Når man kommer hele følelsesregisteret igennem

Så blev det fredag og weekenden står for døren. Simon kunne desværre ikke holde fri i dag alligevel, men forhåbentlig kan han blive færdig med arbejdet lidt før, så han ikke først er hjemme til spisetid som igår. Så jeg nupper en dag mere alene med ungerne, det går nok. Hvis det hele klapper med lure og måltider, så kører vi nok en tur i centeret og får blandet en stor pose fredagsslik og set det hvalshow, som de har her i vinterferien.

Dagen igår var også okay. Hyggelige momenter og plads til grin og hygge. Men det var også lidt hektisk. Lily Sofia ville ikke rigtig overgive sig til sine lure hverken til morgen- eller middagsluren, og hun var rigtig sur. Så er det sin sag at underholde en dreng på 2 gennem et vindue med fagter og dans, når jeg triller rundt udenfor med barnevognen. Så han ved, at jeg stadig er lige i nærheden. Men det lykkedes til sidst, og han var sød til lige at underholde sig selv, men jeg gik rundt på græsplænen i frostgrader og gummistøvler og forsøgte at bevare roen, fordi hun ikke lige lagde sig til at sove med det samme. Imens kunne jeg have en halv times alenetid med Carl-Emil, som blev brugt på at kaste hoppebolde rundt i hele huset og fange dem igen. En af hans små kalendergaver, som er det helt store hit lige nu.

Da Lily Sofia vågnede igen ved 10.30 tiden, fik de serveret lidt tidlige rugbrødsmadder begge to. Jeg vævede lidt i mellem at blive hjemme, fremfor at pakke dem begge i bilen og få ordnet et par småting. Men nogle gange er det en god ide for alle at komme lidt ud fra husets fire vægge. Så det gjorde vi. Pakkede en lille taske med et par bleer, et par smoothies og en banan. Og så afsted. Vi skulle lige forbi vuggestuen og hente overtøjet hjem til den forlængede weekend, forbi posthuset med et par pakker og så var der et arrangement på byens museum for børn her i vinterferien, hvor de kunne male sten, få lagt ansigtsmaling og andre hyggelige ting. Et lille lokalt arrangement, hvor et par veninder også var forbi med deres børn. Så det var hyggeligt.

Da klokken nærmede sig middagslur-tid vendte vi snuden hjemad. Timet og tilrettelagt efter at begge børn skulle sove lur samtidig, så jeg kunne indtage min vanlige rugbrødsmad i fred og lade lidt op til resten af dagen. Carl-Emil var nem at putte ud. Han lægger sig oftest bare til at sove. Lily Sofia kæmpede igen ret meget imod, græd og ville ikke rigtig overgive sig. Men efter lidt trillen rundt med barnevognen, faldt hun endeligt i søvn, og jeg skyndte mig ind og fik klaret en hurtig oprydning efter deres frokost og tøjskift og smurt mig selv en mad. Jeg havde knap sunket sidste bid brød, før babyalarmen lyste blå og jeg kunne høre Lily Sofia pludre i den anden ende. Det sker desværre ofte – hun vågner op efter en halv time. Men jeg er altid forberedt på det og jakken hænger klar, så jeg hurtigt kan stå klar til at trille hende videre i søvn. Det lykkes altså for det meste. Ikke i dag dog. Det sneede og blæste helt vildt, og jeg var klædt på som en eskimo. Lige bortset fra handsker, hvilket jeg fortrød bittert efter 35 stive minutter, hvor jeg travede frem og tilbage ude på græsplænen. Frem og tilbage. Give sut. Putte tæppet om de små vildfarne hænder, som kradsede på regnslaget og synes det var langt mere spændende end at sove. Og så blev hun sur. Hver gang jeg prøvede at svøbe hende så tæt, at hun ikke kunne baske dynen væk. Jeg troede flere gange, at det lykkedes at få hende til at sove, men til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen og tage hende med ind.

Heldigvis var Simon hjemme og spise frokost. Jeg var fyldt op til randen af irritation og havde virkelig brug for lidt mere tid alene. Manden fik kastet en baby i armene, jeg gik ud og lukkede døren bag mig på toilettet, mens tårene pressede sig på. Her måtte jeg lige sunde mig lidt. Lade være med at tage sorgerne på forskud over, at Lily Sofia sikkert kun ville hænge på min arm resten af dagen, og alenetiden måtte vente til efter puttetid. Den var bare så tiltrængt lidt i øjeblikket. Jeg fik tørret øjnene og næsen og gik ind og overtog en heldigvis glad lille mus, mens Simon kørte videre ud for at arbejde. Hun var i godt humør og underholdte sig selv bedre, end hun gør normalt. Humøret steg et par grader.

Ved 14.30 tiden vækkede jeg Carl-Emil. Han skal helst ikke sove længere for at det ikke går udover hans sengetid. Begge børn var i godt humør, vi bagte bananvafler til eftermiddagsmaden, og jeg fik både ryddet op, ordnet vasketøj og bagt pizzadej, mens de underholdte hinanden de to små. Klokken 16 begyndte ulvetimen af ulme lidt. Jeg fortrød lidt, at valget af menu var faldet på hjemmelavet pizza, som trods alt kræver lidt frie hænder. Men med Carl-Emil solidt plantet på en taburet og Lily Sofia i højstolen, der fik lov til at tømme hele bestikskuffen imens, så fik vi også klaret pizzaerne uden skrig og skrål. Succes! At huset lignede en slagmark var ret ligegyldigt. Det vigtigste var ordnet, og humøret var godt.

Da Simon kom hjem tog han ungerne med i bad, mens jeg gik en velfortjent – synes jeg selv – pause til lige at få ryddet lidt op i køkkenet og puste ud. Jeg droppede den sene eftermiddagslur til Lily Sofia, fordi hun ganske enkelt ikke virkede træt. Hvordan 2×30 minutter kan være nok til et 8 måneder gammelt barn er mig en gåde, men det var altså sådan det endte. Hun holdte ud til klokken 18.45, hvor hun kapitulerede før de sidste milliliter i sutteflasken var drukket. Helt udmattet og færdig kunne jeg ligge hende med hendes lille hovede hvilende på min skulder og mærke hendes varme, tunge åndedræt mod min hals. Sådan sad jeg med hende i ti minutter. Men lukkede øjne i et mørkt værelse, hvor kun sprækken af lys fra køkkenet trængte gennem dørsprækken og jeg kunne gøre Carl-Emil og Simon bygge togbane i stuen. Det ender ikke mere dejligt end med en sovende baby i armene. Specielt ikke når det har været en lidt hektisk dag. Så føler jeg, at jeg lige giver hende den sidste portion kærlighed og tryghed som gør, at hun sover godt og føler sig rolig. Hun vågnede ikke engang, da hun forsigtigt blev puttet i sin egen seng, og jeg gik ind og brugte den sidste halve time med Carl-Emil og hoppeboldene, som endte ud i et kæmpe grineanfald. Hvordan det endte sådan, ved jeg egentlig ikke, men hans latter er simpelthen så smittende, så det endte med, at jeg fik grint, så det kunne mærkes helt ned i maven. De små hverdagslykkeglimt. Jeg sluttede dagen af med at spise en håndfuld guldkarameller på sofaen med min mand. Perfekt afslutning.

Gad vide hvornår det stopper eller om det overhovedet stopper. Det med at være lidt småstresset med forhøjet puls, når man er alene med to børn. Bliver det bedre, når de bliver ældre mon? Men igen, tænker jeg bare et halvt år tilbage, så var alenetid forbundet med nervøsitet og ondt i maven. Det er det slet ikke længere, og det er dejligt. Dengang kunne Lily Sofia kun sove i vores arme, og hun var så lydfølsom, så det var en kamp at få hende til at sove, når Carl-Emil var hjemme. Og det var lidt svært at fortælle en dreng under 2 år, at han lige skal være stille imens. Nu er det ikke noget, som jeg er nervøs over. Nu bliver jeg bare stresset i situationer i løbet af dagen, og det er vel de færreste, som ikke kender den følelse. Når den ene græder af træthed, mens den anden skal på toilettet. Eller når jeg er ved at give Carl-Emil tøj på og kan høre Lily Sofias små hænder i hundeskålen. Igen igen. Når Carl-Emil vil have mere mad, når jeg lige har ryddet alting væk fra frokosten og han så kun spiser en enkelt mundfuld. Ja. Så kan jeg mærke lidt irritation. Der hvor jeg lige skal minde mig selv om, hvad det er jeg skal nå. At det nok også går an, hvis de lige kommer lidt senere ud til lur, end de plejer. At ingen af dem dør af sult ved at vente ti minutter. Det siger jeg til mig selv. Men det ændrer ikke på så meget. Jeg bliver stadig stresset over de små ting. Jeg tror aldrig, at det bliver anderledes, men det må tiden vise. Jeg tror nu også, at det er med til at få det hele til at køre på skinner herhjemme, for jeg arbejder nok det hurtigere under pres. Men efter sådan en dag er jeg træt, og når jeg tænker over, så har jeg også været hele følelsesregisteret igennem. Fra glæde til tårer, fra frustration til at det hele går bedre end forventet. Fra øjeblikke med overskuelighed og træthed til når dagen slutter med nærvær, tryghed og grin med begge børn. Så er jeg træt. Og tilfreds.

Nå. Ikke mere skriveri for nu. Vi har en vennefyldt weekend i vente, så det kan kun blive godt. God weekend til jer og tak fordi i læser med <3