Skal i så have en nummer 3?

Ja, som overskriften så tydeligt fortæller, så skal dette indlæg handle om mit forhold til barn nummer 3. Fordele og ulemper og hvordan vores holdninger til et tredje barn er. For vi er jo to om både at lave og bestemme det – min mand og jeg. Det er et spørgsmål, der ofte dukker op blandt familie og venner, stadigvæk mest for sjov selvfølgelig, men ikke desto mindre er det jo noget, som nok især jeg har tænkt over. Ikke at det er relevant på nuværende tidspunkt – eller de næste 2-3 års tid for den sags skyld – men engang, når vi har glemt, hvordan man kan drukne i bleer, babygråd, søvnmangel og amning og savner alt det fantastiske, der er forbundet med sådan en lille ny.

Da Carl-Emil kom til verden og efterfølgende voksede op, så var vi slet ikke skræmt bort af livet med børn – eller barn i det tilfælde. Simon fortsatte meget sin vante hverdag i den forstand, at han fortsatte med sit normale arbejde og timerne, som han lagde i det. Der var rentgjort hus, vasketøjet var ordnet og maden stod klar, når han kom hjem. I grove træk, i ved. For Carl-Emil sov godt og tog nogle lange lure i barnevognen, hvor jeg kunne lade op og have masser af den nu nok så savnede mig-tid. Jeg havde overskud på kontoen og nød barslen, selvom jeg også glædede mig til at starte arbejde igen. Jeg stoppede med at amme, da Carl-Emil var 7 måneder efter den sidste måneds tid at have tilbudt og tilbudt det bryst. Men han var ikke interesseret mere og sagde selv fra. Og det havde jeg det fint med. Det var bedre end gang på gang at blive afvist. Han begyndte at ville tage lidt flaske. Nogle gange fik han lidt ved putning, andre gange ville han ikke have noget, så han klarede sig bare på almindelig mad i en forholdvis tidlig alder.

Tanken har nok hele tiden været, at vi ville begynde at tænke på barn nummer 2, når Carl-Emil fyldte et par år. Med graviditetens 9 måneder oven i ville det give en fin afstand mellem de små, og vi ville have et ret stort barn, der kunne gøre mange ting selv, inden vi satte en lille ny til verden, som naturligt nok krævede noget mere af os. Det ville skæbnen som bekendt ikke, så det endte med 19 måneders afstand mellem vores to guldklumper. Hvis Simon skulle bestemme, så tror jeg faktisk, at han ville være fint tilfreds med ét barn. Han er ikke skruk, har aldrig været det og han er nok – som mange andre mænd – bedst til børn, der har nået en vis alder og som man kan lave ting med, der ikke kun involverer ‘dikke-dik’, sanglege og ‘titte-bøh’. Derfor er han også vokset virkelig meget i sin faderrolle det senest års tid. Eller Carl-Emil er vokset, og det har gjort, at Simon nok meget bedre kan forholde sig til den alder. At han kan tage ham med på ture, køre en tur på traktoren (ja, sådan en ejer vi herude på landet!) og at han forhåbentlig kan lokke ham til at få en ligeså stor interesse for fodbold, som ham selv  😉

Men along came Lily Sofia. Og det var og er jo virkelig fantastisk! Ikke mindst at prøve at have en af hver, men også at have to små, at give Carl-Emil en søster og at hun har en storebror, som forhåbentlig vil passe på hende. Eller måske bliver det omvendt, eftersom Lily Sofia er noget af en moslerøv. Måske bliver det hende, som skubber de andre væk i vuggestuen, hvis de driller storebror. Hvem ved?

Når jeg bliver spurgt angående en nummer 3, så er mit svar, at jeg tror, at vi holder os til de to dejlige børn, vi har. For jeg tror, at det er sådan det bliver også med tanke på, hvordan Simon har det. Jeg tror, at han savner alenetiden mere end jeg. Dengang vi kunne ligge på sofaen en hel dag og se serier, og hvor man ikke skulle planlægge og koordinere, når den ene skulle afsted en aften. Men jeg ved også, at der kommer en tid, hvor jeg kigger på mine børn og bliver ramt af, hvor store de pludselig er blevet, at de ikke vil have samme behov for deres mor (eller far), og det kan helt sikkert sætte gang i et savn til dengang de var små. Man glemmer jo de hårde perioder, det gør man. Det oplever jeg allerede nu med Lily Sofia. De første måneder, hvor hun krævede mig så meget. Jeg har ikke glemt det, men jeg har nok fortrængt de følelser, som jeg sad med dengang. Om trætheden og udmattelsen og alle de følelser, som man ikke rigtig fik bearbejdet, fordi hun fyldte så meget og optog al min energi og tid. Om hvordan det føltes pludselig at skulle være mor til to og dele tid og opmærksomhed lige. Utilstrækkeligheden i den forbindelse og mit store savn til alenetid med Carl-Emil. Det ligger ret langt væk nu, for det hele er blevet nemmere. Jeg har glemt, at det var besværligt at bære rundt på den store mave til sidst, der hele tiden var i vejen. Om lændesmerter og nattetisseri. Nu kigger jeg på andre gravide med en snert af misundelse for det, der venter dem. De små spark man mærker i maven, det bånd som man ligeså stille bygger op undervejs i graviditeten til det barn, som man endnu ikke kender eller har set. Og det øjeblik man ser sit barn i øjnene for første gang.

Men det er ikke grund nok til, at man skal springe ud i et barn mere. Det skal være fordi, at man føler at tiden og overskuddet er til det. Det er det ikke lige nu, selvfølgelig. Om det er der om 2-3 år er ikke til at vide. Men der har vi også mange andre drømme, som vi gerne vil indfri. For eksempel at rejse med vores børn. Det kan man jo selvfølgelig også med en lille baby, men der er det ikke deres behov – det ville  mere være vores, for de små vil jo bare gerne være, hvor mor og far er. Og det at kunne dele oplevelser med børn, der er store nok til rent faktisk at forstå, hvad der foregår, det er også noget, som jeg glæder mig til. Som fx at opleve hvordan Carl-Emil lige pludselig har fået et forhold til julen i år. Eller bare at vi skal til en fødselsdag eller besøg hos hans bedsteforældre. Han glemmer ikke og er begyndt at kunne glæde sig til ting. Han snakker også stadig om vores tur i LEGO House for nogle måneder tilbage. Små oplevelser, men store for ham.

En anden faktor der spiller ind er selvfølgelig alder. Jeg ved godt, at mange siger, at det ikke skal spille en rolle, og det skal det til en vis grad heller ikke. Jeg er kun 31, så jeg ville ikke tænke videre over, hvis jeg fik et barn mere om 3 år. Jeg ville stadig se mig selv som en ok ung mor, når det er til tredje barn. Men Simon er 6 år ældre, så der ville han runde et skarpt hjørne ved de 40 år. Det er jo stadig en ung alder ment på den måde, at man ikke så gerne skulle være udbrændt og føle sig alt for gammel som 40-årig, det er mere, når jeg tænker 20 år frem. Så ville han være 60 og have et barn på 20. Ville barnet så se sin far som gammel? Vi er jo mere og mere karriere-bevidste i dag og får børn i en senere alder, så måske ville det ikke være unaturligt. Men det jeg vil sige med den her alderssnak er nok, at vi gerne vil være unge med vores børn. Have overskud og tid til at give dem en god og tryg opvækst, have tid til at give dem faste rammer, opdrage dem og selvfølgelig give dem en masse kærlighed og følelsen af, at vi er der for dem. Det håber jeg at kunne give dem. Ikke hvor vi (udelukkende) har travle hverdage med en masse institutionstimer. Min far rejste rigtig meget med sit arbejde, da min bror og jeg var små. Det har vi ikke lidt nogen nød over, for min mor arbejdede kun få timer i ugen, så hun var der altid. Men jeg vil gerne, at vi er mere fælles om det, Simon og jeg – om børnene og opdragelsen af dem. Jeg ved godt, at tanken er lidt romantisk, for der skal også tjenes til føden og Simon skal holde sit firma kørende, men alligevel håber og tror jeg på, at vi kan få det til at fungere sådan. For der venter os massevis af udfordringer forude med trodsalder, selvstændighedsfaser, skole, lektier, teenage-problemer med kærestesorg og usikkerheder. Det vi er i nu er kun en brøkdel af de kampe, der venter os. Der er det stadig bare mad, søvn og kærlighed – i grove træk – som de har brug for. Og det vil jo nok være nemmere at klare med to end tre børn, selvom mange siger at overgangen fra to til tre børn ikke er så stor, som fra et til to børn, og det kan jeg nok godt se fornuften i.

Jeg tror vist hellere, at jeg må stoppe skriveriet, inden jeg kommer for langt ud på et sidespor. I min tankestrøm. Konklusionen er vel, at vi ikke skal have flere børn, i guess. Men heldigvis kan eller skal vi ikke planlægge alt i livet, så lad os se. Lige nu nyder vi bare de to sunde og raske, dejlige børn vi har! Dem har vi trods alt været ret heldige med 😉

Tak fordi i læste med – og sov godt <3