En hudstatus og produkter fra Skincode

Om børnefri og fri med børn, fredage og planlægning


Halvvejs igennem ugen. Det lyder så negativt at sige det på den måde, for jeg har det egentlig ikke sådan, at jeg bare venter på, at det skal være fredag. Weekenden er fantastisk og jeg elsker, når jeg kører hjem fredag eftermiddag og kører forbi og handler fredagsslik i store mængder, så vi har til hele weekenden. Især elsker jeg faktisk fredage uden planer. Især fordi vi alle mand er lidt trætte efter endnu en uge med fart over feltet. De sidste par fredage har jeg faktisk handlet ind til hele næste uge på vej hjem. Det eneste negative ved det er, at der er rigtig mange der har samme ide, så der er virkelig mange mennesker. Men jeg kan faktisk godt lide at handle ind. Måske det er mit planlægger-gen, der kommer lidt frem i mig. Det her med at skulle forholde mig lidt til, hvad vi har hjemme i køleskab, fryser og viktualierum, som vi kan kokkere med. Det der viktualierum er forresten virkelig fantastisk og meget anbefalelsesværdigt, hvis i står overfor at skulle bygge. Vores er indbygget i garagen, så der altid er mørkt og køligt, og det er virkelig fantastisk i forhold til at kunne opbevare alt lige sodavand til bleer, mel, konserves og toiletpapir. Vi har en masse hylder derude, så der er godt med plads. Måske det lige snart skal have en lille oprydning, for det kan selvfølgelig også være lidt farligt, at man altid kan benytte sig af de her mængderabatter og bare fylde op derude. Det skal også bruges op.

Men tilbage til sagen. Den her fredag og det her indkøb. Jeg har faktisk formået de to sidste par uger ikke at skulle handle mere end denne ene gang i ugen. Så har jeg handlet ind til hele weekenden og aftensmad ugen efter til og med torsdag, til morgenmad, snacks og andre små nødvendigheder. Skrevet en lang liste og lagt en madplan oppe i mit hovede for, hvordan vi kan få brugt det vi har. Det har fungeret ret godt og været virkelig billigt. Faktisk handlede jeg for under 500 kroner forrige fredag. Det er selvfølgelig forskelligt om man får gæster, skal købe bleer, mangler kød til fryseren, vaskemiddel eller andre lidt dyrere ting. Men vi har i hvert fald ikke manglet noget før fredag, hvor vi så har fyldt op igen. Og det er også dejligt ikke at skulle afsted i weekenden og handle med børnene.

Weekenderne går lige nu med lidt små planer rundt omkring. Lidt familiearrangementer og lidt venne-aftaler. Faktisk sagde jeg til Simon i sidste weekend at jeg virkelig snart trængte til en fest. Ikke en stor fest eller en tur i byen, men sådan en aften enten ude at spise god mad og drikke en flaske vin og et par cocktails i ro og fred. Eller bare derhjemme med nogle gode venner, hvor børnene måske sov ude og vi kunne sove længere end til kl. 6.30 næste morgen. Den sidste gang vi gjorde det var nytårsaften, og der var der jo børn der vågnede tidligt dagen efter. Det ligger lidt en dæmper på det hele. Jeg er nemlig verdens dårligste person til at være træt. Det gør mig ofte sådan lidt halvmut og trist til mode, når jeg ikke har energien med mig. Så det tror jeg snart vi skal have arrangeret. En lille aften med gode venner, hvor vi kan hygge os med at lave mad og Simon der agerer bartender og fikser nogle gode cocktails undervejs.

Men ellers har vi jo gang i det sidste med orangeriet, som vi har bygget i forlængelse af vores stue. Det er faktisk primært det, som weekenderne går med. Simon arbejder derude, og jeg har børnene. På lørdag skal der sættes lofter op, og Simon blev færdig med taget sidste weekend. Så det lakker mod enden nu, og det bliver noget så fint og dejligt. På solskinsdagene har det været 24-25 grader derude, så der har vi bare haft åbent ind til stuen. Møblerne er allerede indkøbt. De fineste ting, som jeg glæder mig til at vise jer. Simon har virkelig et godt øje for indretning og det er klart ham der går mest op i møbler og interiør hjemme ved os. Og jeg stoler blindt på hans smag, når det kommer til det. Der bestemmer jeg faktisk ikke rigtig så meget – eller nærmere frasiger jeg mig måske lidt den opgave. Det har aldrig været min spidskompetence, og han gør det jo så godt, så det skal han have æren for.

Jeg har stadig et par fridage tilbage, inden ferieåret lakker mod enden. Så jeg har taget lidt fri med børnene i påskeferien. Der er ikke noget af det sædvanlige personale deroppe pga. sampasning, og der bliver jeg altså sådan lidt en pylremor. Jeg kan ikke rigtig have ro i maven over at især Lily Sofia skal puttes af en, som ikke kender hende og hendes temperament og personlighed. Hun er stadig ret tryghedssøgende og ikke særlig åben overfor fremmede. Måske gør jeg det værre end det er. Men jeg har et møde på arbejde, som jeg er nødt til at tage til mandag. Så arbejder jeg hjemmefra tirsdag formiddag, hvor jeg sender dem afsted indtil middag, hvor jeg så henter dem hjem. Og så holder vi fri resten af dagen og også onsdag. Mandag håber jeg lidt, at vi kan lokke Bedste til at hente dem til middag også, så de kun skal være afsted om formiddagen og så kan Lily Sofia sove lur trygt og godt hjemme i barnevognen. Ellers går det også nok, men jeg håber vi kan få det koordineret, så vi kan give dem lidt fri og korte dage. Og om ikke andet har vi jo 5 sammenhængende dage bare i påsken. Det bliver virkelig dejligt. Tænk hvis det er forårsvejr og lune temperaturer, og orangeriet står færdigt. Så kan vi sidde derude, mens børnene leger i haven. Idyllisk tanke, for let’s face it. De har kaldt på mig 5 gange, før jeg næsten når at sætte mig ned. Men det lyder godt, når jeg skriver det ned. Og om ikke andet skal vi i hvert fald bare have en masse kvalitetstid sammen. Forhåbentlig også med ham farmand.

Kan i have en dejlig aften. Vi blogges ved snarest muligt <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En hudstatus og produkter fra Skincode