Mine to

Ja, her er de så. Mine to banditter. Dem som jeg uundgåeligt kommer til at skrive en del om herinde 😉

I oktober 2015 fik vi Carl-Emil. Det var en god graviditet, og jeg blev sat i gang to uger over tid, men fødslen gik heldigvis stille og roligt i sit eget tempo. Mere om fødselen i et senere indlæg 😉 Han var virkelig en nem baby. Lagde sig til at sove, når han var træt, var glad, mild og tryg ved at være ved andre. Han har altid haft et godt sovehjerte, og han er virkelig charmerende og sjov. Han er 2 år nu, og jeg elsker hans alder. Han forstår nærmest alt, prøver grænser af, snakker og hans personlighed skinner mere og mere igennem.

Da jeg lige var startet på arbejde efter endt barsel med Carl-Emil, fandt jeg ud af, at jeg var gravid med Lily Sofia. Det kom som et ret stort chok for os begge to, at vi skulle være forældre igen, fordi vi sad med et kun 10 måneder gammelt barn. Det var nogle ret hårde uger efterfølgende, hvor en masse ting blev snakket igennem. Vi vekslede begge imellem at tænke ‘nej nej nej, det går ikke’ til ‘vi klarer den jo nok’. Til sidst blev vi enige om, at det var sådan det skulle være, og at vi måtte  forberede os på nogle travle første år med to små børn, at vi måtte hjælpe hinanden igennem det, men at de med tiden ville få rigtig meget glæde af at være så tætte på hinanden.

Graviditeten med Lily Sofia gik også fint, efter de første 3 måneders kvalme var væk. Selvfølgelig var det hårdere for kroppen denne gang, fordi jeg ikke kunne slappe af med en lille krudtugle, der lige havde lært at gå og gerne ville have fingrene i alting. Men tiden gik nærmest dobbelt så hurtigt anden gang, ugerne fløj afsted, og i maj 2017 kom Lily Sofia til verden 2 dage over termin.

Og alt hvad Carl-Emil var som baby, det modsatte var Lily Sofia. Så selvom vi selvfølgelig havde erfaring med os fra første omgang baby-ræs, så var det en kæmpe omvæltning for os at få så vidt forskellige børn. Lily Sofia var meget tryghedssøgende – især efter mig, hvilket nok er meget naturligt for en baby. Hun sov korte lure, havde svært ved at overgive sig til søvnen, ville ikke ligge i barnevogn eller sidde i autostolen, hun skulle altid vugges i søvn, og det skulle helst foregå i mine arme. Når jeg tænker tilbage på det nu, så er de første 3-4 måneder af hendes liv lidt en sløret periode, fordi alle dage nærmest mindede om hinanden. Jeg kom ikke særlig meget ud af huset, følte mig nok lidt isoleret, men jeg havde simpelthen ikke meget mod på at tage chancen med at køre steder hen med hende, for oftest endte det i skrigeri. Bare det at skulle køre op og hente Carl-Emil i vuggestuen 2 kilometer væk kunne ende i det totale kaos med koldsved og hjertebanken – og babyskrig.

Mine forventninger til barslen blev selvfølgelig vendt op og ned. Jeg havde tænkt, at jeg skulle have Carl-Emil hjemme til en fridag ret ofte, at jeg skulle gå lange ture med barnevognen, gå til alverdens baby-halløj og slentre rundt på strøgture med veninderne. I stedet blev jeg en sofakartoffel, jeg travede husets gulve tynde med Lily Sofia i armene i håb om, at hun fik sovet lidt mere, hvilket jeg jo godt kunne mærke, at hun havde brug for. Jeg var udkørt – især mentalt, fordi jeg aldrig følte, at jeg havde et øjebliks ro for mig selv.

Da hun fyldte 4-5 måneder skete der heldigvis fremgang på flere punkter. Jeg begyndte at kunne putte hende i egen seng til nat, jeg begyndte at kunne trille hende i søvn i barnevognen, og køreturene blev efterhånden bedre og knap så stressende. Jeg havde været til både kiropraktor og zoneterapeut i ugerne efter hun blev født, hvor de havde gjort det, de nu kunne. Da hun var 5 måneder tog jeg hende til en kraniosakral terapeut, som fik løsnet op for de mange spændinger, som hun havde i nakke og hovede. Måske det også har haft en effekt?

I hvert fald er det hele blevet meget nemmere nu. Jeg ved ikke, om vi nogensinde får et barn, der sover lange lure i barnevognen om dagen. Men til gengæld sover hun sit lange stræk om natten, og det er trods alt at foretrække. Vi har fået vores egen rytme nu og en hverdag, som jeg synes fungerer, og hun er bare generelt blevet mere glad og mild. Det er virkelig rigtig det med, at alt bliver nemmere med tiden. Jeg ved godt, at der følger udfordringer med hvert alderstrin, men jeg synes klart, at det er nemmere, når børn kan give udtryk for, hvad der er årsag til, at de er kede af det eller utilfredse.

Om jeg har nydt min barsel indtil nu? Hmm.. Ikke til fulde, for det har været det hårdeste halve år i mit liv. Jeg har ikke lyst til at skrue tiden tilbage, for jeg har nok fortrængt de perioder, hvor jeg ikke rigtig kunne se mig ud af situationen, og hvor jeg måske mistede lidt mig selv. Der priser jeg mig lykkelig for min familie og de bedste venner, som kan holde en fast i, at det hele jo bare er faser med børn. Men jeg husker alle de små ting fra den første tid, som gør mig glad – de magiske første døgn med et nyfødt barn i armene, det første smil, når hun lærer nye ting, og måden hun kan kigge mig dybt ind i øjnene, som for at fortælle mig, at hun aldrig har været mere tryg end i mine arme. Det er ting, jeg tager med mig, og som gør, at jeg ville gøre det hele om igen. Kan jeg anbefale at få børn ret tæt på hinanden? Ja, det kan jeg da. Også selvom børnene endnu ikke er gamle nok til at kunne få ordentlig glæde af hinanden igennem leg, på ferie osv. Men det kommer ligeså stille, og jeg elsker at se, hvor meget Lily Sofia observerer Carl-Emil, når han leger. Det er bedre end alt andet legetøj 🙂

Jeg glæder mig til månederne, der kommer, og i kommer jo nok med på rejsen gennem bloggen. Jeg har stadig 4,5 måneds barsel tilbage, og dem vil jeg koncentrere mig om at nyde fuldt ud, for jeg tror, at vi er færdige med børn. I hvert fald for en vis årrække 😉