At stille sig til dommer for andre

Vuggestueklar

0f4e2d69-60a2-4419-ae3b-f9818a16db77Kære læsere.

Ja, jeg kommer vist ikke udenom det her. Vuggestuen. At tiden nærmer sig med hastige skridt, nærmere betegnet d.16. April. Der er det første dag for min anden lille guldklump i vuggestuen. Og jeg er forholdsvis optimistisk. Jeg synes, at hun efterhånden har fået et større behov for stimuli, og når jeg har hentet Carl-Emil har hun på det sidste ikke rigtig ænset, hvor jeg er gået hen, fordi der sker så meget. Nyt legetøj at pille ved, børn der leger. Nye lyde, nye indtryk. Alt muligt nyt der optager den nysgerrige lille mus. Så det er nok mest mig. Mig der skal slippe kontrollen og have troen på, at hele bliver godt og går godt. Heldigvis har jeg næsten 3 ugers indkøring, så det kan foregå i et roligt tempo, hvis der kommer små bump på vejen.

8987e83d-0826-4837-b486-5a6f37f417f0

Jeg har været ved at få dannet mig et overblik over, hvad jeg mangler at få købt til hendes opstart. Jeg har lavet en lille bunke med ekstratøj, som kan ligge deroppe. Noget af det er arvegods fra Carl-Emil, og så har jeg udnyttet H&Ms udsalg først på året, hvor man kunne købe børnetøj til en slik. Deres ekstratøj skal være noget, som man ikke bliver ked af forsvinder, bliver plettet og selvfølgelig slidt. Så kan man have de pænere sæt til hjemme- og weekendbrug, hvor Vanish er indenfor rækkevidde til genstridige makrelpletter. Jeg plejer at have 2 hele sæt tøj liggende deroppe til Carl-Emil. Ind i mellem ligger jeg det lige igennem, for det kan nemt ligge der længe, og pludselig er det alt for småt. Uheldigvis er børnene størrelses- og sæsonmæssigt lidt skæve af hinanden, fordi Lily Sofia er noget større end han var. Så jeg har måtte købe et nyt sæt termotøj til hende. Fra størrelse 86 og 92 har jeg heldigvis et termosæt fra ham, som hun sagtens kan genbruge. Jeg har nu klikket det fineste termosæt hjem fra Konges Sløjd. Jeg kunne sagtens have valgt at finde et til halvdelen af prisen, men sådan blev det. Overtøj er vigtigt, ikke? Og så er jakken så fin, så den også skal fungerer som hendes overgangs-/forårsjakke. Størrelserne ligger i dobbelt, så jeg har købt str. 80/86, hvilket hun – hvis jeg er heldig – kan passe hen over sommeren og først på efteråret. Nu har jeg vist prøvet at godtgøre mit køb godt nok. Jeg stopper nu.

Med hensyn til overtøj så synes jeg det er lidt svært med hendes nuværende alder. Jeg har faktisk klaret mig gennem vinteren med en striktrøje og hendes køredragt. Så ingen flyverdragt eller noget i den stil. For jeg synes simpelthen, at det har været lidt for koldt til, at jeg ville plante min lille tut ude i sneen eller på en kælk for den sags skyld. Jeg afventer også lige med regntøj, da jeg ikke ved, om det bliver aktuelt endnu. Måske bliver det tilstrækkeligt med termotøj, hvilket helt sikkert er det mest nødvendige til vuggestuestart. Det bliver jo flittigt brugt helt indtil flyverdragtssæsonen sparkes igang – forhåbentlig først om lang tid. Indtil vejret bliver bedre, så tror jeg i hvert fald ikke, at Lily Sofia kommer med udenfor i vuggestuen. Hun sover derimod sine lure udenfor i de krybber, som de har stående. Derfor er en blød fleecedragt også nødvendigt, og der har jeg heldigvis arvegods liggende i passende størrelse. Ellers er Engels velkendte ulddragt jo fantastisk både i varme og komfort. Lily Sofia havde en, som hun rejste hjem i fra sygehuset. Hun skal også have et par overtræksfutter med, hvilket jeg heldigvis også har liggende. Jeg afventer lige lidt med køb af regntøj, fordi jeg ikke

Jeg er lidt spændt på, hvornår den lille frøken har tænkt sig at tage sine første trin, og dermed også skal have sine første par små sko, men jeg satser på, at det bliver hen imod den tidlige sommer, før det bliver nødvendigt. Jeg har et par skridsikre futter til hende, som hun kan bruge indenfor, men jeg har aldrig været fan af sko til de helt små. Ikke fordi det ikke er sødt, for det er det jo så absolut. Men det er upraktisk og jo egentlig også unødvendigt, og deres fødder er altså bare ikke nemme at krænge et par sko på. Og så en varm hue. Elefanthue er jeg helt sikkert mest fan af. Jeg har også en strikhue til køreture, men begge børn har udelukkende elefanthuer på – både når de sover eller opholder sig udenfor. Så skal jeg ikke bekymre mig om, at de har et bart stykke ved halsen. Johas elefanthuer i uld er virkelig gode og så er de perfekte til det vejr, vi efterhånden er på vej ind i, fordi de ikke er så tykke igen, at de små får det for varmt med dem på.

23181103-f6ad-4c59-8a77-4a520ed249eb

Og hvad er der ellers af praktiske sager. Sutter selvfølgelig. Som forsvinder lidt som hårelastikker og hårnåle. Det er så træls. En dag kan man have 10 sutter, lige pludselig står man tilbage med to og har ingen idé om, hvor de andre er forsvundet hen. Så jeg har bestilt et par ekstra til hende og tænker, at jeg sætter navn på 3-4 stykker og smider dem i hendes sove/tøjkasse i vuggestuen. Derudover har jeg også lige fået købt en ny drikkedunk til hende, hvilket faktisk er det eneste, som børnene selv skal have med i vores vuggestue. De får bleer osv deroppe. Men en drikkedunk med vand i skal man have med. Carl-Emil kan nu godt finde ud af at drikke af en almindelig drikkedunk, uden at han synes, at det skal involvere et kæmpe stort vandpjaskeri, men i starten havde jeg vådt tøj med hjem flere gange om ugen, fordi han lige havde leget vandkamp. Med sig selv. Så jeg har købt en Mam drikkedunk – magen til den jeg har til Carl-Emil – som er spildfrie, og de er faktisk super gode. Så anbefaling herfra til dem.

Derudover er det selvfølgelig også en god ide med en lille nussebamse eller nusseklud af en art, som kan give en smule tryghed hjemmefra, når de er kede af det og skal puttes til lur. For det må altså være underligt for dem. Før det første at blive puttet af en halvfremmed person og så et helt nyt sted. Jeg forstår godt, at de reagerer på det de små. Lily Sofia har endnu ikke en bamse, som hun har knyttet sig særligt til, men hun har en nussebamse, som jeg helt sikkert vil tage med op til hende. Måske er der alligevel lidt trygt og hjemligt forbundet med den.

Så er jeg vist ved at være igennem det, som jeg synes, man skal anskaffe sig sæsonen taget i betragtning. Og så navn på. På alting. For det forsvinder altså på mystisk vis nogle gange, men det dukker ofte op igen, hvis der er navn på ejermanden i tøjet. Jeg har været rigtig dårlig til det med Carl-Emils ting, men nu har jeg fået mig nogle navnelabels til dem begge, så de bliver sat på alting lige fra sutter til sko. Hvis i holder øje med bloggen, så kommer der i den forbindelse faktisk en giveaway meget snart. Hint hint 😉 Jeg skal nok tippe om den, når den går i gang.

Kan i have en rigtig dejlig lørdag. Vi skal til fødselsdag med min søde lille ‘niece’. Altså, det er min bedste venindes pige, der fylder 1 år. Desværre er Carl-Emil stadig syg med feber. Øv. Så det bliver nok Lily Sofia og jeg der smutter til fødselsdag med blomster, gaver, kram og tillykke og fejrer dagen med dem her i eftermiddag. Vi blogges ved. Snart!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At stille sig til dommer for andre