At køre fra sit barn i vuggestue

Kære læsere.

Bloggen har stået rimelig stille hen den sidste uge. Ikke til min egen store fornøjelse, men tiden har virkelig været knap. Overskuddet nok ligeså. Vi er heldigvis ovre sygdom nu herhjemme. Der er kun de sidste små rester af små forkølede næser at spore, og det er vist ret uundgåeligt i denne tid. Weekenden bød på polterabend for min søde veninde, mens søndag stod i børnenes tegn med kvalitetstid og en lille middagslur. Igår valgte jeg at holde børnene hjemme med mig. Jeg var egentlig stadig ret træt efter weekendens program, men jeg havde lige brug for at bruge min sidste officielle barselsdag sammen med mine to yndlings. Så det gjorde vi og det var dejligt.

I dag startede vi så op igen med vuggestueindkøring. Uden særlige sommerfugle i maven, fordi stedet og pædagogerne trods alt er velkendte for mig og også for Lily Sofia. Det er nu anden morgen, hvor jeg ikke kun har nøjes med at aflevere Carl-Emil, blive et par minutter og se ham gå i gang med at lege, for så at kysse farvel og køre hjem med Lily Sofia. I dag var vi deroppe i knap 2 timer. Jeg kørte væk i cirka 20 minutter. Bare lige en tur op i Brugsen for at købe et par små nødvendigheder, som vi manglede, og derefter retur til vuggestuen. Jeg havde ikke de store skrubler ved det, fordi det var så kort tid, og jeg kørte afsted, inden hun blev alt for træt. Men jeg må indrømme, at min største bekymring var, at jeg synes, at det var lidt kaotisk i vuggestuen. Morgenener er selvfølgelig forskellige deroppe, børnene er i forskelligt humør og har forskelligt behov dag for dag. Men de to dage hvor jeg nu har brugt lidt længere tid deroppe, har jeg faktisk kørt derfra med en lille knude i maven, fordi jeg synes , at der har hersket lidt kaos. Masser af støj og uro, hvilket man nok kan forvente med 12-14 små størrelser. Men det var ligeså meget støj på grund af kontroverser imellem dem, de ville have hinandens legetøj, et par stykker græder når deres forældre siger farvel, nogle er trætte, der skal skiftes ble og gøres klar til morgensamling og formiddagsmad.

Alt det skulle to styks personale sørge for. Oven i arbejdet med alle de små børn, der også havde brug for deres tilstedeværelse. Muligvis en mand for lidt. Jeg ved, at de er lidt ramt af sygdom, så der normalvis er en pædagog mere tilknyttet stuen. Jeg kunne godt mærke, at de var pressede. Pædagogerne. Og forståeligt nok. Da jeg kom igen efter min korte tur ude af huset, sad Lily Sofia i armene på sin kontaktperson og havde selvfølgelig været lidt ked af. Det kom ikke som den store overraskelse, da det nok var træthed kombineret med, at hun nok manglede en person, som hun var helt tryg ved. Mig. Pædagogerne gjorde deres bedste, og under morgenmaden kom der heldigvis endnu en velkendt pædagog ind. En ret fantastisk pædagog faktisk, som alle børnene elsker, og som jeg virkelig også sætter stor pris på. Hun blev tydeligvis også lidt ramt af at møde ind til den lidt kaotiske stemning, der var i rummet og forsøgte at slukke ildebrande rundt omkring. Jeg sad med Lily Sofia på den ene arm, og Carl-Emil sneg sig over i en anden, da jeg sad midt i mellem dem. Han er vant til det. Tydeligvis. Og bliver slet ikke påvirket af situationen, mens det står på. Men jeg gør selvfølgelig. Og Lily Sofia gør.

Jeg har medlidenhed og sympati for pædagogerne, der forsøger deres absolut bedste. Den følelse har jeg virkelig. Og jeg har ikke en finger at sætte på stedet som institution. Men jeg har også lidt ondt af mine børn. Lily Sofia især, fordi hun er lille endnu og forstår ikke, at hun skal vente, hvis hun er træt. At hun ikke kan få lov til at sidde i arm hos en pædagog, der i forvejen har armene fulde. Jeg ved  ikke, hvordan det lige skulle foregå, hvis de skulle putte hende ud til lur, hvis ikke jeg var der i dag, men de er selvfølgelig vant til at takle de slags situationer. Jeg er jo også bare mor. En af pædagogerne tog en flok med udenfor, og der faldt ro over gemakkerne, fordi de blev delt op i mindre grupper. Jeg hjalp Carl-Emil i sit termotøj og sendte ham afsted ud på legepladsen, mens jeg kørte hjem med Lily Sofia. Hjem i trygge rammer og for lige at fordøje oplevelsen. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet? Jeg ved selv, hvor meget kaos der kan være herhjemme bare med to børn, men stadig er det der bekymrer mig, og giver mig en lille klump i maven, normeringen af personale. Jeg synes, de mangler hænder. Og gør de ikke altid det? Jo, sikkert. Ligeså vel som de fx gør det på sygehusene. I hvert fald på enkelte tidspunkter af dagen kunne et ekstra personale være godt. Situationen er dog aldrig ligesådan, når jeg henter Carl Emil om eftermiddagen, selvom der måske kun er én pædagog tilbage på stuen. Så måske er det om morgenen, at der hersker mest kaos. Fordi alle børnene er samlet i mere eller mindre et rum, der skal tages afsked med forældrene, og nogle er måske stadig lidt trætte. Jeg tænker selvfølgelig på, at det er sådan de første par timer af mine børns morgen går, når de er i vuggestue. Igen er jeg ikke så bekymret for Carl-Emil, men selvfølgelig sætter der sig en lille snert af bekymring i forhold til Lily Sofia. Jeg er bare glad for, at jeg i det mindste har kunne  give Carl-Emil langsomme morgener herhjemme, mens jeg har gået på barsel og først har kørt ham afsted til samling ved halv ni tiden.

I morgen er det planen, at hun skal puttes deroppe. Det har jeg det også fint nok med, men jeg sagde, at jeg blev deroppe, mens hun så kunne få ro til at putte hende. Det skal være en god oplevelse. Jeg kører ikke derfra med en klump i maven over, at min barn skal sove deroppe. Ikke før jeg ved, at hun er tryg ved det og er falder i søvn, som hun gør herhjemme. Jeg vil i hvert fald lige give det nogle dage denne uge, hvor jeg er lige i nærheden, hvis det brænder på. Så er det, at jeg virkelig er glad for, at jeg har en lang indkøringsperiode og trods alt ikke skal starte arbejde før om 2,5 uge. Medmindre lockouten rammer. Det kan jeg ikke lige overskue lige nu, men den tid den sorg. Så må jeg se, hvad jeg kan gøre ved den situation.

Nå. Det var muligvis ikke lige den bedste start på tirsdagen. Det giver i hvert fald lidt ekstra at tænke over. Godt solen skinner. Og godt at min lille mus lige nu ligger og sover trygt i sin barnevogn udenfor, og at det er mit ansigt hun vågner op til i dag. Vi skal ud i haven. Nyde vejret og jeg skal nyde, at vi stadig har tid sammen herhjemme. Det hele skal nok gå.