Om parforhold, småskænderier og om at huske at sige tak

Hvordan får i parforholdet til at fungere med 2 små børn? Det er et spørgsmål som ind i mellem dukker op både i virkelighedens verden og på de sociale medier. Og altså, hvis jeg havde en opskrift på, hvordan man kunne undgå hverdagsfnidder og småskænderi, irritation over sin partners glemsomhed eller manglende initiativ, og hvordan man som par skaber en perfekt balance mellem børn, intimitet og nærhed, så ville jeg være millionær. For opskriften findes jo ikke, det ved vi alle nok godt. Når det så er sagt, så er der nogle ting, som jeg prøver at tænke over. Og jeg gentager lige ordet ‘prøver’, for jeg er ikke altid verdens bedste kone, når jeg også gerne vil være verdens bedste mor for mine to børn. Det ved jeg godt.

Nu har Simon og jeg jo kendt hinanden i mange år. 12 år for at være præcis og gift i knap halvdelen af dem, selvom det ikke gør den store forskel for et forhold at blive gift. Jeg sagde ja til ham, fordi det er ham, jeg kan se mig selv blive gammel med og fordi han opfylder de vigtigste krav, jeg har til en partner. Tillid og tryghed, blandt andet. For det er igen ikke muligt at finde en der opfylder alle ens høje krav. Kompromisløsning af parforholdet om man vil, uden det skal lyde for hårdt. Men sådan er det for mig. Jeg må finde mig i nogle ting ved Simon, som selvfølgelig kan irritere mig, men det er små ting, som i det store billede ikke skal ændre på, at det er ham jeg både har valgt og har lyst til at dele mit liv med – på godt og ondt. Op- og nedture er der i alle forhold.

Vi gik fra hinanden en lille uges tid for mange år siden. 10 år er det måske. Jeg havde været på en 3 måneders rejse i Mozambique under mit sabbatår, og jeg kom hjem med rygsækken fuld af indtryk og oplevelser. Simon havde naturligvis savnet mig – og jeg ham – men mens han havde fortsat sit normale arbejde og hverdagsgøremål, havde jeg oplevet en helt ny kultur og levet et helt andet liv i de tre måneder, end hvad jeg var vant til. Vi kom bare lidt skævt ind på hinanden, da jeg kom hjem, fordi jeg ikke kunne imødekomme hans savn, hvor underligt det måske må lyde. Men jeg havde brug for tid til lige at fordøje og mærke efter. Så det krævede en pause – ikke et brud i den forstand. Efter en lille uge hver for sig og en rigtig lang snak fandt vi sammen igen og har været det lige siden.

Min mand er på mange måder mit modstykke. Modsætninger mødes jo også, som man siger. Han er for det meste et roligt gemyt  – undtagen når det gælder sport og arbejde 😉 Han stresser ikke ligeså nemt som mig og tager alting meget som det kommer. Se, det er jo alt sammen meget dejligt, og det er nok også det jeg har brug for ved en mand – og som jeg egentlig burde lære noget af. Men sagen er den, at det nok også er det, som kan irritere mig allermest. Hvorfor han ikke forbereder aftensmaden lørdag eftermiddag kl.14, når begge børn sover. Hvorfor han ikke pakker pusletasken og sørger for madpakken til ungerne. Hvorfor han altid skal i bad 10 minutter før vi skal ud døren. Det er for det første, fordi manden ikke stresser. Vi når det nok, som han siger. Men den endnu større grund til, at han er som han er – det er mig. Det er mig, der efter alle de års forhold har været med til at skabe de roller, som vi hver især har i vores forhold. Så jeg har egentlig ikke nogen ret til at være irriteret over, at han ikke gør de ting. De ting som jeg går og tænker over, forbereder og planlægger. Jeg har jo egentlig også gjort det en halv time tidligere, sådan cirka. Vi tænker forskelligt og er forskellige på så mange områder. Det er nok grundstenen til, hvorfor vi stadig er sammen efter alle de år. Fordi vi jo komplimenterer hinanden godt.

Jeg er den praktiske gris i forholdet. Det er mig, der har så pokkers meget brug for struktur, at alting spiller og er husket, planlagt ned til mindste detalje, pakket og gjort klar. Det er ikke Simons behov. Han tager en ble i lommen, hvis han husker det. Ellers kan man jo købe det meste i et nærliggende supermarked, hvis han kommer til at mangle det. Han har mig til de ting. Det er min rolle i forholdet. Er det en kvindeting eller en mor-ting? Ja, langt hen af vejen er det nok. Jeg ved, at der er mange af mine veninder, der har det på samme måde. Men jeg ved også, at der er mange, som stiller langt højere krav til deres mand, end jeg måske gør. Mette vil selv. Sådan er det nok også lidt. Jeg finder jo ud af det, og så kan jeg klappe mig selv på skulderen bagefter, hvis det hele er gået, som det skulle, ingen børn er gået sultne, beskidte eller grædende i seng. Simon ville også ordne alle de ting. Hvis jeg bad ham om det. Hvis ikke jeg spørger om hjælp, så ved han at det er ordnet. Det skal ikke lyde som om, at han ikke laver noget herhjemme. Ja, det er mig, der står for 95% af alt det praktiske og huslige. Men han står til gengæld for 100% af alt det udendørs. Han er en handymand, og det er ham, der står for alt hvad der har at gøre med forsikringer, lån osv. Han har altid styr på alle sine regninger, han styrer sin selvstændige virksomhed med hård hånd. Han er virkelig dygtig til sit arbejde. Alle de ting beundrer jeg ham for. Det ved jeg til gengæld, at der er 100% styr på. Og man bliver jo ikke glad eller lykkelig af at lede efter fejl ved sin partner eller fokusere på alt det, som han ikke gør. Tværtimod. Og hvis der er noget, som man gerne vil have, at ens partner tager sig af eller måske bare et knus, så er man nødt til at åbne munden eller selv tage initiativ til det. Simon kan i hvert fald stadig ikke gætte, hvad der kører rundt inde i mit hovede. Vi er sgu så komplekse, os kvindfolk. Det er jeg sikker på, at de fleste mænd synes! 😉

Vores forhold er selvfølgelig ændret, efter vi fik børn. Det er nok naturligt for alle. For tiden til hinanden er meget, meget mere knap. Vi har ikke haft ordentlig alenetid siden Lily Sofia kom til verden for knap 8 måneder siden. Vi trænger nok snart til det. Ikke fordi vores forhold halter eller vi som sådan hungrer efter det. Men fordi jeg er sikker på, at det vil gøre os rigtig godt. At vi har brug for ikke kun at snakke om børn, hvem der henter, hvad vi skal have til aftensmad, hvem der putter hvem. Men derimod har vi brug for at grine sammen, snakke om gamle dage og vores rejser sammen. Som jeg ved, at der kommer mange flere af sammen med børnene, og det bliver ligeså fantastisk. Vi trænger til at være sammen med vores venner uden børn, feste og danse til høj musik og med lidt sjusser i blodet og glemme, at der selvfølgelig er en dag i morgen, som skal klares med panodiler og trætte hoveder. Men den tid kommer, det ved jeg. Og jeg ved også, at der ikke går særlig længe. Så jeg har ikke så travlt med det. Jeg er nok heller ikke klar til, at få begge børn passet lige nu. Eller til at få passet Lily Sofia nok nærmere.

Noget vi husker i hverdagen er, at vi altid skal kysse hinanden farvel og godnat. Oftest er det selvfølgelig bare et luftigt kys på vej ud af døren, men det er der, og det betyder noget. Vi er også gode til at sende hinanden en besked med en lille kærlig hilsen, hvis morgenen er gået lidt stærkt. Et ‘jeg elsker dig’ eller en tak fordi den anden tog morgentjansen. Det er guld værd og giver mig altid et lille sug i maven og gør mig glad. Der skal ikke så meget til, og det skal man huske. Generelt skal vi bare blive bedre til at sige tak til hinanden og give hinanden ros. Sige tak for lige at få lov til at ligge en halv time længere i sengen i sengen om morgenen. Eller for at hente den store en dag, hvor aftalen ellers var at det var mig. Og fortælle ham hvis han har gjort noget, der har gjort mig glad. Ordnet vasketøjet eller støvsuget. Mænd skal jo roses og helst helt op til skyerne, hvis man gerne vil have, at de gør noget lignende igen. Og ligeså træls som det kan være, fordi det jo er ting, som vi måske ikke selv får ros for at klare, så er det ikke desto mindre nødvendigt for det kære hankøn, at de føler sig uundværlige og til gavn. Det er det virkelig! 😀

Nå. Men i forlængelse af alt det ovenstående, så skal jeg huske, hvad der er vigtigt. Er det at vasketøjet er klaret, og at maden står klar kl. 17.30? Eller vælter verden, fordi vi lige har glemt en ekstra bodystocking til Lily Sofia, fordi Simon har pakket tasken? Nej, nej og nej, Mette. Så vælg kampene. Det er så drønhamrende vigtigt, for at der ikke skal gå alt for mange småskænderier i den. Og det er vi til gengæld gode til ikke at have. Jeg kan sagtens være kort for hovedet og snerre efter en lidt dum dag eller hvis trætheden er ved at sætte ind. Men der ved Simon også godt, hvorfor jeg er som jeg er. Og så prøver jeg at blive bedre til – når irritationen har lagt sig – at fortælle ham, hvorfor jeg lige sagde eller gjorde, som jeg gjorde. Og så lægge det bag mig og ikke bære nag. Det er spild af tid og dårligt humør. Og ja, så handler det nok også om at acceptere, at tiden til hinanden mens børnene er små er lidt knap. Men huske på, at den kommer igen. Det er også dejligt at have noget at glæde sig til. Og jeg glæder mig i hvert fald til de næste mange år med Simon og vores to dejlige unger.