I mit fravær

Pyha. 3 dages blogpause. Fordi mit hoved absolut ikke har kunnet overskue meget andet end at være mor, for at være helt ærlig. For det er hvad jeg har været. Mor med stort M. Det startede egentlig allerede lørdag morgen med lidt søløvehosten fra Lily Sofias sengekant, men det blev ikke til så meget mere end lidt urolig søvn, meget snot og hoste. Igår tog det så til omkring middagstid. Natten havde også været præget af en baby, der vågnede op og blev ret forskrækket over, at hun ikke kunne trække vejret ordentlig igennem, så jeg sad nogle timer i sofaen med hende på maven, hvilket hjalp på vejrtrækningen og at hun igen kunne finde ro. Hun kunne pludselig slet ikke ligge ned i barnevognen ved gårsdagens middagslur, uden at det resulterede i slemme hosteanfald, så jeg tog hende selvfølgelig op og med mig ind. Gik rundt i huset og vuggede hende i armene, hvor hun tog sig en kort lur med sin hvæsende vejrtrækning. Da hun vågnede op, hostede hun så meget at hun kastede op nogle gange. Så ringede jeg altså til lægen. Jeg tænkte, at 5 dage med hoste og forkølelse burde gå den rigtige vej i stedet for den modsatte. Så min mavefornemmelse fortalte mig, at vi måtte forbi til et tjek.

Lægen ligger heldigvis tæt på. Som i 1,5 minuts kørsel væk. På den tur kastede hun op i autostolen 2 gange af hendes virkelig kraftige hosteanfald, og jeg måtte holde ind til siden begge gange og have hende ud af bilen, for at hun ikke fik det helt galt i halsen. Jeg havde en helt mat og sløv baby med til lægen, som konstaterede falsk strubehoste, men hun ville alligevel have at vi skulle et smut forbi børneafdelingen, fordi hun måske mente, at hun skulle have en maske til at lette vejrtrækningen. Simon var naturligvis på arbejde, mine forældre rejst væk på ferie og min svigermor havde hentet Carl-Emil og var taget på legepladsen uden mobilen. Så jeg måtte køre selv afsted. Med let bankende hjerte og en usigelig lyst til bare at droppe al fornuft og bare sidde med min baby på skødet i stedet for i autostolen på bagsædet, hvor jeg kun lige kunne holde en beroligende hånd på hendes små fusser. Efter et par stop, flere gange opkast, lettere panik og en smule hurtigere kørsel, end hvad reglerne ville tillade, så faldt hun i søvn lidt før vi nåede sygehuset. Da vi kom derind var hun heldigvis i rimelig godt humør på trods af den stadig besværede vejrtrækning. Dommen var den samme som ved lægen – falsk strubehoste, og efter flere tjek på hendes tal og en snak med lægen om, hvad vi skulle gøre hvis det tog til, vendte vi snuden hjemad igen et par timer efter.

I nat sov hun heldigvis fint. Kun nogle enkelte opvågninger, selvom jeg i mit stille sind havde forberedt mig på en nat oprejst i sofaen med hende på maven. Men så slemt gik det langt fra. I dag har hun været nogenlunde. Hosten og vejrtrækningen meget bedre, men stadig sløj og har stort besvær med at finde ro og få givet hendes lille krop noget søvn. Hun har sovet 3×30 minutter siden i morges, et par enkelte i barnevognen og sidst på eftermiddagen ved mig. I mine trygge arme, hvor hun helst har ville være. Og det har hun selvfølgelig fået lov til. Hun har puttet sit trætte lille hovede ind på mit bryst eller på min skulder nærmest hele dagen, jeg har båret hende rundt, haft hende siddende på skødet, mens jeg har tisset. Haft hende tæt på mig hele dagen. Det har mindet mig om de første måneder af hendes liv. Hvor jeg vuggende gik rundt med hende i armene i hele huset. Frem og tilbage og musestille. Ikke en tid jeg savner, for det var hårdt. Det har det også været i dag, men der har jeg bedre kunne rumme det, fordi jeg kan mærke på hende, at hun ikke er frisk og netop derfor har brug for mig. Sin mors tryghed.

Jeg har brugt bæreselen meget. Den aflaster mine arme og giver hende stadig lov til at sidde tæt på mig og med hovedet opad. Jeg har brugt den både indenfor og udenfor, for frisk luft skulle jo efter sigende være det bedste medicin mod falsk strubehoste og så en masse koldt at spise og drikke. Da hun stadig var virkelig træt, besluttede jeg mig for at tage hende i bæreselen og gå op og hente Carl-Emil med dobbeltklapvognen, hvis nu hun ville få lyst til at sidde lidt i den. Big, rooky mistake. Det var den mest stressende tur! Det gik egentlig fint derop. Der er et par kilometer hver vej og hun sad trygt og godt i bæreselen. Faldt ikke i søvn, men sad bare og puttede sig ind til mig. Lidt tungt, men ja det gik. Da vi kom op til vuggestuen var børnene udenfor, så vi sad lige et kvarters tid med dem i sandkassen, snakkede lidt med pædagogerne, før vi vendte snuden hjemad. Jeg har altid lidt snacks med til Carl-Emil, som han kan sidde og hygge sig med i klapvognen. Han elsker at sidde i den og snakke om alt, hvad han møder på vejen. Jeg havde Lily Sofia i bæreselen, fordi hun blev ked af det, når jeg forsøgte at sætte hende ned i klapvognen. Da vi var nået knap halvvejs i rivende modvind og havde byens stejleste bakke foran os, fik Carl-Emil den idé, at han ikke ville med hjem. Fik pludselig en kæmpe nej-hat på. Han sparkede med benene i klapvognen, var sur, tvær og ville ingenting. Så jeg satte ham af på vejen. Sagde farvel og begyndte at gå. Meget barnligt, ja, men min tålmodighed var brugt op. Jeg var træt og ville bare hjem med Lily Sofia. Han løb selvfølgelig efter os, men showet fortsatte 4-5 gange på resten af den korte distance hjem. Jeg kunne knap nok skubbe klapvognen afsted i vinden, og jeg var så opmærksom på min lille tut i bæreselen, som jeg bare gerne ville have hjem i læ, at jeg virkelig var ved at ringe efter hjælp. Øv, en tur! Simon ringede, da vi næsten var hjemme, og jeg var muligvis nok verdens sureste kone, der bare råbte ind i røret, at jeg var ude på en helvedestur og at jeg ikke kunne høre, hvad han sagde i blæsevejret. Haha! Surmuleriet fortsatte herhjemme, men det blev droslet ned med kiks og ipad. Hvad der bare kunne give et øjebliks ro. Kort efter kom Simon hjem og jeg tog min lille tut med ind på hendes værelse, svøbte hende i dynen og sad i gyngestolen den halve time hun sov. I helt fred og ro. Bag lukket dør. Og trak vejret helt ned i maven. Havde fået oparbejdet mig en rimelig, kraftig hovedpine af det blæsevejr og helt sikkert for lidt mad, men roen gjorde godt og fik mig lidt ned på jorden igen.

Omkring sengetid fik min store gut endnu et anfald. Af hidsighed som jeg virkelig sjældent oplever. Han har ellers lige haft en rigtig god periode, hvor vi ikke har set meget til det. Men han slår. Primært sin far, faktisk. Og så ind i mellem Lily Sofia, når hun snupper noget af hans legetøj. Jeg er nok lidt fredsmægleren imellem dem alle. Jeg vil ikke have at han slår, men jeg vil heller ikke have, at han bliver så ophidset, at han nærmest ikke kan få luft. Sådan endte det næsten. Så vi byttede rundt på puttetjansen af børnene, manden og jeg. Han overtog Lily Sofia og jeg fik talt Carl-Emil til ro. Sad med ham på skødet og sang et par af hans yndlingssange, han kluklo og jeg kunne putte ham med det sædvanlige nusseri i håret.

Så nu er der ro. Børnene sover, og jeg vil snart hoppe i et varmt bad efter at jeg lige ville give jer denne lille opdatering på de seneste par dage. Mit skriveri og mit overskud til netop det ligger på et lavt niveau, når jeg er træt. Jeg er ideforladt til indlæggene og jeg kan ikke tage mig sammen til at få skriblet noget ned. Men i dag var det nok en god ide. Lige at få sat lidt ord på de seneste dages udfoldelser i vores lille hjem. I morgen starter vi på en frisk og krydser fingre for endnu mere bedring. Vi skal nemlig op i vuggestuen i morgen. Lily Sofia har officielt første dag. Men det er selvfølgelig bare med mig ved hendes side, og når hun har leget lidt rundt deroppe i morgen tidlig og spist lidt formiddagsmad med dem, kører vi hjem, så hun kan få sin vanlige morgenlur herhjemme i barnevognen.

Nu trænger jeg bare til raske børn. Glade børn og legesyge børn. Det ønsker jeg mig fra nu af til alle mine fødselsdage, juleaftner og når jeg finder et firkløver. Hvis bare det var så let. Men syge børn er på min top 3 liste over ting, jeg gerne ville undgå. Måske det endda optager førstepladsen. Set på den positive side – for det skal man selvfølgelig også huske midt i alt det hele – så har jeg fået mere puttetid med min lille mus de sidste par dage, end hun længe har haft ro til. At se på hendes lille ansigt, når hun sover. Det er stadig det fineste syn, og jeg kunne kigge på det i evigheder. Så er hun pludselig lille igen. Min lille.