Alenetid med sit barn med god samvittighed?

Jeg har glædet mig til det et stykke tid. Den her dag hvor muligheden bød sig til, at jeg kunne holde en alenedag med Carl-Emil. Hvor Lily Sofia kunne være i vuggestuen imens, når hun var kørt ordentligt ind. Det er hun jo på nuværende tidspunkt. Jeg havde ikke lagt en fast plan om, at det skulle være i dag, at jeg tog Carl-Emil med hjem igen, efter at jeg havde afleveret hende. Jeg vidste heller ikke, om han kunne finde ud af det med, at vi var deroppe en halv time og at han så skulle med hjem igen. Men det ville han gerne, da jeg skulle til at køre hjemad, så det kom han. Alenetid med sin mor på denne ganske almindelige torsdag. En hel dag på hans præmisser med min udelte opmærksomhed. Noget som jeg så længe gerne har villet give ham, men selvfølgelig har været svært på grund af, at det alenetid vi har haft kun har været imens, at Lily Sofia har sovet, og det har jo haft sine begrænsninger i forhold til, at vi har været lidt låste herhjemme med en lille sovende mus i barnevognen udenfor.

Min barsel lakker for alvor mod enden. Små planer og gøremål er skrevet i min kalender for de fire dage, jeg endnu har tilbage i næste uge. Jeg har ikke planer om, at Lily Sofia skal holdes en hel dag hjemme, inden jeg starter. Jeg ved ikke, om det gavner hende, at jeg river hende ud af den rytme, som hun stille og roligt er ved at få sig i vuggestuen. Til gengæld er min plan at hun skal have en kort dag eller to i næste uge, hvor jeg henter hende hjem efter formiddagsluren. Suger det sidste ud af min barsel og min tid med hende også. Bare hende og jeg.

Så hvordan føltes det i morges, da jeg tog Carl-Emil i hånden og gik fra vuggestuen? Forlod min trods alt endnu lille pige deroppe. Uden sin mor og storebror i nærheden. Det var en virkelig blandet følelse, som jeg havde i kroppen. En blanding af at jeg glædede mig virkelig meget til bare at skulle forholde mig til Carl-Emil og hans behov og ønsker. Men samtidig også en lille knude i maven, som gav mig en smule dårlig samvittighed. Over at hun ikke kunne være med. Sammen med os. En følelse som jeg virkelig prøvede at pakke væk, fordi hun trods alt har brugt de seneste snart 11 måneder alene sammen med mig. Hvor hun har fået størstedelen af min opmærksomhed og samvær. Og selvom Carl-Emil er det større og ikke har det samme behov for sin mor, som mindre børn og babyer har, så er det stadig så pokkers vigtigt, at han også får tiden. Sammen med mig. En tid som jeg godt ved kræver lidt planlægning, men som der skal og bør være plads til. Måske især fordi de aldersmæssigt ikke er så langt fra hinanden igen, så Carl-Emil kan endnu ikke behovsudsætte eller altid forstå, når jeg fortæller ham, at jeg er nødt til lige at have Lily Sofia siddende på armen og ikke ham.

Så i dag holdte vi fri. Med Lily Sofia i tankerne, men også med et fuldt fokus på min lille gut. Og det har virkelig været en skøn formiddag. Vi nød en rolig halv time herhjemme i morges med sofanusseri, inden vi pakkede en lille taske og klapvognen. Kørte afsted til et legeland, hvor vi tumlede, kravlede, hoppede og grinede i en god times tid. Vi gjorde alt, hvad han havde lyst til. Op og ned ad rutsjebanen, igen og igen. Han hvinede af fryd flere gange, og det var meget tæt på, at jeg fik en lille tåre i øjenkrogen. Jeg blev faktisk lidt rørt over hans glæde. Vi gik en lille tur, over broer, så på ænder, købte en rosinbolle og en juice og besøgte en stor legetøjsforretning, hvor jeg troligt svarede på alle hans spørgsmål om, hvad det var han stødte på. Uden den mindste lille snert af utilfredshed hos ham. Han var bare glad og tilfreds, også da vi skulle hjemad. Vi hørte høj musik i bilen, han agerede DJ og sang med på alle de velkendte sange. Han faldt i søvn på 5 minutter med min hånd, der nussede hans fine hår imens, da vi igen ramte hjemmeadressen, og jeg følte mig så glad og varm inden i, og at vi lige havde haft disse timer med ren kvalitetstid. Bare ham og jeg.

Nu glæder jeg mig til at hente Lily Sofia. Jeg savner hende lidt. Hendes skæve smil og hendes duft. Når Carl-Emil vågner fra lur og hun gør det samme i vuggestuen, så kører vi op og henter vores lille tut hjem. Jeg ser frem til, at vi har 3 fridage foran os sammen. I vores lille firkløver, hvor der på trods af en del planer på programmet også er masser af tid til at hygge os sammen. Simon har haft virkelig lange arbejdsdage de seneste uger. Det vælter ind med arbejde for ham, og jeg har bare givet ham fripas til at arbejde igennem, den sidste tid jeg endnu er hjemme, så han kan få flest mulige opgaver lukket. Jeg henter og afleverer dagligt, laver mad og står for alt det huslige, så han bare skal tænke på arbejde og så de sidste par timer med børnene hver aften. Snart banker hverdagen på, og han skal mere i spil. Som far primært, men selvfølgelig også som en del af det huslige, som jeg ellers har stået for under min barsel.

Om ikke andet har den her dag indtil nu været virkelig dejlig. Jeg er lidt tanket op på kvalitetstid med min førstefødte, og det samme er han. En gave til os begge.