Advents- og julegaveideer til børnehavebarnet

Kære dagbog – Mandag d. 19. November

Kl. 06.07. Mit vækkeur ringer og vækker mig fra en tung søvn. Jeg kan næsten ikke åbne øjnene og ønsker mig langt væk i drømmeland igen, da jeg kommer i tanke om, at det er mandag. Natten har været lidt hård. Begge børn er vågnet lidt op flere gange i nat, og jeg sover egentlig altid dårligt, når jeg har været i byen, som jeg var i lørdags. Men øjnene er tunge, og jeg snoozer to gange, før jeg får slæbt mig op fra den varme, tunge dyne.

Kl.06. 40. Jeg har været i et hurtigt bad, har taget makeup på og kan høre, at børnene også er stået op. Begge lidt mandagstrætte, men vi serverer den sædvanlige morgenmad for dem, mens de får lov til at se et afsnit af Peter Pedal og vågner ligeså stille. Jeg selv får en portion havregryn med mælk og blåbær og er så småt ved at få øjne.

Kl. 7. Jeg er i tøjet og tilbage mangler kun børnene. Vi har ikke så meget tid om morgenen. Jeg vil hellere se, om børnene ikke står op ad sig selv, hvilket Lily Sofia som regel gør. Carl-Emil skal ind i mellem lokkes lidt, før han vil op fra sengen. Jeg forstår ham godt. Jeg får dem begge i tøjet, mens Simon rydder væk fra morgenmad, selv kommer i arbejdstøjet og får børstet tænder på dem. Jeg når lige at få tømt opvaskemaskinen, mens de ser det sidste iPad, inden vi skal ud af døren.

Kl. 7.15. Tid til afgang i børnehave og vuggestue. Jeg tænker tit over, hvor dejligt det er, at de et par år endnu skal afleveres samme sted. Ellers skal vi endnu tidligere afsted om morgenen. Men det både dejligt kun med en endestation, men også fordi de har hinanden. Om morgenen er de forskellige stuer slået sammen, så der leger de bare på kryds og tværs. Simon afleverer dem om mandagen, så jeg hjælper dem ud i bilen, kysser farvel og vinker dem afsted, før jeg selv sætter mig i bilen og kører mod arbejde.

Kl.8. Jeg er nået til Brande til ugens første arbejdsdag. Vi får lige snakket lørdagens julefrokost igennem og holder mandagsmøde, hvor vi lige giver hinanden et status på, hvad vi hver især har af arbejdsopgaver og udfordringer, som vi måske lige kan hjælpe hinanden igennem. Jeg har en dag uden møder, hvilket er rigtig dejligt ind i mellem. Så jeg får catchet op på weekendens mails og ordnet forskellige småting.

Kl. 11.10. Frokost. Dagens menu er chili con carne, og det er en af mine livretter. Så jeg får fyldt depoterne op og er klar til eftermiddagens sidste stræk. Jeg kan godt mærke, at jeg er en anelse træt denne mandag.

Kl.14.45. Mandag er min hentedag og jeg kører tidligt to dage i ugen. I dag passer det mig meget godt, at jeg skal hente børnene og hjem på sofaen, hvis de tillader det. Jeg har 40-45 minutters kørsel til og fra arbejde, men jeg bruger det ofte på lige at vende arbejdsdagen, snakke med en veninde eller koble til eller fra. Det er egentlig ok.

Kl.15.30.  Jeg lander på adressen for børnehave/vuggestue. Henter først Lily Sofia, der har fingrene i modellervoks. Hun virker lidt træt og vil gerne op til mig. Nogle gange har hun for travlt med at lege til at ville med hjem, men i dag er hun næsten ude af døren, før jeg får sagt farvel til pædagogerne. Hun går med ind på nabostuen, hvor Carl-Emil sidder med nogle andre børn og en pædagog i gang med at spille et spil. Han bliver oftest glad for at se mig, og det elsker jeg. Det er jo kun gengældt. Vi sidder lige et par minutter, før jeg finder deres drikkedunke og går ud i gaderoben for at give dem overtøj på. En situation der hurtigt kan ende lidt kaotisk, fordi de render i hver sin retning og ikke altid er enige i, at overtøj er en god ide. Så det kan give lidt sved på panden, selvom jeg efterhånden er rimelig rutineret.

Kl. 15.45. Institutionen ligger kun 5 minutter væk fra hjemmeadressen, hvilket er dejligt. Jeg tømmer postkassen for pakker på vej ind i indkørslen og får så tømt bilen for børn, overtøj, skiftetøj og tasker. De suser ind i stuen og vil straks have gang i hver deres iPad. Jeg gør ikke de store indsigelser og lader dem være med hver deres, imens jeg laver dem en skal med frugt og selv kommer af tøjet, får sat en vask over og pakket pakkerne ud. Lidt skønhedsprodukter, et par nye kjoler og et par ebaykøb, som skal bruges til kalendergaver. Det minder mig om, at jeg snart skal have mig et overblik over, hvad jeg har anskaffet mig af gaver.

Kl. 16.15. Simon kommer hjem fra arbejde. Han er som regel hjemme mellem 16-17. Vi har lasagne fra igår, så maden er nem, og vi skal ikke forberede det store. Lily Sofia smutter med ham i bad, mens Carl-Emil hopper op i vores seng og ser Cirkus Summarum. Han er træt. Kort tid efter kan jeg se, at hans øjenlåg bliver tunge, og jeg overvejer om jeg skal aflede ham, men ender alligevel med at lade ham sove i tyve minutter, mens jeg tager Lily Sofia med ind i stuen og læse lidt bog. Jeg får også lige pakket et par pakker med noget tøj, som jeg solgte igår og dampet de to nye kjoler, så de hænger klar til brug.

Kl. 17. Lily Sofia står og hiver i køleskabsdøren og finder en halv peberfrugt i køleskabet, som hun gnasker lidt i, mens jeg går ind for at vække Carl-Emil. Han er helt væk og sover tungt. Han sover videre i mine arme, så jeg går lidt rundt med ham og tager ham så med ind i stuen, hvor han ligger sig og halvsover videre på sofaen. Jeg overvejer virkelig, om jeg måske bare skulle lade ham sove videre og se, om han kan sove hele natten, men bliver alligevel i tvivl om, hvordan det vil gå, fordi han hverken har spist eller været på toilet. Jeg tager ham til sidst med på badeværelset for at se om han ikke vil med i et varmt bad. Han er fuldstændig groggy, den lille mand. Lily Sofia står skrigende og kalder på den anden side af døren, mens jeg selv går i bad, og Carl-Emil ligger midt på badeværelsesgulvet.

Kl.17.30. Maden er klar, men Carl-Emil vil kun sidde hos mig. Stadig ikke helt vågen. Det smitter Lily Sofia, som så også synes, at hun skal sidde hos mig, så de bliver begge to sure på hinanden, og jeg trækker vejret en ekstra gang. Lader ham sidde ved mig, mens jeg spiser lasagne med den ene hånd og brød med et godt lag tandsmør. Han bliver fristet og ender med at spise lidt til sidst. Det ender med at blive en af de aftensmadsituationer, hvor den ene konstant vil have noget. Saft, mere smør, mere vand, mere brød, færdig med at spise, før jeg selv er nået halvvejs. Jeg tørrer Lily Sofias fingre og løfter hende ned. Hun kravler op på spisebordet og ender med at skubbe Carl-Emils tallerken med dressing og avokado på gulvet og vælte et glas vand. Klassiker.

Kl. 18.15. Stemningen er lidt bedre, og børnene leger i soveværelset med Simon, vælter alle puder og dyner på gulvet og hopper rundt. Jeg får ryddet op, hængt vasketøj op og kører hurtigt på posthuset imens der er ro. Da jeg kommer hjem vil Carl-Emil lege, at vi skal på ferie, så vi er både på flyvetur i hans telt, får taget pasfoto med hans ridderskjold og spist is af de små tekopper fra legekøkkenet. Jeg får også lige hurtigt lavet fotobøger til bedsteforældrenes julegave med børnene. Har lavet en samlet til dem med billeder af begge børn i stedet for to separate. Jeg bestiller selvfølgelig også en til os selv. De moderne fotoalbum er det vel.

Kl. 19.15. Jeg går i gang med at putte Lily Sofia. Kigger i et par bøger, mens hun sidder hos mig i gyngestolen som det faste aftenritual, inden hun kommer over i sin seng, vi slukker lyset og synger en sang. Hun er ret sød til at lægge sig til at sove efter lidt tid, men vi sidder som regel hos hende. Måske ind i mellem af mere vane end behov. Jeg kan høre, at Carl-Emil græder inde på sit værelse. Helt sikkert overtræt. Simon stikker hovedet ind og siger, at han har fundet en af Lily Sofias nye sutter, som uheldigvis er blå, fordi det er det eneste, jeg lige kunne finde, og han tror selvfølgelig det er hans. Ikke smart – slet ikke i dag! Så Carl-Emil er selvfølgelig virkelig sur på Simon og ked af det. Vi bytter. Jeg går ind til Carl-Emil og Simon sætter sig hos Lily Sofia. Heldigvis stopper han hurtigt med at græde, da han kommer over til mig, og vi læser Karius og Baktur. Jeg kan den næsten i søvne den bog. Det samme kan Carl-Emil. Vi læser den hver evig eneste aften, og jeg er nu heldigvis begyndt at kunne springe seancer over i bogen, uden at det bliver opdaget.

Kl.20. Han sover ikke endnu. Han mosler lidt rundt, bliver lidt små irriteret. Vil have vand, banan, mere vand. Til sidst siger jeg stop. Han bliver sur, men jeg får ham heldigvis gjort lidt god igen, vil at kysse på hans små fødder, som hans kildesyge væsen ikke kan modstå. Jeg prøver at luske afsted, da jeg tror han sover, men han opdager det, og jeg ender med at sidde der 45 minutter.

Kl. 20.45. Så er der ro. Jeg tager Ecookings peelingmaske på for at give mit ansigt lidt glød og pleje. Jeg er træt og vil snart i seng, men først lige dette blogindlæg. Om dagen i dag. En ganske almindelig og helt normal dag. Som de er flest, og som jeg jo alligevel holder ret meget af. Også selvom børnenes humør bestemmer mit eget. Men jeg er glad, når bare vi ikke siger godnat som uvenner. Så sover jeg bedst, og det samme tror jeg at de gør. Nu vil jeg hoppe i seng. Har lige spist to P-tærter, mens jeg skrev dette indlæg. I morgen er det tirsdag. Også en helt normal dag, hvor jeg skal aflevere børnene. Håber altid, at de vågner op friske og i godt humør. Men man ved aldrig. Det fantastiske og udfordrende ved livet med børn.

Godnat <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Advents- og julegaveideer til børnehavebarnet