Lily Sofia 10 måneder

Endnu en måned er passeret. I rasende fart, faktisk. Måske er det fordi, at det her barsel lakker mod enden, at jeg pludselig synes at tiden forsvinder som sand mellem mine hænder. Fordi at slutdatoen nærmer sig med hastige skridt, og fordi jeg så ved, at vores lille hjemmebobbel brydes med en hverdag med langt mere fart på, større behov for rutiner og at det hele bare skal fungere. Bedst muligt for alle parter i vores lille firkløver.

Ikke desto mindre er den sidste måned endnu et bevis og en bekræftelse i, at det hele bliver nemmere med tiden. Det er det virkelig. Lily Sofia bliver sjovere, hun er mere stabil og tilregnelig og jeg gruer slet ikke for vores arrangementer og ture ud af huset. Tværtimod er det kærkomment, fordi hun faktisk er gået hen og blevet en lille selskabspapegøje, som nyder at sidde med til bords, hvor der sker noget. At observere og deltage i andre børns leg. Derfor ved jeg også, at det bliver godt for hende med vuggestue. Når hun lige finder sin plads og føler sig tryg der, selvfølgelig. Men hun har helt sikkert nået den alder, som jeg husker så tydeligt fra barslen med Carl-Emil. Hun kræver mere, hun skal udfordres mere og underholdes mere for at blive ordentlig træt. Der må gerne ske noget. Det er underligt at tænke på, at Carl-Emil på samme alder var fuldt indkørt i vuggestue. Han startede 9,5 måned gammel, altså en måned tidligere end sin lillesøster skal. Og det tror jeg er helt perfekt. At de næste små 3 uger lige er hjemme i den sædvanlige barselsboble, før hun skal i gang med nye eventyr.

Hun har den seneste måned fået sin første tand. Den er altid lidt speciel, ikke? Jeg opdagede den en tilfældig aften, hvor hun som med som meget andet åbnede munden omkring min finger, og så mærkede jeg det. En lille hård spids i undermunden. Jeg fik straks undersøgt det nærmere og uddelte kys og begejstring over den lille begivenhed. Denne nogenlunde samtidig som storebrors første tand. Hun får mere og mere mod. Er en lille bestemt dame, der siger til og fra, når der er noget hun vil – eller i særdeleshed det modsatte. Den del har ikke ændret sig med alderen. Hun kravler nu op på sofaen af sig selv, og jeg skal være hurtig for at fange hende, inden hun har nået den anden ende af vores rimelig store hjørnesofa, så det ikke ender med et frit fald ud over kanten. Hun er ikke den største grinebider. Smilende og charmerende – meget. Men jeg kender godt det lille punkt under hagen og armhulen, som får hende til at klukle af kildesyge.

Flasken er officielt fortid nu. Jeg tilbyder den ikke længere, for hun har selv sagt fra. Behovet er der ikke mere, og hun sover igennem hele natten fra aftensmad til morgenmad, så heller ikke aftengrød er der brug for. Forståeligt nok, når hun til nogle måltider spiser samme mængde som mig. Alligevel er det dejligt, at vi er ovre den del. Aften- og natmåltider. Hun er blevet bedre til at putte lidt i sengen om morgenen til stor fornøjelse for begge hendes forældre. Kan samle sig lidt om en fjernbetjening med alle de små knapper eller lidt tegnefilm på ipaden, inden vi står op. Det elsker jeg, og jeg nyder det virkelig, mens jeg kan. Snart er det Simon, der kan blive liggende lidt i sengen, mens jeg må op og gøre mig i stand. Køre afsted på arbejde og kysse de andre tre farvel, mens de nyder morgenmaden i ro og fred.

De mindste små ting bliver nu undersøgt. Små skilte, et lille fnug på gulvet, en knap på min bluse. De små buttede babyfingre kan nulre, dreje og rive i en lille ting, indtil hun til sidst mister interessen og begiver sig videre på sit opdagelsesrejse. Gåvognen er det største hit, og hun stråler og hviner, når hun med let vaklende Bambi ben drøner afsted hen af køkkengulvet. Puttekasser og stabeltårn er også blevet et af de mest interessante stykker legetøj. Hun aser og maser indtil hun til sidst lykkedes med at få den lille træklods puttet i det rigtige hul. Jeg klapper, hun smiler. Ved godt, når hun er dygtig.

Der bliver flere og flere barnevognsture, mens hun er vågen. For hun elsker at sidde og holde øje med alt, der passerer forbi hende, og jeg nyder at fortælle hende, om alt vi møder på vejen. Lader hende røre ved et lille blad, et græsstrå eller mærke sand mellem hænderne. Det er en sanseoplevelse og noget nyt og ukendt. Man skal nyde det, mens der endnu ikke skal mere til at imponere dem. Lurene er også blevet langt bedre. Det er meget sjældent, at hun kun tager en dag med powernaps. Som regel er det en lidt længere lur på 1,5-2 timer og så en powernap på 30-45 minutter, som hun tager i løbet af dagen. Det er så fint. Og som oftest er det uden bevægelse med barnevognen imens, hvilket også er dejligt, da de skal sove i krybber i vuggestuen, som står fast. Det bliver nok lige en ting, som hun skal vænne sig til, men det kommer nok ligesom med alt andet.

Så nu er der kun to måneder tilbage. Til fødselsdag og et helt års begivenheder at se tilbage op. Måske nok det hurtigstgående år i mit liv. Men jeg glæder mig kun. Til at se mine to små vokse op sammen og få mere og mere ud af hinanden. Det bliver nogle fantastiske år, vi har i vente. Med rejser, nye oplevelser, nye udfordringer og nye rutiner hen ad vejen.

Ønsker jer en rigtig dejlig påske. Jeg håber, at i har nogle fridage sammen med jeres familier, som i kan nyde stille og roligt, måske med et par påskearrangementer også 🙂