

1 dl mælk

1 håndfuld havregryn

2 spsk mel

Lidt salt og peber

Det hele blandes bare sammen og stil eventuelt på køl en god halv times tid, inden du steger dem. Så sætter det hele sig lidt bedre. Og ja, så steger du dem bare. Jeg stegte mine i kolosolie, men det kan lige så godt være smør eller olie. De kan også bages i ovnen, hvis du hellere vil det.

Håber i synes de er ligeså gode som mig (og prøvesmageren Lily Sofia) 🙂

Godmorgen – eller formiddag. I hvert fald god søndag. Vi nyder som sædvanligt weekenden herhjemme. Igår med en tur i centeret med børnene, mens Simon måtte ordne nogle timers arbejde, vennebesøg, og ungerne der gik tidligt i seng efter en dag med masser af frisk luft. Carl-Emil skippede sin middagslur. Han ville simpelthen ikke sove, selvom han egentlig var træt nok. Så det resulterede i at han lige tog sig en kort blunder på skødet af sin far, mens de slog græs på havetraktoren. Sødt! Lily Sofia har vist lidt tænder, der driller en smule. Heldigvis ikke i nattetimerne, men derimod om aftenen når hun har sovet lidt. Vi har dog stor gavn af det gel, man kan købe til at smøre på ømme gummer. Hun falder tit til ro kort efter vi har brugt det, så det hjælper altså her. I værste tilfælde har vi givet en Panodil i forbindelse med tandfrembrud. Det er også en sikker vinder til at mindske smerterne for den lille tut.

I dag står søndagen i konfirmationens tegn. På Simons side af familien. Så det kommer hele dagen mere eller mindre til at gå med, men det plejer altid at være hyggeligt. Ærgerligt at det gode, lune vejr ikke fortsætter, så jeg kunne lufte et par bare ben. Jeg må lige se, hvad jeg kan støve op fra gaderoben.

Dagens indlæg bliver en lille samling af små spørgsmål, som jeg ind i mellem bliver stillet på sociale medier eller som måske kan give jer et bedre billede af mig som person.

So here goes:

Hvor gammel er du?

Jeg er 31 og fylder 32 her i juni. 18. Juni mere præcist. Vi har jo 3 fødselsdage på 3 uger her i familien, så vi er lige ved at koordinere hvordan vi klarer den. Lily Sofias 1 års fødselsdag skal selvfølgelig fejres med bravour, derefter kommer Simons, som er en lørdag i år og dermed også oplagt til at invitere familie og venner på. Min egen er på en mandag, og efter 2xfødselsdag har jeg på fornemmelsen at den kommer lidt i baggrunden og det er også helt ok. Måske Simon og jeg slår vores sammen, så vores nærmeste ikke skal rende til fødselsdag herhjemme hver weekend i juni 🙂

Er du gift?

Ja, jeg er godt gift med Simon på 6. År. Vi fandt sammen for 12 år siden og har boet sammen i cirka de 11 af dem.

Beskriv dig selv med 3 ord:

Omsorgsfuld, perfektionistisk og reflekterende.

Hvad gør du som det første om morgenen?

Bliver enten vækket af at Carl-Emil kommer trissende ind i soveværelset med sit tæppe og sin lille bamse og kommer op under min varme dyne. Altid under min. Jeg elsker det. Eller ved af Lily Sofia kalder utilfreds fra naboværelset og vi henter hende ind til os. Jeg elsker virkelig og sætter stor pris på de stadig rolige morgener vi har, hvor der netop er tid til at blive i sengen og putte lidt. Inden hverdagen kalder og vækkeuret skal slåes til. Jeg står nogle gange lidt hurtigere op ad sengen end de 3 andre, for bare lige at få 10 minutters alenetid på badeværelset til lige at få koldt vand og creme i hovedet. Morgenkåbe eller tøj på, før jeg går i gang med morgenmadsforberedelser og bleskift.

Nævn 3 materielle ting du ikke vil undvære i hverdagen:

Min telefon, min vaskemaskine og Dyson. Sad, but true.

Hvad vægter du højest hos andre mennesker?

Tillid, kærlighed og at jeg finder ro i deres selvskab. At jeg bare kan være mig og at det er godt nok.

Hvor meget shopper du om måneden?

Rimelig meget. Nogle gange om måneden i hvert fald. Beløbene er meget forskellige alt afhængig af behov og hvad jeg finder af fine sager. Man shopper mere, når man er på barsel. Eller det gør jeg i hvert fald. Til gengæld er det virkelig minimalt, hvad jeg bruger af penge på cafebesøg, take away og to-go kaffe.

Er du enebarn?

Nej, jeg har en kær storebror, der er 2,5 år ældre end mig. Vi har været hinandens bedste venner og fjender, da vi var børn. Vi var absolut vidt forskellige. Han var virkelig optaget af skole, uddannelse og karriere, hvilket også har betalt sig den dag i dag for ham. Han spillede computer hele natten i sine unge år, mens jeg gik til alle de fester, jeg fik lov til. Vi har dog fået flere og flere fælles træk efterhånden som vi er blevet ældre og begge har stiftet familie og børn. Han er en meget selvbevidst, følsom og reflekterende mand, som jeg altid finder ro i at snakke med, hvis noget er lidt svært.

Hvad elsker du mest i rollen som mor?

Helt sikkert den ubetingede kærlighed, som man får fra sine børn. Den er finere end hvad jeg nogensinde har oplevet. Det at have så stor og vigtig en rolle, som det nu engang er at være mor, er både det mest fantastiske og skræmmende på samme tid. Jeg hviler dog mere og mere i det, efterhånden som jeg får mere erfaring og finder ud af, hvordan jeg skal prioritere rigtigt.

Hvor ser du dig selv om 5 år?

Højst sandsynligt ret meget samme sted som den dag i dag. Vi har ikke planer om at flytte, (umiddelbart) ikke planer om flere børn og hvis det hele kommer til at gå op i en højere enhed, så har jeg også samme arbejdsplads, hvor jeg måske har lidt større ansvar og nye udfordringer. Jeg har på det tidspunkt et skolebarn og en der nærmer sig det samme, og jeg håber at de er blevet nogle små selvstændige og ikke mindst selvsikre individer, der behandler andre mennesker pænt. Jeg håber, at vi har det rigtigt godt sammen som familie. At vi også får tid til at nyde hinanden og være sammen og at vi er gode til at rejse og opleve verden med hinanden.

Ønsker jer en rigtig dejlig søndag.