Ti ting om parforholdet når man er blevet forældre

Kære læsere

Det er ikke nogen hemmelighed, at mange ting ændrer sig, når man får børn. Også for parforholdet især. For den mand, som man har levet sammen med får pludselig en ny rolle og en ny betydning. Man bliver bundet sammen for livet. Derfor har beslutningen om at få børn også været meget større end det fx var at blive gift. Der kan man – selvfølgelig ikke at foretrække, men stadigvæk – blive skilt og tage hver til sit. Det kan man ikke, når man sammen sætter børn til verden. Så skal man resten af livet finde ud af, hvordan man får det til at fungere, og hvordan man finder balance i at passe på hinanden, når størstedelen af ens tid og energi bliver brugt på børn, bleer og vasketøj.

Når det så er sagt, så er det nogle små sjove ting, som jeg selv har erfaret i vores parforhold efter vi fik børn. Noget som jeg – eller vi – har ændret holdning til eller måske nærmere fået et mere afslappet forhold til. Måske i kan nikke genkendende til nogle af dem?

Here goes.

• Afførring. Børnenes, selvfølgelig. Men det er pludselig blevet et samtaleemne, som dagligt kommer på bordet. Lily Sofia fylder bleerne op med stort flere gange om dagen, og det er blevet et emne, som nemt bliver slynget ud i luften, mens vi sidder og spiser. Hvor mange gange hun har lavet stort den pågældende, og ‘at vi jo skal være glade for, at hun har godt gang i maven’. Det er det samme i forhold til Carl-Emil. Mig/Simon: Har du lavet pubæh i vuggestuen i dag? Carl-Emil: ‘Ja, mig lavet pubæh med Dooorte’. Mig/Simon: ‘Du er så dygtig, skat. Du er så god til at lave pubæh’. Bæ-snak hver dag.
• At gå på toilettet er ikke længere bag en lukket dør. Ikke at vi nogensinde har været så blufærdige, at vi lukker døren, når vi bare skal tisse. Men nu er der jo tit nogle børn, der skal lyttes efter, og af ren vane bliver døren sjældent lukket. Og ret ofte bliver den skubbet helt op af et par nysgerrige børn, der lige vil stikke snuden ind forbi og se, om der foregår noget spændende bagved. Sidste uge fandt jeg mig selv siddende på toilettet med Carl-Emil siddende på hug foran, mens han blagrede i et Anders And blad og Lily Sofia hev sig op i mine bukser, der i forvejen sad nede om knæene. Farvel privatliv. Farvel blufærdighed.
• At 90% af det man snakker med sin partner om omhandler børn. Og praktiske ting. Måske endda 95%. Hvem afleverer, hvem henter, skal der nyt skiftetøj med, hvornår har de sovet, spist og er blevet skiftet. Børn, børn, børn. De er omdrejningspunktet for størstedelen af samtalerne herhjemme. Men så er der jo – set på den positive side – altid noget at snakke om. Selvom tavsheden ikke længere er pinlig, når man har været sammen i mange år, og den faktisk kun vil være ret kærkommen.
• Nøgenhed. Altså nu har vi jo set hinandens kroppe uden tøj på ret mange gange. Men vi har aldrig været nogle, som har spankuleret nøgne rundt i huset og lige stoppet op og set et par minutters nyheder, inden vi er fortsat ind under bruseren. Nu tager vi ret ofte en stor fællesbadning, som foregår ved at ungerne er i badekar, mens den ene tager brusebad. Når den ene så er færdig under bruseren, hopper den anden voksne derind, mens den anden så overtager tjansen, og sørger for at få ungerne op ad badet, tørret og smurt ind. Så de så er kommet i tøjet og klar til at fortsætte med at bygge legotårn i stuen, kan vi så selv gøre os lidt mere anstændige. Det er også tit, at der lige skal videregives lidt info, mens den anden er under bruseren, og det kunne ikke være mere ligegyldigt. Men det er også grunden til, at jeg ind i mellem venter med de lange bade til der er ro i huset om aftenen, og så sker det altså sommetider, at jeg drejer nøglen om og lige snupper et kvarter for mig selv. Uden forstyrrelser!
• Simon husker altid at sige farvel til børnene og placere et smækkys på deres små, bløde kinder. Nogle gange glemmer han dog mig. Fordi jeg er jo den tredje i rækken. Så må jeg lige påpege, at der er noget han har glemt, og jeg får mit efterspurgte farvelkys og et lille ‘beklager’, inden han drøner afsted på arbejde om morgenen.
• At joggingtøj bliver hverdagspåklædning, og at man kommenterer på, når den anden pludselig har skjorte eller kjole på. Hvor ser du godt ud, skat. Skal vi noget særligt? Jeg prøver at komme ud af joggingtøjet hver dag, og det lykkes som regel også. Men om aftenen så overmander de bløde, løse bukser og sweatshirts os begge, og så er det sådan vi ser ud resten af aftenen. Mænd kan bare lidt bedre se bedre ud i et par joggingbukser end kvinder, er det ikke rigtigt?
• Når børnene vågner op om natten, så tror jeg, at vi begge lige pludselig bliver mestre i rævesøvn. For tænk nu hvis det resulterede i, at den anden stod op fra den varme dyne og tog tjansen som beroligende/suttegivende/tyssende voksen, mens man selv kan vende sig om på den anden side og blunde videre.
• Maden skal pludselig være børnevenlig, fordi man ikke vil lave flere slags menuer til hver barns behov. Farvel til store, røde bøffer – goddag til lasagne, frikadeller og rugbrød.
• Lige pludselig er indkøb eller en lur på lossepladsen blevet attraktivt. Hvis det foregår uden børn vel at mærke. Jeg melder mig hjertens gerne til frivilligt at læsse bilen med pap og tomme flasker, samt handle ind til næste uge. Hvis det betyder, at Simon tager børnetjansen hjemme. Ja, det er faktisk gået hen og blevet helt dejligt med lidt alenetid i supermarkedet, hvor der er lidt ekstra tid til at købe mælk og pastaskruer med normal hjerterytme.
• Slik og søde sager spises i smug. Når fredagsslikket er indkøb er jeg mesteren i at få lokket Carl-Emil ind i stuen, mens jeg hurtigt snupper en håndfuld slik og propper i lommen, som jeg kan spise i smug. Simon har derimod købt en lille slikskål, som er placeret så højt oppe, at den ikke kan nåes af små, nysgerrige barnehænder. Carl-Emil ved dog udemærket godt, hvad den indeholder, men vi lever fortsat videre med at fortælle ham, at ‘det er stærkt/surt, skat. Det smager ikke godt. Ad’. Sagt med  munden fuld at slik, selvfølgelig.

Kan i have en dejlig tirsdag!