The Sands, Khao Lak - en lille rejsedagbog

Feriestatus – billeddagbog og at komme helt ned i gear


Lige endnu et lille Thailands indlæg mere. Vi kom til MANATHAI hotel her i Khao Lak i torsdags og har booket 4 overnatninger, så i morgen går turen videre til sidste hotel, hvor vi skal være indtil torsdag.

Som en kæmpe kontrast til det børne paradis vi kom fra på the Sands (læs forrige indlæg omkring dette hotel), så kom vi nu til et helt roligt sted cirka 10-15 minutter udenfor Khao Lak centrum. Hvor den primære lyd er havets brusen og det man kan lege med er vand og sand. Der er naturligvis pool, virkelig lækker mad. Der er et legerum og fitness som på så mange andre resorts i Thailand, men jeg tror det har været rigtig sundt for børnene at komme lidt væk fra larm og en masse aktiviteter. De har underholdt sig selv overraskende godt. Især Lily Sofia har leget med sand i timevis. Sovet godt i klapvognen til den lette havbrise og selv Carl Emil tog sig en lang lur første dage. Han er slet ikke så udkørt som i starten, fordi tempoet her sætter dagsordenen – der er nemlig mere tid til ro og til at komme ned i gear. Vi har hver aften nydt solnedgangen og modsat det andet sted har vi kun ligget på stranden. Det er den fineste hvide sandstrand og den er privatejet, så den kan ind i mellem virke helt mennesketom. Det er så dejligt.

Vi har fået læst meget. Spist mange is og drukket en god portion cocktails sidst på eftermiddagen. Vi har fået massage. Spist hotellets virkelig lækre mad, som også er i den sundere ende af skalaen med avokadosandwich med groft brød og kyllingewraps med lækre grøntsager. Det er ret lækkert efter en del  italienske pizzaer og friturestegt mad på Khao Laks restauranter.

Igår var vi på en dagstur med et dansk familie vi mødte på det sidste hotel, som vi sjovt nok har fælles bekendte med hjemme i Danmark. Vi tog på en tømmerflådetur og fik set et par slanger i træerne, et thailandsk tempel, badet i et lille vandfald og besøgt et reservat for havskildpadder, som er en truet art i Thailand, så de sørger for at de vokser sig store og stærke nok til at klare sig, inden de slippes løs i havet igen. Det var fint at komme lidt ud fra hotellet og meget passende var det lidt overskyet igår. Eller har vi haft strålende sol hver dag, selvom vejrudsigten altid siger noget andet.

I aften begiver vi os nok en tur ned af stranden og spiser på et af nabo restauranterne. Det er altid lidt på børnenes præmisser, at vi bestemmer hvad vi gør. Vi er ikke så gode til at spise tidligt før børnene bliver for trætte. Men derfor har det været rigtig dejligt, at hotellet har tilbudt så god mad. Så kan vi hurtigt pakke sammen, hvis det går galt. Der er ikke så mange børn her. Nærmere en del par, som nok er en på rolig kærlighedsferie, men jeg føler dog ikke, at vi forstyrrer nogen. Tværtimod får børnene rigeligt med opmærksomhed fra de ældre par på hotellet, som får små lysglimt i øjnene af at se på de små lege med hinanden.

Det var et lille hurtigt tjek-ind. Før vi drager videre til sidste del af rejsen. 5 dage på et andet hotel, hvor vi har lejet en bungalow på stranden. Så prøver vi lidt af hvert. Børnene har fået ret mange myggestik her. Det er nok desværre en del af det at bo så tæt ved vandet. Håber det bare er nogle uskyldige myg, og som hurtigt går væk igen.

Varme tanker og solstrejf her <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The Sands, Khao Lak - en lille rejsedagbog