Sommerfavoritter og en sød kjole

(Arbejds)ugen der gik

Godaften kære læsere.3664f7f9-e95b-472f-97a9-701353fc52e1

Jeg ville lige tjekke ind med et lille indlæg, inden weekenden for alvor går i gang. Der er nemlig ret mange ting på programmet, så det er ikke sikkert at jeg får blogget. Nu må vi se. I morgen står den i hvert fald på fødselsdagsfejring dagen lang, familietid, kagemand, boller og grill på terassen efter en solskinsfyldt dag i haven. Det bliver dejligt. Maden er bestilt udefra og kagemand og bollebagning er uddelegeret til min mor og svigermor. Så det hele bliver hyggeligt, afslappet og dejligt. Vi har fået købt nogle gode flasker rosévin, da vi efter en tidlig aftensmad på terassen satte børnene i klapvognen og gik en aftentur om at handle de sidste par småting og købe en is til Carl-Emil. Nu er huset anstændigt. Sidste vask kører, så alt er egentlig klar. Jeg skal kun lige have smurt et par madpakker i morgen tidlig, inden vi starter dagen med nogle timer i LEGO House.

Nå, men ugen er gået med fem dages arbejde. Simon har været ramt af mandeinfluenza først på ugen, men er heldigvis frisk igen. Jeg har haft ret travlt på arbejde, og har forsøgt at nyde de sidste spæde solskinstimer udendørs, når jeg er kommet hjem. Lily Sofia har faktisk virkelig været i dårligt humør, når vi er kommet hjem. En kombination af træthed, fordi varmen gør det svært for hende at sove godt i dagtimerne, og så nok bare varmen generelt. Tror den trætter de små endnu mere end det måske gør ved os. Så der har faktisk været ret meget gråd, og det meste af tiden har det været med en baby på armen. Har jeg forsøget af bevæge mig væk fra hende, har det resulteret i et vildt skrigeanfald og får hun ikke lige sin vilje, så er det samme sket. Det er ikke let at være blevet et år 😉 Men heldigvis har hun fået en god nats søvn, hvor vi kan køle huset lidt ned, og det er trods alt vigtigt for hende. Og så håber jeg bare, at hun i morgen måske kan få sig en god middagslur, inden der kommer gæster, så hun er i godt humør. Ellers er der heldigvis lidt flere hænder til at bære rundt på den lille frøken.

Det er faktisk rigtig sjældent at vi har planer på hverdagsaftner. Sådan bliver det nok ofte, når man bliver en børnefamilie og nok især med små børn. Pludselig kommer det hele til at gå op i praktiske formaliteter med at overholde spisetider, badetid og sengetid. For ikke at tale om det utilregnelige humør, alt det grej man skal have med sig til bare en lille tur ud af huset. Det bliver ganske enkelt uoverskueligt. Om onsdagen spiser vi jo sammen med Simons familie som en fast ugentlig familietradition, men ellers går eftermiddagene og aftnerne sin vante gang herhjemme. Jeg er begyndt at tage mad med hjem fra arbejde nogle gange i ugen, som virkelig gør det hele meget mere nemt. Vi kan være udenfor indtil 5 minutter før spisetid, og så bare sætte en tallerken mad i mikrobølgeovnen og vupti – så er der varm og velsmagende mad uden at røre en finger. Virkelig dejligt! Der findes jo massevis af de her såkaldte ‘madkasse-løsninger’, hvor man får den rette mængde madvarer samt opskrifter sendt hjem til døren, som man så bare hurtigt skal tilberede. Men jeg må indrømme, at jeg netop er glad for at skulle undvære den del. Madlavning og ulvetime. Og endnu mere fordi vejret er så godt som det er nu, og hvor jeg virkelig har brug for at være udenfor, når jeg kommer hjem fra en dag på kontoret. Så det letter uden tvivl hverdagen. Så mangler vi bare lige at finde den der rengøringskone 😉 Det har vi i hvert fald planer om.

Men ja, det var et lille kort indlæg omkring denne almindelige uge. Som alligevel har været lidt speciel, fordi Lily Sofia selvfølgelig er fyldt sit første år. Det er altid en særlig dag. Ikke bare denne første, men hvert år ens barn fylder år. Så rammes man endnu engang af den pokkers tid, der bare flyver alt for hurtigt afsted. Vi må huske at nyde den, så godt vi kan.

Jeg vil ønske jer en rigtig dejlig weekend. Har i spændende planer? Om ikke andet så håber jeg den bliver dejlig, varm og fyldt med gode mennesker omkring jer <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerfavoritter og en sød kjole