Fødselsberetning – Lily Sofia

Jeg har tidligere i bloggens korte levetid skrevet min fødselsberetning med Carl-Emil. Hvis i endnu ikke har læst den, kan i læse den her.  Dette indlæg kommer til at handle om Lily Sofias vej til verden, som egentlig er en ret dejlig beretning, for det gik i store træk lige som jeg havde håbet på.

Jeg havde termin d. 27. Maj og gik på barsel fire uger før som planlagt. Jeg havde det ret godt, selvom det klart føltes tungere at være gravid her anden gang. Derfor var det dejligt at komme hjem og slappe lidt af, selvom jeg kun havde nået at arbejde cirka 8 måneder i mellem mine to barselsperioder. Jeg tog generelt tingene noget mere afslappet denne gang. Jeg havde ikke så travlt med at få vasket tøjet, pakket pusletasken og alt det, som jeg havde før Carl-Emil. Dog fik jeg lavet en del mad til fryseren, som jeg vidste ville være dejligt, når der nu var 2 af tage sig af, og man ikke bare kunne leve af rugbrød og frysepizza. Det var en varm maj måned, og heldigvis døjede jeg ikke med svedeture og den slags, så jeg brugte en masse tid på terassen, blundede lidt i solen på min liggestol og nød at kunne hente Carl-Emil tidligt i vuggestue. Det blev til en fast tradition, at jeg hentede ham i klapvognen, og så gik vi en tur forbi legepladsen og legede lidt, inden vi kom hjem og spiste en is eller plaskede i vandbassinet i haven.

På min terminsdato – lørdag d. 27. maj – var det smukt solskinsvejr og 25 grader. Jeg tog et billede af maven og var egentlig glad for, at jeg havde haft 4 uger til at være lidt alene og mentalforberede mig på, at vi nu skulle være en familie på 4. Jeg har nævnt det før, men jeg fik virkelig sug i maven, når jeg tænkte på, at Carl-Emil ikke skulle være den eneste lille i huset længere. Det gjorde mig på en måde lidt trist, men jeg forsøgte også at vende det til noget positivt, at han ville få en lillesøster tæt på ham, så han altid ville have en legekammerat.

Vi gik en tur forbi et loppemarked om formiddagen og var et smut på legepladsen. Jeg havde de sidste par dage oplevet tiltagende plukveer – også nogle der kom lidt regelmæssige, men så gik de i sig selv igen. Resten af lørdagen gik med at grille hjemme på terassen, mens Carl-Emil rendte rundt i bar numse i haven. Han faldt i søvn omkring kl. 20, og vi satte os i sofaen og slappede af. Kort tid efter begyndte plukveerne igen. De gjorde en smule ondt, og jeg nævnte kort for Simon, at jeg synes, de nev lidt, men det havde han jo også oplevet før, uden at der var sket yderligere. Kl. 22 gik jeg i seng med min telefon. Jeg begyndte at tage tid på plukveerne, og de kom med alt mellem 4-10 minutters mellemrum. Jeg lå vågen i sengen indtil midnat. På dette tidspunkt var jeg ikke længere i tvivl – fødslen var ved at gå i gang. Spørgsmålet var bare, hvor længe der endnu ville gå.

Jeg lagde mig ind på sofaen lidt efter midnat, fordi jeg blev for rastløs til at ligge stille i sengen. Simon sov tungt, så jeg vækkede ham ikke. Der var stadig ingen grund til at holde andre vågne, og på en måde var det fint at være alene. Jeg satte ‘Ratatouille’ filmen på. Jeg ved ikke, hvorfor det lige var den valget faldt på, men jeg havde brug for noget ligegyldigt, noget hyggeligt og beroligende at lytte til. Jeg brugte varmepuden på min mave, gik lidt rundt i køkkenet og øvede mig i en rolig og kontrolleret vejrtrækning. På dette tidspunkt var der veer på omkring 1 minuts varighed med 5-6 minutters mellemrum. Jeg kan huske, at jeg gik ind til Carl-Emil, der sov trygt og godt i sengen. Tårene trillede ned af mine kinder,- jeg var fyldt med blandede følelser over det, der var ved at ske. Jeg vidste godt, at det nok var hans sidste timer som enebarn, og jeg havde så meget lyst til at tage ham op af sengen og knuge ham ind til mig. Jeg nøjes dog med at ae hans lille bløde barnekind.

Kl. 2.45 ringede jeg ind på fødegangen for at sige, at fødslen i hvert fald var i gang. Vi fik en lille snak om veer osv., og vi blev enige om, at jeg godt kunne blive lidt hjemme endnu. Veerne varede cirka halvandet minut og gjorde lidt ondt, men jeg var stadig tryg ved at være hjemme. Jeg var så bange for at tage derind for tidligt, så jeg ville blive sendt hjem igen. Simon vågnede ved, at jeg ringede. Han var noget forvirret, for han var jo ikke klar over, at det var begyndende veer, jeg havde haft, da vi fik i seng. Jeg sendte ham i seng igen, sagde at jeg ville vække ham, når det nærmede sig. Jeg tog et langt bad, og det varme vand gjorde godt. Jeg satte noget roligt musik på og endte nok med at stå i 45 minutters tid under bruseren, før mine ben rystede godt og grundigt under mig, så jeg måtte ind og ligge lidt igen. Jeg nåede dog ikke at ligge længe, før jeg kunne mærke, at det nok snart var tid til at ringe ind på fødestuen igen. De sagde, at det nok var fint, at vi stille og rolig kørte derindad. Også inden vi lige kom i tøjet og fik Simons mor herhjem for at være ved Carl-Emil, når han engang vågnede.

Simon var blevet vækket af mit opkald til fødestuen, og jeg sagde til ham, at det var ved at være tid. Så skulle i se en mand, der farede forvildet rundt om sig selv! 😉 Alting var heldigvis pakket, og efter at have ringet til sin mor, fandt han en af hans egne store sweatshirts, som han hjalp mig i sammen med et par løse træningsbukser. Simons mor kom ud til os, og jeg fik også ringet til min egen mor, der skulle med til fødslen. Min svigermor mente, at vi vist skulle køre lidt hurtigt derind efter mine veer at dømme. Men jeg tog virkelig det hele med ret stor ro – jeg tænkte, at der nok var flere timer, til lillesøster meldte sin ankomst. Jeg fik sendt et sidste tårevædet blik på en stadig sovende Carl-Emil, før vi kørte afsted kl. 5 søndag morgen. Vi tog min mor med på vejen. Efter fem minutters kørsel kunne jeg godt mærke, at veerne tog ret kraftigt til. De kom med 1,5-2 minutters mellemrum, så de tyve minutter det tog at komme til sygehuset blev uden for meget snak, og jeg kunne fornemme, at min mor og Simon faktisk var en anelse utryg ved situationen. Ingen ønsker vist en fødsel på et bilsæde 😉 Heldigvis var det en tidlig weekendmorgen, så der var nærmest ingen trafik. Solen var så småt ved at stå op, og det var virkelig den smukkeste orangerøde himmel, vi kørte afsted mod.

Da vi nåede sygehusets parkeringsplads kl. 5.25 mærkede jeg antydningen af en presseve. Da jeg havde oplevet det før og sagtens kunne huske følelsen, fik jeg sagt, at vi skulle ind, og at det nok skulle gå lidt hurtigt. Simon satte min mor og jeg af ved indgangen og kørte så op for at parkere bilen. Der er lås på om natten ved elevator og trappegangen, så det føltes som det længste minut, før nogen låste op for os. En rolig og sympatisk jordemoder tog imod os og viste os ind på en lille fødestue, som nærmest mindede mere om et undersøgelseslokale. Hun snakkede både om klyx, badekar og fandt tøj frem til mig, som jeg fik kæmpet mig i med – på dette tidspunkt – meget kraftige veer. Jeg havde svært ved at bevare den gode vejrtrækning, for de kom virkelig rullende ind over mig. Hun undersøgte mig og sagde, at jeg var 5-6 cm åben. Der var klokken nok 5.40. Jeg kan ligeså godt sige, at det var ligesom at få en kæmpe knytnæve i hovedet, for tanken om at jeg stadig havde 4-5 cm til pressefasen (og fordi de sidste centimeter bare gør mest ondt!), så var det virkelig uoverskueligt for mig, men jeg havde ikke rigtig kræfter til andet end at fokusere bedst muligt på min vejrtræning. Kort efter at jordemoder gik ud for at opstarte journal, så måtte jeg bede min mor om at hive i snoren efter hjælp. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg altså skulle presse, men eftersom det kun var 5 minutter siden, at jeg var blevet undersøgt, så var det selvfølgelig en ret skeptisk jordemoder, der kom ind på stuen. Hun fik mig op på sengelejet, og jeg måtte virkelig kæmpe imod for ikke at begynde at presse. Hun fik sig vist selv en overraskelse, for jeg var åbenbart fuldt udvidet – pressefasen var i gang. Min mor har åbenbart kigget ned og set toppen af hovedet allerede før jeg begyndte at presse, haha! Det er hun stadig lidt i chok over 😀

Jeg fik et go til at begynde at presse, men kun forsigtigt for at undgå for mange bristninger. Jeg lå – ligesom første gang – igen på alle fire, og det fungerede godt for mig. Jeg tror, at jeg havde omkring 5-6 presseveer, før jeg fik en lille varm baby i hænderne kl.5.54, altså en halv time efter vi kørte ind på parkeringspladsen. Det er virkelig verdens vildeste følelse! Min lille mus, som jo alligevel ikke var så lille endda. 3900 kram og 52 cm. Jeg blev syet lidt bagefter, mens jeg lå og beundrede dette lille menneske. Hun sov nærmest, da hun kom ud. Der gik faktisk noget tid, før hun vågnede op og forstod, at hun var kommet ud af sin trygge hule i maven, og jordemoderen mente, at det nok var fordi, at det var gået lidt stærkt til sidst.

Verden stod igen stille – ligesom den gjorde første gang. At ligge med sådan et fint lille menneske i armene er en følelse, som jeg nærmest ikke kan beskrive. Alle smerter er væk for en kort stund. Hun tog fint fat om brystet, men hun lavede en klik-lyd, når hun ammede, så de mistænkte et lidt kort tungebånd, hvilket hun også fik klippet nogle dage senere. Ellers var hun en sund og rask lille pige, og tre timer senere pakkede vi sammen og kørte hjem. Nu som en familie på fire. Velkommen til verden, min skat <3