Lily Sofia 9 måneder

Godmorgen kære læsere.

Tænk sig, at der allerede er gået en måned siden jeg skrev dette indlæg. Jeg skal jo afsted på venindetur i dag, så det bliver kun til nogle få timers formiddagsfejring med min lille guldklump. Månedsdagen er altid lidt speciel det første år. Så mindes man lidt ekstra. Eller det gør jeg i hvert fald. Så lidt ekstra kys bliver det helt sikkert til, også nu hvor jeg skal være væk lidt over et døgns tid. Jeg er ikke så god til at være væk fra mine børn, men ikke desto mindre er det også sundt at savne og vende hjem med fornyet energi og overskud.

Men 9 måneder. I dag. 28 februar. Kæreste lille du, som ikke er så lille mere. Du har vist rundet de 10 kilo nu. Længden er lidt uvis, men sundhedsplejersken kommer forbi på fredag. Til det sidste besøg for denne omgang. Du er stadig tandløs. Umiddelbart ingen tænder på vej. Måske er det der, hvor du ligner din storebror. At i får tænder ret sent. Men ingen hast med det. Forhåbentlig bliver det ikke for slemt for dig, når de vil frem.

Hvad er der sket med dig siden sidst? Din personlighed har nok ændret sig. Til at blive mere og mere bestemt, mere og mere bevidst og målrettet. Du ved godt, hvad du vil, og hvornår du vil det. Til ligedele frustration og morskab for din mor. At så lille et menneske kan vise så tydeligt, hvad du vil og ikke vil. Du er ret sjov. Ikke på den måde, hvor du har nemt til latter. En kildetur er dog altid en ret god måde for at få dig til at klukle på den helt hule måde nede fra maven. Jeg elsker det, og jeg gør alt, hvad der står i min magt på at få et lille grin fra dig hver dag. Men smil er der nok af. Igen ikke til hvem som helst. For du ser an. Du ser både legetøj og personer an med dit lidt skeptiske blik, før du begiver dig hen imod dem. Helst med mor eller fars trygge tilstedeværelse tæt på.

Du har stadig op og nedture i dit humør. Har nogle dage hvor du er lidt træt og uoplagt til andet end at være tæt på mig. Din mor. Men ligger jeg mig på gulvet med dig, kan du underholde dig selv. Længe. Nulre med dine små buttede fingre på en legoklods eller pille ved et lille, ligegyldigt skilt. Du undersøger. Du er nysgerrig. Du lærer. Du begiver dig længere og længere væk fra mig. Kravler i fuldt galop ud på badeværelset eller køkkenet, hvis du kommer i tanke om noget, som du skal se nærmere på. Kort tid efter kalder du. Som for at vide, at jeg stadig er der, eller fordi du vil fortælle mig om, hvad du nu har fået fingre i. Er din storebror hjemme er det ham, du kravler efter. Hele tiden. Til min store begejstring og glæde, til blandet fornøjelse hos brormand. Du kigger bare på ham, når han ikke vil lege med dig og tager legetøjet ud af hånden på dig. Så prøver du på ny at få fat i det igen, for det han laver er det sjoveste. Og det han leger med det mest spændende.

Du er blevet modigere. Du er begyndt at rejse dig op og slippe med hænderne. Så står du der og kigger stolt på mig. Jeg er også stolt, synes du er dygtig og roser dig til skyerne, indtil du stråler i dine små øjne. Indtil du falder ned på numsen. Så er det op igen og forfra med at prøve kræfter af. Med at blive stærkere og bedre. Hele tiden. Du kommer til at få nogle knubs. Det tror jeg. En af dem, der kommer til at mosle og bakse rundt, indtil du opnår, det du vil. Koste hvad det vil.

Du er blevet nemmere at have med rundt. Vil gerne se nyt, opleve nyt. Sammen med mig. Der er ikke længere skrigeri i bilen, for nu er det nok at kunne kigge ud af vinduet og følge træerne og bilerne, vi kører forbi. Vi synger, vi spiller, og vi danser. Du følger bare med. Du elsker, når Carl-Emil står op og kommer løbende ind til dig i stuen om morgenen. Eller når han kommer hjem fra vuggestue. Det smil, som han får fra dig, kan ingen af os andre få frem. Du elsker, når vi leger fangeleg efter storebror rundt om spisebordet. Når i sidder i badekarret sammen om aftenen og plasker løs i vandet, så jeg må tørre øjnene og skifte tøj bagefter. Jeg lader jer gøre det. Med glæde. For det er lykken at se jer to sammen, se jer blive bedre og bedre venner.

Du sover bedre. Om natten især. Du er tit så træt om aftenen, at du falder i søvn efter at have drukket din sædvanlige lune mælk i sutteflasken. Sover i mine arme. Og jeg nyder øjeblikket. Roen sænker sig efter endnu en dag med fuld fart på. Så sidder jeg i gyngestolen og mærker, at du bliver tungere og tungere for hvert åndedræt, du tager og kommer dybere ind i søvnen. Du nulrer stadig mine fingre. Det har du altid gjort. Så ved du, at jeg er helt tæt på. Når jeg ikke kan trække den længere, putter jeg dig i din seng. Med dynen godt omkring dig og det fine striktæppe over benene, som du har arvet fra din storebror. Strikket af faster. Så nusser jeg dig på din bløde babykind og hvisker godnat. Og glæder mig til at kysse dig godmorgen igen.

Tillykke med de ni måneder, min skat. Mors pige. Det vil du altid være.