Forskellen på mine børn

I kender det sikkert allesammen – jer der har to eller flere børn eller også jer der har søskende. Det gør jeg i hvert fald selv fra min egen storebror og jeg, som også er vidt forskellige. Ellers kan i måske forberede jer mentalt på, at jeres næste barn bliver fuldstændig vidt forskelligt fra jeres lille guldklump. Måske er det positivt, hvis i har haft problemer med søvn, mad eller temperament hos jeres første barn. Måske har i haft den nemmeste baby, så i mest af alt ønsker jer at få en med samme sind og rytme. Men noget af det mest forunderlige og fantastiske ved børn er, at selvom de er lavet af samme gener, af samme to mennesker, så kan de simpelthen være noget så forskellige på cirka alle områder. Vi snakker om det så ofte herhjemme at det fortjener et indlæg 🙂

Så her kommer nogle punkter hvor Carl Emil og Lily Sofia har vist sig at være absolut modsætninger.

Lad os starte fra begyndelsen.

1. Carl Emil har nok været i kategorien ‘et nemt barn’. Ikke at jeg er stor fan af den kategori, men altså det har han været i min optik. Han sov godt, han sov længe, han sov nemt. Han spiste godt, han voksede som han skulle, og han fandt sig i at ligge alene og lege og han kunne underholde sig selv længe. Og så var der Lily Sofia. Som sov dårligt. Ikke ville ligge selv, ikke ville sove i barnevogn de første mange måneder, skulle vugges i søvn og som bare helst ville sidde på min arm dagen lang. Det har faktisk ikke ændret sig besynderligt meget hvad angår søvnbehov. Hendes 1,5 år ældre storebror sover stadig længere middagslur end hun gør, hvis han får lov. Jeg har opgivet kampen. Nu følger vi bare med hendes rytme, og den styrer hun ret hårdhændet og bestemt. Og det fungerer heldigvis fint.

2. Når det kommer til udseendet, så er der også ret mange fysiske forskellige. Carl Emil var – uden at ville prale alt for meget – lidt et dukkebarn, da han blev født. Han var så yndig med sit helt mørke hår og store øjne. Han havde fine træk og var lige tilpas i både længde og vægt. Ingen tyk babymave, men heller ikke for tynd. Ligesom han skulle være. Og så der var Lily Sofia. Som kom ud et par hundrede gram større end sin storebror, men disse gram havde placeret sig lige på maven og kinderne ikke mindst. Faktisk har nogle af de første billeder vi tog af hende været årsag til et par hysteriske latteranfald. It wasn’t pretty kan jeg fortælle. Men selvfølgelig fik jeg sørget for også at tage et par billeder i rette vinkel og i sort/hvid, så hun ikke skal få traumer når jeg viser dem på storskærm til hendes konfirmation. Hun var jo stadig smuk i mine øjne, selvfølgelig. Hun var bare lidt mere velproportioneret. Det er hun også i dag i forhold til sin storebror, og der er vist under 2 kilos forskel på dem nu. Hun er en stærk drønnert, og jeg må bare indse at hun ikke er en lille, yndig kjolepige, og det var vist det samme med mig som lille.

3. Apropos årsagen til ovenstående kropsbygninger, så er der også en massiv forskel på, hvad de to indtager i løbet af en dag. Carl-Emil gider fx meget sjældent spise aftensmad. I hvert fald ikke hvis den står på andet end havregrød, rugbrød, avokado og pasta. Men Lily Sofia derimod, hun er enhver forældres drøm i forhold til at servere forskellige retter for sine børn. Hun spiser alt. Med stort velbehag. Jeg prøver at lade være med at blive irriteret over, at Carl Emil ikke vil spise noget af det, jeg serverer for ham, og tænker at det helt sikkert også er aldersbetinget, at han er så selektiv. Men modsat med ham, så er det simpelthen en fornøjelse, at Lily Sofia er total opslugt og meget ivrig op til hvert eneste måltid ligegyldigt om jeg serverer pasta kødsovs, en kogt kartoffel eller en bolle. Hun får cirka fremstammet 25 gange ‘mmmh’ i mellem mundfuldene. Og oftest er tallerkenen enten helt tom, eller også så sørger hun lige for at tømme Carl Emils rester også. Mors pige, jeg er vild med det!

4. De har også altid været vidt forskellige når det kommer til at spise. Carl Emil blev meget hurtigt dygtig til at spise – med ske og gaffel, that is. Lily Sofia har aldrig været den største fan af at bruge bestik, men derimod skulle man helst bruge grabberne til at skovle mest muligt mad ind hurtigst muligt, og det har ikke altid været et kønt syn, men hun har fået lov. For Guds nåde trøste den, der prøvede at lirke en ske i hånden på hende undervejs, hvis ikke det var det, som frøkenen havde bestemt sig for. Derfor resulterer måltiderne efterhånden i mad af en radius på omkring en meters penge omkring Lily Sofia, og der skal skrubbes både stole og gulv af på knæene. Jeg behøver vel ikke at nævne at seancen med at få tørret fingre og mund bagefter heller ikke er en sjov fornøjelse, og både Simon og jeg prøver vist at snige og væk i slutningen af måltidet for netop at undgå den del. Vi ved, at den venter. Det gælder bare om at finde på den bedste undskyldning for, at det er den anden, der skal klare det. Carl Emil er derimod så opmærksom på ikke at få noget på fingre og mund, at han enten beder om en hagesmæk og selv tørrer fingre og mund undervejs.

5. Temperament og vilje. Et uundgåeligt punkt i denne sammenhæng. For det er måske nok den absolut største forskel på de to. Carl Emil har altid været ret mild og tålmodig. Haft let til smil og været meget åben overfor nye mennesker. Det er Lily Sofia ikke, og hun kan sætte den sureste trutmund op overfor folk, hun ikke har mødt før, så folk egentlig ikke tør nærme sig hende, før hun selv tager initiativ til kontakt. Man er absolut ikke i tvivl om, hvad hun vil – eller nærmere hvad hun ikke vil. Carl Emil har altid været mere observerende, lidt mere tilbageholdende i nye situationer. På den søde, stille måde. Han er heldigvis ikke så genert, at han holder sig tilbage overfor folk han kender, men han er ikke den mest styrende i flokken. Det tror jeg til gengæld Lily Sofia allerede mener, at hun er. Hun tonser igennem alle forhindringer på hendes vej, hvadenten det er legetøj eller mennesker, der står foran hende. Og hvis ikke hun får sin vilje, så lover jeg at hun reagerer som en vaskeægte diva og kaster sig ned i bedste primadonna-stil. Baglæns, ruller rundt på gulvet og skriger. Flik-flak flitsbue, siger jeg jer. Wow. Alt imens vi andre tre familiemedlemmer bare sidder og kigger forundret på hinanden over, hvor det temperament kommer fra. Det kan faktisk bare ske, hvis jeg lige vil åbne en pakke rosiner for hende. Carl Emil har altid reageret ved at blive ked af det, hvis han har fået skældud. Så trækker han sig, og selvom han selvfølgelig også sagtens kan blive sur, så er det absolut ingenting i forhold til hans lille efterfølger.

Jeg kan vist blive ved med at stille punkter op. Lily Sofia er også morsyg ud til fingerspidserne, mens Carl Emil bare godt kan lide selvskab fra alle mulige i familien. Ikke nødvendigvis mig. Lige netop det punkt har jeg lært at sætte pris på ved mindstemusen. Ret stor pris faktisk, selvom det selvfølgelig stadig kan være hårdt at hun kræver mig en del. Men det gør trods alt, at jeg stadig føler mig bare lidt uundværlig. Lige pludselig så er de nemlig smuttet afsted ud for at lege med vennerne, og jeg er ret uinteressant at bruge tid med. Ja ja, der går nogle år. Men stadig. Tiden går simpelthen så stærkt. Heldigvis så er der (også) det fantastiske ved børn, ved mine børn. At jeg på trods af deres forskelligheder, så elsker jeg dem absolut lige højt. Elsker dem for alle deres forskellige sider og egenskaber. Og det er fantastisk.