Hvad spiser min baby i løbet af en dag og nyt putteritual

Påskeplaner og fine sommersæt

dsc_0010Nyder i påsken derude? Vi gør. I fulde drag. Jeg glæder mig sådan over, at vi stadig har tre fridage sammen tilbage. Det er fantastisk, at mandagen også er en helligdag, så næste uge ikke bliver helt så lang. Det er så dejligt – og tiltrængt – at vågne op til lange, rolige morgener. Uden nogen som helst form for stress, og at vi bare kan trisse rundt i nattøj og morgenkåber, så længe vi har lyst. Så det er mere eller mindre, hvad vi har bedrevet tiden med indtil nu. At tage alting i et rolig tempo. Stresset af, spist kage og drukket varm kakao. Kælket, været på biblioteket, besøgt bedsteforældrene. Ingen faste planer, præcis som jeg bedst kan lide det.

Igår havde vi besøg af mormor og morfar til æggejagt i haven. Det er egentlig ikke en tradition, som vi har haft i vores familie, men jeg blev alligevel ramt lidt af stemningen, da jeg kunne se, hvor mange der rent faktisk gør det rundt omkring. Så jeg gemte æg rundt i haven og så gik vi ellers på tur. Ham med morfar i hånden, mormor med Lily Sofia i barnevognen. Det sidste æg var et rigtigt marcipanfyldt påskeæg, som han hoppede af fryd over at finde inde i sit nye legehus. Sukkerindtaget har været skruet lidt op her i påskedagene, så i dag holder vi vist lige en lille pause med det. Inden den står på påskefrokost ved svigerforældrene i morgen. Mesterbageren svigermor, der altid disker op med det helt store påskebord og nok ikke mindre end 2-3 kager, som Carl-Emil helt sikkert gerne vil smage alle af.

Hvis vejret viser sig fra sin pæne side, tror jeg, at vi (nok sammen med en masse andre!) vil en tur i Legoland på mandag. Vi er jo så heldige, at det er en af de børnevenlige forlystelser, der ligger indenfor et kvarters kørsel fra hjemmeadressen. Så vi har bestemt os for at købe sæsonpas dertil, så vi kan tage en masse ture derud hen over sommeren. Carl-Emil har kun været i Lego House indtil nu, hvilket jeg også kan anbefale at besøge, så jeg er sikker på, at han bliver ret begejstret for at opleve både forlystelser og en masser legobyggerier samlet på et sted.

I dag havde jeg egentlig tænkt, at vi skulle en tur i Dyrehaven og se alle de fine kronhjorte og rådyr. Gå en tur i skoven og så vende snuden hjemad igen ved frokosttid, så børnene kan tage deres lur herhjemme. Men Carl-Emil er vågnet lidt tidligt, så han er ikke lige i det allerbedste humør. Så det er nok bare bedst, at vi lige bliver herhjemme og måske går en tur udenfor i haven eller på legepladsen i stedet. Jeg nyder forresten, at det efterhånden er rimelig fast, at de sover den fælles lur først på eftermiddagen, hvor man lige kan puste ud og få ordnet lidt praktisk, mens der er ro. Læse i en bog eller tage en lur, hvilket Simon mestrer ret godt her i ferien! Men sådan skal det være. Man skal jo sove, mens børnene sover, som man siger. Et råd, som jeg aldrig selv har været særlig god til at følge.

dsc_0017

Men det er jo sidste dag i marts måned i dag. NU kommer der snart – i hvert fald lidt – varmere temperaturer, og det får mig til at glæde mig til at kunne iklæde børnene noget af det fine sommertøj, som jeg har købt til dem. Jeg har både shorts og t-shirts liggende i skabet til Carl-Emil, og da jeg var i Barcelona fik jeg købt et par fine kjoler og den hvide skjorte med hjem. Cardiganen fandt jeg på udsalg i H&M og er i det blødeste cashmere. Jeg tænker, at det vil være et rigtig fint sæt med nogle af de mere farverige bloomers, som ligger og venter i skabet på at kunne blive taget i brug sammen med de yndige knæstrømer fra Condor og små sandaler. Ja, jeg drømmer lidt, men det bliver sødt er jeg sikker på. Og ærligt, så er det altså bare lidt sjovere at købe små kjoler end shorts 😉

Nå, jeg vil ikke opholde jer længere, men vil i stedet ønske jer en god lørdag og fortsat rigtig god påske <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad spiser min baby i løbet af en dag og nyt putteritual