Om børnefri og fri med børn, fredage og planlægning

Kære Dagbog, kære søndag

Kl.07.02. Lily Sofia pusler inde fra sin seng og kalder. Faktisk på sin far, så det må betyde at det er ham der skal stå op. Det gør han heldigvis også af sig selv, så jeg kan blive liggende lidt længere under dynen med Carl-Emil, som vanen tro har sneget sin ind til os i nat. Vi ligger og vågner lidt og snakker om, at vi skal i Legoland senere. Jeg kan se solsprækkerne gennem rullegardinerne og det gør mig med det samme lidt mere vågen.

Kl.7.30. Vi står op og går ind i stuen og siger godmorgen til de andre to. Simon ligger på sofaen med sin dyne, mens Lily Sofia allerede er i fuld gang med at trille sin dukke en tur i barnevognen. Tage gummistøvler og jakke på og gøre sig klar til at gå udenfor. Hun elsker at være ude, men det er lige tidligt nok til at jeg er klar på at tage med. I stedet spiser vi morgenmad sammen – mig og børnene. Havregryn, yoghurt og jordbær.

Kl. 08.55. Jeg er kommet i tøjet og det samme er Carl-Emil. Vi kører en tur i Legoland sammen, bare ham og jeg. Vi har fornyet vores sæsonpas, og børnene elsker at komme derud. Simon skal ordne nogle ting herhjemme, så vi beslutter os for, at han beholder Lily Sofia derhjemme, så Carl-Emil får lidt alenetid. Og så er jeg fri for at slæbe to børn, klapvogn og bleer med i Legoland. Og derudover er Lily Sofia absolut ikke fan af at køre bil, så det i sig selv er lidt en udfordring. Så det bliver mor og søn hygge, og jeg glæder mig.

Kl. 9.30 lander vi i Billund. Vi hører Bamses Venner hele turen derud, som Carl-Emil elsker og kan flere af sangene fra. Solen skinner og humøret er højt. Vi går med hinanden i hånden hele vejen ind og får ordnet det praktiske, før vi kan gå i gang med parkens forlystelser. Vi prøver både toget, flyvemaskiner, kålormen, tekopperne, piratskibene og Carl-Emil har debut i Dragen. Den er lidt vild, men jeg prøver at tage ham med derop. Det kan kun gå galt og ske at han bliver bange. Men heldigvis er han det modsatte – han griner og er vild med det. Jeg er lidt stolt. Lille mand, der lige har rundet de 100 centimeter og derfor må komme med derop for første gang, og så er han ligeså vild med det som mig. Jeg elsker vilde forlystelser og jeg håber, at han bliver det samme. Vi er godt på vej. Jeg lover ham en is, inden vi kører hjemad, men alle ishuse er stadig lukkede kl. 11.30, så det bliver en kaffe til mig og den medbragte banan og smoothie til ham. Vi har is hjemme i fryseren, så det godtager han.

Kl. 12.15. Vi lander igen hjemme. Lily Sofia sidder og får sin avokado mad og er glad for at se os. De leger lidt i haven i solskinnet, inden jeg triller hende en tur i barnevognen til middagslur. Hun overgiver sig efter lidt tid, og jeg går ind og laver frokost til Carl-Emil og jeg. Rugbrød med spejlæg og avokado. Min klassiske weekend-frokost, som jeg nok aldrig bliver træt af.

Kl. 13.15. Jeg tager Carl-Emil med på en lille tur i forhåbning om, at byen genbrugsbutik har åben og vi kan finde et par nye puslespil. Alle dem vi har kan han næsten i søvne, og det er klart det bedste underholdning for ham lige for tiden. Det er cirka det første og det sidste han gør hver dag. Desværre er der lukket, så vi smutter i stedet forbi Brugsen og får købt et par småting vi mangler og vender i stedet snuden hjem på terrassen. Tager et af de gamle puslespil med udenfor og vi laver dem sammen, mens Lily Sofia stadig sover. Det er så vigtigt med den her tid alene med ham. Nogle gange har jeg allermest lyst til bare at være alene, men i dag har vejret givet mig overskud til bare at være sammen med mine børn. Jeg åbner en Pepsi max og sidder i havestolene, som vi lige har hentet frem på terrassen. Også grillen. Jeg tænker, at vi snart må smide et par stykker kød og pølser på grillen.

Kl. 14.10. Lily Sofia vågner. Hun sover ikke lange lure for tiden. Max 1,5 time. Hun er sjældent helt udhvilet når hun vågner, men jeg har droppet at få hende trillet i søvn igen. Så er hun bare det nemmere at putte til aften. Carl-Emil er glad for at hun vågner, for jeg har sagt at de må få en is, når hun også er oppe. Så det får de. En vaffelis fra fryseren, som de spiser ude på terrassen. Og på trampolinen imens de hopper, så Lily Sofia knækker sin vaffel midt over. Men den bliver spist alligevel. Resultatet af hendes udseende er lettere kritisk bagefter.

Kl.15.30. Simon skal grave noget jord væk fra baghaven og slå græs. Så jeg tager børnene med om på terrassen, slår et tæppe ud og henter deres kæmpe samling dublo og togbane med udenfor. Det skal vi gøre noget oftere her hen over sommeren. Der er for en gang skyld rimelig ro i mellem dem, mens de sidder med hver deres lille projekt og bygger. Det skal man huske at nyde, for de slås stadig som hund og kat meget af dagen. De er virkelig blevet søskende med stort S. Jeg håber det snart drosler lidt af, for det er faktisk ret anstrengende og udfordrende og jeg skal hele tiden være konfliktløser. Jeg kan sjældent bevæge mig mere end 5-6 meter væk, før jeg kan høre de starter forfra. Jeg prøver at lade dem løse det selv først, men det ender oftest med at en af dem alligevel kommer grædende ud til mig og siger den anden har slået eller skubbet. Jeg ved jo godt, at de er lige gode om det. Men mon ikke det er den lille aldersforskel der er skyld i de her konflikter?

Kl.16.15. Vi går i gang med at forberede aftensmaden. Får lavet en stak spinatvafler, som skal bruges som wraps med grønt, karamelliserede løg og kylling. Efter gårsdagens aftensmad som var snobrød med pølser og skumfiduser mellem to mariekiks, så er det dejligt at få lidt sundt. Heldigvis kommer Simon ind og tager dem med et smut med ud og samle grene ind fra baghaven, så jeg lige får en halv time i køkkenet alene. Det elsker jeg, og jeg vil meget gerne lave mad – bare det ikke altid er i inklusive begge børn på køkkenbordet. Men det er som om det er en magnet for dem, og det er også hyggeligt nok at have dem med. De får smagt lidt ekstra grøntsager og de får lov til at hjælpe til i det omgang det er muligt. Jeg prøver virkelig at rumme dem i køkkenet og at lære at give dem lov til at prøve selv. At hælde mælk op, slå et æg ud, skære en agurk i skiver. Også selvom det tager tre gange så lang tid.

Kl.17.30. Maden er serveret og det er rigtig lækkert. Børnene spiser godt. Især Carl Emil sætter pris på selv at kunne vælge hvad der skal på sin tallerken fremfor gryderetter og kødsovs. Han er klart mere til at maden er delt op. De skal efterhånden sidde på hver sin side af bordet for ikke at blive uvenner. Enten snupper Lily Sofia en tomat fra sidemanden eller de ender i fægtekamp med bestikket. De er virkelig nogle drønnerter 😉 Men vi får spist, og bagefter hører vi bamses venner for fuld skrue, mens de leger fangeleg i bare numser, inden de skal i bad og vaske al jord og skidt af de små fødder, der for første gang har rendt bare rundt i græsset.

Kl.19.20. De har været i bad, leget fangeleg og er kommet i tøjet. De laver lidt ballade og får begge skældud af deres far. Det kunne ligeså godt være af mig. Så det ender i lidt skrig og skrål og jeg tager Carl Emil med ind bag lukket dør og får ham talt til ro, mens Simon putter Lily Sofia. Vi snakker lidt om dagen, som har været rigtig dejlig. Men han er også træt og mættet. Efter to godnatbøger om Rasmus klump og de tre små grise, kysser jeg ham godnat på panden og holder hans lille hånd. De små røde øjne lukker hurtigt i og jeg lister ud igen og får skrevet dette indlæg færdigt. Nu vil jeg i bad og have en fugtmaske på mine solkyssede kinder. Jeg skal til kiropraktor i morgen tidlig og vi får vist en travl arbejdsuge, så jeg må hellere prøve at komme tidligt i seng.

Jeg håber i har haft en rigtig dejlig weekend <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om børnefri og fri med børn, fredage og planlægning