Et lille velkommen til

Et lille velkommen til

Ja, så er jeg altså sprunget ud i det igen – det her bloggen. Jeg har tidligere haft en blog, men jeg stoppede vel for omkring 5 års tid siden. Lysten ebbede ud, tiden slap op, og jeg havde ikke mere på hjertet, og derfor var det på tide at lukke ned. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg ville starte en ny blog, men de seneste par måneder er lysten kommet lidt snigende.

Jeg læser selv ret mange blogs, og jeg elsker at skrive og dele mine tanker og følelser. Det er vel en slags terapi for mig. Og det giver mig så meget at læse med ved andre, som jeg kan relatere til. Små bidder af andres liv beskrevet på en måde, som giver mig inspiration, et smil på læben, en klump i halsen, – ja, i ved. Det er det, som tekst kan – og dermed også grunden til, at denne blog er dukket op blandt tusindvis af andre. For jeg har også meget på hjerte, og det deler jeg gerne. Denne blog kommer til at handle om små og store ting, alt hvad der ligger på mig sinde. Måske er det en dag et par nye sko, der pryder bloggen, mens det næste dag kan være et teksttungt, følelsesladet indlæg. Den første store udfordring var at finde et navn til bloggen, som var relevant og rammende. Er det overhovedet muligt? Nå, men i hvert fald endte jeg efter noget tid op med navnet ‘bagvinduerne’. Det kan umiddelbart lyde lidt dystert, men tanken bag det er, at jeg kommer til at dele en masse af, hvad der foregår bag vores vinduer herhjemme. Både på godt og ondt. Små hverdagsglimt med min dejlige familie, som lever et ganske almindeligt liv ligesom størstedelen af alle jer andre. Kedeligt – måske. Men jeg skal nok prøve at gøre det lidt mere interessant at læse med, så det hele ikke ender i leverpostej og bleskift 😉

Jeg har ingen umiddelbare mål med bloggen. Udover at den skal være min online dagbog. Det skal ikke være et krav med daglige indlæg – jeg skriver, når jeg har noget på hjerte, noget jeg har lyst til at dele. Og så må vi se, hvor det fører mig – og jer – hen.

Det primære fokus for bloggen vil fra starten være omkring børn og livet som mor. Det vil det, fordi det er børnene, der fylder mest i min hverdag lige nu, i og med at jeg stadig er på barsel. Lige nu er jeg fyldt med inspiration til de kommende indlæg, så jeg glæder mig til at dele dem med jer. Velkommen til mit lille univers.

Kærligst,

Mette.
dsc_0013

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et lille velkommen til