Skal min dreng være Askepot?

Det er sådan et lidt sjovt emne det her. Eller måske ikke sjovt, måske mere lidt interessant. Et emne som jeg faktisk har snakket med både Simon, min mor og et par veninder om. Det er ikke noget der fylder, men det har sat nogle tanker i gang hos mig, og derfor dette indlæg.

Det handler overordnet set om fastelavn. Det er først på mandag, at det afholdes i børnehaven for os. Vel også i vuggestuen, men jeg har ikke lige planer om, at Lily Sofia skal klædes ud i det helt vilde, selvom hun selv er ret hooked på at skulle være Snehvide – eller rettere sagt er hun blevet påduttet det af sin storebror, og så følger hun nok så sødt bare trop og makker ret. Han har nemlig udnævnt os alle tre en bestemt karakter. Lily Sofia som Snehvide, mig som Tornerose og ham selv som.. Ja, titlen har vel afsløret det – Askepot! Det er skide sødt! Det synes jeg virkelig. Og vi har snakket en masse om, hvad vi så hver især skulle have på for en farve kjole. For min lille gut elsker nemlig eventyr, han elsker prinsesser og er ret betaget af hele det univers med onde dronninger, hekse og prinsesser. Jeg har absolut ingen indvendinger i mod noget som helst, når det kommer til hvad der interesserer ham. Det lader jeg ham fuldstændig selv styre og støtter bare op i det, han bliver draget af. Vi læser eventyr hver dag og han kan rent faktisk se en hel snehvide film uden at miste interessen. Han er betaget af hende den fine pige med hår så sort som kul og hud så hvid som sne. Og egentlig bare prinsesser generelt – selv hende i Legoland der hopper på hovedet i vandet og redder det hele, hvis i har været derude og se det.

Nå, men jeg spurgte selvfølgelig Carl Emil hvad han gerne ville være til fastelavn, og svaret kom prompte – Askepot! Det var jo bare fint, så skulle han være det. Det var både min mand og jeg enige om, og vi var endda inde og kigge på en udklædningskjole til lejligheden. Men pludselig blev jeg ramt af, at min dreng er 3 år og går i børnehave med andre op til 5 års alderen. Han har endnu ikke helt begreb om, hvad der er typiske drenge- eller pigeinteresser, og det synes jeg egentlig er ganske fantastisk så længe det varer. Han elsker både pirater og prinsesser, får neglelak på tæerne hvis han vil det, og kan både lide lyserød og blå. Og så var det, at jeg pludselig fik en tanke. En lille klump i maven fordi jeg var bange for, at han skulle møde op som en yndig Askepot i børnehaven og at de lidt større drenge så ville grine af ham og fortælle ham eller stille spørgsmålstegn ved det faktum, at han var klædt ud som en pige. Gøre ham i tvivl om, hvor sød han er – ligegyldig hvilket antræk han hopper i. Og tænk hvis han blev ked af det. Eller faktisk endnu værre – flov over sig selv. Det kan jeg faktisk næsten ikke rumme. Jeg ved godt, at jeg ikke kan passe på ham altid. Det hverken kan eller skal jeg. Men han er jo alligevel stadig en lille følsom fyr, og tanken om, at hans illusion om hvor fin en prinsesse han ville være og hele dette eventyr univers er, blev ødelagt, det kunne jeg ikke rigtig holde ud.

Simon mente at det var noget pjat. Og måske er det det. Men drenge i 4-5 års alderen er trods alt et helt andet sted. De er så drengede, de slås, de fægter og tumler med hinanden. Leger vildt på legepladsen. Det gør Carl Emil jo også – omend i en mindre grad – men han kan også godt lide prinsesser. Så status blev at jeg fortalte ham, at han gerne måtte være Snehvide, men at hun jo altså rent faktisk er en pige.  Det var han ret ligeglad med. Jeg forslog konger, prinser eller endda en hofnar som alternativ, hvis vi nu skulle blive indenfor eventyrverdenen. Men under en gåtur sidste weekenden sagde han pludselig ‘Mor, jeg vil være en ond pirat’. Og helt ærligt, jeg blev faktisk lidt lettet. Jeg føler mig næsten helt dum når jeg skriver det. Hvordan ville i selv have det? Havde i bare klædt jeres 3,5 årige dreng ud som prinsesse? Der ville jo ikke være noget problem i Lily Sofia som brandmand eller hvad ved jeg. Men jeg kunne simpelthen ikke lige slippe tanken om, at mit barn måske blev drillet eller han blev i tvivl om, hvor pokkers sød han er. Kjole eller hvad end han har på. Herhjemme eller til fastelavnsfest, hvor vi selv skulle med, havde det ikke været et problem at klæde ham ud som Askepot. For der ville vi være der. Ansvaret for ham ligger hos andre, når han er i børnehave og børnehaveverdenen er jo en helt anden end vuggestuelivet, som det efterhånden er længe siden han har været en del af. Og jeg stoler blindt på pædagogerne, men man ved aldrig med børn. De kan jo være lidt nogle små banditter overfor hinanden.

Nej så status er at han skal være Kaptajn Klo. Hvis man gider at hoppe i sit fine kostume mandag morgen. Er jeg for beskyttende, er det noget pjat? Det er jo igen ikke noget, der decideret nager mig, men det har sat nogle tanker igang hos mig. Så del endelig jeres egen holdning til det <3

 

Printede kjoler

Jeg har aldrig fået brugt mine lange kjoler så meget om vinteren, som jeg har det seneste halve år, og jeg bliver ved med at være på udkig efter nye. De er så nemme at style til hverdag med en cardigan eller strik, til strømpebukser og en lille laksko eller med jeans og støvler. Udover at det er pænt og behageligt med en løs blomstret kjole, så er det også dejligt med styles som man tage med sig ind i forårs- og sommergaderoben, når man kan lufte  bare ben igen.

En dag som i dag hvor solen rent faktisk har lunet, så har jeg fået endnu mere lyst til at klikke et par fine kjoler hjem, og her er tre fine og budgetvenlige bud på at få lidt forår og lidt blomsterprint ind i jeres garderobe.

Grøn kjole 429,95 // Sort blomstret kjole 379,95 // Grøn og pink kjole 449,95 

 

Weekend mode

En dejlig lørdag lakker mod enden. Godt vi stadig en søndag tilbage, inden den nye uge kalder. Vi har haft en rigtig dejlig dag med familien. Med brunch og kage i lange baner. Min mave er helt fyldt op, så aftensmaden kommer vist bare til at stå på et stykke rugbrød for mit vedkommende og en frysepizza for min mands. Måske vi endelig får taget os sammen til at få set et afsnit eller to af ‘Bedrag’ som vi er ret langt bagefter med. Det er den eneste serie, som jeg rent faktisk følger med i, og jeg er ret stor fan.

Vi var først hjemme sidst på eftermiddagen, og så gik vi direkte i haven og nød de sidste solstråler og forårstegn. Simon giver den gas med orangeriet og det samme skal han i morgen. Det skrider fremad. Men jeg fik leget med børnene, gynget, kastet sten i søen i baghaven. Aftensmaden stod på havregrød efterfulgt af et langt karbad. Nu er der kysset godnat og de er sendt afsted i drømmeland – trætte efter en dag med en masse aktivitet. Jeg har lige fået handlet ind til i morgen, hvor vi får søde venner på besøg til morgenmad ved 8-9 tiden. Intet vildt – de medbringer hjemmebagte boller og vi serverer lidt æg, bacon og frugt og hygger et par timer. En god start på søndagen.

Og så skal resten af weekenden bare stå på en masse frisk luft, fordi temperaturerne endelig er gået et lille nøk opad og solen kommer mere og mere frem. Det kan tydeligt mærkes på børnene, der nu gerne vil med ud i haven og på legepladsen, og termotøjet kan så småt tages i brug med en strik under. Der skal ordnes det sidste vasketøj, gøres lidt rent. Læses bøger og slappes af. Alt sammen i et helt roligt søndagstempo, som passer alle mand. Jeg elsker de her weekender uden de store planer. Eller i hvert fald hvor planerne omhandler hygge og familietid. Dem er jeg vild med. Og det lader lige os alle op til en ny uge.

Vi skal for første gang prøve måltidskasser i næste uge, så det bliver leveret mandag. Det bliver spændende at prøve. Jeg er inde i en god periode med madlavning og nyder egentlig at stå i køkkenet igen og prøve lidt nye opskrifter af efter en lang periode hvor det har været nemme løsninger eller medbragt mad fra arbejde. Det frigiver jo en del tid, men omvendt så elsker begge børn egentlig at være med i køkkenet, og selvom det selvfølgelig godt kan blive en anelse kaotisk at have dem med, så hygger vi os også med det. Går i gang i god tid, så de kan deltage og få lov til at være med i det. Smage på grøntsagerne, putte i skåle og røre rundt. Carl Emil er stadig meget selektiv med sin mad, men grøntsager er heldigvis nemt at få i ham. Bare han kan se hvad han spiser. Lily Sofia er stadig altspisende og har en virkelig god appetit. Endnu en side af dem som virkelig er forskellig 😉

Nå. Jeg vil smøre mig lidt mad og hoppe på sofaen med min mand. Kan i have en dejlig aften og nyd resten af weekenden <3

Energi og overskud i hverdagen

Godaften kære læsere.

Mens jeg lige går og ordner lidt småting i huset, ordner lidt vasketøj, og inden jeg smutter i et varmt bad og i seng, vil jeg lige skrive et lille indlæg til jer. Børnene sover trygt i deres seng, og jeg har lige lavet en hurtig bolledej til i morgen, så jeg kan medbringe lune morgenboller til mine kære kolleger i morgen til vores faste fredags-arrangement med morgenbrød. Emnet i dette indlæg handler kort og godt om, at jeg endelig synes at jeg er ved at være inde i en periode, hvor jeg har fundet mit gode og meget nødvendige – for mig – overskud igen. Jeg har nævnt det en del gange efterhånden, men træthed er muligvis den værste følelse som jeg kan have både for min krop og mit sind. Det er også en uundgåelig følelse, som jeg hverken kan frasige mig eller sige, at jeg ikke oplever. For det er umuligt – både som mor og som menneske. Ind i mellem rammes vi bare af træthed, af mangel på energi og måske endda en følelse af, at vi har lyst til at stoppe tiden og kravle under dynen for en dag eller to. Uden afbrydelser.

Men som udgangspunkt ser jeg mig selv som et menneske, der har en god portion overskud i hverdagen. Er overskud der er så pokkers vigtigt for, at jeg kan være en god mor, en god kone, og ikke mindst også være god mod mig selv. Jeg dur slet og ret ikke til at være træt. Men hvem gør egentlig også det? Jeg bliver bare mut, trist og uinspireret, når jeg er træt. Men sagen er også den, at jeg faktisk fungerer bedst, når jeg har noget at tage mig til. Vasketøj generer mig som udgangspunkt ikke. Heller ikke at skulle lave aftensmad eller at gøre rent. At skulle tilbringe en weekend alene med mine børn kan være en mundfuld, men hvis bare jeg har min gode energi, så er det kun hyggeligt og noget positivt. At gå på arbejde tager ikke min energi. Tværtimod. Det generer mig heller ikke at skulle arbejde om aftenen. Tværtimod kan det næsten være hyggeligt. Jeg kan bedst lide, at jeg har gang i et eller andet det meste af tiden. Jeg er bare ikke god til at sidde stille. Jeg arbejder lidt på det, for jeg skal selvfølgelig også lære, at det er sundt og rart bare at slappe af. At sidde i sofaen et par timer og bare se fjernsyn eller en ligegyldig serie. Hvor jeg kobler helt af. Det gør jeg selvfølgelig også nogle aftener, mens jeg andre aftener trisser rundt og ordner alverdens småting, nu hvor der endelig er ro til at gøre det i mit helt eget tempo. Det nyder jeg.

I januar måned var vi ret hårdt ramt af sygdom. Det var primært Lily Sofia, jeg havde en rejse med arbejde, og vi stod og skulle afsted på ferie i slutningen af januar. Der var drøntravlt på arbejde, og en masse ting skulle klares inden ferien. Jeg havde sagt ja til for mange ting og små opgaver, som jeg var nødt til at føre til dørs. Jeg skulle danne mig er overblik over, hvad vi egentlig skulle have købt til den her ferie. Og samtidig krævede Lily Sofia rigtig meget af mig, fordi hun slet og ret havde brug for mig i alt det her sygdomshelvede. Bedst som vi troede hun var frisk og prøvede at sende hende afsted, blev hun ringet med en ny omgang feber eller omgangssyge. Og Carl Emil blev helt forvirret i alt det her, og gik nærmest i baglås over at skulle i børnehave, så han var næsten ikke afsted hele januar måned heller. Jeg følte måske lidt, at det hele skete, uden at jeg rigtig kunne nå at stoppe op og trække vejret for en kort stund. Simon fik hold i ryggen dagen før vi stod og skulle afsted på ferie. Der må jeg ærligt indrømme, at jeg følte at nogle prøvede at stoppe os i at rejse afsted. Jeg kan huske, at jeg sad og arbejdede til næsten midnat aften før afrejse, mens jeg også skulle pakke færdig for os alle fire. Simon var bare sengeliggende. Der var jeg sgu træt. Jeg var træt, udkørt og jeg glædede mig ikke engang til at skulle afsted, fordi jeg ikke følte at der havde været et øjebliks ro til netop at finde ferielængslen og få den rare følelse frem af, at vi endelig skulle på ferie sammen alle fire. Vores første ferie. Jeg var bare nødt til at hænge i, fordi der ikke var andre muligheder. Januar måned skulle vi bare igennem, og vi skulle igennem den bedst muligt. Survival mode on og i højeste gear. Men der er følte jeg ærlig talt, at det ramlede lidt omkring os. Men vi kom afsted, og det endte jo med at blive verdens bedste ferie. Og alle mand blev friske. Selvfølgelig var det også hårdt ind imellem. Alene tid med mig selv eller min mand var jo nærmest ikke eksisterende. Men vi havde en fantastisk ferie – som familie <3

Vi glædede os lidt til at komme hjem igen efter de 2 uger i varmen. Til at finde hverdagsrutinerne frem, og til at få lidt mere plads at boltre os på. Børnene havde helt sikkert brug for hverdagen igen. Det tror jeg virkelig på. Både til at se andre jævnaldrende end hinanden, men også bare til at have en helt normal hverdag. Med havregrød, leg på værelset og en tur på legepladsen. Det skal man vist ikke undervurdere betydningen af for mindre børn. Jeg synes ihvertfald, at mine børn ændrede lidt karakter i den her periode. De havde utrolig mange kampe med hinanden, og deres temperament og humørsvingninger blev hverdag og er altså ikke et normalt karaktertræk for dem. Jo altså Lily Sofias temperament kender i vist lidt til, men i ved hvad jeg mener 😉 Det var bare som om de også var mætte af at gå op og ned af hinanden derhjemme, af ferie og af de uregelmæssige rutiner.

Vi havde lidt jetlag, da vi kom hjem fra ferie. Det er nok uundgåeligt. Jeg vil tro, at der gik fem-seks dage, før jeg synes at børnene var ved at have normale tider at stå op på og gå i seng på. Vi kom hjem, lige da vinterferien startede. Det vil sige, at der selvfølgelig ikke var så mange børn i institutionen, hvilket jeg havde lidt dårlig samvittighed over, men set i bakspejlet var det måske egentlig meget godt. Så fik de en rolig start, hvor de i hvert fald ikke skulle forholde sig til alt for mange børn. Denne uge har været fuldstændig helt og aldeles normal. Vi har haft de faste afleverings-og afhentningsrutiner. Carl Emil vil pludselig gerne afsted i børnehave, selvom han indimellem stadig kan blive lidt ked af det ved aflevering om morgenen. Men han siger ikke nej til at skulle afsted længere, hvis vi taler om det om aftenen og han fortæller hver dag om, hvad de har lavet og hvem han har leget med. Og vigtigst af alt, så henter vi to glade børn med hjem. Og ikke bare to glade børn, men også to børn som rent faktisk er ret gode venner lige for tiden. De leger sammen, snakker sammen, og Carl-Emil inddrager Lily Sofia i sine lege. Selvfølgelig har de stadig søskendekampe, men det fylder bestemt ikke størstedelen af tiden som for et par uger siden. Det føles så godt!

Og mens jeg skriver det, så må jeg vel også nok konstatere, at det er en af de største årsager til, at jeg også selv har fået mere overskud. At jeg føler mig i bedre humør, og at jeg bare synes at vores hverdag fungerer. Jeg glæder mig til at komme hjem til mine børn. Jeg glæder mig til at hente dem de dage om ugen, jeg gør det. Jeg glæder mig også til at stå op og gå på arbejde. Jeg glæder mig til weekenden, hvor vi har tid til langsomme morgener og mere tid sammen til alt og ingenting. Jeg har lyst til både at lave noget med mine børn, men jeg har også lyst til at være god ved mig selv og gøre ting, som jeg interesserer mig for og som gør mig glad. Jeg føler bare, at jeg har fundet en ny energi igen. Jeg prøver at rydde ud i de ting, som fylder negativt i mit liv. Jeg prøver at lade ting passere, som jeg hverken kan gøre så meget ved, eller som gør mig i dårligt humør eller ked af det. Jeg prøver virkelig, at blive bedre til at fokusere på det gode som jeg har i mit liv. Og lige nu er jeg overordnet set ret glad. Og den bølge skal man huske at nyde at ride videre på. Så det gør jeg. Både for min egen skyld, men lige så meget også for min familie skyld. At der så kommer små bump på vejen er uundgåeligt, men det tager vi til den tid.

Kan i sove godt og tak fordi i læser med <3

Smoothies som morgenmad

I al min nedskæring af sukker har jeg til morgenmad skiftet mellem havregrød med bær og mandler eller også har jeg lavet en smoothie, som jeg tager med mig i bilen og nyder på farten. Børnene får ofte også lige et lille glas til morgenmaden, og så tager jeg resten med i en termokop. Morgenmaden har altid været rigtig vigtig for mig, og jeg er en af dem, der er sulten nærmest når jeg slår øjnene op. Det ved jeg godt ikke er gældende for alle, men jeg tror at de fleste kan klemme en lækker, frisk smoothie ned, og lidt er bedre end ingenting.

Det jeg lægger vægt på, når smoothies skal udgøre er morgenmåltid er, at de indeholder lidt ‘gods’. Noget der kan holde mig mæt, og så selvfølgelig giver mig nogle gode vitaminer og næringsstoffer. Jeg bruger fx næsten altid en hel avokado. Både fordi den gør en smoothie virkelig lækker cremet, men også fordi den indeholder nogle sunde fedtstoffer.

Nu ville jeg lige dele et par hjemmelavede smoothie-opskrifter, som jeg laver om morgenen for tiden. Som oftest lidt på slump og ud fra hvad jeg har i køleskab og fryser, men nu prøver jeg at sætte lidt mål på, så i måske bedre kan lave dem. Denne mængde svarer virker til 1,5 stort glas smoothie til mit selv og et par små glas til børnene. Det kan være en god ide at tilsætte 1 tsk fedtstof, når det udgør et måltid og ikke indeholder andet end frugt og grønt (avokado er fint). Det kan fx være kokosolie. Ellers blender jeg ind i mellem lidt mandler til min smoothie. De kan stå i blød i vand natten over, så de er knap så hårde.

 

MANGO/BANAN/AVOKADO

1 mango eller et par dl manotern fra frost

1 banan (oftest lader jeg bananer modne og så brækker jeg dem i stykker og putter dem i fryseren)

1 avokado

2 dl soyamælk med calcium og vanilje (Lige nu bruger jeg den fra Naturli’) I kan også bruge alm mælk, mandelmælk eller hvad i er mest til.

Eventuelt lidt isterninger.

 

JORDBÆR/BROCOLLI/HAVREGRYN

En stor håndfuld jordbær

1 banan

6-7 stykker frossen brocolli

1 dl havregryn

2 dl soyamælk eller andet væske.

Lidt vaniljepulver

 

GRØNKÅL/BLÅBÆR/BANAN

En god håndfuld grønkål (jeg bruger frossen)

1 banan

En god håndfuld blåbær

Lidt havregryn (du kan ikke smage det, men det giver gode fibre og mere mæthed)

Saften fra 1/2 citron

1 tsk acaciehonning

 

GRØN SMOOTHIE

1 banan

1 avokado

1 håndfuld frossen spinat

1 håndfuld frossen brocolli

lidt lime/citronsaft

Vaniljepulver

lidt friskrevet ingefær

2 dl soya- eller mælkeprodukt. (Mælk, yoghurt)

Eventuelt lidt vand for konsistens

 

Ha en dejlig mandag!