Fødselsberetning – Carl-Emil

Julen er en af de højtider, hvor jeg altid mindes. Hvor jeg virkelig mærker, hvor hurtigt tiden går, og det er på en og samme tid både dejligt med minderne, men også lidt vemodigt fordi især børn vokser sig store for næsen af en. Nu er det Carl-Emil’s tredje jul. Han kan for første gang i år forstå, hvad det hele drejer sig om, selvom han nok aldrig vil kunne huske denne jul. Så for mindernes og lidt små-sentimental-mors-skyld har jeg derfor skrevet hans fødselsberetning ned. Hvis der er noget, som jeg elsker at læse, så er det fødselsberetninger. Under begge mine graviditeter, har dette været googlet op til flere – okay, mange – gange. Præcist hvorfor ved jeg egentlig ikke, for ingen fødsler er jo ens, og så findes der jo også mange skræmmehistorier derude om uendeligt lange, dramatiske og virkelig smertefulde fødsler. Ikke desto mindre var det underholdende læsning for mig, da min egen fødsel nærmede sig. Jeg har været rigtig heldig med to gode fødsler. Og derfor vil jeg gerne dele dem med jer, for hvis det kan give lidt ro i maven til et par gravide sjæle derude, så ville det gøre mig glad.

Lad os starte fra begyndelsen.. Som tidligere nævnt var min graviditet med Carl-Emil god. Ingen særlige gener, og jeg arbejdede indtil 4 uger før termin, hvilket jeg har været heldig at kunne med begge mine graviditeter. Jeg havde ingen tegn på den forestående fødsel, men jeg var egentlig ikke utålmodig. Jeg ville bare gerne have, at han skulle blive i maven, indtil han var klar til at komme ud. Og så vidste jeg jo også godt, at jeg skulle nyde tiden med Simon til fulde, fordi vores verden snart blev vendt op og ned med sådan en lille baby.

En uge over termin fik jeg foretaget hindeløsning, men dette førte ikke noget med sig udover lidt murren i maven. Jeg blev også scannet, men da han så ud til at have godt med fostervand endnu og have det godt i maven, så valgte jeg at vente med yderligere tiltag og krydse fingre for, at det hele gik i gang af sig selv. Dette var desværre ikke tilfældet, så jeg fik en tid til igangsættelse 12 dage over termin kl. 7 om morgenen. Jeg fik virkelig ikke sovet meget den nat. Jeg var nervøs og træt af, at det ikke bare kunne gå i gang af sig selv. Jeg var bange for vedrop og for ikke selv at være i kontrol over min krop, hvis jeg skulle kobles til sådan en maskine. Jeg havde lavet en del vejrtræknings- og afslapningsøvelser op til fødslen, nok bare som en del af den mentale forberedelse, men jeg tror helt sikkert, at det er godt at gøre, for det er virkelig det vigtigste at kunne mestre under en fødsel – en god vejrtrækning og at flytte fokus fra smerterne.

Nå, min mor tog med mig på sygehuset om morgenen d.28. oktober, og Simon tog afsted på arbejde. Ingen vidste jo, hvor længe der ville gå, før jeg fik veer. Jeg fik en stikpille og skulle blive derinde i en times tid efterfølgende, for at registrere at Carl-Emil ikke reagerede på pillen. Da alt var ok, tog vi hjem igen med en tid til stikpille nummer 2 om eftermiddagen. Jeg satte min mor af på vejen og gik hjem og lagde mig på sofaen under et tæppe og satte en film på. Jeg forsøgte uden held at indhente lidt af nattens manglende søvn, for jeg var opmærksom på det mindste lille niv eller jag i min mave. Omkring kl. 11 om formiddagen begyndte jeg at mærke en tyngdefornemmelse i underlivet, som jeg ikke tidligere havde oplevet. Jeg trissede rastløs rundt, tog et langt bad, luftede hunden i haven og ringede til min mor og snakkede lidt med hende om, hvordan jeg havde det. Min mor skulle med mig til fødslen, og jeg tror, at man får et naturligt tættere forhold til sin mor, når man selv skal have et barn. Det oplevede jeg i hvert fald.

Kl. 13 kørte vi igen mod sygehuset. Jeg kunne sagtens køre bil, men havde nu rimelig regelmæssige sammentrækninger i underlivet. Ikke noget smertefuldt, bare som irriterende menstruations-smerter. Der var lang ventetid på sygehuset, så jeg gik rundt på gangene under mine veer. Jeg var i godt humør, kunne sagtens holde det ud og var spændt på det forestående. Da jeg skulle have min 2. stikpille målte de først Carl-Emils hjerterytme, som desværre lavede nogle dyk – højst sandsynligt som reaktion på den kunstige igangssættelse – så de turde ikke give mig 2. pille. Jeg var 3 cm. åben, og de havde ikke så travlt på fødegangen, så jeg fik lov til at få en stue. Jeg ringede til Simon og sagde, at han bare skulle køre op på sygehuset, når han var færdig med arbejdet. Tror han fik lidt koldsved over, at det nu var i gang 🙂

På fødestuen fik jeg taget vandet for at sætte lidt mere skub i veerne samt fik et lavement. Jeg havde hele tiden sammenkoblede veer – 3-4 veer og så pause. Det gjorde også, at veerne føltes ret lange fra start, men de var ikke værre, end at jeg kunne fokusere på lange, dybe vejrtrækninger imens, og at forsøge at være så afslappet i kroppen som muligt. Carl-Emils hjerterytme skulle registreres et par gange i timen, så det betød, at jeg ikke måtte komme i karbad, fordi han skulle have en lille elektrode sat på hovedet. Det var ellers noget, jeg havde glædet mig til og havde forestillet mig som den bedste smertelindring for mig. Men det blev flere timer under bruseren i stedet, og det fungerede ligeså fantastisk, for jeg havde det faktisk bedst, når jeg stod op og vuggede frem og tilbage med hofterne. Kl. 20 fik jeg besked på ikke længere at måtte være under vand, for han skulle være under konstant ‘overvågning’. Ingen dramatik, men han lavede nogle dyk, som de helst ville holde ordentligt øje med. Jeg havde stadig sammenkoblede veer, så det stressede ham nok også lidt. Simon havde været i Bilka og købt lidt snacks, pølsehorn og juice, men jeg kastede en del op, så jeg holdte mig til masser af rød saftevand 😉 Der var en rolig stemning på stuen, de havde drøntravlt på fødegangen den aften, men jeg havde en jordemoderstuderende tilknyttet, som næsten var færdiguddannet, og hun sad på stuen hele tiden.

Jeg gik mere og mere ind i mig selv. Jeg brugte en stor pilatesbold at hvile på i de korte pauser mellem veerne, ellers stod jeg med overkroppen hængende ind over sengen og svajende i hofterne. Det er åbenbart også godt for at hjælpe barnet på vej nedad med bevægelse, og eftersom jeg overhørte samtaler om ve-drop flere gange, vuggede jeg gladeligt videre. Jeg synes jo, at der var fin fremgang i veerne og omkring kl. 22 var jeg 6 cm åben.  På dette tidspunkt var der ikke meget plads til snak. Jeg fokuserede udelukkende på at trække vejret og gik ret meget ind i mig selv. Det gjorde ondt. Det gør det jo. På sådan en underlig måde. Ved mig føltes det som en ekstrem tyngdefornemmelse i lænden og underlivet fra navlen og ned i lårene. Det er virkelig svært at beskrive veer. Jeg fik mange plukveer undervejs, og det er altså – for at sige det mildt – også mega træls! Det er jo én lang mavebøjning oveni det andet. Jeg var dog ikke derude, hvor jeg overvejede at spørge efter yderligere smertelindring udover varmepuder på lænden.

Kl. 23 var der vagtskifte, og der kom en ny jordemoder ind. Jeg hilste kun kort på hende, hun undersøgte mig og blev så hos mig, da veerne efterhånden tog til. Det er de sidste centimeter, der gør (mest) ondt. Men det er også dem, der gør, at man næsten er ved målstregen, og det mindede jeg mig selv om. Hun var god hende jordemoderen. Gav mig ros på den rigtige måde – ikke noget pyller, bare sådan at man får følelsen af, at man gør det rigtige. At man skal koncentrere sig om at slappe så vidt muligt af i hele kroppen lige fra kæber til fødder. Mine ben rystede efterhånden under mig, fordi jeg havde stået op i rigtig mange timer, og kræfterne var ved at slippe lidt op. Pludselig ændrede veerne sig. Jeg tror, at jeg udstødte sådan et halvhøjt støn – det var så pressefasen, der var gået i gang. Jeg kom op på sengelejet, men kunne ikke finde ud af at trække vejret ordentlig, når jeg lå på ryggen, så jeg lå på alle 4 med overkroppen hvilende på en stor sækkepude. Carl-Emil dykkede stadig lidt i sin hjerterytme, så jeg skulle have ilt imellem hver presseve. Jeg var rimelig udmattet på dette tidspunkt, men jeg pressede så godt, jeg kunne, og det gik stille og roligt den rette vej, Man kan godt føle, at man ikke kommer nogle vegne, fordi det er virkelig fysisk hårdt at presse. Omvendt vil jeg ikke sige, at jeg oplevede det som smertefuldt. Efter en lille times tid med presseveer kom han ud, vores lille guldklump. Han havde det godt, min mor og Simon stod med store tårer i øjnene Jeg var nok mest bare i chok, tror jeg. Det var så vild en følelse, så uvirkeligt at ligge der med et lille barn i armene. Et barn som har ligget i maven i 9 måneder, som kun har levet af mig, gennem mig. Nu var han stor nok til at klare sig selv. 3740 gram og 52 centimeter, helt mørkt hår og så fin og yndig. Først nu fik vi sat ansigt på ham, først nu skulle vi til at lære ham at kende. Vores lille Carl-Emil <3