Når barslen slutter

Det lakker mod enden. Den her barsel. For at være præcis er der lige nøjagtig 52 dage til Lily Sofia har første dag i vuggestuen, 70 dage til jeg starter på arbejde. Sådan er det. Sådan bliver det. Pladsen er vuggestue er fastlagt. Hun skal starte sammen med Carl-Emil, selvfølgelig. Vi er rigtig glade for den vuggestue, og vigtigst af alt så er Carl-Emil glad for at gå der. Han elsker pædagogerne, og de bidrager hver især til forskellige behov hos de små. Nogle er mere til sanglege, nogle til gåture i skoven og på legepladsen, mens andre er gode til at give dem en plads på skødet og et kram. Så ud fra ovenstående og selvfølgelig også en lille del på grund af praktiske forhold i forhold til, at de ikke skal hentes og afleveres forskellige steder, så har vi valgt at Lily Sofia skal samme sted hen. For at de kan følges ad. De kommer i hvert fald til at gå sammen på vuggestuen indtil september, og på det tidspunkt er jeg sikker på, at hun også har fundet sig godt tilrette. Det håber jeg i hvert fald inderligt. Institutionen er integreret, så Carl-Emil kommer kun lige ind på stuen ved siden af, når han rykker op i børnehave.

For det er ikke nogen hemmelighed, at der er forskel på mine to børn. De har forskellige behov og meget forskellige personligheder allerede. Carl-Emil har altid været et roligt gemyt, nysgerrig og mild. Hans indkøring i vuggestuen forløb uden problemer. Han legede, spiste og sov godt efter få dage. Jeg har mere ondt i maven denne gang. Fordi Lily Sofia har været og stadig er et barn med et større tryghedsbehov. Hun har brug for at have mennesker omkring sig, som hun kender, og som hun kan søge tilflugt til, hvis hun bliver ked af det. Det mærker jeg tydeligt i hverdagen. Når vi er herhjemme eller andre steder, kravler hun rundt efter mig og vil helst have mig inden for synsvidde størstedelen af tiden. Hun hægter sig fast i mine bukseben og vil op at sidde på mors trygge arm. Det er selvfølgelig rart det meste af tiden, men kan også være en udfordring, det er klart. Så det er det, jeg gruer mest for ved vuggestue-start.

Med hensyn til vores arbejdsdage, så er vi begge på fuldtid. Dog har jeg fået lov til at gå ned på 34 timer, hvilket jeg er virkelig glad for. Det gør det hele lidt mere overskueligt. For jeg ved, at der bliver drøn på hverdagene. Simon kommer primært til at stå for afleveringen, da hans mødetider som selvstændig er mere fleksible end mine. Jeg møder klokken 8 og har 45 minutters kørsel til og fra arbejde. Så jeg kan stadig aflevere lidt over syv, men Simon har mulighed for ikke at ræse ud af døren og kan så arbejde en time længere i den anden ende, hvis det bliver lidt senere, de bliver afleveret. Jeg får så tilrettelagt min nedsatte tid således, at jeg vil kunne hente dem omkring kl. 15.30 mandag og torsdag. Tirsdag skal Simon eller ind i mellem min mor hente, da jeg arbejder til klokken 16. Onsdag er fortsat dagen, hvor børnenes Bedste henter dem, så det skal lige koordineres lidt i forhold til, at Lily Sofias lure ligger lidt anderledes end Carl-Emils, der kun får middagslur. Men det vil nok blive omkring klokken 14.30, at de bliver hentet denne dag. Og om fredagen klokken 15 cirka.

Så de kommer til at få en del timer i institutionen. Men det er sådan det er nødt til at være vores arbejde taget i betragtning. Jeg kunne godt søge nyt arbejde, hvor jeg havde kortere afstand og færre timer. Men det hele skal hænge sammen. Det skal hænge sammen i forhold til, at jobbet skal give mening og give mig noget, som gør, at jeg får overskud gennem mit arbejde, og at det gør mig glad. Jeg er ikke en person, der ville befinde mig godt herhjemme hver dag. Så det er en balancegang. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke gerne ville have 30 timer, men nu prøver vi det her af. Jeg er ret sikker på, at det nok skal lykkes og komme til at køre. At hente sine børn klokken 15.30 giver os stadigvæk en fin eftermiddag – især nu hvor vi går imod sommer og længere aftner, så vi kan lege lidt rundt i haven inden aftensmad. For det er en anden ting. Det med madlavning. Og rengøring for den sags skyld. Jeg har mulighed for at tage aftensmad med hjem fra arbejde, som bare skal varmes op. Bonus! Og vi har ligeledes kigget på Claus Meyers ‘madpakkeløsninger’, hvor maden bare skal varmes op, og så er klar til servering. Det er en anden måde at prioritere på og derved få mere tid til nærvær og tid med ungerne. For aftensmaden kan nemt blive en stressfaktor, når man har trætte og sultne børn. Så det er et sted, hvor vi kan træffe en beslutning om nemmere løsninger, når nu der er så mange af dem på markedet. Og så vil jeg også rigtig gerne finde en rengøringskone igen. Jeg har egentlig ikke det store imod at gøre rent, men kun når der er tid til det. Så i stedet for at det skal til at være en ugentlig weekendbegivenhed, at huset skal have en overhaling, så er det også noget, som jeg hellere vil betale mig fra. Vasketøjet kan klares om aftenen, det gør jeg alligevel i forvejen.

Så det er planen for vores nye, kommende hverdag. Som forældre til to små børn. Jeg er spændt og nervøs. Min hjerne trænger til nye udfordringer og voksenkontakt. Mit hjerte er selvfølgelig ved børnene. Men vi er priviligerede på mange måder, fordi vi har begge vores forældre i samme by. Min mor arbejder kun på deltid, så hun er også klar med en hjælpende hånd og til at hente tidligere nogle dage eller træde til, hvis det en dag brænder på på arbejde. Det samme er min svigermor. Så det skal nok gå det hele. Det skal det. Ved sygdom har jeg også mulighed for at arbejde lidt hjemmefra. I første omgang skal jeg bare koncentrere mig om at nyde det sidste af barslen. Nyde vores lange morgener, at jeg selv tilrettelægger dagens planer eller mangel på samme. At Carl-Emil kan sove længe og blive hentet tidligt eller holde en fridag. De får det sidste af min tid herhjemme, mine børn. For tiden kommer ikke igen. Det er jeg klar over. Så derfor skal jeg sætte pris på den nu, inden den er forbi. Den kære barsel.