Kære krop

Kære Krop,

Når jeg kigger på dig i spejlet, så giver det mig blandede følelser. Følelsen af, at du har båret mine to børn, gør mig stolt af dig. Du har været stærk, og du har været igennem to graviditeter og fødsler på ret kort tid, og alligevel står du der i spejlet. Endnu. Rank og lidt ranglet. Du er blevet lidt afpillet at se på. Efter lidt hårde måneder og år. Efter manglende tid til at blive trænet op igen og til at få genvundet styrken og musklerne. Der er røget nogle kilo, og du mangler former. Kvindelighed. Men det kommer igen. Med tiden. Når du får mere og mere opmærksomhed og fokus, efterhånden som børnene vokser. Du har fulgt mig. Altid. Vi har haft mange op og nedture. En spiseforstyrrelse i de unge teenageår gjorde dig fremmed for mig. Eller min fjende. Jeg kæmpede mod dig i nogle år og var ikke god ved dig. Gav dig ikke nok mad, næring og kærlighed. Glemte at sætte pris på dig og være glad for, at du ikke gav op, men blev ved med at være stærk og klare skærene. Efterhånden voksede min accept af dig og sammen med det også en vis form for tilfredshed. Jeg lærte at holde af dig og være glad for det, der mødte mig i spejlet. Jeg lærte at passe på dig.

Kære Ansigt. Øjnene er trætte. Der er kommet flere rynker til de seneste år. Det er ingen kliché, det er virkeligheden. Jeg kan se det, når jeg kigger på billeder fra før jeg blev gravid. Hvordan mit ansigt har forandret sig. Jeg ser ældre ud, jeg er blevet ældre. Øjnene fortæller også alt. Fortæller, hvilket humør jeg er i, og hvor meget energi jeg har. Om natten har været god eller dårlig. Om jeg er glad eller ked af det. Øjnene kan aldrig skjule, ligesom smilet kan. Der kan gemme sig meget bag et smil. Kun mine nærmeste ved, hvornår det er ægte. Hvornår jeg smiler af ren glæde, eller hvornår der gemmer sig bekymringer bagved. Men jeg smiler hver dag. Og griner hver dag. Fordi jeg har fået børn. Fordi de sørger for, at jeg glemmer tid og sted og bare er til stede i nuet. I de øjeblikke hvor de lærer nyt eller siger noget sjovt. Så føles det hele rigtigt, og smilet og grinet er ægte. Øjnene er også bekymrede. Ikke hver dag, men ofte. Over små og store ting, der sker i mit liv. De gemmer på så meget, øjnene. Det gør de hos alle mennesker. Vigtigst af alt viser de kærlighed. Nogle gange kan jeg næsten mærke det strømme ud igennem mine øjne. Når mine børn viser mig kærlighed, så fyldes jeg op til randen, og varmen strømmer op i mine kinder. Og så stråler mine øjne. Af lykke og glæde. Af den ægte slags. Det føles godt.

Kære Bryster. I er ved at være tømte for mælk. Der er ikke meget tilbage af jer, men det gør ikke noget. Det har der alligevel aldrig rigtig været. I har givet mad til to børn i mange måneder. Sørget for, at de ikke har manglet noget og har gjort dem stærkere og stærkere dag for dag, uge for uge. Jeg accepterer, hvordan i nu ser ud, og nu skal jeg til at forstå, at i ikke længere kun er til for at producere mælk. I er en del af mig.

Kære Mave. Du er flad, trods alt. Blodårene synes ret tydelige, men der er ingen strækmærker. Det har du forskånet mig for, selvom du har gjort plads og vokset i takt med to børn. Maveskindet er stadig lidt løst, men det er mest tydeligt, når jeg tager fat i det med fingrene. Så kan jeg godt se, at det ikke er blevet strammet op. Der er ikke blevet lavet mange mavebøjninger. Tiden er ikke blevet brugt på det. Men jeg kan mærke mavemusklerne alligevel. Når jeg spænder, så er de der. Inde bagved. De bliver hårde hver gang jeg griner, så det må jeg gøre noget mere. Det er både godt for krop og sjæl. Kære Mave. Du har altid været en af de ting, som jeg har været tilfreds med, når jeg har levet fornuftigt og passet min træning. Det er jeg som sådan stadigvæk. Men mest fordi jeg ved, hvad der har ligget derinde. Jeg har aet dig hundredevis af gange, jeg har mærket de første små spæde spark derindefra. Navlen er også normal igen. Det tog nogle måneder, før den ikke længere lignede en ‘Lotte er usynlig’ navle. Min mand grinede altid af den, da jeg var gravid. Carl-Emil forsøgte forgæves at trykke den ind, mens Lily Sofia stadig var inde i sin trygge hule. Jeg har stirret på dig i timevis under begge graviditeter. Set små babyhænder og fødder lave en lille glidende bevægelse hen over maveskindet. Et lille puf eller spark. Det var så surrealistisk. Jeg savner det lidt. Dengang du har stor og rund. Men kun i perioder. Det er også dejligt, at du bare er flad som nu. Du er en del af mig.

Kære Numse. Hvor er du gået hen? Er det på grund af alle de timer, hvor jeg har siddet på dig i sofaen med en baby i armene, som har mast dig helt flad, så du nærmest er forsvundet? Er det amningen, der har suget alt næring ud af dig? Jeg er ikke helt tilfreds. Jeg savner form og fylde. At du bliver pæn og rund igen. Men jeg ved også, at det nok ikke kommer til at ske. At det i hvert fald kræver rigtig meget fokus og træning. Men du er klart min største udfordring. Du er ikke særlig flatterende i bukser og nederdele. Når jeg kigger på dig med siden til, så føler jeg næsten, at du går i et med min ryg og lår. Det er et lidt trist syn. Jeg græder ikke over det. Jeg ærger mig ikke over det. Konstaterer bare, at du ikke er særlig pæn, og så tager jeg tøj på og lever med det. Med dig. Jeg har købt nogle nye bukser, som i det mindste sidder som de skal. Jeg har altid været til pæne numser. Ikke en bryst-pige. Misundt dem der har runde, struttende bagdele. Min har også været mere rund, mere formet. Engang i de yngre dage. Før børn. Jeg må lære at holde af dig eller også må jeg gøre noget ved dig. Træne dig op. Prøve at give dig lidt ekstra kilo at arbejde med, hvis de vælger at sætte sig det rigtige sted. Vi har en opgave foran os, du og jeg. Vi må tage den sammen, når tiden kommer til det. Indtil da accepterer jeg dig, som du ser ud. Du er en del af mig.

Kære Krop. Snart er du min igen. Kun min. Amningen ebber ud. Så nu er det op til mig at passe på dig. Så du kan holde dig stærk og klare opgaverne forbundet med to små børn. Det skal jeg lære. At lytte mere til dine signaler og reagere på dem. Når du fortæller mig, at du er træt, så skal jeg sørge for at give dig ro. Når du fortæller mig, at du er sulten, så skal jeg give dig god og nærende mad. Når du trænger til omsorg og kærlighed, så skal jeg give dig det. Give dig et varmt bad, bede om et stort kram fra min mand, kigge på dig i spejlet og fortælle dig, at du er god nok. At du er lige som du skal være, ligesom du kan være. At du er stærk og sej. At du har været udsat for lidt af hvert, men stadig står du der. Foran mig i spejlet. Kære krop. Du er en del af mig. Du er faktisk hele mig. Det som andre ser, når de møder mig. Du er den, som jeg kan udtrykke mig igennem og kan yde omsorg og kærlighed til mine to børn med. Til min familie og venner. Du er den, som kan danse, smile, græde, kramme, føle og bære to børn på én gang med. En klump guld på hver arm. Sammen kan vi alt. Derfor skal du have kærlighed. Fordi du er dig. Fordi du er mig.