Den dyrebare tid

Nogle gange er det i de sene aftentimer, at mine tanker får frit løb og mine fingre søger tastaturet. Hvor jeg går rundt med en masse små som store tanker, som denne blog netop skal være hjemsted for. Hele huset sover. Klokken har trods alt kun passeret halv ni, men alle mand var rigtig trætte. Mig selv inklusive. Men indlæg som disse er med til, at jeg lige får skriblet tankermylderet ned og derefter kan gå til køjs med ro i sindet. Sådan da.

Jeg tror, at man det første år som mor altid vil mindes, når man rammer sit barns månedsdag. Derefter tæller man ikke længere måneder, men nærmere halve eller hele år. Ofte starter man arbejde igen et lille års tid efter, at man har født, så der bliver tiden en anden. Mere flygtig, mere præget af hverdagens rutiner. Og der kan det være svært at følge trop med den hastighed, som ens børn vokser med. Jeg har først fået denne følelse, disse tanker omkring tidens størrelse, efter jeg fik børn. Nok fordi jeg spejler tiden i dem. Ser hvor meget de vokser, hvor hurtigt de vokser. Hvor meget de lærer og hvor store de pludselig er. Hvor jeg gang på gang kigger tilbage og mindes da de var ganske små. Og den følelse er blandet. Vemod, kærlighed, glæde, sårbarhed. Minder som man så gerne vil holde så godt fast i, som man aldrig ønsker at glemme og miste. De største er lagret. Dybt inde i hukommelsen og i hjertet. Det er jeg ikke i tvivl om. De små øjeblikke forsøger man at være mest muligt tilstede i, føle og være nærværende i. Det kan være så svært, men det er så vigtigt.

Lily Sofia fylder 11 måneder i dag. Vi går dermed ind i den sidste måned i hendes første leveår. Det år hvor der sker så meget med de små, at jeg ind i mellem har virkelig svært ved at følge med. Og så tænker jeg også, om jeg har nydt det nok. Om jeg har sat nok pris på tiden. Været den bedste mor. Gjort det hele godt nok. Det har jeg. Det ved jeg godt med min fornuft, men følelserne kan stadig spille mig et puds og især i forhold til tiden, kan jeg blive i tvivl om den er forsvundet for hurtigt mellem mine hænder, mens jeg har tænkt for meget over fremtiden frem for nuet. I hårde perioder har jeg ønsket at skrue tiden frem. Ønsket at springe over hele dage, hele uger. Fordi jeg ikke havde overskud og energi til at være den person, som jeg gerne vil være. Hvor det var lidt som at leve med slør for øjnene og dagene bare skulle overstås. Sådan har de seneste mange uger, måneder ikke set ud. Der er jeg begyndt at nyde. Begyndt at mærke den intense og dybtfølte glæde over, at mit barn udvikler sig, vokser, bliver mere og mere tryg og får mere og mere personlighed. Først der er jeg begyndt at sætte ordentlig pris på tiden. Den dyrebare tid.

Så nu er vi ved at være ved vejs ende ved en æra. Min nok sidste barsel. Og en ny hverdag venter lige på den anden side. Måske netop derfor er det, at jeg sidder her nu. Og tænker over stort og småt. Det gode og det mindre gode. Og det tror jeg er sundt. Det får mig til at sætte pris på både det jeg har haft og det jeg har fået. To sunde og raske børn. To gode barselsår. Er der ting, jeg ville have ændret og gjort anderledes? Ja, måske nogle små ting. Men i det store og det hele har jeg fået det ud af det, som jeg kunne. Det som jeg har været i stand til og det som tiden har krævet. Min tilstedeværelse og at jeg har været stærk. Holdt tungen lige i munden og ikke er knækket, når der har været hårde tider. At jeg har lært nye sider af mig selv, og at jeg har draget mig en masse nye erfaringer som mor. Jeg har lært at slippe kontrollen, jeg har lært at sige ‘pyt’. Ikke til alt og ikke altid. Men i de vigtigste sammenhænge. Jeg har lært at bede om hjælp, og jeg har lært at snakke åbent om tingene. Med Simon, min familie og med min nærmeste omgangskreds. Jeg har lært at sige fra og at følge min mavefornemmelse og lyst, fremfor hvad jeg har følt, det har været forventet af mig. Jeg lærer. Hele tiden. Og det gør mig stærkere ligeså stille.

Jeg ønsker ikke at skrue tiden tilbage. Jeg ønsker at blive bedre til at være der, hvor vi nu engang er. I dag. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget på fremtiden, selvom det er svært. For ingen ved alligevel, hvad der venter os, så derfor er vi nødt til, at tage en dag af gangen. Er dagen hård og udfordrende, så venter der ofte en bedre dag dagen efter. Man – eller jeg – kan ikke nyde hver evig eneste dag. Jeg kan sætte pris på små øjebliksbilleder og små hverdagssituationer hver dag, men realistisk er det ikke, at hver dag bare er fantastisk. Og det er virkelig helt okay. At nogle dage bare skal overståes. Det er menneskeligt at føle sådan, og man må gerne ønske sig hen til en bedre dag, til bedre tider. Men pludselig så er vi der. I de bedre tider. Og så er det, at det måske går op for os, at vi netop nu skal huske at være tilstede og lagre alt det gode. Til de dårligere tider. At tanke op på kærlighed, glæde og lykkefølelse, som heldigvis er dem der sætter de dybeste spor i os. Så er det vi må prøve at være i nuet, prøve at glemme tiden, som flyver så pokkers stærkt, at vi kan glemme hvilken dag i ugen det er. Så har vi gjort det vi kan, for at nyde den. Den dyrebare tid.