At stille sig til dommer for andre

Kære læsere.

Det her indlæg har rumsteret i mit hovede i lidt tid. Jeg har lige skulle vende og dreje mine ord, så mit budskab – eller holdning – kommer rigtigt ud. For ligeså snart man skriver om emner, som kan dele vandene, så skal man sikre sig, at man i hvert fald får sig formuleret rigtigt. For man behøver ikke være enig med det jeg skriver, men jeg vil heller ikke misforståes.

Det handler lidt om sociale medier. Det der efterhånden fylder rigtig meget i manges hverdag. Der hvor vi deler noget eller meget af os selv, vores familie, liv og tanker. Det gør jeg i hvert fald. Og jeg finder rigtig stor glæde i at dele og finde inspiration og idéer til opskrifter, tøj og børneaktiviteter. Når jeg deler noget personligt på Instagram, så er det ikke noget, som andre kan blive ramt af. Det er udelukkende personlige følelser og tanker. For det er det, som jeg har behov for at få luft for og dele. Det er ikke for hverken at støde andre eller blande mig i andres liv. Det er mit liv, mine billeder. Jeg modtager glædeligt kommentarer, gode råd skrevet i den bedste mening. Det sætter jeg faktisk rigtig stor pris på. Og heldigvis har jeg heller ikke været udsat for andet. Det er også vigtigt, at man er modtagelig overfor andres kommentarer, når man vælger at dele noget personligt eller noget, som kan skabe debat. Det beder man måske lidt om, og det er vel også det, der gør det hele lidt spændende. Reaktionen, feedbacken. Jeg følger rigtig mange spændende profiler. Mange som jeg følger, fordi de inspirerer mig med billeder, ord, som jeg kan relatere til eller som får mig til at grine. En masse forskelligt. Her er det så, at jeg ind i mellem støder på nogle opslag, som måske ikke rammer mig personligt, men som alligevel rører noget i mig. Og det er det her med, at man nemt kan stille sig til dommer overfor andre. Skrive hvad der er rigtigt og forkert, eller i hvert fald hentyde til det. Ordene er så vigtige, eller nærmere formuleringen. For vi har fuldstændig selv råderet over vores profiler, men vi har ikke nogen ret til at være dommer. Til at bestemme, hvad der er mest korrekt. Det være sig fx i forhold til amning, børneopdragelse, pasning af sine børn eller i den anden grøft med at skrive om det her med, hvad man viser af billeder, hvad man modtager af gaver og om man i den henseende følger marketingsloven. Jeg er virkelig ved at være lidt træt af, at det for det første næsten er nødvendigt efterhånden at skrive, når noget ikke er sponsoreret. For tænk nu, hvis nogle tror, at man laver gratis reklame. Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad. For mig er det fuldstændig op til personen bag profilen, hvordan de styrer det show. Jeg følger ikke med hos en person på baggrund af om de modtager gaver eller ej, eller om de husker at følge de gældende retningslinjer. Det er ikke mit bord. Hvis nogle har en aftale med en virksomhed, lucky them. At virksomhederne får en masse skjult reklame, det har ikke nogen betydning for mig, for det er ikke mig, der bliver stillet til ansvar, hvis bordet en dag fanger. Der kan jeg kun sørge for selv at have mine ting på det rene. Ikke andres. Jeg har sagt nej til en del virksomheder, der har skrevet om rabatkoder, om at jeg får en vis procentdel, hvis jeg anbefaler dem til andre profiler osv. Det er jo bare at sige nej tak, hvis ikke man vil tage del i det. Hvis en anden siger ja, så fuldstændig fred være med det. Jeg er oprigtig ligeglad.

Emner omkring børn er altid sårbare. Og det her med det såkaldte ‘Mor-politi’, det har jeg selv grinet lidt af. Men nu er jeg måske ved at være lidt træt af det. At vi skal irettesætte hinanden og give vores mening til kende på en måde, som er negativ. ‘Ved du ikke, at man ikke må..’ For det er netop det, der bliver problemet. Ikke de positive tilkendegivelser eller gode råd, som man heldigvis får en masse af gennem sociale medier. Det er problemet, når en sund debat udvikler sig til hetz, til stødende kommentarer og sure opstød. Vi gør jo virkelig alle det allerbedste vi kan. Vi har alle helt individuelle holdninger til, hvad der er rigtigt at gøre. Jeg prøver sgu også at være den bedste mor for mine to børn. Men det betyder ikke, at jeg ikke også stikker Lily Sofia en sukkerfyldt Mariekiks en sen eftermiddag i ulvetimen for 5 minutters ro. At jeg husker at få børstet tænder på Carl-Emil hver morgen, inden han tager afsted. Eller at jeg ikke bander foran mine børn. Drak et lille glas rødvin, da jeg var gravid. Ja, altså jeg er slet ikke hellig, og det tror jeg virkelig ikke, at mange af os er. Vel? I bund og grund handler det vel bare om, at vi skal passe på med, om vi igennem det vi mener er rigtigt – eller forkert for den sags skyld – også pådutter andre det, eller om vi formår at holde det indenfor egne grænser. Og selvfølgelig også huske at vi på den anden side ikke føler os for ramte, når vi er uenige. At der er plads til os alle, vores forskellighed og vores forskellige holdninger. Det skal bare ikke blive for sort/hvidt, hvis i forstår. Vi kender alle selv vores egne børns behov bedst. Vi har nogle personlige, indivuelle behov, som der altså også skal tages hensyn til, som der fx i forbindelse med arbejde vs at blive mest muligt hjemme og passe vores børn, betyder rigtig meget. Jeg har ikke lyst til at være hjemmegående. Jeg har heller ikke lyst til skulle arbejde 40 timer i ugen og se mine børn to timer om dagen. Men det handler om balance, og hvad der nu engang er muligt hos den enkelte familie. For selvom mange nævner ‘prioritering’ i forhold til at vælge at beholde sine børn hjemme, så er det for andre altså også et spørgsmål om økonomi, og om at man har nogle regninger, der skal betales til tiden. Og selvom mine børn kommer afsted i vuggestue på fuldtid hver uge, så vil jeg bare være der ekstra meget for dem, når vi så er sammen. Fordi jeg har samlet energi og overskud ude. Savnet dem i løbet af dagen. Og fordi at situationen nu engang er som den er med det job, som jeg har. Også derfor.

Jeg tror ikke, at jeg vil bore mere i det her. Det er jo bare en tankestrøm, et emne som har rumstreret lidt i mit hovede de seneste par uger, fordi jeg er stødt på nogle opslag, som jeg synes har virket lidt irettesættende eller lidt sort/hvid. Haft et lidt forkert budskab eller en forkert formulering. Det ved jeg ikke. Og der er jo, som jeg tidligere har nævnt, plads til os alle. Jeg synes måske bare, at vi må lære at se igennem fingre med nogle ting, som ikke berører os. Eller som vi hverken kan gøre fra eller til med. Og så ikke tage ting for personligt. Det er måske pointen. Alle gør deres bedste og alle gør, hvad de nu engang finder rigtigt. Lad os anerkende og respektere det, scrolle videre eller deltage konstruktivt i en debat. Passe vores eget liv, vores egne holdninger. De er okay at have og okay at dele, bare det ikke bliver på en forkert måde.

Dagens vise ord. Eller dagens rodede indlæg, måske. Sådan er det, når jeg lader fingrene køre afsted på tastaturet. Hvad er jeres holdning til ovenstående?

Kan i have en rigtig dejlig fredag <3